5 Matas favoritter

Skyldfølelsen

Kjolen er herfra, men enten udsolgt eller ikke online endnu, men hold min taske der er mange flotte kjoler!

Preggo hyggede igår med jordbærplukning, Kristian, mine forældre, Louie (tjek højdepunkter på min insta, hvis du ikke ved hvem han er, han er alt for nuttet!) og solskin. Jeg har dog ret mange smerter og gener, her i 2.trimester. Det blev slemt i uge 15.ish og jeg er nu 17+5. Jeg har ikke længere kvalme, forstoppelsen er mere eller mindre på retur og jeg har ingen mærkelige cravings (udover kød og meget af det). Men jeg lider voldsomt af ligament smerter.

Ligamenter er en form for elastikker, som livmoderen sidder fast i. Ligamenter betyder vist bånd på latin. Livmoderen bliver tungere og tungere (naturligt nok) – og elastikkerne bliver trukket sydpå. Det gør nas. Halebenet er plaget, særligt når jeg cykler, gør det nas. Foran og mellem benene, trækker det ned og giver jag og stik. Det er sgu lidt træls. Jeg er heldig med så få gener – det er jeg bevidst om. Men som så mange andre ting her i livet – så kan jeg jo ikke gå og bilde mig selv ind, at jeg har mindre ondt, fordi jeg tænker på hende, som jeg har skrevet med på instagram, som ikke må noget som helst og som kaster op hver eneste dag. Det er jo ikke min livsverden. Min livsverden byder pt. på ligament smerter og de er nederen.

Og så følger der noget andet med: skyldfølelsen over, at jeg ikke synes, at det er fuldstændig fantastisk, at være gravid. For det synes jeg ikke ubetinget, at det er. Jeg synes at det er hårdt, sommetider. Der er hårde dage – og jeg aner ikke, hvordan dagen imorgen vil blive, før jeg vågner imorgen. Det er svært, udfordrende og en prøve for mig, at være gravid – fordi frihed, overskud og det med, at kroppen er MIN forsvinder så snart, at du har tisset to streger frem på graviditetstesten. “Sådan er det jo“, hører jeg nogen sige. Og jo jo, sådan er det jo. Andet ville da være mærkeligt. Jeg er ved at bygge et menneske. Men derfor må jeg gerne synes, at det er hårdt. Måske er det fordi, at jeg havde tænkt mig, at det skulle være helt anderledes. Jeg troede, at jeg ville være sådan en overskuds-gravid-type. Og det er jeg bare ikke. Måske udefra, men jeg føler mig ikke, som en overskuds-power-mom. Det skrev jeg også lidt om her, for jeg havde tænkt, at det skulle være helt anderledes.

Men så kommer “burde” forbi. Burde jeg ikke nyde det? Burde jeg ikke nyde det mere? Burde jeg ikke nyde, at jeg er ved at lave en baby, tænk på alle dem, som ikke kan få børn, som kæmper, som må give op. Burde jeg ikke glæde mig vildt over, at det er lykkes for os? Tænk på de, som kæmper i flere år. Burde jeg ikke nyde, at jeg trods alt kan træne, cykle, arbejde, ikke kaster op, kan være en (nogenlunde) tålelig hustru? Burde jeg ikke nyde, at jeg ikke ørler, har vand i kroppen, har fået hormonhud, burde jeg ikke nyde, at jeg ikke har taget særlig meget på, endnu? Burde jeg ikke nyde, at jeg ikke er højgravid, henover sommeren? Burde jeg ikke nyde, at jeg har mega meget frihed i mit job, så jeg faktisk kan arbejde fra sofaen de dage, hvor jeg intet orker? BURDEBURDEBURDE. Jeg fucking hader ordet. Fuck burde. Men det fylder stadig.

I lørdags var Kristian og jeg ude og shoppe. Vi var i en boghandel og jeg nærstuderede de der baby-bøger, som man kan skrive i, allerede nu. F.eks.: “her kan du klistre graviditetstesten ind”, “sådan fandt vi ud af, at vi ventede dig”, “hvilke navne overvejede vi” og “hvem var statsminister da du blev undfanget” og mange andre i den dur. Jeg orker det ikke. Jeg orker ikke, at sætte mig ned og skrive alt det ned. Jeg synes det er ret kedeligt, egentligt. Jeg kan ikke overskue det, måske fordi jeg ikke helt tør at give mig hen til, at jeg altså skal være mor denne gang. Måske er det i virkeligheden også det, dét handler om. Jeg ved det ikke.

Jeg troede, at det ville være helt anderledes. Men endnu engang viser livet mig, at det aldrig bliver, som man troede og planlagde (som om, man kan planlægge livet!). Jeg er (endnu) ikke hende, som terper hvilket puslebord man bør have, jeg tjekker ikke daginstitutionerne i området (det er der flere der gør, under deres graviditet!). Jeg er ikke hende, som skriver stolpe op og stolpe ned, om hvordan graviditeten skrider frem. Jeg ved stadigvæk ikke, hvilken autostol der har vundet FDM testen. (er det ikke FDM?)

Skyld. Det er så nemt, at føle skyld. Måske særligt, som gravid (og senere som mor). Det er så nemt, at gøre noget forkert. Jeg vil så gerne gøre det hele rigtigt, men det er en umulig mission. Jeg vil så gerne vide det hele, men jeg orker ikke, at sætte mig ind i det hele. Jeg synes (også) at det er hårdt, at være gravid. Det er også dejligt. Jeg elsker det også. Jeg glæder mig over, at jeg er gravid, det gør jeg virkelig. Men det er også hårdt. Og det må du gerne sige højt. Det ville faktisk være rart, hvis du sagde det højt, så jeg føler mig mindre alene. Det er skønt at være gravid, jeg er lykkelig over, at jeg så nemt kunne blive gravid igen. Jeg elsker allerede Spir så højt og på en måde, som jeg ikke elsker nogen andre. Jeg glæder mig til, at blive mor. At kysse, drage omsorg, se mit barn vokse op. Jeg glæder mig til, at amme, jeg glæder mig til at bade Spir, lærer han/hende at cykle, smører madpakker, vaske tøj som en gal, jeg glæder mig til, at skabe en familie med min mand. Det er en rutsjebane. Det er som at tage et hovedspring ned i en dyb, mørk sø. Du aner ikke, hvad der venter dig. Men du har kastet dig ud, frivilligt. Jeg glæder mig, men det er fandeme også hårdt. Det er en rejse.

Del endelig dine tanker i kommentarfeltet. Du behøver ikke at være gravid, for at føle skyldfølelse. Det kan også være at du har valgt en uddannelse (eller job), som du burde være glad for, men som du ikke er glad for. Eller du måske har en kæreste, som på papiret er perfekt, men som bare ikke er perfekt for dig. Eller måske er du mor, og føler dig skyldig over, at du ikke elsker at være mor, hver eneste dag. Del endelig. Det skal ikke være tabu. Skyld er en grundfølelse, ligesom sorg, vrede og glæde er. Du er aldrig alene.

39 kommentarer

  • Ditte

    Jeg føler mega skyld over at være blevet gravid og endda med tvilling i noget, der minder om første hug. Mens flere veninder og min søster har stort besvær med overhovedet at blive gravid.
    Når man skal have tvillinger anbefales en sygemelding fra uge 23-28. Jeg havde det så godt at jeg føler jeg sagtens kunne have arbejdet længere, men hvad så hvis der skete børnene noget, så ville jeg til evig tid have skyld over at have arbejdet, hvor det ikke var anbefalet.
    Alle de der anbefalinger – hold nu op hvor giver de mig meget skyldfølelse! Så jeg forstår dig så godt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Malene

      Du skal slet ikke føle skyld jo! Det er da F* amazing at du skal have tvillinger!! ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne Mette

    Jeg hadede at være gravid. Og jeg havde på papiret en nem graviditet. Jeg kunne ikke forholde mig til et barn i maven, som jeg ikke kendte. Jeg synes det var ubehageligt når barnet sparkede. Det ramte ribben, blære osv, gjorde det svært at cykle, træne, og sove til sidst. Og jeg tog “kun” 13 kg på. Sagde til alle mine veninder med børn at de godt nok var gået stille med dørene under deres graviditeter. Er træt af glansbilleder og “burde”. Så jeg har gået meget op i at være ærlig! Også selvom folk bliver lidt forarget. Man er jo i “lykkelige omstændigheder”.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amanda

    Har det på nøjagtigt samme måde! Jeg er dog højgravid her i varmen og det er ulideligt. Gider ikke være er babyhotel mere.

    Hader allermest folk tæt på mig, som anbefaler mig at nyde det, for tiden går så hurtigt. Irriterende at man ikke kan have lov at være i “jeg synes også det er surt og frustrerende engang imellem”.

    Har sendt det du har skrevet til min mand, da jeg synes det beskriver ret godt, de tanker jeg har.

    Du står ikke alene med de tanker 😅

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Man skal… DU skal IKKE føle skyld! Det er fuldstændigt grænseoverskridende, invasiv og altopslugende for mange at bygge sådan en lille baby, men det betyder ikke, at man er mindre klar/mindre glad/mindre helt vidunderlig til at være både babybrygger og mor bagefter! Det er i hvert fald min (sølle) erfaring efter 1 graviditet, hvor jeg kastede op hver evig eneste dag, havde syge ligament smerter og hævede fødder. Jeg hadede det!!! Hadede alt undtagen babyspark fra maven 😊 Men jeg blev ved med at sige til mig selv, at mange havde det værre end mig, så derfor burde jeg nyde mere… det kom jeg aldrig til – jeg lavede heller aldrig sådan en bog (for jeg fik stress og en lille smule roterende fis i kasketten over ideen om det). MEN! Da min lille dreng så kom for 7 måneder siden, var jeg alligevel allerede mor, alligevel helt klar (trods manglende bogskrivning/boglæsning/testtjekning osv), jeg var bare helt rigtig til at være hans mor! Og det er jeg stadig!
    Og det mest vanvittige er, at nu glæder jeg mig sgu til at være gravid igen (selvom det nok også bliver noget bøvl).

    Så stress ikke over alt det du ikke føler og gør, men bare vær i lige præcis dagsformen og dagsfølelsen❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Folk der siger at graviditet ikke er sygdom, har seriøst aldrig været gravide.
    Okay, jeg er med på at det ikke er en sygdom, men man bliver skør – ligemeget hvad. Hvis det ikke er ligamentsmerter, eller bækkenløsning, eller opkast, eller hormoner, så er det skyld eller konstante bekymringer over forældreskabet eller hvordan din partner har det. Det er fucking hårdt, ligemeget om du dealer med en eller ti ”graviditets” agtige ting. Og man skal lære at deale med det, for det er en hel ny situation og det tager tid.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Jeg er gravid, 7 uger henne og jeg har det allerede forfærdeligt. Kvalme, opkast, træt, svimmel, humøret svinger konstant.. Savner at være frisk, udhvilet, kan tage ned og træne, være en god og glad kæreste. Ja jeg burde være glad og så lykkelig for at være gravid, det er jeg også, bare ikke hele tiden. Det er hårdt! Min krop og sind har meget svært ved det, og det skammer jeg mig over. Havde forventet noget helt andet..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Søs

    Jeg er gravid i uge 32, og synes ikke det er fantastisk, kontrollen som skal slippes over kroppen bryder jeg mig ikke om. Jeg har haft en meget nem graviditet indtil videre, men jeg er ikke fan. Det skal hermed også siges at jeg glæder mig til at blive mor for første gang, og elsker mit kommende barn højt ! Meeen graviditeten er jeg ikke heeelt fan af 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Miali

    Puha…. jeg kan nikke genkendende til alt det du skriver. Min historie er lidt anderledes. Har haft den samme lynhurtige romance med min mand som du- gift efter to måneders bekendtskab og 7 mdr senere gravid med vores første og eneste barn. Jeg var faktisk en overskudsagtig gravid hele vejen- og så kom min datter 2 mdr fortidligt. Og vores forløb ændrede sig fra at være helt normalt til intensiv pleje omkring vores datter . Hun var særligt sensitiv til hun blev tre, og idag kræver hun noget ekstra og det er derfor at hun som 9 årig stadig er enebarn.
    Jeg passede umiddelbart ikke ind i min mødregruppe. Jeg var tilflytter fra Kbh til Herning, hvor min mands familie er fra. Min Mand boede i Århus inden. Vi var bymennesker og ikke fra provinsen, og jeg kunne hurtig mærke at jeg ikke havde styr på en skid sammenlignet med de andre kvinder, som havde gjort det hele i den rigtige rækkefølge. Villa, Volvo og vovse. Jeg boede på 3. I en lille lejlighed uden job og min mand studerede. Jeg gik ikke op i klapvogn, barnevogn og tøjmærker, og mit barn kunne ikke følge med deres – grundet at hun på grund af hendes for tidlige fødsel, fik en hjerneskade der heldigvis kun gik udover hendes mobilitet.Jeg følte mig så forkert og ikke mindst alene- selvom vi var to, fortsatte min Mands liv ret hurtigt efter fødslen. Han var tilbage til studiet med venner og andre inputs i hverdagen- og jeg var dødmisundelig!!! Jeg var uretfærdig de første to år, fordi jeg var i identitetskrise! Jeg hadet at være så bundet af “burde” “skal” “nødt til” – der var ingen mig tid og blot dikteringer af hvordan samfundet synes man skal være mor. + Min kæmpe kærlighed til mit barn gjorde at jeg tilsidesatte alle mine egne behov, fordi hun konstant græd.

    Mit råd til dig- som min mand gav mig og som jeg efterlever den dag idag. Slet BURDE fra din ordbog! Du bliver et lykkeligere menneske af det. Det tager lidt tid at finde ud af det… også fordi der falder folk fra i din omgangskreds som man ubevidst har pleaset i den pågældende relation. Jeg har eks ingen kontakt til min egen mor, i bund og grund fordi hun var en lortemor. Men jeg holdt ved – fordi hun jo var min mor! Men hun en af de personer der altid gav mig mindreværdskomplekser- og jeg elsker mig selv mere ved at hun ikke er en del af mit liv. Jeg siger pænt nej tak til fødselsdage hvis jeg i en periode ikke har overskud. BURDE er der kun for at give dig dårlig samvittighed. Man er som man er, og efter to dybe depressioner i mit liv, har jeg fundet ud af at hvis jeg skal passe på min familie og mit hjerte og være lykkelig- så skal jeg som udgangspunkt bare lytte til min mavefornemmelse. Jeg er blevet en meget bedre kone og mor for mit barn, og jeg elsker det. Hvad nærer mig og hvad tærer mig? Vær ligeglad med burde- og gør hvad dit hjerte lyster❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Du skal ikke føle skyld!
    Jeg havde det præcis på sammen måde! Alle dem der bare synes det er en fest at være gravid, har helt sikkert fortrængt hvordan de havde det størstedelen af tiden!
    Men ville ønske at jeg kunne sige at det stopper når barnet er kommet, men nej! Jeg har en søn på 2 måneder, og alle siger ‘nyd det, nyd det, de bliver så hurtigt store’! Luk r****! Det er pisse hårdt med sådan en lille en, og jeg m har lyst til at kaste ham ud af vinduet mere end en gang om dagen, og kan ikke vente til han bliver lidt større!
    Vi mennesker er heldigvis gode til kun at huske de gode ting, ellers kom der nok ikke så mange børn til verden 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linda (aka hvalen

    Du skal læse Sofie lindes – fucking gravid, en fremmed flytter ind..! Hun skriver meget af det du også beskriver, og som jeg føler.. Så nej man er faktisk slet ikke så alene med følelsen af at det er hårdt at bygge en baby.. Jeg er taknemmelig for at jeg kun har 5 uger tilbage, for det er som om den der periode hvor er det bare er rart og hyggeligt at være gravid aldrig rigtig er kommet her hos mig.. 🙈 At være højgravid om sommeren er en dræber..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ninna

    Jeg føler skyld over, at jeg ikke har nydt første delen af barselen, og det at være nybagt mor. Jeg troede, jeg skulle være typen, der lavede nybagte boller til barselsgæsterne, tog min nyfødte baby med på strøg- og cafetur, fiksede alt husligt til manden kom hjem og generelt havde masser overskud. Virkeligheden blev, at jeg knap kunne overskue at stå ud af sengen med mit kolikbarn, og at jeg hele dagen ventede på manden, der kom hjem og tog over. Sådan var de første 4 måneder.
    Alt er bedre nu, min baby er glad – jeg er glad. Men jeg skammer og ærgrer mig over, at jeg ikke nød den første tid. Nu er barselen slut om en måned.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Selvfølgelig er det ikke sjovt at have kvalme, eller forstoppelse – som du har talt utrolig meget om. Du vælger selv at dele det, og som følger bliver jeg forvirret. Hvad er sandheden? Er det sjov og ballade som det ligner på din Instagram, eller er det mere som du beskriver det her i dit indlæg? Ingen tvivl om, at der er plads til begge, men det er bare så yderligt, når du taler om det.
    Jeg vil anbefale dig at læse med hos Joan Divine. Måske det kan bidrage med en smule forståelse for, at der er enormt mange kvinder derude, der ville give hvad som helst for at være gravid.

    Min pointe er blot, at jeg synes du skal beslutte dig for, hvilken stol du gerne vil sidde på. Er du hende, der er enormt angst for, om det heller ikke lykkes denne gang. Eller er du hende, der storgrinende viser køleskab frem mens du taler om cravings og virker som om du bare har en fest med, hvor grineren det er at kunne spise lige det man vil. Så er det alvor eller er det fest eller ballade? Skal vi synes du er sjov eller skal vi have empati med dig? Jeg har empati med hende, der synes det er svært, men jeg har ikke meget empati for hende, der taler lalleglad om cravings og forstoppelse.

    Kærlig hilsen fra en, der selv er ufrivillig barnløs og har været igennem aborter ligesom dig selv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sofie

      Så spørg jeg måske dumt, men er det ikke okay at sidde på begge stole? Skal Matilde gå og være angst hele sin graviditet igennem, eller er det egentlig okay, at hun også nyder det engang imellem og prøver at glemme den angst hun har/har haft. Ikke fordi jeg skal tale på hendes vegne. Dit svar undrede mig bare lidt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Malene

      Man kan sagtens sidde på begge stole, men her er der bare truffet et valg om ikke at vise nuancerne. Det er enten helt fantastisk eller helt skidt, og jeg forstår det ikke. Man må gerne sejle rundt mellem følelserne, jeg tror det er en del af det, men jeg anfægter måden det kommunikeres på. Hun vælger selv at dele ALT omkring sin graviditet. Hvis du sætter røven i klaskehøjde, så må man også forvente at der kommer klask.
      Jeg beder bare om en smule nuance, eller mådehold i forhold til hvordan alt bare handler om graviditet nu. Jeg føler at det indlæg der er skrevet her kun er et forsøg på at være spændende. Den holdning har jeg vel lov til at have?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • M.

      Undskyld, men du er bitter og vred, og det klæder dig ikke. Du får ikke et barn af det. Find omsorgen frem – både for Matilde, men også i høj grad for dig selv, dit væsen og din krop. Du lyder til virkelig at mangle det. Matilde gør intet galt i at være gravid og at føle en masse modsatrettede følelser; tværtimod. Det eneste gale i dette, er udskamning som den, du udøver. Verden er svær nok som den er – det må du vide, som en kvinde, der har aborteret ufrvilligt – så vi behøver ikke også at slå hinanden i hovedet og insistere på den lyserøde lykke, for come on: intet er sort eller hvidt.

      Alle kærlige tanker din vej – og må du få det barn, du så brændende ønsker dig.

      – En kvinde, der også kæmper for at få et barn.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • M

      Du misforstår min kommentar, og tolker utrolig meget i mit privatliv ud fra en kommentar på Helses blog.
      Hun må gerne være glad, rigtig gerne! Men, hvor ville det bare være rart, hvis det virkede som om det kom lidt mere fra hjertet. Det hele lader til at handle om at få en masse visninger og likes. Man kan sagtens være både nervøs og lykkelig – men der er forskel på, hvordan man kommunikerer det.
      Taler du med dine veninder om det eller viser du det til dine 50.000 følgere. Der sidder mange derude og følger med som tager alt ind hvad hun lægger ud. Hun siger i sit ene afsnit af sin podcast at hun har spurgt i en baby butik om der er mange, der synes det er røvkedeligt at købe babyudstyr, og det siger ekspedienten at sådan har enormt mange det. Ikke en skid! Hvad er det for et postulat. Ligeledes med, at man ikke kan træne sig til en abort. Hold nu kæft! Det er SÅ individuelt, og jeg synes hun bevæger sig alt for meget ind på et område hun ikke ved en skid om.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mette

      Du skriver at Matilde ikke viser nuancerne, men du mener vist bare at hun ikke viser dem på den måde du mener de skal vises? For der er da både glade opslag og opslag om at det er hårdt… Hvorfor er det ikke at vise nuancerne? Det er vel op til Matilde at beslutte om hun vil vise begge sider i hvert enkelt indlæg eller om hun vil gøre det som hun gør her.

      Og du skælder ud over at hun refererer en ekspedient der siger at mange keder sig med at shoppe til baby, for det mener du at ikke er sandt. Men hvor ved du selv det fra?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanne

    Kære Matilde.
    Jeg kan kun fraråde dig at læse alle de de baby bøger, for så kan jeg love dig for, at man kan få dårlig samvittighed over alting.
    Da jeg blev gravid med mit 1. barn anede jeg ikke en skid – som i intet. Jeg smurte mig ind i diverse parfumerede cremer, bruge parfume dagligt (på huden😱😆!) og fyldte mig med e-numre i min mad. Jeg anede intet om vitaminer og folin halløj, som jeg “burde” have læst om og helst skulle starte på 3 måneder inden graviditets planlægning – åbenbart🤷🏼‍♀️
    Det eneste jeg vidste var at alkohol og cigaretter var no go, hvilket jeg overholdt totalt😊 alkohol fri øl var vejen frem de varme sommer aftener 😊☀️
    Det er hårdt at bygge baby og ja, det er skønt når maven vokser (og babserne for os med en lille barm😉)
    Og når så endelig baby kommer til verden kan man sgu også få dårlig samvittighed over alt – man aner jo ikke en dyt som første gangs forælder og det er ren og skær usikkerhed og sådan tror jeg langt de fleste har det og det er sgu okay og ikke mindst forståeligt. Selvfølgelig vil vi gerne gøre alting “rigtigt”, men det er nu engang ikke realistisk og det må vi prøve at acceptere.
    Da min amning ikke fungerede, tudede jeg i 2 uger og følte mig som verdens dårligste mor, men sjovt nok er begge mine børn vokset op alligevel og vokset som de skal og i dag kan jeg se fordelene ved det. At farmand kunne være ligeså meget på som mor her. Han kunne oven i købet tage natte tjansen og sørge for at mor fik jeg ordentligt bad (slet ikke en selvfølge dengang😉🙈) men gu fylder skam, “burde” og dårlig samvittighed en masse – for ikke at glemme de rasende humør svingninger (stakkels mænd😳).

    Jeg er sikker på at du gør det godt og at du har en dejlig mand som støtter dig – ikke mindst i tude turene, hvis du har sådan nogle😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er ikke kun solskin og enhjørninger at være gravid. Tværtimod. Det er benhårdt arbejde at gro en baby. Men du skal ikke have skyldfølelse. Og fuck det puslebord. Jeg fødte mine tvillinger for tidligt. Vi var lige flyttet hjem fra et andet land, vi boede hos min veninde og der var end ikke overvejet et puslebord. Og det hele gik alligevel. Man kommer langt med kærlighed. Fuck alt det andet. Dit barn skal nok klare sig godt alligevel.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Brynne

    Jeg har lært at lægge den dårlige samvittighed på hylden, da den har tendens til at overskygge så meget godt – vi har en på 3,5 år og ja, vi bruger den digitale babysitter, nej vi er ikke ude hver dag i 8 timer i weekenden og ja de fleste dage hader jeg at være gravid pga de komplikationer, der følger med denne gang og nej, vi har ikke tænkt på, hvordan vi skal få plads til tremmeseng og puslebord fordi nej, jeg har hverken overskud, plads eller lyst til det. Jeg elsker baby i maven, men hold nu k’ft, jeg glæder mig til at få hende ud, så jeg kan bevæge mig igen. Fordi vi nyder at være en trekløver som nu er og vi sparer ikke på sofahygge og dovne dage, vi giver vores dreng ubetinget kærlighed og han glæder sig til at møde lillesøster lige så meget som vi gør og i sidste ende, så er det jo det, der tæller 💓

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annesophie

    Du rammer hovedet lige på sømmet! Jeg havde begyndende bækkenløsning fra 12. uge og døjede også rigtig meget med ligamentsmerter – de gør altså naller! Jeg var på “skånekost” på arbejde i 3 måneder, inden jeg blev deltidssygemeldt indtil min barsel (Og fortsatte på skånekost, når jeg var der, selvfølgelig). Det gjorde også at jeg ikke kunne træne min, i forvejen, dårlige ryg (og jeg turde måske heller ikke?) Den der kommentar med at graviditet ikke er en sygdom, er mega provokerende. For nej, det er bestemt ikke en sygdom, men det er benhårdt arbejde at brygge et lille menneske.
    Jeg savner lidt at mærke min lille fis bevæge sig inde i maven, men ellers savner jeg ikke graviditeten så meget. Det er meget federe at have hende ude i verden (selvom det også er benhårdt arbejde, men det er en anden historie)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Jeg er en af dem, som elskede at være gravid og stadig drømmer om en graviditet mere. Det gør mig hverken til en bedre eller dårligere mor – bare til et andet menneske. Første gang var jeg så nervøs for om jeg gjorde alting rigtigt. Jeg kunne slet ikke slappe af og nyde mit barn (set i bakspejlet). 2. gang gik jeg hverken op i hvad Sundhedsstyrelsen eller nogen andre sagde. Jeg fulgte min intuition og gjorde det, som føltes godt og rigtigt for os. Og det er det allerbedste råd jeg kan give: lyt til dig selv, gør det som mavefornemmelsen siger og ikke, hvad du føler, du bør eller hvad andre siger. Gør det som gør dig glad! Du bliver den allerbedste mor for dit barn!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Ja, som en anden skrev – læs Sofie Lindes bog! Det må være så hårdt at være gravid ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Det er en kæmpe belastning for kvindekroppen at gro en baby. Nogle er heldige at gennemgå det uden de store gener, men langt de fleste synes faktisk det er skide hårdt ind i mellem. At være ny mor er det samme, bare med søvnunderskud og ingen frihed til mor.

    Jeg brød mig ikke om at være gravid, hadede at være pisse træt og fungerer virkelig dårligt med at skulle tilsidesætte mig selv fuldstændig som mor det første år. Derfor skal jeg ikke have flere børn. Men hold nu op hvor føler jeg nogle gange at jeg må være den ultimative egoist – altså “alle andre” kan jo godt holde det ud og får 2 børn eller flere… Det skrammer jeg mig over.

    OG så lige for at holde fast i ærligheden: Jeg elskede ikke sådan for alvor mit barn før han var 9 måneder eller deromkring. Jeg passed eog plejede ham og gav ham alt hvad han havde brug for, men følelserne inden i mig om først for alvor da han blev lidt større og fik antydningen af en personlighed. Indtil da kunne jeg bare ikke rigtig forholde mig til det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Carina

    Den skyldfølelse kan fylde utroligt meget! Jeg var heller ikke videre begejstret for at være gravid – i hvert fald ikke hele tiden. Jeg svingede mellem at være fyldt op af lykke den ene dag til at hade graviditet og det hele den næste – ja nogle gange kunne det skifte på et øjeblik (sender hormonerne en kærlig tanke…). Det er mega hårdt at gro en baby – både fysisk og mentalt. Hele min graviditet var præget af skyldfølelse både overfor mig ufødte barn, min mand, mine veninder og alle dem der kæmper for en graviditet – særligt var skyldfølelsen slem de dage, hvor jeg hadede at være gravid med gener og begrænsninger.
    Min datter er snart 7 uger gammel og jeg får stadig ofte skyldfølelse. En morgen græd hun meget og jeg kunne se/høre/fornemme at det skyldtes luft i maven og mavekneb. Jeg fik sagt til hende, at det da også var synd for hende at hun har sådan en dårlig mor, der ikke altid får hende bøvset ordentligt af. Hvorefter min mand straks sagde at jeg på ingen måder er en dårlig mor, hvilket var rart at høre, men i situationen svært at tro på. Det er blot et eksempel på, hvordan jeg også har haft skyldfølelse efter fødslen. Måske det skyldes at man elsker sit barn så højt og vil alt det bedste for den lille?
    Jeg øver mig i hvert fald på at sende skyldfølelsen væk, når den opstår og sige til mig selv, at jeg jo gør det så godt jeg kan – og at jeg gør det rigtige for MIN datter og MIN lille familie.
    Tak fordi du også sætter ord på og fokus på den del af graviditet, forælderskab og ja, vel livet generelt 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Jeg var præcis som dig, da jeg var gravid. Havde ikke sat mig ind alle de ting, som mange føler (og påstår) man bør som gravid – og ved du hvad, det hele ordnede sig alligevel da han kom ud. Vi fandt ud af at det fungerede fint for os med ikke at have styr på alle detaljerne inden, for man kommer alligevel ud for en del uventede ting og overraskelser, som man ikke kan forberede sig på – og så er det bare at stole på sin mavefornemmelse i stedet, det er det vigtigste. Babyer er jo heldigvis indrettede til at overleve nye forældre 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maj

    Er i gang med 3. graviditet og synes i alle tre at det at være gravid er ret nederen. Er jo ikke mindre taknemmelig eller elsker mine børn mindre af den grund, men graviditet er bare ikke lige mig. Pyt.

    At være gravid og være mor handler så meget om mavefornemmelse og intuition – tag tingene som DU føler det er rigtigt! Alt nås til rette tid. Meget lidt behøver at være på plads og du har god tid.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kirstine

    Jeg kunne ikke gå fra jeg var 17+1 I første graviditet og fik morfin og fødte for tidligt. Troede jeg skulle have en god gravidtet og træne og gøre alt. Her anden gang forventede jeg det blev som første gang, men nej. Så til trods for opkast i 18 uger og fødder der gjorde jeg gik i klipklapper og sokker hele vinteren så kigger jeg tilbage på en fantastisk gravidtet. Jeg nød, at jeg var i stand til at opleve verdenen. Jeg var da også træt, men tænk det som kroppens måde at træne dig til at være træt efter dit barn er kommet.

    Jeg mener jeg havde den perfekte 2. Gravidtet og håber bare jeg får lov igen. Men det er så vigtigt hvad man forventer og jeg sad i din båd første gang og var bitter.

    Prøv i stedet og tænk det er dejligt du kunne plukke jordbær men ikke ha højere forventninger. For det kan kun skuffe.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • RBJ

    Jeg hader at være gravid og er pt 12+et eller andet med min tredje. Jeg har de to andre gange haft massive bækkensmerter og iskiassmerter fra starten af tredje trimester, der varede ved længe efter fødslen. Jeg har ikke det mindste dårlig samvittighed over, at sige at jeg hader at være gravid for jeg elsker til gengæld mine børn😊 PS vi havde heller ikke købt en autostol da jeg ramte terminen med den første og ved du ved det hele gik alligevel.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Jeg har termin den 23. august og har ikke rigtigt styr på noget. Det er ønskebarnet, som vi har været i behandling for at få. Jeg havde måske forventet af mig selv, at jeg ville dyrke graviditeten mere end jeg har gjort indtil nu. Alt vi har købt hidtil er brugt og vi har fået mange ting. Jeg tror grundlæggende på at så længe baby har tryghed og ved, at det er elsket, så kan det ikke gå galt! Jeg håber du kan droppe skyldfølelsen – den baby skal nok få det bedste liv 💕 det er i hvert fald det jeg fortæller mig selv 😊 man er ikke en bedre mor af at have købt alt bedst i test!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne Sofie

    Jep. Vildt dårlig samvittighed over, at det bare er megahårdt at være gravid, og at man simpelthen klager over først det ene, derefter det andet, og så det tredje og fjerde. Men det er alligevel intet i forhold til den dårlige samvittighed, der kommer, når det bare slet ikke er en fest at være på barsel 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ane

    Du bør ikke noget som helst! Ingen mennesker er ens og dermed er der heller ingen graviditeter der er. Du skylder absolut ikke nogle at nyde hvert sekund af at være gravid hvis det ikke er sådan du føler. Kun du ved hvordan det er i din krop. Held og lykke med resten af graviditeten❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte Eskesen

    Jegfik aldrig skrevet særligt meget i barnets bog. Nu er min dejlige datter 7 år og jeg har sådan fortrudt at jeg ikke fik skrevet nok. Man tror man kan huske det Men nej kan ikke huske en skud. Så skriv skriv skriv😜 PS jeg syntes også det var hårdt at være gravid😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg gik næsten hele min graviditet med en følelse af at jeg var forkert, fordi jeg netop ikke gik rundt i en lyserød bobbel af lykke – som jeg havde hørt mange snakke om. Jeg syntes det var vildt mærkeligt at jeg nu var igang med at gro et lille menneske.

    Det var kun få personer der vidste hvordan jeg egentlig havde det, fordi de fleste folk fik mig til at føle at der var noget galt med mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sussi..

    Det er ikke nogen selvfølge at man elsker at være gravid, uanset hvor meget man ønsker det barn som vokser sig stor og stærk inde i maven.. jeg er i uge 32, og jeg har på intet tidspunkt syntes det har været fedt at være gravid. Jeg har haft en forholdsvis nem graviditet, helt uden kvalme og andre gener, foruden lidt smerter i lænden. Til at starte med, glædte jeg mig til at jeg kunne mærke liv, jeg var sikker på jeg ville synes det var helt fantastisk og livsbekræftigende – men, sagen er den at jeg faktisk ikke synes det er særlig dejligt! Jeg føler mig, som verdens dårligste gravide – men derfor glæder jeg mig ikke mindre til at min lille mand kommer ud til mig ❤️❤️ Det er helt normalt, ikke at svæve på en lyserød sky alle 9 måneder.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Kære Mathilde. Sikke et fint og modigt indlæg. Og hold fast for en sej kvinde, der tør være sårbar. Det er fedt, at du bryder med stereotyperne om den lykkelige graviditet, som slet ikke er tilfældet for alle, ligesom så meget andet.

    Jeg kan genkende noget af det du skriver, fra mig selv. Jeg kan kun sige, at det hjalp mig at være åben overfor andre omkring mine følelser, f.eks. jordemoderen. Der sker en kæmpe udvikling allerede når man er gravid, hvor man bliver endnu mere sårbar, fordi man lige pludselig passer på et lille menneske og indstiller sig på at skulle være mere modtagelig overfor barnets behov. For mig betød det, at jeg også bare blev mere modtagelig overfor en masse andet. Men da jeg forstod det med sårbarheden, forsvandt min skyldfølelse og jeg gav mig lov til bare at være i det. Jeg aner ikke om det kunne være en hjælp for andre. Men det var givet mig utroligt meget – også efter jeg havde født, hvor skyldfølelsen blev endnu mere udtalt for mit vedkommende.

    Jeg ønsker dig alt det bedste for den sidste halvdel af din graviditet og nyder at følge med herfra 🌸

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Felicia

    Jeg kan ikke sætte mig ind i følelserne omkring graviditet, da jeg havde en ret nem graviditet og ikke syntes det var voldsomt hårdt. Det var også meget sjældent at sparkene var generende. Til gengæld fortog lykkefølelsen sig enormt hurtigt. Jeg ved ikke helt hvor den blev af, og den er stadig ikke kommet tilbage her 13 mdr efter fødslen. Men skyld og burde kender jeg alt til i livet som mor… En hård fødsel gjorde at jeg i bund og grund forsømte min baby i den første tid. Der gik rigtig, rigtig lang tid før jeg sådan for alvor mærkede kærligheden til ham. Og jeg synes stadig ikke jeg genkender den følelse som “alle andre” beskriver. Jeg synes det er pisse, fucking hårdt at være mor. Jeg troede jeg ville finde min rette hylde i livet som mor – jeg tog vist fejl…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Annette

      Har det helt på samme måde – nem graviditet, slet ingen problemer. Men efter fødslen slog jeg ikke til og synes (16 mdr senere) stadig ikke jeg slår til. Og kender bare ingen der har det på samme måde, antyder man at man ikke helt har fundet lykken i moderrollen bliver man nærmest udskammet, synes jeg.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

5 Matas favoritter