Om en uge kommer min bog - hvad fanden skal jeg tage på?

Er du ensom?

IMG_0073

 

Jeg læste forleden at hver fjerde dansker, har følt sig ensom inden for de seneste to måneder. Altså 25% af danskerne. Dét er jo helt vildt. 33 procent af dem som har følt sig ensomme er mellem 18-29 år. Forskning viser at ensomhed kan have alvorlige konsekvenser både fysisk og psykisk. Man kan i værste fald udvikle en depression og et dårligere helbred. Jeg bliver så ked af det, når jeg læser om ensomhed og hvor mange af os, som egentlig føler det. I højere eller lavere grad.

Jeg kender følelsen så udmærket. I efteråret var jeg godt og grundigt i knæ. Tror faktisk jeg lå fladt ned. Det føltes sådan. Jeg kunne tage stilling til tre ting: arbejde, træning, at være derhjemme. Det var dét. Når jeg kom hjem fra enten arbejde eller træning sad jeg i mit vindue, kiggede ud på vejen og ventede på at min ekskæreste skulle komme hjem til mig. Jeg drak vin, alt for meget vin. Følte mig så helt absurd ensom. Det er en af de værste følelser jeg har følt. Jeg vil aldrig føle den igen. Men den blev også et mønster for mig. For jeg kendte den ud og ind. Rillen, som jeg så godt og grundigt var faldet ned i, var tryg for mig. Det er så tabubelagt at være ensom. Det er taberagtigt. Jeg syntes at det var dybt pinligt at jeg sad der, i mit vindue og drak vin. Aften efter aften. Jeg sagde det ikke til nogen, mens det stod på. Da jeg fortalte min mor det blev hun forfærdelig ked af det og fik ondt i maven. Det var en forfærdelig tid. Ensomhed er forfærdeligt. Men ensomhed er ikke taberagtigt i mine øjne. Det er ikke en svaghed. Det er først en svaghed, hvis den får lov til at styre dig. Styre dit liv. Ødelægge dit liv. Gøre indadvendt, trist og initiativløs.

Det jeg prøver at skrive i det her indlæg er, at der er en vej ud. Du kan godt komme ud af ensomheden. Men det er svært, hårdt og krævende. Du er afhængig af dit bagland, og har du ikke ressourcerne i dit bagland, så skal du garanteret kæmpe hårdere end os, som har. Det er ikke nemt. Jeg ved det så udmærket. Jeg husker stadig den fysiske smerte, den tunge fornemmelse, magtesløsheden, ligegyldigheden. Men det er dit ansvar. Det er dit liv og du skal kæmpe for at få et liv, som du er glad for. Der kommer ikke nogen og putter glæde ind i dit liv – du skal være åben for det. Først der kan du modtage andres glæde og omsorg. Men hvad kan man gøre selv? Jeg har ikke en opskrift. Jeg tror det er vigtigt at prøve at opsøge andre mennesker selv, bede om hjælp, sige højt at man er ensom. Det er ikke pinligt. Forestil dig at en i din omgangskreds sagde: “Jeg er ensom. Jeg har brug for hjælp” – ville du tænke grimt om denne person? Nej. Du ville højst sandsynlig hjælpe vedkommende. Sæt ord på hvordan du har det. Jeg holdt det skjult, i nogen måneder. Ingen vidste at jeg var ensom. Jeg tog en maske på. Men den fik mig kun længere ned i mørket.

Jeg tog mig først sammen da min far råbte af mig. En dag i min lejlighed. Vi havde aftalt at vi skulle hygge os med kage og kaffe og han skulle hænge nogle ting op hos mig. Jeg kunne ingenting. Jeg sad bare og kiggede ind i væggen. Følte ingenting. Tænkte ikke på noget. Der var tomt. Min far var desperat. Han råbte af mig – det har han gjort før. Men jeg kunne høre desperationen i hans stemme. Han råbte: “Du må også tænke på os andre. Jeg har også en grænse og den er nået nu. Du bliver nødt til at gøre noget andet end det du gør, for det du gør lige nu hjælper dig ikke“. Samme dag hentede min mor mig fra arbejde og kørte mig på psykiatrisk skadestue. Dér tog jeg mig sammen. Fordi jeg så hvilken påvirkning min situation havde på andre mennesker. Mennesker som jeg elsker enormt højt. Der så jeg, at det er mit ansvar at komme videre, kæmpe, rejse mig. Med hjælp, selvfølgelig. Men i sidste ende er det mit ansvar. Du kan godt. Der er en vej ud.

Nu er det april. Jeg var depressiv i oktober, november, december og nok også januar. Men nu er jeg på vej. Det har taget enormt på mig og særligt på de mennesker som holder af mig. Men jeg kan se lyset og jeg føler mig ikke længere ensom. Jeg kan godt føle mig alene, men aldrig ensom. Jeg er alene, fordi jeg bor alene – men jeg er ikke ensom. Sig det højt, bed om hjælp, tag skeen i egen hånd, kæmp. Du kan mere end du tror. Og der er en vej ud. Jeg lover det!

#dueraldrigalene

Kilde: YouGov og Metroxpress.

6 kommentarer

  • Signe

    Meget meget fint skrevet. Tårerne løber ned af kinderne. Det indlæg gjorde mig meget rørt. Jeg har selv været lige dér for 5 år siden. Dengang var jeg 25, lige kommet hjem fra mit livs rejse og skulle starte på en overbygning af en uddannelse jeg havde brugt to år på. Jeg kom hjem og startede på uddannelsen som planlagt. Men ret hurtigt fik jeg det skidt, i januar havde jeg det dårligt og måtte nogle gange tage grædende hjem fra uni uden at jeg vidste hvorfor jeg græd. i februar fik jeg det endnu værre. Kunne ingenting, kun sidde i mit vindue og føle ingenting. I marts kunne mine forældre heller ikke mere. Da jeg bor ret langt væk fra dem havde vi mest telefonkontakt, men en dag, nærmet udbrød hun, at hun kunne ikke holde ud at være vidne til at se mig sådan og at jeg skulle læge inden for den kommende uge og hun ville også gerne tage fri og tage med, for som hun sagde ‘Jeg er ikke læge, men jeg kan høre du ikke selv kan mere og jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre’. Det ramte mig. Det var et kæmpe wakeup call. På et øjeblik indså jeg at jeg jo ikke havde det godt, på trods af to måneder med gråd, ingen søvn og tomhed. Jeg ringede til min læge og forklarede min situation, hun satte en hel time af til mig og bad mig om at komme den efterfølgende dag. Her konstaterede hun ret hurtigt at jeg havde det man kaldte en ‘moderat depression’. Hun sagde det var godt jeg kom, men at jeg skulle have kommet noget før. Jeg fik udskrevet antidepressiv og fik tilknyttet en psykolog som jeg skulle tale med hver uge. Jeg kan tydelig huske hvilken lettelse jeg følte da hun sagde det. Jeg havde gået og været nervøs for at der ikke var nogen der kunne hjælpe. Men det er der. Der er altid hjælp at hente, man skal blot spørge om den. Det tog mig lang tid at blive rask. 1 1/2 år. Jeg endte med at droppe ud af den uddannelse jeg lige var startet på, sige mit job op og mine forældre købte en lejlighed som var min egen, da jeg på det tidspunkt stod uden tag over hovedet. Jeg tog en pause fra livet hvis man kan kalde det det og søgte ind på en bachelor på Universitet. Jeg ville gerne starte forfra i et nyt hjem som var mit og en uddannelse som jeg tidligere ikke havde turde håbe på at komme ind på. Her sidder jeg så fem år senere og er igang med mit speciale. Da jeg startede på Universitet var jeg stadig i behandling, men det gik bedre og jeg fik hjælp, derfor havde jeg modet og overskuddet til at gøre det. Her fem år efter når jeg læser et indlæg som dit bliver jeg stadig så berørt, fordi jeg stadig kan huske den følelse af at være ensom og føle ingenting. Og du har så ret. Lad os alle dele ud af vores gode og dårlige oplevelser så det kan hjælpe andre i samme situation. Søg altid hjælp, hvad enten det er i dit bagland eller hos en professionel. Du er aldrig alene. Jeg ønsker dig al mulig held og lykke med din bog. Fredagskrammer herfra.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lika

    Meget stærkt indlæg. Jeg kunne godt tænke mig at spørge dig om hvorfor du ar ensom – var det fordi vennerne ikke havde tid, eller havde du ikke lyst til at være sammen med dem? Og hvad gjorde du konkret for ikke at sidde alene derhjemme – meldte du dig til fitness eller andet?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Matilde Trobeck

      Hej Lika. Tak fordi du læste med! Jeg var ensom fordi jeg holdt det for mig selv, jeg lod som om alting var fint når jeg var sammen med andre mennesker. Det var først når jeg var alene at det hele ramlede. Jeg sagde det højt, først til mine forældre og senere til mine veninder – de hjalp mig med at komme lidt ud og finde lidt glæde frem igen. Jeg brugte særligt træning til både at få tankerne væk men også fordi det var socialt for mig. Held og lykke <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tilde

    Dette indlæg er som mange af dine andre indlæg utroligt rørende og rammer lige plet – tårerne triller ned af kinderne. Jeg blev for to måneder siden forladt af min kæreste gennem 4,5 år – det slog mig fuldstændig ud og jeg forsøger langsomt at rejse mig. Men jeg har svært ved at acceptere at det stadig gør så forfærdelig ondt, jeg virker glad når jeg er sammen med andre, fordi jeg tror de forventer, at jeg burde have det bedre nu og fordi jeg ved, at det gør ondt på dem at se mig ked af det – men sandheden er nok at jeg snyder mig selv.
    Men tak for dine fantastiske historier og din store inspiration – jeg nyder at følge med, og det er ovenikøbet lærerigt 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Du er så utroligt sej og inspirerende!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vi kan alle genkende, at der er ting vi savner. Brændt barn skyer ilden, og er man blevet ramt af tilstrækkelig mange spydige bemærkninger, giver mange til sidst op i forhold til aktivt at søge nye forhold. Alle har kærlighed at byde på, og netop dem med mest udadvendt hensynsfuldhed er også dem, der får flest spark i en vis legemsdel. Det handler om læring – om at komme videre. Vi har alle forskellige metoder, og det er altid inspirerende at læse dine tanker.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om en uge kommer min bog - hvad fanden skal jeg tage på?