Kønsneutralt babyshopping

Bekymringerne

Jeg lavede en Q&A på min instagram i onsdags, fordi det er meget efterspurgt. Og der kom rigtig mange spørgsmål omkring min graviditet. Særligt om de bekymringer som måske fører med sig, når man bliver gravid – og har aborteret. Jeg tror i øvrigt at bekymringerne følger med – uanset om du har aborteret spontant eller ej. Men måske er der flere, når du har. Det er svært for mig at sige, for jeg har jo kun prøve at være gravid, efter at have aborteret 3 gange.

Men mange af jer spørger ind til, hvordan jeg tackler de bekymringer, som mange gravide går med. Og det vil jeg rigtig gerne svare på. For det er svært og jeg skal bruge energi på, at dæmpe mine bekymringer. For de kommer. For mig – og måske også for dig.

Først var det bekymringerne for, om jeg ville gennemføre graviditeten. Fordi jeg netop har aborteret 3 gange. Hvorfor skulle det lykkes denne gang? Jeg tjekkede konstant mine trusser for blod, når jeg havde været på toilettet kiggede jeg i kummen, hvis jeg fik ondt i maven (ligamentsmerter), så var jeg sikker på, at jeg var i gang med at abortere. Det fyldte vildt meget og jeg græd til samtlige scanninger. Det var som at gå til eksamen, og jeg var altid forberedt på, at dumpe. Derfor var nakkefold- og gennemscanningen virkelig hård og den tog mange kræfter – mentalt. Jeg tænkte enormt meget på det og bekymrede mig. Jeg havde mareridt og græd op til scanningerne. Min jordemoder (fra moderliv.dk) sagde til mig, at det var okay, at sådan var jeg bare som gravid og jeg gjorde mit bedste – og hun sagde også, at jeg nok ville være nervøs hele graviditeten igennem. Det er heldigvis blevet meget bedre.

Nu, i 2.trimester er der kommet mere ro på. Jeg har mareridt engang imellem, oftest at jeg føder alt for tidligt. Da jeg gik ind i uge 25 skrev jeg til min mor: “nu er der kun 5 uger til, at jeg kan slappe HELT af“. Jeg har nemlig hørt mange sige at hvis du føder i uge 30, så er det selvfølgelig ikke optimalt – men barnet vil højst sandsynlig overleve. Og dét giver ro – og det er næste milepæl, som jeg skal hen til. Men jeg er stadigvæk bekymret. Og det handler ikke så meget om, om jeg går i for tidlig fødsel. Det handler mere om, om baby vejer det baby skal, om baby har misdannelser, som de ikke har opdaget eller om jeg får spist og drukket det, som jeg skal. Det kræver lidt energi, men jeg synes det er blevet bedre.

Så hvordan? Det er svært at sætte ord på. Tiden er din ven, det gælder i sorg bearbejdelse – og det gælder her. Jeg har taget én dag af gangen. Jeg har talt med Kristian og mine forældre og mine veninder, når det har fyldt. Jeg har grædt op af Kristian, hvis jeg har følt at det trykkede i brystet. Jeg har undgået at google (jeg googler INTET! og det er helt overlagt). Jeg har ikke spurgt så meget, eller læst. Jeg har forsøgt at mærke efter på min krop, og forsøgt at stole på, at jeg kan mærke hvis der er noget galt. Jeg har forsøgt at aflede mig selv, fra de mørke tanker. Jeg har lavet andre ting, når det har fyldt for meget. Jeg har tvunget mig selv til at tænke, at det nok skal gå. Og Kristian har været helt utrolig i denne proces. For han er, og har hele tiden været, overbevidst om, at alting går som det skal. Det har virkelig hjulpet mig meget. Han er helt rolig, afslappet og rummer samtidig, når jeg har været overvældet af bekymringer. Så det er også et godt råd – brug din partner, hvis du har en rolig en af slagsen. Hvis i begge er vildt bekymrede, så find måske andre at tale med om dét, så i ikke får hinanden kørt op og bliver grebet af stemningen. Kristian sagde også meget (særligt i starten af graviditeten): “hvis det ikke går, så klarer vi den. Vi kan alting sammen. Én dag af gangen“. Det hjalp mig meget. Uanset hvad, så har jeg ham. Det trøstede mig i de mørke timer, hvor jeg var rædselsslagen for spontan abort.

Opsummeret:

  • undgå at google (særligt netdoktor, hvor du hurtigt kan selv diagnosticere dig selv med kræft, abort eller andet gruopvækkende).
  • tag én dag af gangen. Det er svært i starten, fordi det føles som om det går langsomt, men efter uge 20 (i min verden) går det stærkt og det hjælper helt klart, når du kan mærke liv.
  • tal om det, sæt ord på, græd, tud, råb. Du må gerne. Det er en kæmpe proces, lang rejse og der sker så mange ting + en helvedes masse hormoner. Føl det og giv los. Det hjalp mig at tude ud, for du kan ikke græde for evigt og det tager trykket.
  • del det med andre, som er samme sted – find andre gravide, eller kvinder som har været gravide. De kan godt huske det, de som er gravide lige nu kan sagtens forstå dig og det hjælper altid (altid!) at mærke, at du aldrig er alene. Heller ikke med bekymringerne om dit ufødte barn.

Har du flere gode råd? Erfaringer? Inputs? Skriv dem altid gerne i kommentarfeltet <3

5 kommentarer

  • Julie KBJ

    Hej Matilde,
    Først STORT tillykke med at du skal være mor til december. Hvor er det fantastisk og stort. Jeg og min mand har selv en lille datter, der lige er blevet 9 måneder og hun er alle bekymringer værd og meget meget meget meget mere til.
    Vi har selv en historie med os, i forbindelse med tidligere graviditet, der er helt ubeskrivelig hård og sørgmodig. Og jeg var meget bekymret og nervøs i graviditeten med min datter. Men jeg fødte over tid, og havde en rigtig god – dog lang, fødsel!
    Tror det jeg prøver at fortælle er, at jeg forstår dig fuldt ud og tror at du med dette ‘skriv’ kan hjælpe mange med at få en ro i maven. For det hjælper ofte at tale om det! Så TAK for din åbenhed ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Først, kæmpe tillykke med Spir ❤️ det er skønt at få lov til at følge med ❤️
    Jeg var gravid sidste år og desværre var hele graviditet fyldt med bekymringer, da det viste sig at min datter ikke tog nok på i maven. Så blev fulgt meget tæt fra uge 20 af sundhedsvæsnet. Jeg har heldig en dejlig mand som jeg kunne dele bekymringerne med, venner og familie. Selv kollegere lyttede gerne selvom jeg flere gange brød grædende sammen. Det bedste jeg gjorde var at blive halvt sygemeldt i uge 25, da det fyldte for meget psykisk, da hver skanning var en mavepuster (nok 15-20 stk i alt)
    Vores datter kom til verden i uge 31+0 og var 57% væksthæmmet, men pisse-sej! Det har ikke været nogle komplikationer eller noget med hende, hun skulle bare vokse 💜 Bekymringerne fyldte/fylder meget, men hun er bare så pisse-sej så de går lidt i sig selv. Og ellers så var neo-sygeplejerskerne rigtig gode at snakke med, så det var til at være tilstede for bekymringerne. Det bedste jeg har gjort efter hun blev født var at starte ved psykolog for at få styr på de små efterreaktioner der er dykket op.
    Al kærlighed og held jeres vej ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Hej Matilde. Jeg har fulgt din blog i nogle år, men har ikke haft så meget tid til at læse blogs i det seneste års tid. Det var helt tilfældigt at jeg faldt over din blog efter jeg selv lige havde opdaget st jeg var gravid og jeg så til min store glæde at du er gravid (havde nemlig læst dine tidligere indlæg om aborterne). Desværre aborterede jeg lige inden uge 6, så det var mega tidligt men gjorde så ondt, da det virkelig var et ønskebarn. Du skrev at du blev gravid inden din næste menstruation og jeg ville egentlig bare høre om du kunne mærke din ægløsning ekstra meget end normalt? Jeg har nemlig pludselig ret mange ægløsningsagtige smerter som har varet i flere dage. På den ene side tænker jeg det er godt fordi det betyder at min cyklus er hurtigt tilbage, men jeg er selvfølgelig også bekymret, da jeg ikke har prøvet det før. Jeg håber at du eller nogen hjælpe med et svar 🙏 Tusind tak for alle dine ærlige indlæg og stort tillykke med graviditeten 🤗

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Matilde

      Kære Julie. Tak for din søde kommentar! Hvor gør det mig ondt at du har mistet – det er så brutalt og hårdt. Jeg tænker på dig. Hvor uretfærdigt for jer <3 Jeg blev gravid 16 dage efter sidste abort, så det hele var ret forvirrende og jeg havde svært ved at tro på at det var rigtigt. Men jeg nåede ikke at have menstruation og jeg mærkede ikke min ægløsning. Så der kan jeg desværre ikke hjælpe dig <3 Har du været hos lægen og fået tjekket om dit HCG tal er faldet helt? Jeg har hørt det skal være under 2 før man kan gå i gang igen – så måske du skal have det undersøgt? Jeg ønsker dig det bedste <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Hej Matilde. Tak for dit svar. Nu, en uge efter er smerterne heldigvis væk, og ja tallet er nede på 0 og jeg var til gynækolog i dag for at blive scannet og alt ser fint ud, så nu er det bare op på hesten igen (som man siger :)). I mellemtiden følger jeg dig og din graviditet og glæder mig til at det også sker for mig en dag <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kønsneutralt babyshopping