Støvle mani

Sådan passer jeg på mig selv – om stress

Sponsoreret

img_5199

Så lå jeg der. I en seng. På hjerteafdelingen på Frederiksberg Hospital. På stue med en ældre dame, som vist havde ligget dér før. 

Jeg faldt om i metroen. Det var varmt og mit hjerte havde hamret hele dagen. Og i dagene før. Jeg havde været inde i byen for at købe ind og i metroen på vej til Flintholm bliver jeg pludselig dårlig. Jeg står af på Fasanvej og sætter mig ned på metrostationen. Der var ingen som kom og spurgte, om de kunne hjælpe. Det tænkte jeg meget over, bagefter. Jeg ringede til skadestuen som bad mig komme straks. Jeg ringede til mine forældre. Som straks kom ind til mig. Jeg blev indlagt med det samme. Fik sat elektroder på brystet, fik taget blodprøver, blev spurgt om tusinde af ting. Skulle trykke på en knap, hver gang jeg fik et “anfald”. Det var en lang nat.

Lægerne kom ind på stuen næste formiddag. Kiggede strengt på mig. Spurgte om jeg havde travlt. Det havde jeg. Jeg var i fuld gang med at skrive min bog. Min kæreste var lige flyttet fra mig. Med alle vores ting. Jeg var økonomisk halv-fucked. Jeg havde krise. Jeg trænede 6 gange om ugen. Arbejdede mindst 50 timer om ugen. Hektisk. Jeg fik besked på at skrue ned. Slappe af. Lave ingenting. Det forsøgte jeg så. Og det øver jeg mig stadigvæk på. Jeg kender faresignalerne. Jeg ved hvad jeg skal gøre, når de dukker op:

  • Spørge mig selv: Vil du gerne have det sådan igen? Vil du gerne indlægges og gøre dine forældre og veninder bekymrede? Svaret er jo simpelt. Nej jeg vil ej. Og jeg har også et ansvar overfor dem, som har mig kær. Overfor mig selv.
  • Familietid. Når stress og hjertebanken dukker op, så hjælper det mig at være sammen med mine forældre. Ligge i deres sofa i mit barndomshjem, stene tv, få serveret te og holde dem i hånden. Det er den bedste kur imod stress, for mig.
  • Sove. Mine stresssymptomer viser sig oftest om aftenen, hvor jeg gerne vil nå alle mulige (og umulige) ting og sætte flueben ved alt for mange ting. Der hjælper det at gå i seng. Sove det væk. Samle kræfter og energi og se på min to-do liste med nye øjne, dagen efter.
  • Træne, men ikke træne for meget. Træne når jeg gider og har lyst. Når jeg er presset i perioder og i risiko for at blive stressramt, så tænker jeg meget over, hvordan jeg træner. Jeg træner måske mindre, men det er fint og helt som det skal være. Træning skal altid give mig noget, ikke tappe mig for energi.

Jeg tror at jeg altid, på den ene eller den anden måde, altid vil have nemt ved at få stresssymptomer. Jeg er skruet sådan sammen. Jeg vil gerne det hele, på den halve tid. Samtidig vil jeg også gerne være noget for alle, give noget af mig selv, være nærværende og være ordentlig. Dét kan være svært at jonglere, det kan være svært at leve op til. Derfor er jeg særlig opmærksom på, når jeg føler det mindste, som sætter alarmklokkerne i gang. For jeg vil ikke ligge i en seng på Frederiksberg Hospital igen. Det er der intet arbejde som er værd. Pas godt på dig selv! Du kan finde inspiration til at passe bedre på dig selv lige her.

Sponsoreret

1 kommentar

  • D.

    Har selv været der – det viste sig dog lidt anerledes, men her 2 år efter kun jeg stadig få symptomerne selvom jeg synes jeg passer på mig selv. Det har tit efterladt mig med en følelse af utilstrækkelighed og sorg, men det hjælper at læse andres historier, det værste da jeg fik stress og mistede alt (som du vist også gjorde) var at jeg følte mig uendeligt alene. Tak fordi du deler.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Støvle mani