Don’t put baby in the corner

Det her kunne så snildt være mig. Jeg danser omtrent lige så engageret og gerne med blikket sat på “uendelighed med et twist af semi-aggression“. Jeg ser simpelthen så dum ud, når jeg danser. Derfor gør jeg det kun sjældent. Hvis du ser mig danse – så ved du at min promille er over det som klæder mig. Men det her indlæg skulle ikke handle om mine danse skills. I så fald ville indlægget slutte her.

Dette indlæg er et opråb. Til dig som er single. Du kan også læse det, hvis du har en kæreste eller er gift. For du husker måske de 6 små ord, som måske ramte dig midt i ansigtet til firmamiddagen, ramte dig midt i venindehyggen, slog dig hjemme hos dine forældre, nede i Netto og når helt fremmede mennesker mente, at du fortjente de 6 små ord.

“Hvorfor har du ikke en kæreste?“

Disse 6 ord hører jeg usandsynligt tit. Og jeg ved udemærket at det sødt ment. Jeg ved at det er sagt, for at være sød og det er ment som en kompliment. Men jeg bliver så voldtræt af de ord. Jeg får lyst til at spørge: “Hvordan har du en kæreste?“, “hvad kan du godt lide ved ham/hende?“, “er du stadig forelsket i ham/hende?“. Hvis jeg er tilpas irriteret har jeg lyst til at spørge, om det stadigvæk er spændende at knalde ham/hende. Hvorfor skal det være normale at være “sat”?

Tidligere svarede jeg, at det var fordi jeg ikke var klar til, at have en kæreste. Nu er jeg egentlig klar, men jeg vil ikke rigtig. Eller det vil jeg nok godt, hvis jeg bliver forelsket. Men jeg gør intet aktivt for, at dét sker. Og jeg har, for første gang i virkelig lang tid, det rigtig godt med at bo alene. Jeg kan bestemme alting jo! Jeg kan indrette mig som jeg vil, jeg skal gå i seng når jeg vil, uden at tænke på, om jeg vækker nogen. Eller om nogen vækker mig. Jeg kan gå i seng med dem jeg vil. Jeg kan lade være med at handle, hvis jeg ikke magter det – og spise havregryn og halv-sur skyr 3 aftner i træk. Jeg kan det hele – uden at nogen “venter” hjemme. Og tosomhed er da dejligt og fantastisk og jeg elskede at være en del af dét, da jeg havde det. Men det her – som jeg har LIGE nu – det er altså også ret fedt. I øvrigt synes jeg ikke at jeg har tid til, at have en kæreste. Og det ville jeg selvfølgelig skabe mig, hvis jeg faldt pladask for en mand. Det ved jeg jo godt.

Men lige nu vil jeg så gerne andre ting. Jeg vil gerne drive min veninde gruppe endnu længere, jeg vil gerne lave arrangementer, jeg vil holde workshops (afholder denne d.11/11), jeg vil tale tabuer ihjel, jeg vil vise alle unge piger og kvinder, at det er fedt at være almindelig og det er almindeligt at være ensom. Jeg vil ikke ikke (ja, der skal være to ikke’er) have en kæreste, men jeg leder ikke.

Og når jeg så får spørgsmålet, som jeg så ofte får: “Hvorfor har du ikke en kæreste?“. Så bliver jeg lidt træt indeni. Måske også udenpå. Jeg siger ikke noget. Men jeg har lyst. Det er jo ikke fordi, at jeg vader i mænd. Det er jo ikke fordi, at de ligger i kø ude foran min dør og at jeg skal træde over dem, når jeg skal ud. Det er jo ikke fordi, at jeg sidder i en prinsessestol og swiper mænd a la “duer ikke, væk!“. Jeg har ikke en kæreste, fordi jeg ikke er forelsket i nogen. Længere er den ikke. For mig, i hvert fald. Og jeg tror også at spørgsmålet provokerer mig, fordi jeg føler at jeg er forkert – fordi jeg ikke er en del af et par. Single er altså ikke lig med at være bund ulykkelig, grædefærdig og ensom. Sommetider, jo. Men det gælder jo også for dig som har en kæreste.

Spørg mig hellere: “Hvad bruger du din fritid på“, “Har du gode veninder?“, “Er du glad for at være single?“. Det ville være så meget federe.