Yndlings godter

Om at føle sig overset

Jeg har det bedre og det går bedre. Jeg har haft nogle store udfordringer de sidste to år og jeg kommer aldrig over det – men igennem krisen og det værste af sorgen er jeg vist. I hvert fald de fleste dage. Jeg er glad for mit liv, jeg har styr på mit liv, der er mange ting som lykkes for mig. Til trods for det kan jeg stadig blive ked af det og nogle dage er det hele rigtig svært for mig. Sådan en dag havde jeg for nogle uger siden, midt på dagen, mens jeg var på arbejde. Det kan ikke altid times og det kommer ofte som lyn fra en klar himmel. Der er ikke så meget andet at gøre end at lade det ske: få tudet af som man vil. Og det gjorde jeg så, midt i personalerummet og fuldstændig uden kontrol. Det tog nogle minutter før jeg fik det under kontrol. Mens jeg stod og græd fik jeg trøst af en veninde og en anden kollega kommer ind i rummet. Jeg siger, med et lille smil, at jeg lige har en grædetur hvortil min kollega svarer: “Nå nå sådan er det jo” og går ud af rummet uden at se på mig.

Det er ikke fordi jeg vil have at hele verden skal dreje sig om mig, når jeg har det sådan som jeg havde det på det tidspunkt. Slet ikke. Tværtimod. Jeg vil oftest langt hellere få grædt ud alene og så fortsætte mit arbejde bagefter – det har jeg gjort før. Men i den situation havde jeg brug for trøst og omsorg – jeg ville gerne ses og høres. Jeg følte mig i den grad overset og jeg fik en følelse af, at jeg var irriterende og en belastning. Nu er det ikke fordi jeg græder tit mens jeg er på arbejde. Det plejer jeg at gøre derhjemme eller sammen med min familie.

Jeg ville have ønsket at min kollega havde givet mig et kram eller bare et trøstende ord, øjenkontakt eller en form for forståelse. Jeg blev rigtig ked af det. Men sådan er det altså og det har jeg erfaret igennem min egen sorg. Sorg og død er et kæmpe tabu – på trods af at det er et vilkår for os alle. Alligevel er det umuligt for mange at tale om. Umuligt for andre at være i samme rum som den der har mistet, den som er i sorg og i krise. Det stopper jeg aldrig med at undre mig over.

Jeg ved ikke hvordan jeg ville have det, hvis det var mig der oplevede et menneske i sorg og som græd. Jeg ved ikke hvad jeg selv ville gøre. Derfor har jeg ikke en følelse af skuffelse eller vrede overfor den reaktion. Men nu, hvor jeg har den viden som jeg desværre har, ved jeg hvad folk som jeg har brug for i den situation.

Når jeg er ked af det, desperat af sorgen som overmander mig så har jeg brug for at blive anerkendt i den følelse. Et kram, et overskud til at spørge ind til mig, en snak, omsorg, tid. Jeg er ked af at sorg er så stort et tabu for os og derfor skriver jeg det her indlæg. Hvis du kender nogen i sorg, i krise, så spørg ind til dem, kram dem, lyt til dem, mød dem hvor de er. Jeg bliver ked af at der er så få som spørger ind til min lillebror, for hver gang der er én som ikke spørger mig, så føler jeg at min lillebror bliver glemt.

Mange fortæller mig at de ikke spørger mig fordi de er bange for “at jeg bliver ked af det”. Men det er en misforståelse. Jeg er ked af det – hele tiden. Men jeg kan godt tale om det uden at bryde sammen og jeg bliver mere ked af det, hvis du ikke spørger mig ♡

Du kan høre hele historien på podcast lige her.

5 kommentarer

  • Christinna

    Du bør se Geos indslag til Ted Talks. Det handler nemlig om, at folk bør række ud til de, der kan have brug for det. Selvom det kan være svært. Og selvom de er bange. Det er altså bare så godt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rigtigt godt indlæg!
    Jeg har selv tænkt over hvorfor folk er så ”bange” for at være sammen med en i sorg. Jeg tror det er fordi de er bange for at gøre dem mere ked af det. Men som du selv siger, man er i forvejen ked af det.
    Min ven har for nylig lige mistet hans lillebror og hans lillebrors mor. Og jeg følte selv at det var svært at skulle spørgere ind til det. Ikke fordi man ikke selv vil snakke om det, men mere fordi man er bange for at sige noget dumt eller forkert og at man gøre ”det værre”. Men efter at have læst dit indlæg, så tror jeg at jeg vil række ud til ham næste gang jeg snakker med ham og høre hvordan han har det. Også selvom han ikke vil snakke så meget om det, så er det forsøget værd 🙂

    God jul og godt nytår, Mathilde! 🙂

    – Maia/https://fitskinnyandhealthy.wordpress.com/

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura ST

    <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Sådan har jeg det på præcis samme måde som dig ang. Min bonus far der gik borte for et år siden. Ingen spørger/spurgte ind til om hvordan jeg har det. Hver gang jeg forsøger at tale om han, sørger folk altid for at undgå emnet. De virker som om jeg har det lala-fantastisk og kommer over hans død. Gud nej, det kommer jeg aldrig til – men jeg tror på at jeg på et tidspunkt kan snakke om ham og grine ad minderne med ham uden at bryde sig sammen.

    Så ja, vi skal fandeme bryde dette tabu! Og tak for du tør at bryde “samfundets normer”
    Tak tak! Det har vi allesammen brug for <3

    Ps. Gør mig virkelig ondt med din lillebror! Sommetider er livet så uretfærdigt, men samtidigt giver livet også et eller andet, som en ny retning som giver mere mening, ihvertfald for mig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Hej Mathilde
    Det kan godt være at det her lyder mærkeligt, men kunne du skrive nogle forslag til hvad man kunne spørge ind til? Gerne helt konkrete spørgsmål, for i situationen er det præcis det jeg har brug for. For jeg ved det ikke, selvom jeg så gerne vil vise omsorg. Hvad vil du synes ville være rart at blive spurgt om eller hvilke ord vil du gerne høre i en sådan situation? Det ville være en kæmpe hjælp!
    Tak og god jul til dig og din bror, hvor end han er 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Yndlings godter