Lønningsdag = nyt sportstøj

Det tager lidt af glæden

trist

Jeg elsker min blog. Jeg elsker mediet, jeg elsker min instagram, jeg elsker min facebook. Jeg har blogget i over 8 år og jeg har elsket de fleste af dem. Dette indlæg burde jeg ikke skrive. Mange har rådet mig til, at lade være. Men som altid skal ordene i min kasket ud, og det er bloggen så fint indrettet til.

De sidste par uger har jeg været helt uden motivation. Dem der kender mig personligt, ved at jeg ikke er sippet, jeg er ikke sådan en tudemarie (ikke at der er noget galt med det! Og jeg er da på visse områder en tudemarie), og det er som sådan heller ikke fordi at jeg har grædt. Jeg har været tom indeni. Jeg har ikke haft lyst til at blogge. Jeg har holdt lange instagram pauser, kun kigget på mediet, når jeg selv har delt noget. Bloggen har haltet og jeg har ærlig talt været pisse ligeglad, selvom jeg jo normalt blogger hver eneste dag.

Jeg har været udsat for en del hate over de seneste 8 år. Fred være med det – sådan er det jo. Hvilket er nederen at skrive og endnu mere nederen at acceptere. Men sådan er det altså at være på de sociale medier, særligt hvis man sætter røven i klaskehøjde, hvilket jeg ynder at gøre. Og godt kan lide at gøre, nuvel. Jeg kan og vil ikke skrive pænt og ordentligt. Jeg vil have lov til, at bande og vise det jeg vil og gøre hvad der passer mig – på skrift og på billeder.

Men på det seneste har det været fuldstændig latterlig hate. Jeg er blevet kritiseret for at have sminke på og have kjoler og tøj på, med farver og mønstre. Fordi jeg angiveligt skulle være hyklerisk fordi jeg taler så meget om, at vi skal være bedre til, at holde af os selv som vi er. Jeg fik svinere fordi jeg delte billeder med mine strittende brystvorter. Og selvom jeg ikke får lyst til at græde, selvom det ikke er kommentarer og beskeder som gør ondt, så gør de alligevel en form for skade. Da min mor forleden sagde, at hun var så ked af, at jeg fik så meget hate – så blev jeg for alvorlig ked af det. Min mor skal fandeme da ikke blive ked af, at jeg får hate. Det kan ikke være rigtigt. Jeg har valgt at blogge og stikke snuden frem, det skal ikke gå udover min mor. Og der er da slet ikke nogen vatpikke, som skal gøre min mor ked af det. Og nej, jeg undskylder ikke for at bruge ordet vatpikke.

Den seneste uge har jeg gået og tænkt, om det er det værd. Om jeg gider mere. Jeg synes at det hate jeg får, bliver mere og mere kreativt og jeg kan ikke se, hvorfor det skulle stoppe. Jeg ved godt at den reaktion jeg har lige nu – er den de vil have at jeg får og har. Så vinder de, agtigt. Jeg ved godt at det er fordi jeg fremprovokerer noget, som de selv mangler eller er jaloux på.

Og jeg vil så gerne rykke ved idealet, ved at vi konstant gerne vil være andre, end dem vi nu engang er. Jeg vil så gerne vise at det almindelige er pisse fedt og nemt at opnå. Jeg vil så gerne præge de helt unge kvinder til, at elske sig som de er. At der ikke findes noget perfekt liv – så det er umuligt at gå og hige efter. Og bruge sit liv på, at sammenligne sig med. Fordi jeg selv har været der og brugt alt for lang tid på dét. Jeg er træt af, at kvinder sviner kvinder til. Som de også gør lige nu, hvor det går udover mig.

Når dagen er slut og jeg ligger i min seng, så tænker jeg så ofte på alle de mange, mange beskeder jeg får hvor jeg kan mærke at jeg gør en forskel. De varmer i mit hjerte. Tak for dem. Jeg ved godt at jeg ikke skal lade mig gå på af det hate. Jeg ved godt at det er så lille en procentdel, som ikke kan lide mig. Det er også okay. Lige nu er jeg bare forbløffet, sur og træt. Dagen startede med en besked på min instagram, hvor en kvinde var vældig vred på mig, fordi jeg delte en vinsmagning på min story i fredags. Come on. Jeg er voksen og jeg kan godt klare en vinsmagning (sådan da..). Så var jeg et dårligt forbillede, åbenbart. Det fylder bare rigeligt for tiden. At så mange har en mening om mig og har behov for at dele den. Jeg har brug for wifi-detox, solskin og læse bøger på stranden.

Jeg håber at jeg genfinder motivationen igen. Kys!

23 kommentarer

  • Trine

    Mathilde du er skøn! Husk at hvis folk får en reaktion så ligger problemet oftest hos dem selv.. dine fine kjoler, pæne bryster og hyggelige vinsmagninger vil vi andre gerne se meget mere til 😘 Og så behøver man ikke som 30 årig at vide hva man vil være som voksen – du har 40 år på arbejdsmarkedet endnu – ingen hast 🎉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Mathilde, jeg ville virkelig blive helt igennem trist indeni, hvis du ikke genfandt motivationen. Jeg synes du er inspirerende og dejlig at følge!

    Knus og jeg sender en masse gode vibes din vej! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karina Nielsen

    Kære Mathilde

    Min første tanke da jeg læste dit indlæg, var at det imponerer mig, at det først kommer nu. Jeg forstår dig.
    Jeg kan ikke huske hvor længe jeg har fuldt dig, men “opdagede” dig en dag hvor din historie om tabet af din bror blev delt. Og jeg blev meget rørt . Det er meget du har været igennem i den periode af dit liv, og det gør mig ondt. Det skal du vide. Men jeg nyder at følge din blog. Din passion for træning og det at have en sund krop er en inspiration. Din tøjstil er inspirerende og du går foran i kampen om at det at være normal er mere end okay. Jeg har en datter på 9 år og jeg håber at det er bloggere som dig hun vokser op med og følger.
    Jeg synes at det er unfair at du bliver udsat for hater især fordi jeg fornemmer at meget af det du deler også kræver en del mod.
    Jeg håber at du får langt flere rosende ord end alt det andet lort.
    Og som mor så forstår jeg så godt din mor. Det gør ondt helt ind i mag og ben, når nogen gør ens børn ondt.
    Uanset hvad du gør, så synes jeg at du er et fantastisk forbillede, en smuk og modig kvinde, stærk og sej og altid dig selv.

    Knus og kram fra mig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Du gør en kæmpe forskel for mig i hverdagen. Jeg spejler mig så meget i dig. Jeg er 30 år, single, har mistet min kæreste gennem 7 år. Det er så dejligt ikke at være alene.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • A.

      Enig! Jeg er 38 og næsten lige kommet ud af et ægteskab gennem 14 år. Virkelig dejligt at vide, at man ikke er alene.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi Kjeldgaard

    Det er HELT utroligt så mange sølle mennesker der findes ude i cyberspace- som absolut mener det er deres RET at svine og nedgøre andre mennesker. Jeg kommer aldrig nogensinde til at forstå det . Jeg kan godt forstå , din lyst til at blogge kan ligge på et lille sted!!! Ærgerligt er det, for jeg tror der er rigtig mange af især dine unge læsere , der har brug for lige præcis sådan et forbillede som dig❤️ Jeg ønsker dig det allerbedste fremover. Pas rigtig godt på dig selv, gør hvad du føler er allerbedst for dig. For en ting er helt sikkert. INGEN mennesker skal have lov til at ødelægge dig. Så hellere selv bryde med de sociale medier. Ikke at jeg ønsker det- men DU skal bestemt ikke lide under andre menneskers manglende hjernekapacitet .

    Kærlige tanker og knus til dig

    Heidi

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Jeg håber virkelig ikke at du stopper med at blogge. Jeg kan genkende så mange følelser og tanker hos dig. Jeg er 31 år, single, pædagog og glad for at træne. Jeg vil rigtig gerne have børn, og jeg var sikker på at jeg havde fundet den fyr jeg skulle have børn sammen med, men vi gik fra hinanden for to år siden. Jeg er aldrig rigtig kommet videre. Vi havde været sammen i 8 år.
    Når jeg læser dine indlæg, så ved jeg at jeg ikke er alene. Der er andre der har det som mig. TAK for at minde mig om det!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karina

    Fortsæt bare med det du gør . Vi er nogen der godt kan li’ dine små spark i røven 😊
    God aften til dig ☀️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Andrea

    Er så ked af at høre, at I bloggere får så meget hate. Det er helt vildt latterligt, og jeg håber de skyldige derude sidder med dårlig samvittighed! Håber ikke du giver op, men forstår dig fandme godt. Gode tanker til dig <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie Rune

    Du er en kæmpe inspiration, og vi er mange der elsker at følge med i dit liv! Instagram ville blive en del mere kedeligt hvis du stoppede ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Alice

    Jeg elsker at følge dig på Insta og bloggen, skønne Matilde! Du er en stor inspiration og jeg krydser fingre og tæer for, at du genfinder motivationen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Manja

    Jeg ELSKER at følge dig og du er den kvinde jeg finder aller mest inspirerende og den modigste jeg kender. Du er altid ærlig, og jeg kan nærmest ikke undvære dine posts med al den ros til den almindelige kvindekrop. Jeg følger dig dagligt både på snappen, bloggen, facebook og instagram. Aldrig lad dig gå på af de dumme kommentar, de er misundelig på alt det du er og står for. Du er alletiders! Jeg VED du hjælper RIGTIG MANGE (unge), piger og kvinder med deres selvværd og accept af kroppen.
    Kærlige tanker fra mig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amanda

    Fuck dem Mathilde! Der er ikke mange der tør at stå for det du gør og det er vigtigt for alle de unge piger du prøver at påvirke at de har et forbillede der har æggestokke nok til at være så fandens autentisk som du er og blive ved med det uanset hvad! Det er i sidste ende bare andres “interessante synspunkter” og det tilhører ikke dig <3

    Du er et kæmpe bidrag til den danske kultur og jeg håber du bliver ved (men ærlig talt så hold da fordælen den ferie, selv Beyoncé tog en pause for lidt tid siden haha) kyskys og krammere! Bliv ved bliv ved bliv ved!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilia

    Det er sejt at kunne stå ved hvem man er og at sige til sig selv, at man er god nok, lige præcis som man er.
    Det er sejt at kunne og ville give andre modet og lysten til at sige til sig selv, at de er gode nok.
    Det er også sejt at huske på, at vi alle er bedst, når vi er gode mod hinanden.
    Husk dét – også når alle andre glemmer det.

    Du er virkelig sej, Matilde.
    – C

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanne Storm

    Du er sød, smuk og dejlig at følge. Jeg blir i hodt humør af dine små instafilm og bloggen som afsløret dine hjertespind. Bliv ved ❤️❣️🎈

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanne Storm

    .. men Fuck hvor er jeg træt af min mobils ordbog!!😏😂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cæcilie

    Mathilde, du er simpelthen så sej og stærk en kvinde! Du er en kæmpe inspiration for så mange kvinder inklusiv mig selv! Sender mange gode tanker din vej <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Kære Matilde. Jeg følger en del seje piger på Instagram, og viser min støtte på de ting jeg godt kan lide ved at “like” og de ting jeg ikke kan lide ved at ignorere(hvilket flere folk er velkommen til – altså bare at ignorere det de er uenige i). Lige i dette tilfælde har jeg brug for at knytte mere end et like til det du skriver, og må bare sige at jeg kan ikke være mere eng i din holdning. Folk tager ting alt for bogstaveligt. Det at elske sig selv handler ikke om at man skal leve som hulekvinde og ikke må tage lækkert tøj og makeup på, uden at modtage hate på at man er dobbeltmoralsk og ikke hviler i sig selv. At elske og hvile i sig selv betyder at man skal acceptere at man er som man er, både personligt og udseendsmæssigt og så få det bedste ud af det man har, og gøre hvad der gør en glad. Hvis man har lyst til at tage læbestift på, så go for it! Og jeg er stor fortaler for, som du ofte pointerer, at det er helt ok at har dage hvor man synes man er pisse lækker og dage hvor man helst vil tude og ligge under dynen. Thats life! Og man er på ingen måde et dårligt forbillede ved at vise alle sider af livet. Lige netop dét, synes jeg, gør dig til et godt forbillede. Fordi du skriver om, og viser sandheden. Og de folk der har behov for at hate, er ofte dem der kæmper med mest selv, så hvor svært det end kan være, synes jeg du skal sige fuck det og keep up the good work! Jeg følger dig og din blog netop fordi du ikke er bange for at vise alle sider af livet og det er befriende. Alt skal ikke være perfek, Kh Signe

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie Louise

    Det gør mig oprigtigt ondt at læse. Hvor er det uretfærdigt, at du med dit mod og positive væsen skal udsættes for så modbydelig hate. Jeg er 26 år og har efterhånden fuldt dig i mange år. Du inspirerer mig altid, og jeg kan ærligt sige, at jeg gennem årene har lært mere end du kan forestille dig ved at følge dig. Jeg kan garantere dig for at jeg ikke, er den eneste pige du har lært en masse om at elske sig selv, sin krop og at vi aldrig er alene. Kæmpe kram og TAK til dig for at være dig! Du er pisse hamrende sej fordi du er bundærlig og deler med os Matilde❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Sender masser af kærlige tanker din vej ❤️ Pas godt på dig selv, mærk efter og gør kun det du får energi af og ikke det du føler “du skal”. Kram ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annemia pretzmann

    Du er et fantastisk menneske, og giver så meget motivation til os andre – især i de situationer hvor man tror man er helt alene (fx dine sigle snaps fra i dag) også finder man ud af, man er ganske normal og på ingen måde alene. Tusind tak for dig! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kath

    Synes egentlig sådan nogle træningsblogs er dødsyge;) Men følger dig fast alligevel – for du rammer bare et eller andet (og skriver jo om meget mere end kost og træning). Jeg kan ikke forklare, hvad det er, men du gør det godt! Du må ikke stoppe med “at råbe op” – vi har brug for sådan nogle som dig:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er så skønt, at du deler dine tanker med os – både de positive, men i også de negative! Det er netop med til at vise, at livet ikke er lutter lagkage.. Og hvor er det fedt at vide, at jeg ikke er alene om, at have lortedage. Så jeg håber inderligt du bliver ved med, at blogge og vise dig frem! Det har nemlig gjort en forskel for mig: Jeg tog min træningstop af i mandags til bodyflow, og trænede kun i sportsBH – med dig i tankerne. Jeg går igennem en dum periode med et lortejob, men tænker ofte, at jeg ikke er alene. Det har du nemlig fortalt mig, gennem din blog, at jeg ikke er. Og det er skønt, at vide!!

    Og så har jeg lovet mig selv, at ser jeg dig i Svendborg, så får du en kæmpe krammer! Det er grænseoverskridende for mig, men du er så skide god til, at formulere dig og du fortjener alle de store krammere du kan få.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lønningsdag = nyt sportstøj