Budget venlige kjoler (og én skjorte)

Aldrig.

Lillebror og jeg, i starten af 90érne.

Det skal ikke handle om sorg. Jeg har skrevet så meget, om sorg. Og jeg er så glad, i øjeblikket. Sorgen bor i mig, jeg kan finde dem frem lige så nemt, som at trykke på en kontakt. Men jeg vil godt lade den ligge, for en tid. Den har fyldt (for) meget, i min ungdom og i mine voksne år allerede. Nu vil jeg leve igen. Men det kommer nok unægtelig til, at handle lidt om sorg.

Jeg havde Far-dag med min far (overraskende nok), i torsdags. Vi cyklede rundt i København og jeg viste ham blandt andet Cykelslangen, Islands Brygge, Christiansborg Tårnet, vi spiste smørrebrød og meget andet. Jeg laver et indlæg med de ting, som vi lavede, da det har været meget efterspurgt.

Min far voksede op på Nørrebro. Nærmere bestemt i Tjørnegade. Han har mange, mange røverhistorier fra den tid. Jeg elsker at være sammen med min far. Han er min bedste ven. Vi kan være os selv, når vi er sammen. Vi elsker begge to at tale om livet, døden og om dybe reflektioner. Han er der, altid. Når jeg ringer, så kører han ind til siden, hvis han kører bil. Han slukker fjernsynet, hvis han ser et program (med mindre det er en bjerg etape, i Tour De France), han vil altid hente og bringe mig og han er, i min optik, definitionen på den bedste far. Ham får jeg meget svært ved, at leve uden. Men han har heldigvis lovet, at blive 100 år. Så jeg har 30 år med ham, endnu.

Vi sad på Blågårdsgade og talte, om min lillebror. Det gør vi tit. Faktisk er min far en af de få, som jeg taler om min lillebror med. Vi talte om ordet aldrig. At vi først rigtig har forstået dét ord, efter at have oplevet, at have mistet. Så græd vi lidt sammen, hvilket lyder enormt trist, men føles forløsende. Og siden da, har jeg ikke kunne få ordet ud, af hovedet.

For hvor er det et fint ord. Og et brutalt ord. Jeg kan huske, at jeg som barn sagde: “jeg vil aldrig være venner med dig igen” eller “jeg taler aldrig til dig mere“. Når jeg var sur, over et eller andet håbløst. Det kunne være, at min lillebror ikke havde ventet på mig, da vi cyklede hjem fra skole, eller hvad ved jeg. Ordet aldrig, betød mest en time. Eller et par timer, hvis bølgerne rigtig var gået højt. Aldrig dage. Jeg kastede om mig, med ordet. Det gør man jo, ofte som barn. Men i mit voksenliv, har jeg også brugt det. Hvis en veninde har gjort mig ondt, så har jeg måske sagt, at jeg aldrig, vil lukke hende helt ind i hjertet igen. Men nu forstår jeg ordet. Aldrig er aldrig. Aldrig er for evigt. Aldrig er uendelighed.

Jeg skal aldrig se min lillebror igen. Jeg skal aldrig tale med ham. Jeg skal aldrig kramme ham. Jeg skal aldrig skændes med ham, grine med ham, jeg skal aldrig mere kigge på ham. Jeg skal aldrig høre hans stemme igen. Jeg skal aldrig høre ham grine. Jeg skal aldrig se ham græde. Ordet aldrig, bliver pludselig hjerteskærende.

Men ordet aldrig er ikke kun hjerteskærende, når jeg sætter det sammen, med ordet lillebror. Jeg skal aldrig været barn igen. Jeg skal aldrig slå mit knæ, sidde på skødet af min mor og få sat plaster på. Altså det kunne jo godt arrangeres, men det ville virke lidt skørt, ikke? Aldrig er også en del af fortiden. Jeg skal aldrig forelske mig, for første gang igen. Jeg skal aldrig kysse igen, for første gang. Jeg skal aldrig flytte hjemmefra, igen. Jeg skal aldrig have sat studenterhuen på, igen. Jeg skal aldrig have kærestesorg, for første gang, igen. Jeg skal aldrig holde 30 års fødselsdag igen. Når jeg sætter ordet aldrig på sætninger som disse, så bliver de også pludselig lidt triste. Fordi det er en del af fortiden.

Til gengæld er ordet igen, et rart ord. Jeg skal forelske mig, igen. Jeg skal grine igen. Jeg skal holde fester, igen. Jeg skal kysse igen, jeg skal græde igen, jeg skal dumme mig igen, jeg skal se mine veninder igen, jeg skal trøstes af mine forældre, igen (nok bare ikke på skødet), jeg skal virkelig mange ting, igen. Og jeg har mange, mange ting til gode. Livet er jo knap startet. Jeg agter at blive over 100 år.

8 kommentarer

  • Sofie

    Min far er præcis som din indbegrebet af verdens bedste far – han har lovet at blive 125 år. Tak for endnu et tankevækkende indlæg!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanne

    Desværre er min far det modsatte af din. Og ang. ordet “aldrig”, så kan det sagtens være positivt også. Jeg vil aldrig overhøre mine egne behov igen. Jeg vil aldrig finde mig i at
    blive dårligt behandlet igen osv. Tak for fine tanker!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte Sørensen

    TAK for dig! 😘

    Kh Charlotte 🌷

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Puha! Dine indlæg går lige i hjertet og jeg kommer ofte til at græde når jeg læser dem. Ikke fordi jeg kan genkende din sorg, men fordi jeg er så hulans bange for, når jeg engang skal mærke noget lignende på egen krop😭💔 Jeg synes du skriver fantastisk godt og jeg er rigtig glad for at følge med – det rør noget i mig. Tak

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Meggie

    Din far lyder fantastisk og det bånd I har skal aldrig brydes❤️ Min far er total modsat og jeg har ham ikke i mit liv og det er med årerne blevet helt okay. Men jeg elsker at læse om jeres bånd, for det er helt specielt❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Uha den trak tåre 😞
    Har også mistet flere nærtstående, og for mig har/er/ kan aldrig også være skræmmende for mig.. Men hvor runder du det fint af ❤
    Tak for du er dig, og deler det så fint med os 🙏

    Et lille fint notat, jeg har “tyvstjålet ” et sted, men gør det ik mindre fint og rigtigt.

    Død efterlader hjertesorg, som ingen kan hele..
    Kærlighed efterlader et minde ingen kan stjæle ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Endnu er også et godt ord. Det er fyldt med håb ligesom igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Kære Mathilde.

    Tak for et rigtig fint indlæg.
    Min far døde den 21. Januar i år – Han blev 60 år.
    Jeg fik overbragt nyheden af politiet der kom og bankede på min dør. Det kom ret pludseligt. Efterfølgende skulle jeg selv køre hjem til min søster og mor og overbringe nyheden – det var den længste kørertur nogensinde. Det har været en svær sorg for mig at komme igennem, og igennem processen har jeg skrevet lidt.

    Ordet aldrig fik også pludselig en anden betydning hos mig. I processen skrev jeg et lille digt til ham, han fik det med i din kiste:

    Til minde for min far

    Aldrig mere vil jeg kunne høre din stemme i mit øre.
    Aldrig mere skal vi flere hyggeture køre.

    Aldrig mere vil jeg kunne mærke din hånd i min.
    Aldrig mere vil jeg kunne høre dit dejlige grin.

    Aldrig mere vil jeg kunne dele mit livs glæder med dig.
    Aldrig mere vil jeg kunne høre din stemme sige du elsker mig.

    Aldrig mere vil vi uvenner kunne blive.
    Aldrig mere vil jeg kunne se dig i levende live.

    Aldrig mere vil du kunne føle smerte.
    Men ALTID vil du have en særlig plads i mit hjerte.❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Budget venlige kjoler (og én skjorte)