Du skal ikke være bange

Om det der stress jeg har gået og hygget mig med

12239903_10206712330819396_923060302229879361_n

I er bare søde. Jeg har simpelthen sådan nogle søde læsere. Tak for jer. Der er nemlig en del af jer som har skrevet til mig og spurgt mig, hvordan jeg har det med mit stress som jeg blandt andet har skrevet om her. Mit stress udløste en voldsom begivenhed som du kan læse om her.

Og det går bedre – som i sikkert kan fornemme. Der er satme sket meget med mig den seneste måned. Jeg har haft nogle nedture. En nedtur er en dag eller en aften, hvor jeg græder som pisket og slet ikke kan tage mig sammen til noget. Ikke kan spise, tænde lys, rydde op, ringe og bede nogle om støtte. Dem er der færre af. Og det er simpelthen så dejligt. Jeg bevæger mig langsomt fremad, mod lyset. Jeg har fået mod på livet igen og jeg er lettet. Jeg havde i en periode lyst til at dø. Ikke at jeg ville tage livet af mig selv, den tanke har aldrig strejfet mig, trods modgang de seneste år. Men jeg var så langt nede at jeg tænkte at det ville være nemmere at sove og aldrig vågne igen. Fordi smerten var så stor og direkte fysisk. Jeg kunne ikke rumme det. Sådan har jeg det ikke længere. Om det er tiden som læger alle sår eller om det er fordi jeg har taget sagen i egen hånd og kæmpet mig videre – det ved jeg ikke. Måske en kombination.

I forhold til mit stress som blandt andet gav mig hjertebanken, åndedrætsbesvær, søvnmangel, ondt i maven, ingen appetit og som tog alt mit overskud så er den langsomt ved at forsvinde. Jeg kan overskue mange flere ting nu og jeg nyder mere og mere at være i mit eget selskab. Jeg elsker min lejlighed og jeg elsker at det er min. Jeg tror at jeg blev ramt af stress, fordi jeg var så presset psykisk. Min krop kunne ikke følge med, fordi mit hjerte var knust og jeg tænkte non-stop. Over alle de tab som jeg har haft igennem de seneste 3 år. Jeg føler mig ikke stresset mere. Jeg er en travl pige, men jeg kan overskue det nu og jeg glæder mig over at der sker så mange gode ting i mit liv. Der er lang vej endnu, det er jeg ikke i tvivl om. Og der vil komme flere dage, hvor jeg er nede og hvor korthuset igen vil falde. Men jeg vil komme igen – den sikkerhed har jeg nu, fordi jeg har kæmpet mig igennem så meget indtil videre. Bring it!

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Du skal ikke være bange