Det du ikke kan sige til din kæreste

En sætning, som jeg ofte hører blandt mine veninder: “Ej det kan du ikke sige til ham!“. Sådan vil jeg ikke have det. Jeg skal kunne sige alt til Kristian – også det, som han ikke vil høre. Jeg vil have et parforhold, hvor vi kan fortælle hinanden alt. Ikke at alt er interessant. F.eks. toiletvaner og diverse hudlidelser. Lægebesøg og hvis jeg drømmer om min ekskæreste. Men generelt vil jeg gerne, kunne sige alt ham – og jeg vil også gerne have, at han kan sige alt til mig. Det taler vi meget om. Vi er hinandens bedste venner – og jeg deler alt med mine venner og veninder. Jeg vil ikke have hemmeligheder. Det påvirker mig, jeg bliver indadvendt og mærkelig. Når vi nu fortæller hinanden så meget som vi gør, så undgår vi også mange konflikter, misforståelser og sure miner. Vi får talt om det og så er det (for det meste), ude af verdenen.

Forleden befandt jeg mig dog, i et dilemma. Kristian og jeg hang ud, og min veninde skrev til mig. Vi har en aftale om, at jeg holder lidt øje med hendes ekskærester og omvendt. Den aftale kom egentlig i hus, da vi begge sørgede hårdt over dem. Og ikke var videre. Det er vi heldigvis begge nu, men aftalen holder. Kun hvis ekskæresten får en kæreste, bliver gift, får et barn eller dør, skal man sige det videre. Sådan er aftalen. Min veninde skrev således, at min ekskæreste havde fået en kæreste. Han har haft et par stykker, siden vi gik fra hinanden. Den første kæreste han fik efter mig, var den hårdeste. Det kostede tre ugers tårer, søvnløshed og hardcore druk (værktøjet som jeg benyttede mig af, i den periode). Der er røget meget vand under broen siden. Jeg har Kristian, som gør mig meget, meget lykkelig og jeg er et bedre sted nu. Et bedre sted, som jeg hver eneste dag er taknemlig for, at være. Det har krævet alle mine kræfter. En kamp jeg aldrig nogensinde, vil glemme. Og som jeg ikke tror, at jeg ville kunne klare igen. Men nu har han fået en ny kæreste – og det er da dejligt for ham. Men det gjorde ondt. Det var mærkeligt. Det var nok mere mærkeligt, end det var smertefuldt. Men jeg blev påvirket. Jeg blev indadvendt, trist og tænkte meget på dengang, hvor jeg var kærester med ham. Og det var svært for mig at rumme og begribe – for jeg er jo så glad for Kristian. Men hver gang jeg hører hans navn, så minder det mig om perioden efter vores forhold. Det var så brutalt og ensomt. Det var sådan nogle hårde år. Mørke år. Som jeg har lagt bag mig, men som stadig bor indeni. Som jeg aldrig tager frem og kigger på. Min ekskæreste trickede noget i mig. Som når jeg tænker på det harmonikasammenstød, som jeg (ufrivilligt) deltog i, for et par måneder siden. Hver gang jeg tænker på det, krymper jeg mig og bliver forskrækket igen. Følelsen sidder i min krop endnu.

Vi sad på en café og drak iskaffe. Og jeg sagde ikke noget. Men jeg var bare mærkelig, og jeg var ikke til stede. Jeg satte mig over, ved siden af Kristian. Lagde mig op af ham. Krammede ham hårdt. Og så sagde jeg det. Fuldstændig som det var. Uden filter og omsvøb. Hvis det var omvendt, så havde jeg fået en klump i maven. I hjertet. Måske endda blevet sur. Men Kristian lyttede, krammede mig og sagde, at han godt forstod mig. Jeg græd endda, fordi det hele pludselig væltede op i mig. Følelsen af at blive forladt og være ensom – for jeg befinder mig igen, i den situation hvor en anden person, har magten over mig. Over mit liv. Over hvordan jeg har det. Og ordet “magt” lyder negativt. Det er ikke sådan, at jeg mener det. Men Kristian er meget afgørende for, hvordan jeg har det. Han har mit hjerte og jeg har fuld tillid til, at han værner om det, som jeg gør om hans. Og jeg havde jo ellers svoret, at det aldrig skulle ske igen. Men for fanden. Det er jo også pisse dejligt. Når frygten ikke tager over.

Og frygten tog over. Og jeg græd lidt, talte om det. Talte om ham. Min ekskæreste. Hvilket jo ofte er et emne, vi undgår, når vi taler med vores nuværende kærester.

Men der skete noget, lige da jeg havde fået det fortalt. Det forsvandt. Måske ikke fuldstændigt. Men det meste af alt det negative, det forsvandt. Og jeg elskede Kristian lidt højere end før, fordi han tog det, som han gjorde.

Dette indlæg er ikke skrevet, for at være belærende. Eller fordi det partout, er det rigtige. Jeg ved ikke særlig meget, om parforhold. Nok har jeg været i et forhold på 7 år, men det var med et andet menneske. Det forhold jeg har med Kristian, det er ret nyt. Jeg er ved at finde ud af, hvordan jeg vil være kærester med Kristian. For mig er det vigtigt, at jeg kan være ærlig overfor ham. At jeg kan fortælle ham om ting fra min fortid, som stadigvæk kan påvirke mig. Min ekskæreste var en kæmpe del, af mit liv. Han var alt for mig, igennem 7 år. Han fylder og han vil altid have en særlig plads, i mit hjerte. Kristians plads er større. Og Kristians plads er fuld af glæde, varme og sommerfugle.

For mig betyder det meget, at jeg kan fortælle Kristian, min kæreste, alt hvad der foregår indeni mig. Vi taler gerne om vores ekskærester, akavede dates og uheldige sexoplevelser. Vi taler om vores usikkerhed, jalousi og hvis en har sagt noget, som den anden er blevet ked af. Eller som da ham her skrev til mig, efter flere måneder radiotavshed. Og hans ord gav mig kvalme og ondt i maven. Der græd jeg af vrede. Og Kristian forstod mig udmærket.

Det er ret godt. Det giver mig en ro. Og det er grobund for en kæmpe kærlighed, som hele tiden udvikler sig overfor Kristian. Måske er det bare det, som man kalder for “et moden parforhold“, men jeg kan sgu’ lide det.

Feel the pain listen

For satan. Kærlighed. Den kan være brutal. Nok er jeg et andet sted lige nu, men jeg har mærket the pain. I så voldsom en grad, at jeg på flere tidspunkter ikke længere havde lyst til, at trække vejret. Det er forfærdeligt at blive forladt, det er brutalt at forlade og det er frygteligt at blive enige om, at der ikke længere er nok kærlighed mellem to mennesker. Eller at den måske er blevet venskabelig. Kærlighed kan gøre blind, kærlighed kan få sorger til at virke mindre, kærlighed kan slå dig ihjel.

Jeg plejede at være opdateret på, hvad “man” lytter til, når man har kærestesorg. Jeg har utallige lister i forskellige kategorier. Fra melodier som kunne få mig til, at falde i søvn til de helt tunge af slagsen – som jeg lyttede til, hvis jeg havde brug for, at grave dybt og tude. Men fordi jeg ikke længere er i følelsen, er jeg ikke der, hvor jeg lytter til den slags musik længere. Selvom at jeg faktisk godt kan lide det, selvom at mit hjerte ikke brænder mere. Så jeg bad om jeres hjælp. Og som altid strømmede det ind med bud på, hvilke numre vi kan lytte til, når hjertet gør ondt. Du må (og skal, i min optik) dyrke sorgen. Gå ind og ud af sorgen. Dyrk den med veninder, pil i navlen, græd med snot til Adele og tag dig den tid, som hjertesorger tager. De tager ofte længere tid, end man lige forventer og håber på. Og husk at du aldrig er alene. Og husk, at sorg er kærligheden pris.

Listen indeholder både specifikke sange, men også kunstnere. Det er ikke kun nye numre, men også gode, gamle klassikere:

  • Alle skuffer over tid, Hurtige Hænder (Mind of 99),
  • Synd for dig (Medina),
  • Celine Dion (her kan det meste bruges, i min optik!),
  • Billie Eilish,
  • Beneath your beautiful (Emeli Sandé),
  • Unbreak my heart (Toni Braxton),
  • Sandpapir (Sys Bjerre),
  • Say Something (A Great Big World),
  • Me before You (soundtrack til filmen),
  • Bandet “Cigarettes after sex” skulle være heftigt!
  • I can’t make you love me (Bon Iver),
  • Det okay (Noah),
  • Taylor Swift (hun kan noget, for hun har satme været igennem hjertesorger. Hvis man skal tro sladderbladene, altså!).
  • Annika Aakjær (mega fin og sorgmodig stemme),
  • Alt med Coldplay (enig! Her kan jeg anbefale Gravity, som jeg har skamlyttet til!).
  • Folkeklubben,
  • Søren Huss,
  • “Lost without you” med Freya Ridings,
  • John Mayer. Han er faktisk dobbelt konfekt – ham kan man lytte til med sommerfugle i maven og med et knust hjerte.
  • Sia. Hun kan også noget.
  • Adele. Obligatorisk i min verden. “Someone like you”,
  • “Only love can hurt like this” Paloma Faith,
  • “FU” med Miley Cyrus,
  • “Why her not me”, Grace Carter,
  • “Almost doesnt count”, Brandy,
  • Katinka (obligatorisk under min krise!),
  • Hans Philip (ham har jeg først hørt nu og jeg er helt enig! Han er virkelig god!!),
  • “Bleeding”, Leona Lewis,
  • “Happier”, Ed Sheeran,
  • “One Mississippi”, Zara Larsson,
  • “Let me go”, Hailee Steinfeld & Co.
  • Sam Smith. ALT med Sam Smith.
  • “Because of you”, Kelly Clarkson,
  • “Jar of Hearts”, Christina Perri,
  • “Love the way you lie”, Rihanna & Eminem,
  • “Tag hvad du vil”, Ankerstjerne,
  • “Broken Hearted Girl”, Beyonce,
  • “Kun dig”, Burhan G,
  • “A Star is Born” soundtrack.
  • “Os to”, De Dødelige,
  • “Be alright”, Dean Lewis,
  • “Where do broken hearts go”, Whitney Houston,
  • James Blunt (hvis den rigtig skal have gas!),
  • Marie Key. Jeg elsker hende.
  • “Too much to ask”, Niall Horan,
  • The Weeknd. Også på mine lister. Jeg skamhørte ham.
  • Maja og de Sarte Sjæle.
  • “By your side”, Sade,
  • “Langt væk”, Ukendt kunstner,
  • “Tiden”, Moses: Andreas,
  • “Sådan nogle som os”, Barbara Moleko,
  • “Forever and Beyond”, Makrel,
  • “Ohne Dich”, Rammstein,
  • “Hero”, Enrique Iglesias.

Har du flere? Fyr dem af i kommentarfeltet. Og god bedring med hjertet, hvis du sidder med atomerne lige nu. Jeg håber det bedste for dig.

 

Kunsten ikke at give en fuck

Hvis man kunne sælge dét som tabletter, så ville jeg blive usædvanlig rig. Kunsten at være ligeglad med, hvad andre mener, tænker og siger om dig.

Jeg er ret ligeglad med, hvad andre tænker om mig. Ikke altid, men for det meste. Hvordan? Jeg tog en beslutning. Det lyder nemt, det var det ikke. Det tog mange år. Mange år med selvhad og enormt meget tankevirksomhed og tankespind. Teenageårene var hårde, og den første del af mine 20’ere var også fulde af usikkerhed og mindreværd. Det har nok ikke altid kunne ses. Men jeg følte mig så alene, jeg følte mig så forkert, grim og som en fiasko.

Måske du kender det? Det bliver bedre med årene – for du bliver mindre optaget af dig selv, og hvad andre tænker om dig. Men det handler også om, at du skal ville det. Du skal ville ændre det, det kommer ikke bare og banker på din dør en dag. Det koster noget. Ligesom alt andet.

Hvordan jeg tog beslutningen, det er altid svært for mig, at sætte ord på. Det skete ikke over natten. Det tog tid. Og det skete også, fordi andre ting skete i mit liv. Jeg mistede min lillebror – og døden sætter alt andet i perspektiv. Alt andet bliver ligegyldigt. Og i sorgen og krisen fandt jeg (også) ud af, at strækmærker og korte ben, brede hofter og et højt (lidt hesteagtigt) grin, jo er ligegyldigt. Når først du har mistet en, som du elsker højere end dig selv, så bliver de ting ligegyldige. Heldigvis. Andet ville være sørgeligt. Der er ingen mening med, at jeg mistede ham, men jeg har ansvaret for, at skabe en mening i det. Og meningen i alt det her – har blandt andet været at jeg skal leve livet. Ikke på en “én dag tilbage” måde, men mere at negativ energi og negative tanker – det og de skal ud.

Men et konkret tip – som jeg kan give videre, til dig som ønsker at hvile mere i dig selv – det er lidt svært. Men jeg har forsøgt. De kan virke latterlige. Men de hjælper mig, og det er dem jeg tager fat i, når jeg føler mig forkert og når jeg føler, at alle tænker dårligt om mig.

  • har du set “Bohemian Rhapsody”? Den handler om Queen og om forsangeren Freddie Mercury. Han er legendarisk. Og det er Rami Malek også i rollen. Han er, i min optik, definitionen af kold i røven. Han tager det tøj på, han vil. Han siger det, som han tænker og mener. Han lader sig ikke kue. Den kan ses på viaplay. Og den giver fandeme et skub til, at være pisse ligeglad med, hvad andre tænker. De vil tænke noget uanset hvad du gør. Giv dem noget at tale om. Jeg tænker ofte på Freddie og forsøger, at få noget af hans power, hvis jeg en dag føler mig mindre værd. Hvem vil leve et liv, som er styret af andres mening? Ikke mig, du. Og heller ikke Freddie. Han var for cool! Og du kan sagtens have en mand som forbillede, selvom at du er kvinde.
  • SoMe. Jeg har før skrevet om, at du skal fixe dit feed. Du bruger flere timer end du lige tror på, at glo på andre mennesker på instagram og facebook og youtube (og garanteret andre platforme, som jeg er for gammel til, at kende noget til). Mange af dem er redigerede og har filter på. Husk altid det. Så ryd op i dem, som du følger. Allerede der, får du luft. Jeg gør det ofte. Jeg går ind på hver profil og tænker: “bliver jeg glad og inspireret, eller bliver jeg intimideret og får en følelse af, at jeg er mindre værd?“. Er det det sidste, så rammer jeg “unfollow“.
  • Tænk at livet er kort. Det er kort. Faktisk kan det være slut imorgen. Ofte får jeg at vide at jeg modig fordi, at jeg tør at tage lidt skørt tøj på (læs: tøj med farver og mønstre). Jeg synes ikke, at det handler om mod – det handler om, at det er mig, som skal have tøjet på. Ikke de andre. Så deres mening er ligegyldig. Måske de griner første gang, fordi du har taget leopard og stribet på. Men de bliver trætte af, at grine. Fyr den af. Step by step. Start forsigtigt ud og langsomt tør du måske mere og mere. Jeg elsker at jeg er nået dertil, hvor jeg tager det på jeg har lyst til. Dét er en kæmpe frihed for mig.
  • Hvis alt fejler – så husk dette: tænk på at du ser en snuble, over en kantsten, inden i byen. Du griner måske, fniser med din veninde og ser det for dig et par gange. Så går der 4 minutter og hvad sker der så? Så har du glemt det. Du er videre. Sådan er det også med andre, som måske morer sig over dig. De griner og tænker måske noget i et par minutter – og så er de videre. De har nok i sig selv. Husk på at vi alle er centrum i vores eget liv. Og så spændende er du heller ikke. Forstå mig ret.

Har du flere tips til, hvordan man giver en fuck? Del dem endelig i kommentarfeltet!

“Jeg venter lige på vasketøjet” og mavefornemmelser

Lige før jeg mødte Kristian, så jeg en anden mand. Ham så jeg i 3 måneders tid, sidste sommer. Vi mødtes på Tinder, havde første date på Amager Strand og selvom at jeg ikke ligefrem var forelsket, så var jeg meget interesseret. Han var en flot, sød og en rolig mand. På papiret var han perfekt. At det så ikke lige skulle være os, er en anden sag. Og heldigvis stødte jeg på Kristian kort tid efter, som i den grad beviste, at jeg ikke havde været forelsket i førnævnte mand. Det blev jeg i Kristian og når man er forelsket, så er man aldrig i tvivl. Det ved du garanteret, hvis du selv har været forelsket. At have et crush, være lun på, være interesseret i, have en flirt med – det er bare ikke det samme, som når forelskelsen slår ned. Men det skal ikke handle om forelskelse. Det skal handle om, at jeg skulle have lyttet til min mavefornemmelse. For “forholdet” til ham jeg så, endte ret træls. Jeg skrev dette indlæg efterfølgende, så det siger lidt sig selv, hvordan dét endte.

Kort fortalt – så brugte han stadigvæk Tinder, selvom at vi sås. Og han sagde det ikke selv til mig – jeg måtte selv finde ud af det. Vand under broen, det er længe siden og jeg er glad nu, så skidt pyt. Men for satan – datingkulturen var hardcore for mig, og når jeg tænker tilbage på tiden som single, så er det ofte med lidt ondt i maven. Jeg syntes at det var hårdt. Hvis du ikke har et panser som single, så får du det.

Men når du oplever noget i livet, så kan du som oftest, tage noget med dig. Et eller andet du har lært. Det forsøger jeg i hvert fald at gøre, når noget træls sker i livet. For så er der på en eller anden måde, en eller anden mening med det. Og med denne relation i sommer, tog jeg med mig, at jeg skal være bedre til, at lytte til min mavefornemmelse. For den har altid ret. Altid. Det svære er, at finde ud af, at lytte til den. Give den taletid.

Og ham fra i sommer, ham kunne jeg havde havde sluppet tidligere. Hvis jeg havde lyttet:

Sommer i sidste år. Fucking varmt. Klokken er omkring 12, jeg står foran Magasin ved Kongens Nytorv. Jeg har været i Mad&Vin og handlet bær, kolde drikkevarer, sandwich og pakket tæppe, håndklæde og taget en fin, hvid sommerkjole på. Jeg dufter af solcreme, fregnerne har for længst overtaget i femøren og jeg føler mig fri, glad og spændt. Vi har nemlig en date. Vi skal endnu engang mødes på Amager Strand, og aftalen har været planlagt længe. Jeg står ved metroen, med min fuldt pakkede cykel. Planen er at tage metroen ud til Amager Strand, for jeg gider ikke at cykle, med den tunge kurv (læs: jeg gider ikke at svede, når jeg skal mødes med ham). Lige i det jeg skal til, at trykke på knappen til elevatoren, får jeg en besked. Han skriver noget i retningen af, om vi kan udskyde daten en times tid. Han har nemlig lige sat vasketøj over. Og skjorterne skal altså ud med det samme: “ellers er de umulige at stryge“. Jeg får ondt i maven og tårerne presser sig på. Det passer vildt dårligt. Jeg er ligesom på vej, med kolde drikkevarer og fucking jordbær. Og udover dét, så bliver jeg såret. Vasketøjet vinder over, at ses med mig? På dette tidspunkt har vi set hinanden, i en måneds tid. Jeg har afsat min dag, efter ham. Jeg har ordnet det jeg skulle, inden vores aftale. Jeg har indrettet mig. Om man så må sige. Fordi jeg gerne vil se ham og fordi, at jeg gerne vil ham. Jeg gør hvad de fleste piger gør – ringer til min veninde. Hun beroliger mig, taler tingene lidt ned og får mig overtalt til, at jeg tager på stranden nu og venter på ham. “Arbejd på din tan skatter“, som hun siger. Jeg tager metroen, sætter mig på stranden og venter. Lader selvfølgelig som om, at jeg ikke venter men har en fest alene. Læser et blad og arbejder på min tan. I virkeligheden, er jeg ked af det. Fucking skjorter. Helt ærligt. Så vask dem dog igen, når du kommer hjem, tænker jeg. Her sidder jeg – sød, sjov og flot i bikini, og du vælger at dine skjorter skal være til at stryge. Vatpik, kom jeg vist til at tænke. Men da han endelig kom, efter 80 minutter (ja, jeg tog tid), så smilede jeg, vinkede ham hen og lod som ingenting. Men det sved i hjertet. Og min mavefornemmelse skreg (og havde skreget siden jeg stod, ved metroen på Kongens Nytorv): He’s just not that into you.

Og jeg fik ret. For et par måneder efter, da jeg kom hjem fra en uges ferie på Sicilien, fik jeg nys om, at han stadig brugte sin Tinder. Av for helvede. I en uge havde jeg sukket efter ham, mens jeg slikkede sol i Italien. Spild af tid, spild af ungdom, spild af tankevirksomhed.

Dér lyttede jeg ikke til min mavefornemmelse. Og det skulle jeg havde gjort. Så havde jeg sparet mig selv, for ham. Og det er jo ikke for at være firkantet – jeg kan godt tåle, at få rykket en date en time, hvis der dukker noget op. Men vasketøj som “dukker op”? No way.

Hvis alt andet sejler og du ikke aner, hvad du skal stille op. Det kan være omkring et job, uddannelse, en mand, en kvinde, en veninde, en i din familie, en nabo – hvis alt er mudret og signalerne er blandende, så lyt til én ting. Mavefornemmelsen. Sommetider skal man lige tune ind på den, for at kunne høre den. Men den er der. Og jeg vil virkelig forsøge, at lytte til den. Nu ikke som single, men på andre områder i mit liv. Særligt arbejdsrelateret, hvor tilbuddene er mange og man let kan blive fristet. Der vil jeg lytte til min mavefornemmelse. Den har altid ret – og den kender mig allerbedst. Er du i tvivl, er du ikke i tvivl.

Ikke flere indlæg

Jeg er uddannet pædagog. Det var meningen, at jeg skulle være sammen med mennesker. Det er det bedste jeg ved. Særligt børn. Jeg arbejdede på en skole i 6 år, havde bloggen ved siden af. Efter at kunne leve af bloggen i et par år, sagde jeg op. Kastede mig ud i det selvstændige liv. Jeg elsker det. Men jeg savner ungerne. Jeg savner at være noget for nogen – hvor læsertal, følgere og salg ikke betyder noget. Hvor de kan lide mig – fordi jeg er mig. Det er måske lidt at sætte det på spidsen, men jeg kan godt have dage, hvor jeg savner at sidde med børn på skødet, sætte plaster på små, bitte knæ og drikke skod, filterkaffe. Jeg skal tilbage en dag. Det har jeg hele tiden vidst.

Det var aldrig meningen at jeg skulle leve af, at skrive. Jeg er ikke uddannet journalist eller forfatter. Jeg sætter kommaerne, som jeg lige synes. Det har jeg fået kritik for, flere gange i min karriere som blogger. Det gør ikke så meget. Jeg er god til, at sætte ord på mine følelser. Derfor betyder kommatering ikke så meget for mig. Jeg kunne tage et kursus. Men jeg tror at det ville sætte en stopper for, netop det at sætte ord på mine følelser. De som synes jeg er irriterende til grammatik, opgiver nok alligevel at læse med herinde. Jeg kan stave, men tegnsætning er jeg en hat til. Man kan ikke være god til det hele. Skidt pyt.

Siden jeg mødte Kristian, har det været sløvt med indlæg. Mange af jer skriver til mig, og efterspørger dem. Jeg kan godt forstå det. Det er ikke fordi, at jeg har mistet lysten. Men jeg har svært ved, at skrive noget til dig. Mit liv er noget helt andet. Jeg gik fra at være single, semi bitter, løs på tråden og en festabe – til at være hende som kigger på sofa i IKEA, spiser brunch klokken 10 (uden tømmermænd) og som igen tror på kærligheden. Det skammer jeg mig bestemt ikke over – men det er jo noget HELT andet, end det jeg tidligere skrev om. Den jeg tidligere var.

Derfor er det svært for mig, at finde ud af, hvem jeg nu er. Som blogger, altså. Jeg elsker at skrive. Det er mit frirum. Lige nu er det stadig mørkt, klokken er ikke særlig mange. Kristian sover, jeg drikker kaffe og sidder og skriver. Og det er næsten det bedste, jeg ved.

Jeg tror at manglen på indlæg skyldes, at jeg får dårlig samvittighed. Overfor dig – som så trofast har fulgt med og måske endda identificeret dig med mig – nu er jeg videre, i en anden båd, nu er jeg i en hel anden verden. Jeg har fundet kærligheden, jeg skal lave en familie, jeg får ny, stor sofa på søndag og det værste skænderi Kristian og jeg har haft, handlede om hvem der skulle hente mælk i kiosken. Actionpræget. Jeg føler at jeg svigter dig. Jeg har i så mange år skrevet om, det at føle sig alene. Det at føle sig ensom. Jeg er ked af, hvis du føler dig endnu mere ensom, fordi jeg er videre fra ensomheden. Jeg kan stadig føle ensomhed, ofte endda – men på en hel anden måde. Ensomhed føles, i hvert fald for mig, meget anderledes nu – hvor jeg har en kæreste. Det er bare ikke helt det samme.

Derfor har jeg svært ved, at skrive indlæg. Fordi jeg føler, at jeg svigter dig. Måske endda gør dig ked af det. Det mest irriterende for mig, da jeg var single og semi hadede mænd var, når andre levede i et velfungerende parforhold. Ikke at jeg ikke var glad på deres vegne, undede dem det – men jeg syntes også, at det var træls at glo på. Og nu er jeg én af dem. Fuck.

Måske det hele ændrer sig, når forelskelsen har lagt sig lidt. Lige nu føler jeg mig så heldig og så glad – at jeg har svært ved at dele det. Fordi jeg føler, at jeg svigter dig. Dig som har fulgt mig igennem de sidste par år, som har været de hårdeste i mit liv. Jeg ved godt, at du kan unde mig det. Men jeg føler at jeg sidder i en anden båd nu, langt væk fra dig – langt væk fra alt det, jeg kendte. Alt det jeg skrev om.

Pointen med indlægget skal man muligvis, lede længe efter. Jeg havde brug for, at sætte ord på tankerne, som flyver rundt i hovedet på mig. Jeg vil ikke stoppe med at skrive, for det er dét som driver mig. Driver tanken om, at være selvstændig og leve af det her. Ellers giver det ikke mening for mig. I det lange løb. Jeg tror, helt kliché agtigt, at jeg lige skal finde mig selv – efter at mit liv har ændret sig markant. Og jeg skal både finde mig selv, sådan rent personligt. Men også blog-wise. Det er nok dét, som er pointen med dette indlæg.

Jeg håber at du forstår. Og skriv endelig en kommentar, hvis du har sådan en. Det bliver jeg så glad for og det kan jeg ofte bruge til noget konstruktivt. Og rigtig god dag!