Podcast du kan lytte til på ferien (eller på vej til job)

Grim baby + andre ting man ikke siger højt

Nu er jeg jo ikke den type blogger, som pakker tingene ind. Dét er livet for kort til – og jeg vil hellere frem med pointerne, end at sugarcoate lortet.

Jeg lå vågen i nat. Det er sådan noget, som jeg er begyndt på. Kristian siger at det er fordi, at jeg er mor. Sådan noget gør mødre. Vi kan ikke falde i søvn, eller også vågner vi og tænker over, hvad der sker med vores barn. For tiden spekulerer jeg meget over, hvad det er for et barn, vi får. Og så vågner jeg fordi Spir drøner rundt derinde. Vender sig rundt og prikker mig i siderne. Jeg elsker det. Men tankemylderet, dét er jeg gerne foruden.

I nat var emnet: Spir’s udseende. HELT dumt, åndssvagt og spild af tid. Men ikke destomindre – så optog det en times tid af min nattesøvn. Jeg havde sgu ikke troet, at jeg ville blive sådan en. Sådan en, som tænker over om jeg får et grimt barn. Det er ikke så meget for min egen skyld – jeg vil jo elske ham eller hende uanset udseendet. Uanset ganespaltning, klumpfod og skelen. Jeg elsker allerede Spir. Det er sgu mere bekymringerne over, om andre børn og voksne vil drille. Børn kan være så lede! Det ved alle – for vi har alle været børn. Jeg blev drillet med “muuh“-lyde, fordi mit navn er som en kakaomælk. Børn er fucking opfindsomme og kan ALTID finde på noget, at drille med. Og hvad nu hvis jeg får et barn, som anses som værende grimt eller mindre kønt? Vil Spir så få et dårligere liv, et hårdere liv? Jeg er selv blevet mobbet (hvem er ikke det?!), og det var fandeme hårdt. Det handler selvfølgelig om udseendet, fordi det er det umiddelbare. Men jeg spekulerer også på, om Spir mon bliver faglig udfordret. Det var jeg! Jeg havde rigtig svært ved det faglige, og jeg kæmpede. Jeg kunne ikke stave, før jeg var ret stor. Jeg kunne ikke klokken, da mine klassekammerater lærte det. Jeg havde hjemve i mange år. Jeg græd ALLE morgnerne i børnehaven, når mine forældre afleverede mig. Min lillebror måtte trøste mig. Hvis jeg var barn i dag, havde jeg garanteret fået “ekstra sensitiv” skrevet i panden. Men der var godt nok også mange drenge i min klasse, som med sikkerhed havde fået “ADHD” i panden. Men nok om dén snak, den kan jeg altså tage på et andet tidspunkt. Jeg er, hvis du skulle være i tvivl, ret uenig i at så mange børn får en diagnose.

Hvad hvis Spir bliver den skiderik, som mobber andre? Hvad hvis nu ingen pædagoger eller lærere kan lide ham/hende? Hvad hvis jeg nu ikke kan lide mit eget barn, kan det forekomme? Altså, kunne Ted Bundy’s og Adolf Hitler’s mødre lide dem? Hele tiden? Hvad hvis Spir bliver den der lille møgunge, som slår de andre børn til børnefødselsdagene, terroriserer hele familien og altid har snot i ansigtet? Sat på spidsen, det er jeg klar over. Men hvad nu hvis mit barn bliver en møgunge? Som måske ovenikøbet har klumpfod, dårlig ånde og ikke kan få venner?

Nu er jeg gravid, jeg skal føde i december. Jeg glæder mig – for jeg har i så mange år, gerne ville være mor. Jeg er så spændt på det, jeg elsker allerede Spir og jeg glæder mig over den rejse, som jeg er på. Maven vokser (ret meget pt!), vi er så småt i gang med, at lave lister over, hvad vi skal have anskaffet os og vi taler meget om Spir. Hele rejsen og processen er skøn! Men bekymringerne følger med – sådan er livet som forældre. Og det er kommet til mig nu, nu er det startet. Og jeg anede sgu ikke, hvad det indebar. Dét skal jeg lige lære at tøjle, så jeg kan få sovet lidt mere om natten. Hvad er din største bekymring lige nu? Du behøver jo ikke at være gravid, for at bekymre dig. Og sommetider er det rart at læse, at der også er andre, som går rundt med bekymringer. Uanset temaet.

29 kommentarer

  • Julie

    Min største bekymring lige nu er spontan abort. Jeg er snart i uge 9, og ved den mindste smerte i mave eller lænd bliver jeg panisk over, at der er noget galt… Det er så frusterende! Og jeg håber meget på, det forsvinder mere som ugerne går🙏🏽

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Camilla

      Hørt!
      Jeg er i uge 7, har endnu ikke været ved læge og selvom jeg prøver at virke cool, er min største bekymring at der er noget galt!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Matilde

      Forstår jer – det bekymrer mig endnu, det er så svært at være i! <3 Håber det bedste for jer!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Carina

    Hvis børn bliver møgunger er det aldrig deres egen skyld, det er altid forældrenes! Manglende opdragelse, manglende konsekvens, forældrene er selv møgunger osv. Det husker jeg mig selv på når jeg møder møgunger – det er ikke deres egen skyld, de har ikke lært bedre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne Sofie

    Når jeg bekymrede mig om risikoen for en grim baby, sagde min man altid: “så kan man heldigvis få så meget pænt tøj” 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Min større bekymring er om jeg kan blive gravid. Har endometriose i svær grad, og venter på ar skulle opereres… derefter starter projekt baby, men vi har fået at vide at vi nok skal indstille os på at skulle have en del hjælp, og at vi nok kommer til at gå direkte til ivf😕

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina

      Det lyder simpelthen så hårdt, hvor må det være svært at sidde i. Ikke nok med at du har en sygdom, så skal du kæmpe med at få børn oveni. Så virker bekymringer om mobning osv som rene bagateller!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nicole

    Jeg er selv gravid og mine bekymringer går på om baby har det godt nok inde i maven, hvis baby ikke bevæger som vanligt bliver jeg urolig. Jeg har lige været til jordemoder og hun sagde at det var helt normalt med disse bekymringer, men det gør dem altså ikke mindre 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Jeg tror det er meget normalt at tænke som du gør. Det gjorde jeg også da jeg var gravid. Jeg tænkte især rigtig tit på, hvad der dog ville ske, hvis jeg ikke blev glad. Jeg havde en dyb frygt for, om jeg ikke ville føle lykke over at få mit ønskebarn i armene. Nu er hun fire måneder og jeg fatter ikke jeg har tænkt de ting mand!
    Det eneste jeg bekymrer mig om nu, er at jeg ikke håber hun blir kriminel og junkie.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Monique

    Min største bekymring for tiden omhndler at jeg lige er kommet igang med et sabbatår, gerne vil arbejde som lærervikar, men intet job har og frygter at jeg ikke kan tjene penge nok eller at jeg ikke kan finde ud af at spare for uftigt nok på dem til at komme ud og rejse. Og så har jeg for nyligt købt en killing – hvad nu hvis jeg ikke kan opdrage hende ordentligt og hun ender som en uregerlig kat og menneske sky.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine Holmkvist

    Da jeg i sin tid blev gravid var jeg som så mange andre selvfølgelig bekymret om alt det der kunne ske med ufødte barn. Jeg snakkede med min mor om mine bekymringer, hvorefter hun svarede at livet som mor er en lang bekymring, det starter i det øjeblik du bliver gravid. Som tiden går lærer man blot at leve med bekymringen(erne). Og hun har så evig ret. I dag har jeg to børn, og kan selvfølgelig stadigvæk blive ramt af diverse bekymringer. Men moderskabet vokser på en og jeg kan bedre rumme bekymringerne nu(end da jeg var gravid) og acceptere dem som en naturlig del af det at være mor.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristine

    Min bekymring ligenu, er at min mand starter på studie som han har glædet sig sådan til. Men han fik diagnosen ADHD da han var lille, han er 29 år i dag og har helt sikkert sine charmer, men jeg er nervøs for om han kan klare mængden af information og presset og de tekniske ting det kræver. Ind er han kommet og der bliver han forhåbentlig også de næste 3,5 år.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Tak for at dele dine bekymringer 🙏🏼 Jeg er ikke mor endnu, men babysnakken er blevet et hyppigt samtale enme hjemme i stuen og jeg må jo nok erkende at tiden snart er. Det glæder mig, jeg vil gerne være mor og jeg har aldrig været et sekund i tvivl. Min bekymring går utroligt meget på om jeg bliver en lige så god mor som jeg drømmer om at være. Jeg ønsker på ingvert måde at blive en mor der råber ned gennem hele supermarked på sine umulige unger eller som mister overskuddet dagligt og stikker mit barn en iPad fordi jeg ikke magter andet. (Herregud, det sker vel en gang imellem, men daglig.. niks det vil jeg bare ikke) jeg ved jeg selv kan vælge hvilkenmpr jeg vil være.. men er det så nemt ? 🤔

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anabell

    Min bekymring går på at min søn er den mest milde, rolige og kærlige dreng – hvordan skal det gå når han starter i børnehave lige om lidt, hvis de andre større børn vil være voldsomme og udnytte hans sind/temperatur. Puha, dét holder mig vågen om natten pt. Kald mig bare curlingmor, men hvor har jeg lyst til at kunne beskytte ham for alt ondt i verden (ikke at børnene i børnehaven vil være onde, men bare generelt alt det onde der findes i verden) og dårlige oplevelser.

    PS. Dem der siger at ens bekymringer starter i graviditeten og varer ved, har sandelig ret!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Det der bekymrer mig i øjeblikket er, at jeg er gravid og indlagt med truende ekstremt for tidlig fødsel. Hvordan skal det gå mit lille barn, hvis det kommer allerede nu? Overlever det – får der varige mén? Det er satme hårdt at være i!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Susannw

      Mange tanker herfra, jeg ligger også på svangregangen (nu i næsten tre uger) og det er sgu ikke… for børn!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Jeg har en pige på 6 uger, og jeg bekymrer mig lige for tiden om hun får nok mad om aftenen da hun ofte bliver ked når vi ammer om aftenen. Og så er der mange andre bekymringer om hvor hun skal i vuggestue og om det er godt for hende osv. Jeg kan genkende mange bekymringer du har skrevet. Men bekymringerne overskygger ikke glæden og kærligheden ved at være mor. Det er skønt at følge din og Spirs rejse

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Jeg har siden jeg var 12-13 år gammel ønsket mig at blive gravid, få børn. Nu er jeg 17 og jeg tænker meget på om jeg overhoved kan få børn? Og hvad nu hvis det er svært for mig og min kæreste at få børn? Bare frygten om at min allerstørste drøm måske ikke kan komme til live… det er ret svært…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Min bekymring går på om vi overhovedet kan lave en baby, om det noglesinde kommer til at ske… Vi har prøvet nu i et år og vil snart bestille tid ved lægen, så vi kan blive undersøgt, umiddelbart burde der ikke være noget galt, men vi krydser fingre for det snart sker for os ❤️ og selvfølgelig skal spir nok blive et dejligt barn med så skønne forældre ☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Det er gudskelov helt normalt at bekymre sig mod det ukendte – især når det kommer til baby. Jeg var også bekymret for om jeg fik et “grimt” barn. For der ér sgu bare nogle børn, der ikke er særlig kønne, sorry, men det er der. Sådan er det jo også med voksne – og det gør dem ikke mindre elskværdige eller vidunderlige. Jeg havde det lige som som dig, tænk hvis hun ville blive mobbet med sit udseende etc., Jeg bekymrede mig også over om jeg mon ville kunne se at hun var grim? Altså, de mødre med børn jeg ikke synes er kønne fortæller stadig om deres smukke unger ♥️

    Da jeg havde født var det første jeg sagde: “jamen hun er jo helt perfekt”. Jeg synes hun var det SMUKKESTE… DET SMUKKESTE jeg nogensinde havde set, og jeg var ved at falde på røven over det. Tænk at en baby kunne være så smuk. Når jeg kigger babybilleder nu kan jeg godt se, at hun er rimelig ordinær 😂 Og jeg kan også godt se, at hun var mindre køn som 3 mdr., da hun tabte ALT sit smukke mørke hår! Tilgengæld synes jeg at hun er vidunderlig smuk lige nu – og det har jeg altid synes (det er kun i retrospekt at jeg har kunne se hendes mindre heldige perioder) ♥️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi Bøttcher Larsen

    Søde, søde du ❤️ Jeg har aldrig i mine 4 graviditeter været “plaget” på den måde. Men, jeg kan virkelig følge dine tanker. Jeg vil også sige, at mine store børn har aldrig oplevet mobning. Men min lille mindste mand på 11 år, har gennem det sidste års tid været udsat for massiv mobning. Han er ordblind, og nøj hvor har nogle stykker fra klassen taget det til et lever uden for rækkevidde. Så er han dum, uintelligent, så er det fordi han ikke gider lave noget, så kører det videre i at han er for tyk (han er helt normalt bygget, dårlig til fodbold osv, osv. Det toppede en dag hvor han grædende ringede og ville hentes ellers ville han slå sig selv ihjel sagde han. Jeg drønede over på skolen, han sad låst inde på toilettet med hans helt nye fodboldtrøje rykket i stykker blødende fra øret, hvor de havde rykket hans ørering igennem flippen. Den unge vikar på skolen ville ønske, at han aldrig havde mødt mig, og ligesådan med drengene. Jeg kontaktede forældrene, hvor jeg fra den ene fik retursvar at da han gik i skole kunne man godt tjatte til hinanden, uden forældrene kimede en ned og at jeg i øvrigt kunne lade være med at give min søn ørering i!. En anden mor skulle lige tale med hendes søn, faktisk den værste af mobberne, ringede tilbage og sagde, at hendes søn havde endnu aldrig løjet, og at det var min søn der overdriver, hvis han er lavet af glas, så skulle jeg måske have valgt en specialklasse. Skolens trivselslærer tacklede situationen rigtig fint dagen efter – de andre gange jeg har været i dialog med klasselæren gennem det sidste år, er der ikke rigtigt sket noget, men trivselslærer gjorde en forskel. Vi har faktisk valgt, at han skulle gå på en lille privatskole, netop for at give ham de bedste rammer, den profilere sig med at være “mobbefri”… hmmm jeg har lovet min søn, som stadig er meget mærket af det her, at fortsætter det efter sommerferien, så flytter han skole. Men det der har rystet mig aller mest, det er faktisk de andre forældres reaktion. Jeg er sikker på, at I får det smukkeste barn, og skulle der blive det mindste, så er I kærlige opmærksomme forældre, som beskytter og gør det bedste for jeres spir ❤️ Kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Liv

      Ej, hvor er det bare forfærdelig læsning. Rædselsfuld!! Hvor kan børn bare være modbydelige, og hvor er det bare nogle ligegyldige svar forældrene kommer med. Stakkels din dreng. Håber han kan komme sig over det og får det godt, enten hvor han er, eller et nyt sted. Jeg sender en virtuel krammer til både ham og dig ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malou

    Mine største bekymringer lige nu er storebror på 4.5 som ikke kan snakke og er udviklingsforstyrret og skal udredes for autisme om et par uger. Og lillesøster på 1 år, er bange for at hun også får det med alderen selvom hun på ingen måde er som han var i den alder.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Kender alt til dine bekymringer. Da jeg ventede nummer 1. Ønskede jeg meget en pige. Det eneste jeg ikke ville have var en dreng med rødt hår. De tåler ikke solen og bliver tit drillet. Jeg fik en dreng med rødt hår. Han er sød. Nu går bekymringen på. Han siger hele tiden er pige og gerne vil være det. Det varet i to år. Håber stadig det er fase, for Gud jøsses en svær skolegang han får, hvis han vælger at gå i kjole osv i skole. Med nr 2 barn er det om han er helt normal oppe i hovedet. Min frygt er sygdom og handicaps. Så de aldrig for et selvstændigt liv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Velkommen til forældrelivet. Det der stopper ALDRIG!!! Bekymringerne vil variere, men er en del af at være forældre. Heldigvis bliver 80-95% af dem ved at være bekymringer og bliver aldrig virkelighed. Og så er det hele så smart indrettet, at man løser alle udfordringer – på trods. – ikke alle med lige fedt resultat (bevares), men de løses – og afløses af nye. Sådan er det vist bare. Nyd at du tørr sige tingene højt. Det med forældreskab, parforhold og kærlighed er ikke KUN candyfloss og disneyøjne. Der er mange flere facetter. – Livet er heldigvis bredt og fyldt med farver i alle nuancer 👍🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lone

    Åh jeg kan følge dig!
    Min datter er blevet mobbet igennem flere år, hun er blevet ydmyget og udstillet af en folkeskolelærer, en voksen som vi stolede på.. Hun er 16 år og har fået en diagnose som er social angst. Bekymringerne stopper aldrig ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Det med, at bekymringerne er alle mødres lod, og sådan bliver det bare fra nu og til evig tid – det er måske hen af rigtigt nok. Men jeg synes dog, at jeg hat oplevet det blive sagt i en negligerende tone. Og i øvrigt er jeg faktisk ikke helt enig i, at man bare skal “vænne sig til bekymringerne, de bliver kun værre efter graviditeten”. Jeg selv var meget bekymret og bange for at miste barnet grundet en negativ scanning, ekstra prøver og andres skræmmehistorier om aborter. Nu er min søn 7 måneder, og jeg er slet slet ikke i samme grad bekymret nu. For jeg kan SE ham og MÆRKE ham, høre ham trække vejret og observere ham udvikle sig og vokse, som han skal. Og jeg kan tage ham til lægen eller hjælpe ham selv, hvis han er syg. Da jeg var gravid, havde jeg en følelse af, at det var komplet ude af mine hænder, hvad der skete med ham. Håber, at du finder ro 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Klumpfod skal du ikke være bekymret for. Jeg er født med det (og opereret for det), og har altid kunnet fungere på lige fod (pun intended) med alle andre hele mit liv. De største bekymringer i den forbindelse for mine forældre var kun operationen og mine smerter.
    – Bare lige info, da det ikke er så oplyst et emne 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Podcast du kan lytte til på ferien (eller på vej til job)