Stakkels fødder

Hvordan jeg overlevede død, ødelæggelse og et knust hjerte

292803_2170356810957_5474326_n

Billedet er fra før jeg blev voksen. Før alting ramlede.

Måske ikke så opmuntrende overskrift, men sådan er realiteten jo. Hvis du er ny læser på bloggen, så ved du det måske ikke, men min lillebror døde pludseligt for snart 4 år siden og jeg fandt ham død, et par dage før det mistede jeg et barn i 14.uge og senere endnu et i 12.uge og så gik min kæreste og jeg fra hinanden efter syv år sammen. Og så mistede jeg lysten til at leve og min mor måtte køre mig på psykiatrisk skadestue. Jeg har sat links ind, det kan virke lidt mærkeligt, men hvis du har lyst til at læse mere om de forskellige emner (som man så må sige), så klik på dem. Ellers kan du altid søge på bloggen. Eller skrive til mig, det må du altid.

Jeg har det bedre nu – langt bedre. Men det har taget tid, uendelig lang tid. Og der er mange af jer som skriver til mig og spørger, hvordan jeg er kommet over det.

Jeg er ikke kommet over det. Jeg er ikke kommet over at min lillebror døde, jeg er ikke kommet over at jeg skulle finde ham død og fortælle det til mine forældre. Høre min mors skrig, se et lys dø i min fars øjne. Jeg er ikke kommet over at jeg har mistet to fostre og en stor babydrøm. Jeg er ikke kommet mig over min ekskæreste. Jeg er ikke kommet mig over hvor langt ned han fik mig, hvor ligeglad han var, hvor helt igennem ussel han var efter vores brud.

Men jeg er kommet igennem det.

Og hvordan? Det er skide svært at sætte ord på. Jeg har tænkt meget over det. Der er mange ting som har hjulpet mig igennem de værste år af mit liv. For det første har jeg et ressourcestærkt bagland og en mor og en far som vil gøre alt for mig. Og som gør alt for mig. De støtter mig, giver mig evig kærlighed og er udover det sædvanlige rummelige, når jeg er hård som en sten og lukker mig ind i mig selv. Jeg har veninder, som lytter og har lyttet mere end de fleste. Jeg har jer – søde læsere – som gerne skriver en sød mail, nogle varmende ord på instagram eller en kommentar her på bloggen. Selvom jeg ikke kender jeg personligt, så bliver jeg så glad når det sker. Og det er jeg dybt taknemlig for. Tak for det.

Jeg fandt min lillebror død onsdag eftermiddag. Lørdag formiddag løb jeg en tur. Jeg kunne knap trække vejret og jeg følte absolut ingenting. Jeg vidste at jeg havde to valg. Enten lagde jeg mig ned og gav op, lod samfundet tage sig af mig, lade livet forsvinde mellem fingrene på mig. Eller også tog jeg mig sammen og kæmpede. Jeg valgte, de fleste dage, at rejse mig og tage mig sammen. Og hvordan kunne jeg det? Jeg ved det ikke. Jeg har aldrig været en stærk pige, jeg har altid grædt og været utrolig følsom. Været nem at få ned i kulkælderen. Men der skete noget den eftermiddag hvor jeg fandt Rasmus død. Jeg blev hård indeni. Det havde jeg aldrig troet, hvis jeg var blevet spurgt inden.

Det gik op for mig at mit liv er mit ansvar. Der kommer ikke nogen og redder dig eller gør tingene nemmere for dig. Groft sagt. Det er dit ansvar at skabe et liv, som du har lyst til at leve og som gør dig glad. Det er dig som kan ændre de ting, som ikke fungerer. Jeg blev vist voksen den eftermiddag. Jeg tog mig også sammen for mine forældres skyld, de har kun mig nu og jeg vil for alt i verden ikke bringe dem mere sorg.

Og sådan har jeg det stadigvæk. Mit liv er mit ansvar. Hvis jeg er ked af noget, så bliver jeg nødt til at lave nogle ting om. Og jeg tror at dét har hjulpet mig igennem de sidste fire år. Jeg kan give op eller jeg kan kæmpe og skabe det liv jeg gerne vil have. Og det er jeg i gang med lige nu. Og hvis jeg kan, så kan du også.

Husk: #dueraldrigalene <3

6 kommentarer

  • Kathrine

    Du har så evigt ret – det er dejligt at læse at man ikke er alene. Efter selv at have mistet først min far og 11 år senere min stedfar meget pludseligt. Jeg har også stadig dage hvor alt ikke duer, men har min fantasiske stærke mor og familie at støtte mig til. Jeg er også kommet til at vælge livet.. Tak for et virkelig godt indlæg!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Jeg står selv i krise lige nu. Jeg har mistet min allervigtigste relation, største kilde til omsorg. Jeg længtes efter et kram af ham. Jeg længtes efter den omsorg, som han dengang kunne give mig, når jeg havde brug for det. Nu har jeg brug for det mere end noglesinde før. Han mistede følelserne for mig fra den ene dag til den anden. Han er fuldstændig ligeglad med mig. Vi har ingen kontakt mere. Jeg har mistet en person som har betydet utrolig meget for mig gennem to år, hvor jeg ikke havde mange andre end ham. Men det gjorde ikke noget for han fyldte så meget. Jeg har ikke lyst til at leve. Men jeg har heller ikke lyst til at dø. Jeg ville ønske, at der var et tredje valg, men det er der ikke. Selvfølgelig vælger jeg at leve. Men jeg kan ikke holde ud længere eller rettere sagt: Jeg vil ikke holde ud længere…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Mia
      Husk, at dit liv er værd – og du er værd! Ring til Livslinien på: 70 201 201 (alle årets dage fra kl. 11-04), hvis det ser for sort ud.
      Kæmpe knus og varme tanker til dig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mia

      Tusind tak Marianne. Jeg har ikke decideret selvmordstanker, jeg har bare tænkt tanken hurtigt engang i mellem. Jeg har ikke planlagt noget. Mit liv er ikke meget værd nu, men jeg ved godt at det ændre sig. Men jeg kan ikke se ud i fremtiden nu. Det er nu at det er svært.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Jeg mistede min far, for knap 3 år siden. Vi havde været sammen dagen før, han havde det lidt underligt i brystet men ikke noget der bekymrede ham videre end at hvis det stadig føltes sådan i morgen ville han ringe til lægen. Han døde den nat og jeg fandt ham dagen efter.
    Han var min allerbedste ven.
    Jeg stødte tilfældigvis på din instagram for et stykke tid siden og det er jeg glad for. De færreste af mine venner har mistet (thank god), så de forstår ikke altid. Mit hjerte bløder for dine tab, men jeg er så glad for at du deler som du gør. Det gør en kæmpe forskel ❤️
    Jeg har sagt det før og jeg gør det gerne en million milliard gange mere, for du fortjener at høre det ☺️
    Highfive! #duerikkealene

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak <3 Fordi du deler, Matilde. Det er både modigt og forbilledligt af dig at dele dit liv på godt og ondt. Og ikke mindst har jeg dyb respekt for det valg, du tog, da dit liv var allermørkest.
    Du er nemlig ikke alene. Det er ingen.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Stakkels fødder