Op til 80% på tøj og 100 kroner at shoppe for!

Jeg har ikke lyst til at dø

12647397_10207148277237784_3656574802933121270_n

Forleden spurgte en kollega mig: “Hvordan går det egentlig med dig?” og jeg svarede (uden at tænke over det): “Det går bedre. Jeg har i hvert fald ikke længere lyst til at kaste mig ud foran en bus“.

Dén udmelding (som jeg selv afleverede) kom bag på mig efterfølgende. Men det er sandt. Jeg har ikke længere lyst til at dø. Og det havde jeg i efteråret sidste år. Ikke at jeg gik og udtænkte ideer – slet ikke. Men jeg tænkte ofte, hver eneste dag i en periode, at det ville være nemmere at sove og aldrig vågne igen. Det skræmte mig for vid og sans. Sådan har jeg aldrig haft det før, end ikke da min lillebror døde. Jeg tror at min krop og mit sind var træt. Så mange sorger og kriser på så kort tid – jeg kunne ikke rumme mere mentalt. Jeg kan huske at jeg stod i toget, tæt op af dørene og da toget kører stærkest tænkte jeg: “Gid dørene åbner og jeg falder ud og kan lukke øjnene og slippe for den her smerte“. 

At kærestesorg kan gøre så ondt – det skal man nok opleve for at kunne forstå. Jeg forstod det i hvert fald ikke før at jeg mærkede den på egen krop. Det er en følelse som jeg aldrig nogensinde vil opleve igen. Og netop derfor er mit hjerte stadigvæk itu, stadigvæk smadret og derfor kan jeg absolut ikke lægge mit hjerte i hænderne på en anden mand. Endnu. Den dag vil komme, det er jeg overbevidst om. Tiden læger alle sår – det ved jeg af erfaring. Det tager bare tid.

Jeg har tænkt meget over det svar, som jeg gav min kollega forleden dag. Først var jeg lidt i chok – ikke over at dele tanken, for jeg er altid ærlig når det kommer til mit følelsesliv. Men mere over at jeg har haft det sådan. Haft lyst til at dø. Og så blev jeg glad – da jeg mærkede at jeg ikke længere har det sådan. Det er stadigvæk svært, hårdt, jeg græder stadigvæk og vågner om natten med et skrig. Men det bliver langsomt nemmere og nu har jeg lyst til livet igen. Og det giver mig ro og det giver mig håb igen.

#dueraldrigalene

3 kommentarer

  • Tak, fordi du deler, Mathilde!
    Du rammer plet med dine ord. Jeg havde det på nøjagtig samme måde på et tidspunkt i mit liv. Jeg ønskede ikke at dø, slet ikke. Men når jeg lagde mig til at sove, tænkte jeg tit, at det letteste ville være, hvis jeg bare ikke vågnede igen. For jeg havde ikke lyst til at vågne til MIT liv. Til samme smerte og sorg som dagen før. Men man gør det jo. Og på forunderlig vis komme man videre, og med tiden forsvinder den tanke. Nu er min sidste tanke, før jeg lukker mine øjne, at jeg glæder mig til i morgen. Det er ret fantastisk!
    Kæmpe kram til dig:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrine

    Hvor er det rart at høre man ikke er alene. Står selv i fuldstændig samme situation nu. Smerten er så ulidelig nogen dage, at jeg slet ikke har energi til noget. Det gør så fandens ondt og kan slet ikke se hvordan jeg nogensinde skal kunne give mit hjerte til en anden… endnu! Jeg ved jeg kommer videre, ligesom du også skriver, men hold kæft hvor tager det lang tid – alt for lang tid

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Liv

      Men… når du så endelig er ovre på den anden side er du glad for, at det tog den tid det gjorde. For det var nødvendigt – og det hele værd i sidste ende! Giv dig selv tid og lov til at være ulykkelig. Det du lærer om dig selv der er fuldstændig uundværligt senere hen. Også selvom det føles fuldstændig ligegyldigt og uudholdeligt lige nu. Tro mig 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Op til 80% på tøj og 100 kroner at shoppe for!