Det der joga der.. + gratis træning

Du kan da ikke være ensom!

Jeg startede med at blogge over for 10 år siden. Dengang skrev jeg om træning og så delte jeg opskrifter. Udelukkende. Jeg delte intet personligt, det gjorde man ikke rigtig dengang. Der havde man ligesom en passion, én interesse – min var sundhed. Det var dengang de første modebloggere så dagens lys. Efter et par år, blev jeg ramt af sorg. Og derefter skrev jeg meget om sorg, krise, om at være ulykkelig og føle sig ensom og alene. Så gik min daværende kæreste og jeg fra hinanden. Så skrev jeg også om sorgen over dét, kærestesorg og de voldsomme efterveer, som bruddet bød på. Det er snart 7 år siden, at min lillebror døde. Det er snart 5 år siden, at mit parforhold gik itu. Sommetider virker det som, at det er sket i et helt andet liv. Andre dage kan jeg mærke smerten helt inde i hjertekulen. Det var mange hårde år. Jeg blev voksen, jeg blev i en periode sortseende, jeg mistede i et par år lysten til, at blive gammel.

Hvis du har fulgt mig det seneste år, så ved du at lykken igen viste sig for mig. Kristian kom ind i mit liv. Efter et hurtigt swipe, en is og en gåtur og 3-4 gin tonics og et heftigt kys på Nørreport. Han gør mig så lykkelig. Jeg havde ellers forliget mig med tanken om, at jeg aldrig igen skulle føle lykke helt inde i hjertet. Men det kan Kristian. Han kan gøre mig så lykkelig, som jeg ikke troede var muligt. Og nu skal vi snart være forældre. Det er så vildt, at alt det kun er sket på 1 år. Faktisk har vi først været kærester i et år, d.12 oktober.

Så nu er det slut med ensomhed? Det bliver jeg ofte spurgt om. “Nu er du ikke længere ensom, du er jo gift og bor sammen med din mand“. Og jeg ville da også lyve hvis jeg nu skrev, at ensomheden ikke er trådt mere i baggrunden. Det er den helt klart. Den er slet ikke så altomsluttende, som den var før jeg fik både roomie, kæreste, mand og baby i maven. Men ensomhed er ikke kun for de, som bor alene, ikke har en kæreste og ingen børn har. Det er meget misforstået – men jeg kan godt forstå at det kan se ud som, at man ikke længere kan føle en ensomhed, når man er i et etableret parforhold. Men det er ikke virkeligheden. For mig.

Ensomheden har ændret form. Sådan vil jeg beskrive det. Men ensomheden rammer mig, lad mig komme med et par eksempler:

  • når jeg vågner om natten, har ondt på en måde, som jeg ikke plejer at have ondt. Eller måske ikke ondt, men måske bare en underlig, helt ny følelse. Jeg vil ikke vække Kristian, for han skal passe sit arbejde, jeg kender ikke smerten, for jeg har aldrig været så langt i en graviditet før, og jeg ved ikke hvad der er normalt. Der kan jeg godt føle mig ensom, for jeg kan ikke spørge nogen og jeg har så til opgave at “trøste” mig selv, få ro på mig selv og virkelig tænke, at alt er som det skal være.
  • når jeg sidder blandt veninder, som ikke har prøvet at være gravide. Som ikke helt forstår hvad det vil sige, at være gravid. For det aner man ikke, før man er det selv. Jeg har i den grad fået øjnene op for, hvor voldsom rejsen og processen kan være. Hvor meget der sker mentalt, fysisk (!) og hvor meget det er muligt at ændre sig. Jeg går i hvert fald igennem en vild forandring. En forandring som jeg kan lide, men som også er voldsom.
  • når andre ikke kan sætte sig ind i, hvor svært og bekymringsfyldt det kan være, at have været gravid 4 gange, men aldrig være nået så langt som nu. Jordemoderens kommentar da jeg fortalte hende, at jeg jævnligt tjekker mine trusser for blod: “det er også sådan lidt strudseagtigt ikke? At du sidder der med hovedet helt nede i trusserne. Så slap dog af“. I øvrigt er jeg ikke udpræget fan af jordemødrene på Hvidovre so far. Eller min tætteste familie, som synes det er fjollet at vi bliver scannet ofte. Dét gør mig både ked af det, og jeg får en følelse af ensomhed. Fordi de ikke forstår hvordan jeg har det, hvor bange jeg er for at der skal se noget uventet.
  • når jeg arbejder hjemmefra, hvilket jeg som oftest gør. Jeg har leget med tanken om, at leje mig ind på en kontorplads, men jeg vil hellere spare pengene og kunne arbejde i nattøj, i sofa og vaske tøj når jeg har en blokade af en art. Sommetider kan jeg godt føle mig ensom. Fordi jeg ikke har kollegaer, som jeg sidder sammen med. Mødes med ved kaffeautomaten. Spiser frokost med. I perioder kan det fylde. Det gør det vist lige nu, for jeg tænker meget over det At jeg savner at vende problematikker, udfordringer, glæder og drømme med andre, som også arbejder med det, som jeg arbejder med.

Ensomhed bliver aldrig et afsluttet kapitel. Ensomhed kan også dukke op, når du er sammen med andre. Selv i et parforhold, med en baby i maven. Det føles måske bare anderledes, end når man er sidder alene i en lejlighed, med et knust hjerte og en følelse af, at ingen elsker dig. Jeg har prøvet begge dele. Ensomhed er en svær størrelse og jeg ved at den vil følge mig hele livet. Ensomhed er ikke farligt, hvis du anerkender dens tilstedeværelse, forsøger at rumme den, mærke den – og kender dine veje og værktøjer til, at dæmpe den. Det er i hvert fald de erfaringer, som jeg har gjort mig. Ensomhed er ligeså naturlig en følelse som vrede, tristhed, glæde er. Den må gerne være der, den må gerne komme på besøg – men du skal selvfølgelig have redskaber til, at komme væk fra den, når du trænger til en pause.

Hvornår følte du dig sidst ensom?

18 kommentarer

  • Sara Munk Wiinholt

    Først mange dejlige tanker din vej ❤️😊. Som du selv skriver så kan ensomhed opstår på alle tidspunkter i alle situationer. Ligesom dig oplevede jeg ensomhed ved min graviditet (som er min første) og syntes jeg manglede forståelse fra især min tætteste veninder. Men dog syntes jeg den ensomhed jeg er i på nuværende tidspunkt er endnu værre, at sidde som nybagt mor med en 3 mdr gammel baby i en helt ny verden som er meget vilder end man kan forstille sig. Syntes fravælgelsen fra min omgangskreds er blevet endnu større, nu hvor min datter er kommet til. Min veninde beskrev det meget sigende “jamen nu handler alt vel bare om baby baby baby og så er det jo ikke lige så sjovt”. Tror ofte det tager langtid for omverden at forstå at selvom man er blevet mor, så er ens personlighed og den man var før man blev mor ikke bare forsvundet. Men en ting kan jeg ikke ændre (og vil jeg heller aldrig) på jeg er mor til den skønneste pige fra nu af og til den dag jeg dør.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Meget godt beskrevet kan nøjagtigt til ensomhed følelsen og den kan være af forskellige grader☺️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    *kender

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Krista

    Jeg føler mig konstant ensom. Jeg blev for 5 år siden sygemeldt, men en depression, som har udviklet sig til angst, PTSD og fibromyalgi. Derudover har jeg en nedslidt ryg og alt dette har gjort at jeg trak mig og ingen veninder holdt fast, selvom og jeg kunne ikke. Så jeg sidder på 5 år uden venner/ veninder og skal nu også flytte alene med min søn, da min kæreste, som jeg købte hus med for 3 år siden har bedaget mig med andre kvinder gennem 5 år. Har jeg lige opdaget🤬

    Ensom? Hele tiden og men jeg har besluttet at nu vil jeg gøre alt det bedste jeg kan, for at finde nogle nye bekendtskaber, som forhåbentlig kan udvikle sig til noget godt . Jeg vil nok altid være ensom men jeg vil også have venner

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Jeg har aldrig kommenteret på et blogindlæg før. Måske fordi jeg egentlig aldrig rigtigt har læst blogs? Anyway. Jeg er forholdvis ny følger, da jeg fandt ud af at vi nærmest er lige langt (jeg har termin 3/12). Jeg mangler/manglede virkelig nogle at kunne spejle sig i. Så man ikke føler sig helt alene….
    Dette indlæg kunne ikke være mere “spot-on”! Åh hvor jeg kender til den ensomme følelse. Jeg er lige om lidt 30, har en dejlig kæreste (blev faktisk gravid på vores årsdag), dejlig lejlighed på Amager, styr på jobbet osv., men følelsen af at være alene kan være altoverskyggende alligevel!
    Jeg er den første i “pige-gruppen” som er gravid, og de falder sgu ikke ligeså meget på røven over det ene scanningsbillede efter det andet, af vores lille babydreng som jeg havde håbet – og selvfølgelig ikke. De har jo ikke prøvet det endnu s og alt den ubehag som også kommer snigende i gide og utide kender de jo heller ikke til.
    I hvert fald er du langt fra alene om de tanker, Matilde. Tak for et dejligt og ærligt post.
    God dag til dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Du beskriver det så fint. Jeg føler mig ensom, når jeg ikke føler mig forstået. Når jeg bliber misforstået af mine nærmeste, og jeg ikke føler mig hørt. Det er for mig, den værste form for ensomhed.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Jeg føler mig ensom på min barsel. Før fyldte jeg bare kalenderen med dejlige aftaler, men det kan jeg ikke nu med et sæt tvillinger på 10 uger. Det er deres behov som står højest, men det gør også at jeg ikke kan lave så mange aftaler og derfor er jeg meget alene. Og ensom for første gang virkelig virkelig ensom…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Hold nu op, en skodagtig kommentar fra en jordemoder! Så melder jeg mig ind i strudseklubben – jeg har “kun” aborteret én gang, men jeg tjekkede mine trusser heeeele tiden de første mange uger. Indtil den dag jeg fødte, havde jeg to store natbind liggende i tasken, hvis jeg nu skulle begynde at bløde imens jeg var ude.. Efter 3 aborter tror jeg nærmest ikke, jeg ville kunne hænge sammen af bekymring! 💜

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Iben

    Pyha…jeg kan virkelig godt genkende følelsen. Vi kæmper alle vores egne kampe og de er dermed pr definition ensomme.
    Jeg gjorde det samme med trusserne. Og aborterede også 3 gange inden. Det eneste hende jordmoderen skulle have sagt var “det forstår jeg godt du gør! Du er ikke alene om den frygt. Men jeg er tryg ved alt går som det skal”

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Jeg har de dejligste venner og mennesker omkring mig. Alligevel kan jeg ofte føle mig ensom. Særligt hvis jeg ingen planer har i weekenden. Så føler jeg mig meget alene. Også selvom jeg måske synes, det er meget rart bare at slappe af. Så ville jeg hellere slappe af i selskab med andre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Jeg er på barsel med min lækre lille baby på 5 uger. Jeg elsker hende overalt på jorden og barsel er fantastisk. Men da mine veninder i weekenden delte Instagram stories hvor de var ude og spise og få drinks, der ramte ensomheden og “hvorfor har de ikke inviteret mig”-følelsen (hvilket de selvfølgelig ikke har fordi jeg har en lille baby). Heldigvis er de også gode til at komme og drikke kaffe og høre om mom-life <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Jeg oplevede for alvor ensomheden da vi mistede vores førstefødte. Mange turde ikke rumme os og vores sorg. Måske særligt min. Det er nu halvandet år siden. Og jeg er ensom i sorgen. Dødensom. Han er glemt for omverden. Vores elskede regnbue (datter) fylder alt. Og det skal hun også. Men vores søn mangler. Og jeg føler mig så ensom med det kæmpe savn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lene

    Åh det med jordmoder og manglende anerkendelse af angsten for at miste eller angst i det hele taget. Jeg har haft mange sindsyge oplevelser på riget og Hvidovre i mine tre graviditeter, men også bare lige dem, som så mig lige der, hvor jeg var. Fx i dag hvor en ældre skøn jordmoder fra Hvidovre så at jeg havde det af helvede til selvom det egentlig ikke skulle handle om det. Der er brodne kar og fantastiske hverdagshele i alle brancher, og det føles bare så hårdt i graviditeten fordi man (også 3. Gang) tumler med store tanker. Alt det bedste til dig fra en fellow uge 30’er

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadia

    Ofte i weekender, hvis jeg ikke har nogle planer. Jeg har ikke vanvittigt mange veninder. De har allesammen kærester (og dejligt for dem <3 ), men det betyder også bare, at de nærmest altid skal noget.
    Jeg har i hvert fald dage, hvor jeg godt kan føle med ensom som den eneste single-veninde i flokken.

    Jeg kan også blive ramt af følelsen, hvis vi faktisk ER en gruppe veninder, der er sammen, og de alle sidder og snakker om deres kærester, børn eller det hus, de lige har købt med deres kæreste.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Kære Mathilde
    Jeg har været samme forløb som dig igennem med 4 graviditeter inden nr. 5 blev til min søn på 10 måneder. Jeg fødte på Riget og blev inden fødslen “mærket” sårbar gravid af jordmødrene/ fødselslæge. Det betød, at jeg gik hos nogle specielt uddannede jordmødre og kunne få ekstra samtaler. Det kunne måske være noget for dig.
    De må også have det på Hvidovre.
    Jeg rendte til scanning hver uge, da jeg var sindsyg bange for at opleve endnu en missed abortion (det blev en dyr graviditet) 😊Men den eneste måde jeg fandt en form for ro og tro på at det ville ende godt.
    Pøj pøj med graviditet og fødsel.
    Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Janne

    For et par år siden på Roskilde festival boede jeg i lejr med nogle kendte og ukendte mennesker. I en brandert første aften, snakkede jeg med denne her mand som jeg boede sammen med, om netop ensomhed. Vi snakkede om, at jeg et halv år forinden havde gået ned med stress, og det faktisk ikke var samme følelse i maven når jeg trådte ud af bussen på festivallen, som jeg har haft de andre år. Hvordan at jeg havde en rigtig dejlig kæreste og min der havde hjulpet mig, men at jeg stadig godt kunne være ensom. Så sagde han til mig “det er netop et sted som Roskilde festival, hvor der er så mange mennesker, at folk oftest føler sig alene” det er lidt paradoksalt, men det gav virkelig mening for mig og ramte mig dybt. Han er en af mine gode venner den dag i dag, og betyder noget helt specielt for mig ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Føler mig tit ensom, da jeg er flyttet til den anden ende af landet for at bo med min kæreste. Alle tænker, jeg er lykkelig og nyforelsket. Men jeg savner jo mine veninder og familie.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det der joga der.. + gratis træning