Kærlighed på nettet

Når kærlighed ændrer form

Så skete det. Efter mange uger, hvor jeg var lidt bekymret for, om jeg tog nok på. På et par dage (seriøst) bulede maven voldsomt frem. Det skete i Amsterdam, hvor Kristian og jeg lige har tilbragt 5 dage. Fantastisk by, som jeg har besøgt en del gange. Jeg elsker Amsterdam fordi der er plads til alle, du kan gå til det meste, der er de fine kanaler som minder meget om København og så er der et roligt tempo. Ikke som Paris (som jeg også elsker!) men som er lidt mere urolig. Der har været efterspørgsel på en Amsterdam guide, den vil jeg se at få lavet asap.

Men nu til noget andet. For i takt med at maven har fået gedigen vokseværk, så er jeg også ved at forstå, at jeg skal være mor. Snart. Om 4 måneder faktisk. Det er ikke længe. Om 4 måneder forsvinder alt jeg kender – og ind på scenen kommer Spir væltende. Ud af mig. Jeg glæder mig (stadig) til at føde, det bliver sådan en god, stærk og dejlig oplevelse – det er jeg helt sikker på. Men i takt med at jeg vokser, vokser tankemylderet og bekymringerne også. Måske bekymringerne nærmere skifter form. Fra at jeg bekymrede mig om, om Spir ville overleve i min mave, få nok mad, udvikle sig som den skal etc. er bekymringerne gået til:

  • kan jeg finde ud af at være mor?
  • kan jeg finde ud af, hvilken tøjstørrelse den skal have på?
  • kan jeg finde ud af hvor tit jeg skal amme?
  • kan jeg finde ud af at være kone OG mor?
  • kan jeg finde ud af at være nogens veninde mens jeg også skal være mor?

Og – så bekymrer jeg mig om, hvordan jeg kommer til at elske. Jeg skal være mor – jeg skal elske et nyt menneske. Et menneske som jeg slet ikke kender. Og jeg ved godt, at jeg selvfølgelig kommer til, at elske det barn. Det gør man jo. Jeg er også klar over, at man kan blive ramt af fødselsdepression og have svært ved, at mærke kærligheden. Men man vil elske, man kommer til at elske. Det er jeg klar over. Men hvordan? Vil jeg elske nok og vil den kærlighed jeg får til Spir, forsvinde fra den portion som jeg ellers har reserveret til Kristian? Eller til én af mine veninder? Jeg tænker meget over, hvor al den kærlighed kommer fra. Jeg føler at jeg er fyldt med kærlighed, men hvor meget kan jeg rumme? Kan jeg rumme nok til, at mit barn vil føle sig som den mest elskede i hele verden? For det vil jeg så gerne have. Det følte jeg som barn, og jeg føler det endnu. Dét vil jeg gerne give videre.

Kommer det bare automatisk? Barn vælter ud (ish), kærligheden følger med? Foregår det sådan? Det er så mærkeligt at jeg skal til, at elske sådan. Jeg elsker jo Kristian og jeg vidste hurtigt, at jeg ville komme til, at elske ham, men det skete jo ikke lige da jeg så ham. Jeg har ikke elsket noget, med det samme – udover mine forældre selvfølgelig. Og nok også min lillebror. Og det skete bare, jeg husker det ikke, fordi jeg var så lille. Nu skal jeg til at elske sådan igen – og sker det automatisk? Elsker jeg allerede? Det føler jeg jo, at jeg gør – men det er svært, for jeg kan jo mærke så lidt, se maven vokse, men jeg kender jo ikke det menneske, som bor i min mave.

Kærlighed er en mærkelig størrelse, den største følelse der findes, den følelse som kan gøre størst skade. Nu skal jeg lære den at kende igen. Jeg glæder mig og jeg er samtidig spændt på, om jeg kan finde ud af at elske fuldstændig betingelsesløst, uden hæmninger og med hele mit hjerte. Jeg får nok ikke et valg.

11 kommentarer

  • Jannie

    Kærligheden kommer helt af sig selv, men det er okay at man lige skal finde ud af hvad baby er for en størrelse. Nogle elsker betingelsesløst med det samme, andre kommer det gradvist..
    Jeg er selv en af de sidste.. Jeg elskede min søn da han Kom ud, men ikke lige så højt som jeg gør i dag hvor han er 4 😍 kærligheden vokser sig større dag for dag, når jeg ser hvilket fantastisk lille menneske man er og hele tiden udvikler sig videre til at være..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Camilla

      Så fint beskrevet. Det samme her. Kærlighed og omsorg med det samme, men den der “sug i maven” kærlighed, den kommer gradvist, med de små blik, lyde, smil osv.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Jeg tror at dine tanker er helt normale 🙂 Det er sådan en kæmpe omvæltning at være gravid og blive forældre. Jeg gjorde mig også masser af tanker omkring tiden efter at vores søn kom til verden. Var faktisk mere nervøs for det end selve fødslen, for jeg var bange for om vi nu kunne finde ud af det hele ..

    Her to måneder efter må jeg bare sige at kærligheden bliver større fra dag til dag. Sådan er det i hvert fald for mig. Da han var omkring en uge gammel, spurgte jeg min mand om han elskede vores søn. Han sagde med det samme ja og kigger lidt undrende på mig 😅 Men jeg følte den altså ikke lige med det samme. Jeg synes han var så sød og fin, men jeg var alligevel i tvivl om, om jeg mon elskede ham? Hvis det giver mening. Men kærligheden kom i takt med at vi lærte hinanden at kende.

    Jeg er sikker på at du bliver en dejlig mor, Matilde 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det tænker jeg også – måske ikke ved første øjekast, som nogle beretter om, men helt sikkert, når det kommer, så for fuld styrke 😀
    Lidt ligesom med søskende og ens forældre så sker det automatisk – man kán ikke, ikke elske dem, uanset hvem der er.
    Men jeg anér det jo ikke – forestiller og håber på, det er sådan det bliver, når jeg indenfor nogle år, satser på at få nogle selv 😀 Nu må vi se.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henriette

    Tanker der også fyldte for mig🙂 Ved barn nummer 2 var jeg så bekymret for om jeg overhovedet var i stand til at elske et andet barn så højt som min første og jeg havde direkte dårlig samvittighed over for min ældste. Som om jeg følte at jeg skulle til at tage noget af al den kærlighed fra ham! Man bliver overrasket over hvor store følelser der er i spil og over hvor meget kærlighed (og bekymringer) man kan rumme ❤
    Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Jeg kan genkende alle dine tanker fra min første graviditet. Og egentlig også fra de følgende to graviditeter. Nu har jeg tre børn og må bare konstatere, at der, for mig, følger en ekstra portion kærlighed med hvert barn. På helt magisk vis, så løber jeg aldrig tør for kærlighed 😊
    Da vi fik nr 2 var jeg bekymret for om jeg så ville elske mit ældste barn mindre.. altså når nu kærligheden skulle fordeles på 2 børn – men sådan var det slet ikke for mig.
    God tur på din rejse – det bliver spændende at læse med. ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Kærlighed kommer i mange forskellige former. Især til mennesker omkring en. Den måde jeg elsker min mand på, er ikke den samme måde som jeg elsker mine veninder fx. Den måde jeg elsker vores børn på, er heller ikke den samme måde jeg elsker min mand på. Jeg er helt med på dine tanker, jeg har selv reflekteret en del over det den seneste tid, snakket med min mand om det, vi elsker mennesker omkring os på forskellige måder, og det er sådan det skal være ❤️ Vi snakkede også om at vi elsker begge vores børn, men på hver deres måde, og det er også helt i samme tråd. De er forskellige steder i deres liv og har meget forskellige personligheder og det er super fedt, det giver også forskellige måder vi elsker dem på. De er lige elsket, på hver deres måde ❤️ Du vil have nok kærlighed til alle, men det er jo følelser, som nogle gange er foranderlige, og sådan skal det være 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • T

    Min mor fortæller mig altid om dengang, hun var nervøs ved sit andet barns forestående fødsel (min søster) – om hun virkelig kunne have kærlighed nok til både min far, sit første barn OG endnu en lille ny. Heldigvis fortalte min mors sundhedsplejerske så fint, at alle børn bliver født med deres egen lille pose med kærlighed. Det synes jeg er så fin en tanke, og det betyder, at der ikke går kærlighed fra andre i ens liv, men at der udelukke de tilføres mere kærlighed ved ankomsten af et barn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg elskede absolut ikke min søn med det samme han kom ud, og det er vist meget normalt (men tabu så derfor taler man ikke om det). Jeg holdt af ham, passede og plejede ham med alt hvad han havde behov for og drog omsorg for ham. Men elskede ham gjorde jeg ikke – jeg kendte ham jo ikke endnu! Og jeg var så forbasket træt hele tiden. De første glimt af kærlighed kom vist da han var 4 måneder og ved 1 år ved jeg at den rigtigt var der sådan kontinuerligt og stabilt. I dag er han 1 år og 9 måneder og jeg ville give mit liv for ham.

    Hvis du holder af podcasts og har en appletelefon vil jeg virkelig anbefale Jegermor-appen. Der ligger så mange lydserier om alle de oplevelser, tanker og følelser man har især som førstegangsmor. Der er kæmpe hjælp at hente der, når man virkelig er ude og skide i sin nye rolle.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Jeg ved at det er meget forskelligt hvornår man begynder at elske sine børn, om man elsker dem fra starten, eller om det kommer snigende gradvist.

    For mig var det som et lyn fra en klar himmel første gang jeg holdt min søn i armene. Aldrig havde jeg elsket et menneske så meget, og i det øjeblik var jeg sikker på at det var den vildeste kærlighed jeg ville opleve i mit liv. Jeg blev klogere. For selvom jeg elskede ham voldsomt fra starten af, så elsker jeg ham alligevel mere og mere som tiden går. Jeg tror simpelthen bare at man aldrig løber tør for kærlighed når det gælder ens børn. Om man så fik 10, så ville der stadig være kærlighed (måske ikke tid og opmærksomhed😁, men kærlighed helt sikkert) nok til alle 10.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Iben

    Luk tvivlen ude og stol på en fremmed her 😎men JA! Du kan godt alt sammen. Det kommer! Det er det mest naturlige i verden og du bliver nok mest “bare” overrasket over hvordan det hele tager form. Glæd dig!!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kærlighed på nettet