Cult - giver mig et spark bagi

Om at give slip – i sit eget tempo.

12802884_10207360387180400_1958090914037233208_n

 

Det kan forekomme mærkeligt for nogen – at være så længe om at komme en kærlighed. Men sådan er det for mig. Det har taget over et år og jeg slikker stadigvæk sårene. Det er blevet bedre, det ser lysere ud, men helt ovre min ekskæreste er jeg ikke endnu. Det går stille og roligt og det har jeg også valgt at det skal. Jeg kan ikke fortrænge følelserne, gemme dem væk og lade som ingenting. Sådan er jeg ikke indrettet. Jeg skal igennem hele møllen, selvom jeg til tider er ved at kaste op over det. Men jeg tager det i mit tempo. Det var en stor kærlighed, den største jeg har oplevet og det tager tid at komme sig efter sådan et brud. Sådan er det bare i min verden. Jeg er langsomt ved at tømme ud i minderne. Ikke fordi jeg vil glemme min ekskæreste og de syv år som vi delte sammen – men fordi de er for hårde at have omkring mig. Derfor har jeg også skiftet de fleste møbler ud, som vi havde købt sammen. Gemt billeder, kort og boliggenstande væk. Smidt tøj ud, som mindede mig om ham, slettet ham fra diverse medier, slettet hans nummer. Det er hårdt, det gør sommetider fysisk ondt – men det er for det bedste. Det er det bedste at gøre for mig selv, selvom det ikke altid føles sådan.

Min ekskæreste efterlod et brev til mig, da han havde hentet sine ting fra vores fælles lejlighed. Jeg har gemt det lige siden. For nogle måneder siden rev jeg det i mange stykker og smed det ud. Vågnede om natten, samlede stumperne op fra skraldespanden og gemte dem i mit lille skrin. Forleden dag fandt jeg det frem. Kiggede en sidste gang på det og smed det ud. Uden at samle stumperne op igen. Det skal ud af mit liv, fysisk ud af min lejlighed. Jeg har mange minder i mit hjerte, minder som primært gør ondt at tænke på. Minder som forhåbentlig bliver søde og milde med tiden. Men lige nu skal jeg have ham og hans efterladenskaber ud af mit liv. Så jeg kan komme videre. Langsomt, stille og i mit helt eget tempo.

4 kommentarer

  • N

    Først og fremmest vil jeg sige, at det virkelig har hjulpet mig at læse med på din blog her gennem min kærestesorg. Men åhhhh, den besked din ekskæreste skrev gør virkelig ondt at læse. Min ekskæreste, der gik fra mig for 6 måneder siden, sagde “Tak for det vi havde. Jeg elsker dig. Jeg er ked af, at jeg ikke kan det længere.” De tre sætninger har kørt rundt i hovedet på mig lige siden. Jeg sørger stadig over bruddet, men kan samtidig mærke, at jeg er liiiige ved at være ude på den anden side (det er jo forskelligt fra person til person og fra kærlighed til kærlighed, hvor lang tid sådan noget tager), men hver gang den sidste besked dukker op i mit hoved igen bliver jeg ramt. Måske jeg skulle skrive det ned på et stykke papir, rive det i stykker og smide det ud helt fysisk. Måske jeg så kunne give slip på den besked?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Har I slet ikke snakket sammen siden dengang? Hjælper det virkelig at have absolut ingen kontakt og cutte af fra alle sociale medier osv? Jeg synes bare det er svært ikke at være nysgerrig og følge med..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Chris

      S: Hun skriver, at hun har slettet sin eks-kæreste på de sociale medier, ikke at hun har slettet sine egne profiler 🙂
      Jeg er i øvrigt enig i, at det er lettest at cutte forbindelsen helt, så man ikke går og bliver mindet om eks’ en hver gang man scroller ned i telefonlisten, facebook-opdateringerne osv.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • .

    Det gør så ondt i mit hjerte og ondt i min krop at læse dette indlæg. På samme måde som at det er rart at høre, at andre har det og føler ligesom jeg selv, gør det også bare så ondt at jeg ikke engang kan beskrive det. Jeg ønsker ikke denne smerte for nogen, det er ikke til at forstå og det er det værste jeg i mit liv har været igennem. Jeg kan ikke forestille mig, at gå igennem de samme ting som du har, du er simpelthen så sej og det håber jeg du ved. Hele min verden er ligesom bare faldet fra hinanden og man render lidt med den følelse at ingen ligesom forstår hvad man mener og hvordan man føler. For mig handler det hele om at have en facade på, så folk ikke skal bruge tid på mig og mit liv – nogen dage vågner man bare op og udemærket godt ved, at en facade er umulig lige denne dag. Den ene dag spurgte min veninde mig: “Hvor langtid vil du have det sådan der?” og den sætning gør så ondt at tænke tilbage på og at modtage for den sags skyld. Dum som jeg er, sagde jeg ingenting. Men nogen gange forstår andre mennesker bare ikke når noget altid har føltes SÅ rigtigt og man helt inde fra hjertet af har været så lykkelig, hvor længe det kan tage for nogen at komme videre. Det bunder nok også i, at jeg ikke har lyst til at komme videre. Det hele satte sig ligesom bare som en kamp i mit hovede, at jeg aldrig skulle give op på mit livs kærlighed og det som for mig er det mest ægte og ærlige jeg havde/har i mit liv.

    Undskyld at jeg brugte dit kommentarfelt som min egen lille dagbog – det er bare så rart, når man indser at man netop ikke er alene, som du så fint altid prøver at udtrykke <3

    Jeg forstår bestemt heller, at du kan give slip på den måde, ved at slette og fjerne ham fra det hele. Selvom jeg ved, at det måske ville være det bedste, så vil det nok aldrig komme til at ske for mig. Endnu engang, du er skide sej! Tak for en hyggelig og altid ærlig blog 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Cult - giver mig et spark bagi