#LETSDENIM (Sjældent syn: Helse i buks)

Jeg hader alting

Annonce for Bianco

bianco_pressebillede_3

I sidste uge skrev jeg, at jeg ikke har haft bukser på i snart 3 år. Og det er nu ikke fordi jeg er gået med rumpen bar – jeg har haft tights på når jeg træner og jeg har også et enkel par bukser, som jeg engang imellem ifører mig. Dog uden den store glæde. For snart 3 år siden kom der en mand hen til mig, mens jeg stod i baren på et diskotek. Jeg havde mine favorit bukser på. Stramme (sådan: læg på sengen for at lukke dem, stramme) og sorte. Jeg elskede de bukser. Han prikkede mig på skulderen og spurgte mig om jeg tog steroider, siden at jeg havde så store lår. Jeg blev helt chokeret og svarede nej. Senere på natten kom han igen hen til mig. Og sagde: “Vi har talt om det, mig og gutterne (han pegede på et bord hvor der sad 5-6 mænd) og vi er blevet enige om, at vi ikke tror på dig. Du må have tage steroider med de der lår. Du kan altså ikke have bukser på, synes vi“. Jeg kan huske at det gjorde fysisk ondt i maven. Og i hjertet. Min kæreste var lige flyttet ud af vores fælles lejlighed. Jeg lå allerede ned. Jeg gik et par minutter efter. Jeg holdt tårerne tilbage i metroen på vej hjem. Da jeg var hjemme og lukkede døren bag mig, græd jeg. Og jeg smed bukserne ud. Og siden den dag, har jeg sjældent haft bukser på. Og når jeg har, føler jeg mig gigantisk.

Jeg spenderer meget tid på de sociale medier. Jeg lever af de sociale medier. Og jeg oplever sommetider samme smerte i mave og i hjertet, når jeg læser kommentarer og beskeder. Både dem jeg selv modtager og de som andre får. Jeg kommer aldrig til at forstå, hvordan man kan skrive sådan til andre mennesker – til mennesker som man ikke kender. Jeg forstår grundlæggende ikke, hvad man får ud af at skrive til et andet menneske, at personen er tyk, grim, for meget, for lidt og så videre. Jeg forstår ikke behovet.

Men årene er jeg blevet hærdet. Jeg har haft min blog i 9 år. Jeg græder ikke længere, når jeg modtager onde ord på skrift. Men det påvirker mig, selv efter så mange år og efter så mange beskeder. Jeg tror at jeg har fået det hele, at vide. At jeg er for tyk, for tynd, for grim, for smuk, for meget, for lidt, for almindelig, for speciel. Men jeg tænker meget på de unge piger og de unge drenge – som er forholdvis nye på de sociale medier og som vokser op med, at det er sådan vi taler til hinanden online. Jeg vil ikke være med til det.

Bianco’s nyeste kollektion hedder, provokerende nok: Hate is so 2018. Billederne er virkelig fede – jeg er særlig vild med kvinden med former, hvor der står Hate Curves henover hende. Jeg har selv været med i en video, hvor jeg fik ord og sætninger som folk har sagt til mig, skrevet på min krop. Det var grænseoverskridende og jeg blev ked af det – fordi det pludselig blev så konkret og synligt, hvad jeg tit får at vide i min indbakke. Jeg synes kampagnen er fed fordi den sætter fokus på, hvor grimt vi i virkeligheden taler til hinanden og hvor grimt vi generelt taler. Hvor nemt vi har ved at hade andre, hinanden, ting, genstande, vores nabo, vores fortid, vores kroppe. Se videoen nedenfor, den sætter tingene på spidsen, men den fangede mig også da jeg så den første gang.

Manden som mente, at jeg ikke kunne iføre mig bukser er den eneste jeg har mødt, som har sagt noget grimt til mig direkte i mit ansigt. Men det påvirkede mig i en sådan grad, at jeg ikke har det godt med at have bukser på. Vildt, ikke? Tænk så hvad online kommentarer kan gøre – for dem er der langt flere af. Kig på den første store instagrammer du kan komme i tanke om – og læs kommentarerne på et billede. Kig på youtube, hvor stakkels piger der elsker at dele at de lægger make up eller fletter hår også må finde sig i, at blive hatet. Og hvorfor? Fordi vi på en eller anden måde accepterer at det er okay at tale sådan til hinanden, så længe det er online.

Men hvad er forskellen? Det er måske nemmere at skrive noget grimt, end det er at sige. Men betydningen er jo den samme. Det kan godt være at jeg ikke var blevet nær så påvirket, af en besked hvor der stod, at jeg var for tyk til bukser. Men jeg tror at jeg var blevet lige så ked af det og stødt som jeg blev den nat, på det diskotek i indre København.

Se videoen her og fortæl din mening. Sætter den tanker i gang hos dig? Har du følt hatet på andre eller måske følt det på egen krop?

Annonce for Bianco

2 kommentarer

  • Mitzi Persson

    Jeg tror vi alle har hadet eller ikke kunnet li – det jo en del af følelses register så hvis man aldrig har hadet er det jo et tegn på noget dysfunktionelt.
    Jeg blir trist når jeg ser videoen og føler trang til at prædike endnu mere kærlighed til alt og alle (jeg er yoga lærer og det er stort set altid essensen i yoga timerne)

    Men hvad har videoen med fodtøj og accessories at gøre ??? Forstår budskabet i den men ikke relationen til brandet..!!

    Forøvrigt så har du pisselækre lår ❤️ Og du var pivlækker i de jeans

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amelia

    Videoen er jo så fed – vi er jo vokset op i en verden af had. Had til “de fremmede”, som jo åbenbart også er farlige, had til os selv (!!!), og had til dem der er nok, og dem der ikke er. Fedt, at de gør noget anderledes.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

#LETSDENIM (Sjældent syn: Helse i buks)