Selvoptaget?

Min mor er (selvfølgelig) ét af de mennesker som jeg elsker allerhøjst. Og så er hun tilmed klog – nok fordi hun kender mig så godt som hun gør. Hun kan altid sige de ting som jeg har brug for at høre og give gode råd. Hende er jeg glad for at have!

For nogle uger siden drak jeg mig så hamrende fuld, så fuld som jeg vist ikke har været før. Jeg husker faktisk ikke det meste af natten, hvad jeg havde lavet, hvem jeg havde talt med, hvad jeg har sagt, hvordan jeg kom hjem. Jeg vågnede næste morgen og vidste ikke hvad der var foregået. Og jeg blev ked af det. Dels fordi jeg havde tilladt mig selv at blive så hønefuld og have så mange sorte huller – dels fordi jeg blev skide bange for, hvad folk tænkte om mig. For jeg anede ikke hvad jeg havde lavet.

Jeg fik i løbet af dagen langsomt genstykket aftenene og natten via forskellige mennesker, som havde været til festen. Og jeg havde ondt i maven, hver gang der tikkede en sms eller en facebook besked ind. Jeg var så flov! Flov over at jeg havde været så fuld og mega flov over alt det som jeg, åbenbart, havde lavet i mit livs brandert.

Jeg ringede til min mor og græd. Gråden skyldtes tømmermænd men mest selvmedlidenhed og flovhed. Jeg fortalte min mor alting og hun trøstede mig. Og så sagde hun noget klogt, noget som hjalp mig sindsygt meget. Hun sagde: “Skat, nu er det ikke sådan at hele festen har handlet om dig, det er lidt selvoptaget at gå så meget op i, hvad andre tænker om dig. Det kan være de slet ikke har opdaget de ting som du har lavet eller bemærket hvor fuld du var“. Og selvom det ser hårdt ud, når jeg sådan skriver det så har hun jo ret. Verden drejer sig jo ikke om mig – og hvorfor i alverden skulle folk bruge energi og tid på, at tænke og tale om, hvor stiv jeg var? De havde jo deres egen fest, var selv fulde, flirtede, dansede, brækkede sig på toilettet (ja det var en abefest!). Og de ord hjalp mig. For jeg er jo ikke så vigtig, at folk bruger oceaner af tid på mig. Ligesom jeg ikke bruger særlig lang tid på at tænke over, hvor stiv min veninde var sidste weekend og hvor meget hun smadrede i min lejlighed.

Det hjalp på mine moralske tømmermænd – og det hjælper mig også i dagligdagen. I stedet for at jeg tænker: “Ej den kan jeg ikke have på, jeg får så brede hofter i den” – så forsøger jeg i stedet at tænke: “Det er der sku’ ikke nogle der tænker over, det er noget der foregår i mit hoved. De har nok i sig selv“. Og det er tit at jeg ikke kan huske hvad mine veninder eller kollegaer har haft på, selvom jeg har været sammen med dem i timevis.

Det er måske nok lidt selvoptaget at gå op i, hvad andre tænker om de ting du gør, siger, hvilket tøj du har på. De har helt sikkert deres eget, andre ting at tænke på – deres egne problemer. Du er ikke hele deres verden – og det er fandeme rart!