Hende jeg gerne ville være

Billedet er taget af min yndlings fotograf Emily Spiro.

Det her indlæg har skrevet sig selv, de seneste par dage. Sådan er det oftest med mine indlæg. De skriver sig selv. Når jeg står i badet, når jeg laver mad, når jeg går tur, træner, inden jeg skal sove – og når jeg vågner om natten, fordi Spir kaster sig rundt på min blære.

Det kommer til at tage udgangspunkt i, at jeg er gravid. For jeg er gravid. Ret meget, faktisk. Eller nok lige så gravid, som jeg var igår, men dog med en ekstremt hurtigt voksende mave. Det er simpelthen så imponerende at kroppen kan lave et menneske. Bygge en baby. Jeg er for evigt forbavset over det. Og taknemlig.

Men – du kan forhåbentlig bruge mine ord alligevel. Selvom at du måske ikke lige gravid, som jeg er lige nu. Da jeg stod i badet for et par dage siden, begyndte dette indlæg at rumstere. Sætningen “hende jeg gerne ville have været” kom pludselig til mig. Sådan starter det ofte. En overskift kommer frem.

For jeg ville gerne have været en anden. Jeg har skrevet lidt om det tidligere, men i disse dage rammer det mig igen. At jeg ikke er den, som jeg gerne ville have været. Og dét skal jeg på en eller anden måde, have lagt fra mig. For det er ikke min virkelighed, at sidde fast i et ønske om, hvordan jeg gerne ville have været. Og her taler jeg om, at jeg gerne ville have været sejere som gravid. Ja – det skrev jeg lige. Man skal jo tale pænt om og til sig selv, det prøver jeg også at huske. Men jeg har svært ved at få vendt at jeg ikke er gravid, som jeg ønskede og troede, at jeg ville være gravid.

Hvordan ville jeg så gerne have været? Jeg kan komme med ønskesedlen her:

  • en der græd (læs: tudede) mindre,
  • en som skulle være mere social og ikke have så stort et behov for, at være hjemme i min lejlighed,
  • en som ikke svingede så meget i humøret (Kristian siger det ikke er så slemt, men sommetider synes jeg hormonbussen kører lige lovlig derud af..),
  • en som lavede mere,
  • en som cyklede mere,
  • en som trænede mere,
  • en som var mindre bekymret,
  • en som var mindre tænksom,
  • en som var sejere.

Jeg tror at jeg troede, at graviditet ville være nemmere. Og det er ret nemt – det skal der ikke herske tvivl om, at jeg mener. Jeg har minimalt med graviditetesgener, jeg formår stadig at være social og se mine veninder og familie. Jeg får trænet (3 gange om ugen, hvilket er rigeligt for mig!), jeg er en god kone, jeg får ordnet min forretning, jeg når mine timings. Men jeg er alligevel ikke helt så sej, som gerne ville have været. Jeg troede jeg ville have mere overskud. Mere peps. Mere fart på. Jeg tror at jeg troede, at jeg ville være mindre ramt af træthed, “brug-for-at-være-derhjemme” og mindre ramt af, at jeg bare har ændret mig. Hurtigt.

Jeg tænker meget. Jeg bekymrer mig. Ikke meget, men det gør jeg. Sådan tænker jeg, at det skal være – med en krop sprængfyldt med hormoner og stor baby. Samtidig har vi gang i et kæmpe boligprojekt, som også stresser. For dét når vi ikke, før baby melder sin ankomst. Jeg tror at det største problem er, at jeg ikke orker særlig mange ting. Og det er svært at forlige mig med. For jeg var sådan en, som aldrig var hjemme. Jeg havde det godt og jeg trivedes godt med, at have mange planer hver eneste dag. Mine veninder har altid været imponerede over, at min kalender er totalt booket. Sommetider er det svært for mig, at finde tid til alle de mennesker, som jeg gerne vil se. Nu er problemet at jeg ikke orker så meget. Jeg vil gerne have dage, hvor jeg er hjemme og arbejder. Hvor jeg kan sidde i sofaen, når lænden bliver træt. Hvor jeg kan nusse maven, gå og tale med ham, tage små pauser og ikke være “på” hele tiden. Det er som om, at jeg er mæt på dét område.

Måske du kender det? Jeg tror nemlig, at jeg har brug for at læse, at jeg ikke er alene. Det der med, at jeg havde forestillet mig, at jeg skulle være på en anden måde. Og det der med, at jeg har ændret mig. Hurtigt. At jeg havde en identitet i, at være hende på farten, hende med tusindevis af bolde i luften, hende som altid havde energi. Nu bliver jeg hurtigt træt, jeg har et stort behov for, at bygge rede. Jeg har brug for at være hjemme, arbejde og nå de ting, som jeg skal nå inden at jeg skal være mor – og jeg har brug for ro til, at bygge baby.

Kender du det? Måske der er sket noget i dit liv, som gør at du også har ændret dig? Måske til det modsatte? Det kan være svært for mig, at finde mig selv. Fordi det er nyt. Det er ikke fordi, at jeg ikke er lykkelig og glad – for jeg har aldrig været mere lykkelig, end jeg er lige nu. Men jeg skal finde mig selv, i min nye rolle. Det er vel en del af rejsen – og nok også derfor at det er ret smart, at det tager 40 uger at lave en baby. Så det hele kan følge med. Både krop og sind.

Men måske du kan genkende det fra dit eget liv? Måske du har fået en kæreste, og genkender det jeg beskriver ovenfor? Eller blevet single, så det er helt modsat? Eller flyttet, fået nyt job, mistet en veninde, skiftet studie, droppet ud, hvad ved jeg. Byd gerne ind. Jeg har sådan brug for at læse, at jeg ikke er alene – og at det faktisk er muligt, at finde ro i, at jeg blev som jeg er, fordi det er det rigtige for mig. Trods den (semi latterlige) ønskeseddel. For jeg gør jo mit bedste. Ligesom du gør. Så kan ingen forlange mere af os.

 

Et indlæg jeg ikke selv ville læse

Annonce for Danmarks Naturfredningsforening

Det skal nemlig handle om klimaet. Og inden du trykker videre, lukker dette vindue eller smutter videre til næste blogindlæg – så vil jeg lige love dig at det ikke bliver kedeligt. For det synes jeg nemlig at det er. Klima-snakken. Det er kedeligt. Måske fordi vi hører så meget om det hele tiden, måske fordi det virker umuligt at lave om på den tilstand, som vores klima allerede er i. Jeg kan i hvert fald nemt miste modet og håber – når jeg f.eks. rejser sydpå og ser plastik ligge overalt i naturen. Skrald som ikke sorteres korrekt. Se billigt plastik-bras sælges i store kæder, fuldstændig ubrugelige ting. Da Kristian og jeg var i Amsterdam for nylig var der hele butikker (kæmpe butikker) kun med plastikænder. Kun med ænder. De var da meget søde og sjove, men altså. Tænk en hel forretning som er bygget op om plastikænder. Og ænderne var ikke produceret med genbrugsplastik. Nok om de ænder – jeg kan godt miste pusten og tænke: Fuck det, vi er jo DOOMED!

Men så blev jeg gravid. Og så skete der altså noget (meget, faktisk). Nu bringer jeg en lille dreng ind i denne verden. Hvad skal han vokse op til og i? For det første skal jeg være en rollemodel. En autentisk rollemodel, som han forhåbentlig kan se op til. Og jeg vil derfor gøre mit bedste. Og derfor har jeg sagt ja til at være med i denne kampagne, hvor Danmarks Naturfredningsforening opfordrer folk til at lave deres egne klima-aftaler. Jeg har lavet min egen klima-aftale. For min egen skyld, for mit kommende barns skyld, og for din skyld. Vi skal løfte i flok.

Jeg har tidligere på mine stories på instagram talt om, at det kan være mega svært at indgå i denne klima-snak. For hvad skal man lige stille op. Det kan godt komme til at virke sort/hvidt. Du er et miljøsvin hvis du spiser en bøf, flyver til Spanien i din sommerferie og smider rådden frugt ud (måske ovenikøbet importeret frugt! FY!). Sådan kan det godt fremstilles – i debatten, mener jeg. Men det skal ikke være sort/hvidt. Jeg har derfor sagt ja til denne kampagne, fordi jeg gerne vil gøre en forskel – på min måde, på den måde som er mulig for mig, uden at det skal være sort/hvidt. Og vigtigst: fordi jeg gerne vil vise dig, hvordan jeg griber det an. Jeg tror på at vi skal løfte i flok, at en lille ændring i vores hverdag kan gøre en forskel. For det kan den! Mange bække små, gør en stor å. Det handler ikke om at undgå at udlede Co2 det næste år, det handler om at forsøge at reducere det!

Ud af 10 klimamål har jeg valgt 3:

  1. flyrejser. Jeg har fløjet rigtig meget de seneste år. Jeg har været jorden rundt. Jeg vil virkelig forsøge at holde det kommende år fri for flyrejser og kun tage de, som er yderst vigtige. Der er ofte kampagner som inkluderer flyrejser, men jeg vil virkelig overveje mine ture, inden jeg siger ja.
  2. mindre madspild. Vi smider ikke så meget mad ud, for jeg synes vi er gode til, at bruge det vi har. Vi juicer rigtig meget og der kaster vi altid det i, som måske har set bedre dage (altså frugt og grønt, ikke leverpostej, trods alt). Men vi kan godt blive bedre, og vi kan godt øve os på, at få det optimale ud af vores madvarer. Og det vil jeg gerne gøre bedre det kommende år.
  3. gå og cykle fra a til b. Kristian har bil, men vi bruger den meget sjældent. Kristian cykler oftest på arbejde og jeg forsøger enten at cykle eller at gå, når jeg skal til events, møder og når jeg skal ses med mine veninder. Jeg har et rejsekort, men jeg vil virkelig forsøge at cykle mest muligt, det kommende år.

Hvilke mål er realistiske for dig og din hverdag? Tjek dem ud her og lav din egen klima-aftale.

Jeg er meget spændt på denne kampagne og dette samarbejde. Jeg synes det er vigtigt. Jeg vil gerne gøre det bedre – for det skal jeg. Jeg har et ansvar, ikke kun fordi jeg er influent og har mange mennesker, som følger med i mit liv og min gøren – men fordi jeg bor på denne jord. Skal du være med? Det kan du sagtens. Du kan gøre det på din måde, tjek det ud her.

Efter at jeg delte at jeg er indgået i et samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening – fik jeg utrolig mange henvendelser. Mange af de, bliver snart til et indlæg om, hvordan man kan gøre det at starte en familie mere miljøvenligt, billigere og hvordan man kan integrere genbrug når der kommer en baby i hjemme. Del meget gerne erfaringer i kommentarfeltet, så kan jeg tage dem med i kommende indlæg.

Annonce for Danmarks Naturfredningsforening

Der er altså rigtig mange som ikke kan lide dig

Billedet tog Emily af mig sidste år. Jeg elsker stemningen som hun fik fanget her. 

Panelbarn (sådan et barn, som går langs panelerne. Jeg tror ikke ordet eksisterer officielt, men jeg bruger det flittigt alligevel). Sådan et var jeg, da jeg var yngre. Jeg gjorde mig ikke særlig bemærket, hvis jeg kunne slippe afsted med det. Jeg spenderede det meste af folkeskolen, uden at række hånden op. Jeg rakte ikke hånden op, mens jeg gik på HF og kun et par gange, mens jeg gik på seminariet. Jeg var genert som ind i helvede, jeg rødmede hurtigere end jeg kan nå at stave til det, jeg gik i sort for at blende ind i mængden. Sådan gik de fleste år, af min ungdom. Der skete helt klart noget, da jeg mistede min lillebror. Da det værste af sorgen havde lagt sig, så gik det op for mig, at jeg ikke ville være som jeg plejede at være. Jeg tænkte meget over, at jeg skulle være som jeg gerne ville være – mens jeg havde mulighed og tid til, at være som jeg gerne ville være. Og jeg ville gerne sige mere, turde mere, gøre mere væsen af mig selv. For jeg synes at jeg har noget at byde på.

Langsomt men sikkert gik jeg fra at være stille og genert – til at være mere åben, til at turde at gå til mennesker jeg mødte, tale med dem, være nysgerrig, sige min mening, dele mine holdninger. Jeg fandt mere ro i, at stå ved det jeg mente. Og jeg blev bedre og dygtigere til, at være ligeglad med, hvad andre mener og tænker om mig. For der vil altid være mennesker, som ikke kan lide mig. Altid. Det kan jeg ikke ændre – heller ikke hvis jeg fra nu af og til min død, prøvede på det. Det er en umulig mission. Og det har jeg efterhånden accepteret. Det vigtigste er, at jeg kan se mig selv i øjnene (og det lyder så kliché agtigt, men det er også sandt. Har du prøvet at gøre noget rigtig dumt, og så se dig selv i spejlet? Jeg kan altid se på mine øjne, når jeg har gjort noget forkert, eller når jeg ikke er i balance). Men vigtigst af alt er, at det føles rigtigt i min mave. Min mavefornemmelse kan jeg altid stole på – det er noget, som jeg har lært de seneste par år. Hvis jeg er dygtig til at lytte til dén, så laver jeg meget få fejl, både i mit arbejdsliv og i mit civile liv.

Med alderen hviler jeg i, at jeg står stærkt i mig selv, at jeg er god nok, at jeg gør mit bedste – og så kan ingen nogensinde bede om mere. Men det er også en beslutning, som jeg har taget. Jeg vil nemlig ikke kues af, at der er mennesker, som ikke kan lide mig, eller lide det jeg gør. For jeg gør det, som føles rigtigt for mig. Og jeg gør aldrig noget, for at skade andre – og så længe dét er tilfældet, så kan jeg ikke styre hvad mennesker skal mene og tænke om mig. Det er ikke i min magt, og det skal det heller ikke være. Det er ude af mine hænder.

Mange skriver og spørger om gode råd. Til kærlighed, sorg bearbejdelse, søger gode steder at shoppe tøj (mest kjoler), mange skriver og deler deres personlige historier med ensomhed, sorg, krise og deler deres kampe. Mange spørger mig om kærestesorg, for der er jeg autodidakt ekspert. Nok også i sorg. Men mange spørger mig også, hvordan jeg kan hvile sådan i mig selv. Hvordan jeg tør at sige min mening, stå ved den, hvordan jeg tør at være mig selv, på de sociale medier. For det kan være så sårbart. Jeg tror da også det ofte ville være nemmere, hvis jeg spillede en rolle på de sociale medier. Men det kan jeg ikke. Jeg vil gerne være mig selv, på mine kanaler. Jeg ville blive ulykkelig, hvis du ikke kunne genkende mig, hvis du så mig på gaden. Og jeg ville blive ulykkelig hvis jeg gjorde eller sagde noget, som ikke er mig. De som kender mig privat, skal også kunne se mig på instagram og blog og mærke, at det er mig og at jeg ikke er en anden.

Det er ikke fordi, at jeg har en opskrift. For jeg kan sagtens blive ramt af, at jeg bliver ked af, at der er mennesker som virkelig ikke kan lide mig. At der er mennesker, som sidder og venter på, at jeg træder forkert. Og som ikke er bange for, at skrive grimme ting til og om mig. Jeg kan sagtens gå og tænke over, at der er folk jeg møder på gaden, folk som kigger på mig i bussen, som virkelig ikke kan foredrage mig og som ikke ønsker noget godt for mig. Det kan sagtens ramme mig. På dage, hvor jeg i forvejen er ramt af usikkerhed, er ked af det, ikke har sovet, ikke har det store overskud, har været i konflikt med et menneske, som jeg elsker, hvor jeg ikke har min bedste dag – så kan det ramme mig. For jeg sætter i den grad min røv i klaskehøjde – jeg giver virkelig rig mulighed for, at du kan have en mening om mig. Uden at kende mig personligt, ved kun at se et par stories og læse et par linjer af mine ord – kan du danne dig et “fuldstændigt” billede og indtryk af, hvordan jeg er som menneske. Dét kan sagtens ramme mig. Hvis jeg sagde andet, så ville jeg lyve! Jeg tror at kunsten er, at lade det ramme, når det rammer. Så forsøger jeg at rumme det – og så forsøger jeg virkelig, at få det væk fra kroppen igen.

Jeg tager en beslutning om, at jeg ikke vil bruge mit liv og min tid på, at lade mennesker, som ikke betyder noget for mig og min familie, påvirke mit liv, mit humør og min hverdag på en negativ måde. Jeg forsøger samtidig at sortere konstruktiv kritik og decideret mobning. For jeg vil meget gerne have kritik – det bliver jeg bedre af. Og det er altid rart at få at vide, at jeg kan blive bedre, det er rart at få at vide, hvis jeg har sagt noget, som har gjort nogen kede af det. Der vil jeg gerne korrigeres. Men jeg vil ikke have usaglig sladder, rygter og usandheder og ondskabsfulde beskeder. Jeg vil ikke have kommentarer, som er sendt for at gøre mig ked af det. “Hvorfor bliver du ved med at blive gravid, når du ikke kan finde ud af det?“, “modigt du tør at drikke cola zero når du aborteret 3 gange” og “din mand bliver hurtigere træt af dig end du kan nå at stave til single” er alle kommentarer, som jeg ikke vil have noget som helst at gøre med. Og det er også kommentarer, som jeg synes er nemmere at sortere fra, fordi de er så ondskabsfulde, at det næsten er komisk. (tragi)Komisk at nogen mennesker kan hade mig så meget, baseret på den viden de kan finde om og på mig, igennem en skærm. Nogen mennesker hader bare generelt den branche, som jeg er en del af. Hader mit erhverv. Det må de gerne. Jeg synes bare det er trist at spilde sin energi på noget, som man alligevel ikke kan lave om.

Jeg tror at jeg med min mavefornemmelse og med min tro på, at jeg gør alt i den bedste mening – så lykkes det for mig, at hvile i, at alle mennesker ikke er fan af mig. Og at det er okay. Og det er umuligt at gøre alle tilfredse. Heldigvis er vi også så mange på de sociale medier efterhånden, så det burde være muligt at finde én, som man kan identificere sig med, spejle sig i og få noget godt ud af, at følge.

Du kender det garanteret. Følelsen af at folk taler om dig, bag din ryg. Følelsen af at alle ikke kan lide dig, måske er der en hel del, som ikke kan lide dig. På dit studie, på dit job, i dit barns institution, i din svigerfamilie, måske er dine naboer ikke fan af dig, måske har du en eks-veninde (eller eks-kæreste), som spreder negativ energi om dig. Hvad gør man for, at slippe væk fra den følelse? For den følelse er ikke rar, den går lige i maven og hvis man ikke passer på og er bevidst, så kan det tage al ens energi. Mit råd: forsøg at fortælle dig selv (igen og igen) at du er god nok, at du handlede ud fra det du kendte og mærkede og havde lyst til, at du ikke handlede i ondskab, at du er som du er og ikke behøver at lave dig selv om, fordi andre ikke kan lide den måde du er på. Stå stærkt i dig selv. Op med hagen, tilbage med skuldrene og vær stolt af, at du er som du er. Ikke arrogant, men med selvsikkerhed. Der er stor forskel. Livet er kort, du kan ikke få alle til at lide dig. Og hvad så? Der er mange som godt kan lide dig. For du er som du skal være.

Alt det jeg ikke har brug for

Igår skrev jeg et status indlæg – nu laver jeg et indlæg, hvor jeg gerne vil liste alt det, som jeg ikke får brug for. Altså de ting som vi får brug for i forbindelse med, at vi udvider familien. Jeg er så heldig at have jer, en online mødregruppe, som hjælper og giver gode råd, primært igennem bloggen og instagram, så mange af jer skriver hvad jeg behøver og særligt hvad jeg ikke behøver. Det vil jeg gerne lave en liste over – for det kan være at du også kan bruge den!

Et par lister jeg allerede har lavet, som du måske kan bruge:

En del af at være gravid, er også at bygge rede. I hvert fald for mit vedkommende. Jeg forsøger at købe en del genbrug, men også nye ting. F.eks. badekar, som jeg gerne vil have er nyt. Sådan er jo forskellige. Men det er så nemt at få købt noget, som man aldrig får brug for. Derfor denne liste. Måske du bruger eller får brug for et par af de ting, som står på listen. Måske jeg selv får. Det må vi selv erfare. Here it goes (og endnu engang, tak for jeres dejlige hjælp og input! I er de bedste følgere og læsere, tak for jer!):

hvad fik i ikke brug for…

  • den dyrt indkøbte blespand som aldrig blev pakket ud
  • de 10 t-shirts i størrelse 56.. det er jo fucking upraktisk med sådan en lille baby og t-shirt!
  • babynesten.. dét gad hun sgu ikke at være i!
  • milkeymeter (måler mælkens temperatur hvis man opvarmer)
  • badetermometer. Jeg mærker med albuen og hænderne. Dét er helt gratis og langt nemmere!
  • sutsko i størrelse 17….
  • babyshampoo. Som om jeg vil putte shampoo på sådan et fint lille hoved!
  • kortærmede bodyer…meget nemmere med lange ærmer for så kan man undgå at skulle have en langærmet trøje udenover!
  • babyalarm. Jeg vil gerne være i nærheden af ham hele tiden, så alarm er slet ikke nødvendig! (jeg har endnu ikke investeret i en, men har undersøgt grundigt og lavet dette indlæg og fundet 3 som virker gode, hvis du mangler!)
  • skråstol. Jeg købte den så jeg kunne gå i bad, mens jeg er alene med hende. Det gider hun ikke. Så jeg går i bad, når min mand kommer hjem…
  • det dyre mærketøj, som vi købte i starten. Han voksede ud af det på få dage og skider i det uanset om der står Lacoste eller H&M..
  • den der babyindsats til badekaret. Sikke noget fis! De glider rundt og jeg vil hellere have ham i armene.
  • sko før de kan gå…
  • den der snotsuger..
  • hoved og halefad. Jeg bruger én skål og starter fra hovedet og ned. Det fungerer fint!
  • bedside crib. Jeg brugte sgu bare liften!
  • sutteflasker + sutteflaskevarmer. Jeg fuldtidsammede.
  • gåstol
  • hoppegynge
  • babyvatpinde.. jeg tør ikke stikke dem ind i de små ører!
  • savlesmække. Han savler aldrig!
  • kravlegård. Det vil han ikke!
  • puslesele. Helt latterligt koncept!
  • de fineste og sødeste Hugo Boss sko i størrelse 13….
  • har du flere køb som du aldrig fik brugt?

Status pt.

Det går stærkt herhjemme for tiden. Det har det faktisk gjort det seneste år. Det ved du nok, hvis du følger med herinde regelmæssigt. Jeg mødte Kristian og gik fra at være single til at være kærester, så gift, så gravid. Nu har vi også købt lejligheden ved siden af, som du kan læse mere om her. I den forbindelse har jeg fået mange spørgsmål, som jeg vil forsøge at besvare i dette indlæg. Samt en opdatering på det hele. I er så søde og interesserede i, hvad der sker i mit liv. Det er dejligt at I følger med, mange tak for det. I gør det muligt for mig at leve af min store passion, det kan i tro at jeg sætter stor, stor pris på.

Lad mig tage det i punkter:

  • Spir. Vi kalder jo baby for Spir, indtil vi har besluttet os for andet – og indtil han er ude, for jeg synes det er mærkeligt at kalde ham et navn, når vi ikke har set ham endnu. Vi har et navn, som vi rigtig godt kan lide. Tjek listen over drengenavne lige her! Der er selvfølgelig også en med pigenavne, den kan du finde her. Jeg er i skrivende stund i uge 31, og jeg har det ret godt. Jeg har ingen større gener – udover at jeg er voldsomt træt, men det har jeg været nærmest hele graviditeten – så det er næsten blevet en vane. Mit bækken og min hofte giver sig også lidt for tiden, men udover det, så har jeg det godt og jeg glæder mig helt enormt til at møde ham. Og til at blive mor.
  • Podcast. Jeg optager stadig én gang om ugen, så der kommer et nyt afsnit ud hver uge  (der er 20 afsnit ude nu!). Det fortsætter (forhåbentlig) til og med de første uger af december. Jeg har termin midt i december, så optagelsen af sidste afsnit er planlagt til 5/12. Så må vi se om det bliver med Spir på armen, i maven eller om vi udskyder optagelserne. Hvis du endnu ikke har lyttet til min podcast, så handler den om min graviditet men også om graviditet i et større perspektiv. Den handler om ikke at ville have børn, komplicerede fødsler, jeg har besøg af en læge, besøg af Anna Bogdanova (træningsekspert), besøg af en mor til tvillinger, besøg af Szhirley som jeg taler om mommypolice med (ikke udgivet endnu, så husk at abonnere!). Jeg er rigtig glad for min podcast, som jeg laver sammen med Ramblings Media.
  • Lejlighedsprojekt. Vi har gjort det, som de fleste anbefaler ikke at gøre – når man er sidst i en graviditet. Vi har et større byggeprojekt i gang. Vi har købt lejligheden ved siden af – og skal vælte en væg, så to lejligheder bliver til én. Vi får over 100 kvadratmeter og jeg glæder mig helt vildt. Faktisk også til processen, selvom den altid bliver længere end man tror, mere rodet og kaotisk. Men vi har jo en lejlighed som vi kan bo i, mens det hele foregår. Så alting skal nok blive godt og jeg glæder mig til, at få meget mere plads, mulighed for at lave babyværelse, arbejdsrum og mere plads til alt vores habengut. I er mange som spørger ind til de praktiske ting, når man nu skal lægge to lejligheder sammen. Kommunen skal give lov, ligesom andelsboligforeningen (i vores tilfælde) skal give lov. Så er der regler og andet man skal tage hensyn til, når man fjerner en væg – hvis den er bærende etc. Det skal lige undersøges – heldigvis er Kristian civilingeniør, så han har tjek på mange af de ting, som vi skal have styr på og lov til. Min svigerfar er i øvrigt også ingeniør, så vi har godt med hjælp på dén front. Hoveddøren som fører ind til vores nye lejlighed skal blændes. Vi får et badeværelse mere, køkken laves om til et børneværelse, vi får et walk-in (som Kristian får til hans tøj) og så et stort rum, som skal bruges til soveværelse, den her (som jeg ønsker mig) og til min arbejdsplads. Det er et stort rum, så der bliver rigeligt med plads, så vi også kan have en sidebed stående, mens Spir skal sove i den. Vi håber at blive færdige med det meste og det mest kaotiske, inden Spir melder sin ankomst, meeeen vi er også optimistiske.
  • Ægteskabet. Dét er der mange af jer, som spørger ind til. Vi har nu været gift i snart 4 måneder. Jeg er så lykkelig sammen med Kristian. Han ved hvordan jeg har det, inden jeg har det – hvis det giver mening. Han er omsorgsfuld, kærlig, sjov og nærværende. Han er min bedste ven – og så er han den eneste, som får lov til at komme helt tæt på. Jeg elsker at være gift med ham! Han er den helt rigtige mand for mig. På lørdag har vi været kærester i et år. Det fejrer vi endnu – månedsdagene, selvom at vi også er gift. Vi er stadigvæk latterligt nyforelskede, og jeg nyder det i fulde drag. Det skal forhåbentlig være sidste gang, at jeg er forelsket. Jeg skal fandme have det hele med.
  • Graviditeten. Den har jeg allerede skrevet om, og jeg ævler også om den på min instagram + stories (nærmest dagligt). Jeg har taget 7 kilo på, jeg mærker liv hver eneste dag og jeg er så glad for min mave, som vokser med hastige skridt for tiden. Jeg glæder mig sådan til at blive mor.
  • Noget negativt? Det er sgu svært at finde noget, som ikke er dejligt i øjeblikket. Dét nyder jeg i den grad, hvem ved hvor længe dét holder. Jeg er gravid og det er sådan en dejlig tid. Bloggen har flere læsere end nogensinde, jeg har masser at lave, jeg griner hver eneste dag, jeg har dejlige veninder, en god familie og et lykkeligt ægteskab. Så er alt andet ligegyldigt. Omend der er mennesker derude, som gerne vil forpurre det. Men det får de ikke lov til. De må gå videre med deres negativitet, for det kan ikke ramme mig for tiden.

Hvad er status på dit liv? Godt og dårligt? Del meget gerne i kommentarfeltet, jeg elsker at vide hvem i er og hvad der sker i jeres liv. I ved så meget om mit! Kys!