If you wanna be my lover, you gotta get with my friends

Jeg skal dø.

13894986_10208617509527673_2728471582150784810_n

og det skal du også. Det skal alle omkring dig, alle som er i dit liv, alle som har været i dit liv.

Det skriver jeg ikke for at skræmme dig eller gøre dig ked af det. Men døden er sikker for os alle og alligevel er vi så dårlige til, at tale om dén. Jeg er ikke bange for at dø. Men jeg er bange for at dem jeg efterlader, bliver ulykkelige. Det blev jeg nemlig, da min lillebror pludselig døde en kold nytårsaften. Mine forældre blev ulykkelige, alle omkring os var ulykkelige. Der bor stadigvæk en ulykkelighed i mig og den bor der permanent og det har jeg stiftet fred med.

Vid én ting. Fordi du har mistet og oplevet død og ødelæggelse – så er du ikke fredet. Sådan fungerer det ikke, hvilket er dybt urimeligt. Det ved du måske godt, hvis din familie har været særlig hårdt ramt.

En fredag aften i oktober var jeg ude og spise med min elskede veninde Vibe. Det var hyggeligt, vi nød hinandens selskab og alt var rart nede i maven, i hjertet. Jeg kigger på min telefon i løbet af aftenen og ser at min mor både har ringet og skrevet til mig. Hun vidste at jeg skulle ses med Vibe, så det undrer mig med det samme at hun har ringet. Jeg ringer hende op. Hun fortæller mig at en kær ven er død. En ven som har betydet meget for mine forældre. Han og hans kone har mistet et barn og mine forældre gik i sorggruppe med dem. Nu er han død. Tilbage står hans kone og deres to børn. De har allerede taget afsked til ét familiemedlem. De var kommet godt igennem sorgen, arbejdede med den, havde hinanden. Jeg blev så ked af det på deres vegne. Og samtidig blev jeg enormt vred. Hvorfor skal én familie rammes så hårdt?

Om natten fik jeg et angstanfald. Angsten kender jeg. Den blev en fast følgesvend, da min lillebror døde. Jeg lærte at tøjle den. Men den nat viste den sit grimme ansigt igen. Jeg blev pludselig bange for at dø. Dø fra mine forældre. Jeg blev bange for at mine forældre ville dø fra mig. For jeg ved at det kan ske. Det er sket.

Dagen efter ringede jeg til min far. Og aftalte at vi tre skulle sætte os ned sammen. Og tale om døden. Hvis det skulle ske igen. Eller, når det sker igen. Vi ved at det sker, men vi ved ikke hvem det sker for først.

Da min lillebror døde, vidste vi ikke hvad han havde ønsket at der skulle ske. Så vi besluttede for ham. Hvilket vi har det godt med. Alt blev gjort i hans ånd. Vi har også besluttet at det er de efterladte, som må træffe de valg, som de bedst kan leve med.

Jeg har tænkt meget over min egen død. Min afsked. Jeg har få ønsker. Der er en bestemt kjole jeg gerne vil have på. Den er flaskegrøn og den har min lillebror valgt til mig, for nogle år siden. Jeg vil have høje hæle på i kisten. Der må gerne være hvide blomster, sådan nogle vilde nogle. Det må de i hvert fald gerne ligne. Der skal være Sarah Bernard kager bagefter. Og så må digtet nedenfor, gerne være til stede den dag. På en eller anden måde. Mit tøj må mine veninder dele imellem sig, resten skal gives til Reden. Mine smykker skal min mor have. Min far skal have min dalahest, som engang var hans mors og som min lillebror og jeg altid red på, når vi besøgte hende som børn. Jeg vil ikke brændes. Mine forældre skal vide, at jeg ikke kunne få bedre forældre end dem. Min barndom var det bedste i mit liv og skulle ikke have været anerledes.

Hvordan skal din afsked være? Har du tænkt over det?

d0st2

11 kommentarer

  • Tanja

    Det digt giver mig kuldegysninger over hele kroppen. Jeg elsker det. Jeg læste det igen og igen da min morfar døde – det digt giver bare så meget mening!
    Jeg synes det er så sejt at I har taget den tunge snak om, hvad I ønsker hver især. Det burde alle familier gøre ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Det er akkurat de tanker jeg har! Jeg mistede min kæreste for lidt over 2 måneder siden, Han døde lige pludseligt. Men på en måde hjælper det at læse om hvordan andre har det, så jeg ved at jeg ikke er alene med tankerne ❤️ Tak for det

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katrine

      Jeg mistede min kæreste for 5år siden, også meget pludseligt, jeg følte mig så alene, men det har hjulpet mig at snakke med andre i samme situation, derfor skal du vide at du ikke er alene. Plejer normalt ikke at kommentere, men din kommentar ramte mig dybt, da jeg har stået i samme situation <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • bina

    Det var da godt nok en clickbait-overskrift af allerværste og grimmeste skuffe!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Jeg er 21 år, og har også tænkt over hvad der skal ske med mig. Selvfølgelig må folk godt være triste, men jeg vil gerne have at folk prioriterer at tænke på glæden ved at jeg har levet og ikke det triste i at jeg er død. Husker og mindes sjove stunder. Den slags. Og så skal der bare være en hyggelig stemning✌🏼️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Jeg synes ikke det er clickbait – til gengæld er det et godt indlæg. Jeg har gjort mig mange tanker om det her i løbet af det seneste år, og det lyder aldeles fornuftigt at tale sammen om det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Pjat med jer og clickbait… det er jo lige præcis den sætning ingen af os kan forholde os til, at vi skal dø. Det er ikke anderledes end at sige “jeg skal uddannes” eller “jeg skal have børn” .. en dag! Bortset fra at vi ikke kan forstå eller tør snakke om den førstnævnte. Jeg synes det er godt skrevet Matilde – noget vi alle har brug for at tænke over en gang i mellem. Hold du fast i det!
    For hey, jeg skal også dø, og det er okay!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Joy

    Trofast læser og er vild med din blog.
    Synes egentligt indlægget er godt men må tilslutte mig nogle af de ovenstående kommentarer om at overskriften er misvisende og lugter af clickbate….forstår det ikke fordi det behøver du ikke. Dine indlæg er jo velskrevne og gode i sig selv.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

If you wanna be my lover, you gotta get with my friends