Alt det jeg ikke har brug for

Der er altså rigtig mange som ikke kan lide dig

Billedet tog Emily af mig sidste år. Jeg elsker stemningen som hun fik fanget her. 

Panelbarn (sådan et barn, som går langs panelerne. Jeg tror ikke ordet eksisterer officielt, men jeg bruger det flittigt alligevel). Sådan et var jeg, da jeg var yngre. Jeg gjorde mig ikke særlig bemærket, hvis jeg kunne slippe afsted med det. Jeg spenderede det meste af folkeskolen, uden at række hånden op. Jeg rakte ikke hånden op, mens jeg gik på HF og kun et par gange, mens jeg gik på seminariet. Jeg var genert som ind i helvede, jeg rødmede hurtigere end jeg kan nå at stave til det, jeg gik i sort for at blende ind i mængden. Sådan gik de fleste år, af min ungdom. Der skete helt klart noget, da jeg mistede min lillebror. Da det værste af sorgen havde lagt sig, så gik det op for mig, at jeg ikke ville være som jeg plejede at være. Jeg tænkte meget over, at jeg skulle være som jeg gerne ville være – mens jeg havde mulighed og tid til, at være som jeg gerne ville være. Og jeg ville gerne sige mere, turde mere, gøre mere væsen af mig selv. For jeg synes at jeg har noget at byde på.

Langsomt men sikkert gik jeg fra at være stille og genert – til at være mere åben, til at turde at gå til mennesker jeg mødte, tale med dem, være nysgerrig, sige min mening, dele mine holdninger. Jeg fandt mere ro i, at stå ved det jeg mente. Og jeg blev bedre og dygtigere til, at være ligeglad med, hvad andre mener og tænker om mig. For der vil altid være mennesker, som ikke kan lide mig. Altid. Det kan jeg ikke ændre – heller ikke hvis jeg fra nu af og til min død, prøvede på det. Det er en umulig mission. Og det har jeg efterhånden accepteret. Det vigtigste er, at jeg kan se mig selv i øjnene (og det lyder så kliché agtigt, men det er også sandt. Har du prøvet at gøre noget rigtig dumt, og så se dig selv i spejlet? Jeg kan altid se på mine øjne, når jeg har gjort noget forkert, eller når jeg ikke er i balance). Men vigtigst af alt er, at det føles rigtigt i min mave. Min mavefornemmelse kan jeg altid stole på – det er noget, som jeg har lært de seneste par år. Hvis jeg er dygtig til at lytte til dén, så laver jeg meget få fejl, både i mit arbejdsliv og i mit civile liv.

Med alderen hviler jeg i, at jeg står stærkt i mig selv, at jeg er god nok, at jeg gør mit bedste – og så kan ingen nogensinde bede om mere. Men det er også en beslutning, som jeg har taget. Jeg vil nemlig ikke kues af, at der er mennesker, som ikke kan lide mig, eller lide det jeg gør. For jeg gør det, som føles rigtigt for mig. Og jeg gør aldrig noget, for at skade andre – og så længe dét er tilfældet, så kan jeg ikke styre hvad mennesker skal mene og tænke om mig. Det er ikke i min magt, og det skal det heller ikke være. Det er ude af mine hænder.

Mange skriver og spørger om gode råd. Til kærlighed, sorg bearbejdelse, søger gode steder at shoppe tøj (mest kjoler), mange skriver og deler deres personlige historier med ensomhed, sorg, krise og deler deres kampe. Mange spørger mig om kærestesorg, for der er jeg autodidakt ekspert. Nok også i sorg. Men mange spørger mig også, hvordan jeg kan hvile sådan i mig selv. Hvordan jeg tør at sige min mening, stå ved den, hvordan jeg tør at være mig selv, på de sociale medier. For det kan være så sårbart. Jeg tror da også det ofte ville være nemmere, hvis jeg spillede en rolle på de sociale medier. Men det kan jeg ikke. Jeg vil gerne være mig selv, på mine kanaler. Jeg ville blive ulykkelig, hvis du ikke kunne genkende mig, hvis du så mig på gaden. Og jeg ville blive ulykkelig hvis jeg gjorde eller sagde noget, som ikke er mig. De som kender mig privat, skal også kunne se mig på instagram og blog og mærke, at det er mig og at jeg ikke er en anden.

Det er ikke fordi, at jeg har en opskrift. For jeg kan sagtens blive ramt af, at jeg bliver ked af, at der er mennesker som virkelig ikke kan lide mig. At der er mennesker, som sidder og venter på, at jeg træder forkert. Og som ikke er bange for, at skrive grimme ting til og om mig. Jeg kan sagtens gå og tænke over, at der er folk jeg møder på gaden, folk som kigger på mig i bussen, som virkelig ikke kan foredrage mig og som ikke ønsker noget godt for mig. Det kan sagtens ramme mig. På dage, hvor jeg i forvejen er ramt af usikkerhed, er ked af det, ikke har sovet, ikke har det store overskud, har været i konflikt med et menneske, som jeg elsker, hvor jeg ikke har min bedste dag – så kan det ramme mig. For jeg sætter i den grad min røv i klaskehøjde – jeg giver virkelig rig mulighed for, at du kan have en mening om mig. Uden at kende mig personligt, ved kun at se et par stories og læse et par linjer af mine ord – kan du danne dig et “fuldstændigt” billede og indtryk af, hvordan jeg er som menneske. Dét kan sagtens ramme mig. Hvis jeg sagde andet, så ville jeg lyve! Jeg tror at kunsten er, at lade det ramme, når det rammer. Så forsøger jeg at rumme det – og så forsøger jeg virkelig, at få det væk fra kroppen igen.

Jeg tager en beslutning om, at jeg ikke vil bruge mit liv og min tid på, at lade mennesker, som ikke betyder noget for mig og min familie, påvirke mit liv, mit humør og min hverdag på en negativ måde. Jeg forsøger samtidig at sortere konstruktiv kritik og decideret mobning. For jeg vil meget gerne have kritik – det bliver jeg bedre af. Og det er altid rart at få at vide, at jeg kan blive bedre, det er rart at få at vide, hvis jeg har sagt noget, som har gjort nogen kede af det. Der vil jeg gerne korrigeres. Men jeg vil ikke have usaglig sladder, rygter og usandheder og ondskabsfulde beskeder. Jeg vil ikke have kommentarer, som er sendt for at gøre mig ked af det. “Hvorfor bliver du ved med at blive gravid, når du ikke kan finde ud af det?“, “modigt du tør at drikke cola zero når du aborteret 3 gange” og “din mand bliver hurtigere træt af dig end du kan nå at stave til single” er alle kommentarer, som jeg ikke vil have noget som helst at gøre med. Og det er også kommentarer, som jeg synes er nemmere at sortere fra, fordi de er så ondskabsfulde, at det næsten er komisk. (tragi)Komisk at nogen mennesker kan hade mig så meget, baseret på den viden de kan finde om og på mig, igennem en skærm. Nogen mennesker hader bare generelt den branche, som jeg er en del af. Hader mit erhverv. Det må de gerne. Jeg synes bare det er trist at spilde sin energi på noget, som man alligevel ikke kan lave om.

Jeg tror at jeg med min mavefornemmelse og med min tro på, at jeg gør alt i den bedste mening – så lykkes det for mig, at hvile i, at alle mennesker ikke er fan af mig. Og at det er okay. Og det er umuligt at gøre alle tilfredse. Heldigvis er vi også så mange på de sociale medier efterhånden, så det burde være muligt at finde én, som man kan identificere sig med, spejle sig i og få noget godt ud af, at følge.

Du kender det garanteret. Følelsen af at folk taler om dig, bag din ryg. Følelsen af at alle ikke kan lide dig, måske er der en hel del, som ikke kan lide dig. På dit studie, på dit job, i dit barns institution, i din svigerfamilie, måske er dine naboer ikke fan af dig, måske har du en eks-veninde (eller eks-kæreste), som spreder negativ energi om dig. Hvad gør man for, at slippe væk fra den følelse? For den følelse er ikke rar, den går lige i maven og hvis man ikke passer på og er bevidst, så kan det tage al ens energi. Mit råd: forsøg at fortælle dig selv (igen og igen) at du er god nok, at du handlede ud fra det du kendte og mærkede og havde lyst til, at du ikke handlede i ondskab, at du er som du er og ikke behøver at lave dig selv om, fordi andre ikke kan lide den måde du er på. Stå stærkt i dig selv. Op med hagen, tilbage med skuldrene og vær stolt af, at du er som du er. Ikke arrogant, men med selvsikkerhed. Der er stor forskel. Livet er kort, du kan ikke få alle til at lide dig. Og hvad så? Der er mange som godt kan lide dig. For du er som du skal være.

8 kommentarer

  • Word!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stephanie

    Bare tak, jeg havde så utroligt brug for at høre dette i dag 💕

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte Sørensen

    Bare TAK for dig 🙏❤😘

    Kh Charlotte

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maiken

    Et stoooort tak til dig Matilde ⚘🧡

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vandringskvinden Mette

    Tak – det du skriver rammer fuldstændig hovedet på sømmet. Tak for at give en skøn peptalk. Vi skal fucking være som vi er, fordi så vil de rette og betydningsfulde mennesker finde os. Så skidt med resten. Jeg har selv været meget genert, men er i mine voksenår blevet mere udadvendt. Jeg er i en proces med at genfinde mig selv, selvom jeg troede, at jeg havde fundet det. Så det er rart at læse dit skriv – det minder mig om, at jeg er på rette vej. Tak og ha’ en fortsat dejlig aften. ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Jeg synes også, man skal lytte til sin mavefornemmelse. Men det er svært, når ens mave ikke fortæller én noget.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sanna

    Yes sådan. Hvis der er noget der kan spilde ens tid er at være bange for hvad andre tænker. Det kan æde dig op hvis man ikke passer på at være fokuseret på de mindre vigtige ting som negativitet. Det er kun et symptom på mennesker der ikke har det godt med sig selv og vil hive dig ned i deres “negativitets-virus” som prøver at sprede med frygt og had.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Godt skrevet kender det så godt selv ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Alt det jeg ikke har brug for