Et indlæg jeg ikke selv ville læse

Hende jeg gerne ville være

Billedet er taget af min yndlings fotograf Emily Spiro.

Det her indlæg har skrevet sig selv, de seneste par dage. Sådan er det oftest med mine indlæg. De skriver sig selv. Når jeg står i badet, når jeg laver mad, når jeg går tur, træner, inden jeg skal sove – og når jeg vågner om natten, fordi Spir kaster sig rundt på min blære.

Det kommer til at tage udgangspunkt i, at jeg er gravid. For jeg er gravid. Ret meget, faktisk. Eller nok lige så gravid, som jeg var igår, men dog med en ekstremt hurtigt voksende mave. Det er simpelthen så imponerende at kroppen kan lave et menneske. Bygge en baby. Jeg er for evigt forbavset over det. Og taknemlig.

Men – du kan forhåbentlig bruge mine ord alligevel. Selvom at du måske ikke lige gravid, som jeg er lige nu. Da jeg stod i badet for et par dage siden, begyndte dette indlæg at rumstere. Sætningen “hende jeg gerne ville have været” kom pludselig til mig. Sådan starter det ofte. En overskift kommer frem.

For jeg ville gerne have været en anden. Jeg har skrevet lidt om det tidligere, men i disse dage rammer det mig igen. At jeg ikke er den, som jeg gerne ville have været. Og dét skal jeg på en eller anden måde, have lagt fra mig. For det er ikke min virkelighed, at sidde fast i et ønske om, hvordan jeg gerne ville have været. Og her taler jeg om, at jeg gerne ville have været sejere som gravid. Ja – det skrev jeg lige. Man skal jo tale pænt om og til sig selv, det prøver jeg også at huske. Men jeg har svært ved at få vendt at jeg ikke er gravid, som jeg ønskede og troede, at jeg ville være gravid.

Hvordan ville jeg så gerne have været? Jeg kan komme med ønskesedlen her:

  • en der græd (læs: tudede) mindre,
  • en som skulle være mere social og ikke have så stort et behov for, at være hjemme i min lejlighed,
  • en som ikke svingede så meget i humøret (Kristian siger det ikke er så slemt, men sommetider synes jeg hormonbussen kører lige lovlig derud af..),
  • en som lavede mere,
  • en som cyklede mere,
  • en som trænede mere,
  • en som var mindre bekymret,
  • en som var mindre tænksom,
  • en som var sejere.

Jeg tror at jeg troede, at graviditet ville være nemmere. Og det er ret nemt – det skal der ikke herske tvivl om, at jeg mener. Jeg har minimalt med graviditetesgener, jeg formår stadig at være social og se mine veninder og familie. Jeg får trænet (3 gange om ugen, hvilket er rigeligt for mig!), jeg er en god kone, jeg får ordnet min forretning, jeg når mine timings. Men jeg er alligevel ikke helt så sej, som gerne ville have været. Jeg troede jeg ville have mere overskud. Mere peps. Mere fart på. Jeg tror at jeg troede, at jeg ville være mindre ramt af træthed, “brug-for-at-være-derhjemme” og mindre ramt af, at jeg bare har ændret mig. Hurtigt.

Jeg tænker meget. Jeg bekymrer mig. Ikke meget, men det gør jeg. Sådan tænker jeg, at det skal være – med en krop sprængfyldt med hormoner og stor baby. Samtidig har vi gang i et kæmpe boligprojekt, som også stresser. For dét når vi ikke, før baby melder sin ankomst. Jeg tror at det største problem er, at jeg ikke orker særlig mange ting. Og det er svært at forlige mig med. For jeg var sådan en, som aldrig var hjemme. Jeg havde det godt og jeg trivedes godt med, at have mange planer hver eneste dag. Mine veninder har altid været imponerede over, at min kalender er totalt booket. Sommetider er det svært for mig, at finde tid til alle de mennesker, som jeg gerne vil se. Nu er problemet at jeg ikke orker så meget. Jeg vil gerne have dage, hvor jeg er hjemme og arbejder. Hvor jeg kan sidde i sofaen, når lænden bliver træt. Hvor jeg kan nusse maven, gå og tale med ham, tage små pauser og ikke være “på” hele tiden. Det er som om, at jeg er mæt på dét område.

Måske du kender det? Jeg tror nemlig, at jeg har brug for at læse, at jeg ikke er alene. Det der med, at jeg havde forestillet mig, at jeg skulle være på en anden måde. Og det der med, at jeg har ændret mig. Hurtigt. At jeg havde en identitet i, at være hende på farten, hende med tusindevis af bolde i luften, hende som altid havde energi. Nu bliver jeg hurtigt træt, jeg har et stort behov for, at bygge rede. Jeg har brug for at være hjemme, arbejde og nå de ting, som jeg skal nå inden at jeg skal være mor – og jeg har brug for ro til, at bygge baby.

Kender du det? Måske der er sket noget i dit liv, som gør at du også har ændret dig? Måske til det modsatte? Det kan være svært for mig, at finde mig selv. Fordi det er nyt. Det er ikke fordi, at jeg ikke er lykkelig og glad – for jeg har aldrig været mere lykkelig, end jeg er lige nu. Men jeg skal finde mig selv, i min nye rolle. Det er vel en del af rejsen – og nok også derfor at det er ret smart, at det tager 40 uger at lave en baby. Så det hele kan følge med. Både krop og sind.

Men måske du kan genkende det fra dit eget liv? Måske du har fået en kæreste, og genkender det jeg beskriver ovenfor? Eller blevet single, så det er helt modsat? Eller flyttet, fået nyt job, mistet en veninde, skiftet studie, droppet ud, hvad ved jeg. Byd gerne ind. Jeg har sådan brug for at læse, at jeg ikke er alene – og at det faktisk er muligt, at finde ro i, at jeg blev som jeg er, fordi det er det rigtige for mig. Trods den (semi latterlige) ønskeseddel. For jeg gør jo mit bedste. Ligesom du gør. Så kan ingen forlange mere af os.

 

14 kommentarer

  • Ditte

    Nej jeg bekymrer mig ikke. For der kommer intet godt ud af det. Så det gør jeg ikke. Jeg gør noget ved tingene i stedet for.
    Ja der vil ske nye ting i ens liv. Og ens følelser kan man ikke styre. Men man kan altid styre sine tanker og handlinger. Jeg gider ikke bruge min tid på ligegyldige bekymringer og tanker.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Jeg (og faktisk også min mand) er gået fra at være vilde karriere mennesker, der ikke havde andre mål i livet om en fed fed karriere, fed løn, dyr livsstil og økonomi til at gøre stort set hvad vi ville.
    Nu ved vi at vores kommende datter har en hjertefejl (er 18+2), vi ved ikke præcis hvilken endnu, vi ved ikke hvor slem den er, hvilken betydning det får for hendes liv, og for vores.
    Nu er karriere fuldstændig ligegyldigt, så længe vi får vores datter i armene til marts, og der er en plan for at hun får et langt og lykkeligt liv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Jeg kan nikke genkendende til alle punkterne. Og har samme følelse som du beskriver. Og jeg synes du er super sej. Så det er også rart at læse, at jeg heller ikke er alene om, at have set sådan 🙂
    Før jeg mødte min kæreste for 3 år siden var jeg også hende der havde travlt hele tiden og skulle have planer fra morgen til aften. Jeg trænede dobbelt så meget og elskede det. Nu gider jeg ikke det mere. Men det er fordi prioriterne har ændret sig. Nu har jeg mest lyst til at lave ingenting med min kæreste derhjemme. Eller bare være os to. Det ser jeg ingen skam i 🙂

    Og bekymre har jeg altid været. Og overtænkeren. Og det er kun blevet værre efter jeg er blevet gravid. (6+3 idag). Men sådan er det bare. Og så kan man tænke nok så meget over, at man ikke skal bekymre sig. Det er bare lettere sagt en gjort 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Jeg ved nøjagtig hvad du mener. Jeg fik min datter da jeg var 23 (er 28 i dag) og har siden været på en mental rejse for at finde mig selv påny igen. Og finde nye veninder. Jeg har altid vidst at jeg gerne ville have børn tidligt (har også fået nr to sidenhen), men jeg har mistet mange veninder, netop også fordi jeg ændrede mig og mine behov ændrede sig i takt med, at mit liv så anderledes ud end så mange andres på min alder. De følelser du beskriver er fuldstændig som de skal være, for som du selv skriver, så er du ved at ændre dig – muligvis fordi du instinktivt forbereder dig på det altopslugende det er at blive nogens mor. Hvilket jeg iøvrigt er sikker på at du vil klare helt fænomenalt ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Jeg kan rigtig godt genkende de ting, du skriver. Jeg er førstegangs gravid og havde troet, at jeg ville være sejere f.eks. i forhold til mit arbejde. Har tidligere været sygeplejerske på højtskærmet psykiatrisk afd. og arbejder nu som misbrugskonsulent for indsatte i fængsler. Jeg havde troet, at jeg kunne klare arbejdet samtidig med at være gravid uden de store problemer, men har måtte indse, at jeg simpelthen føler mig rigtig utryg (og ikke særlig sej). Det har taget tid at acceptere (også på andre fronter i livet), at mine forestillinger ikke holdt stik, men hjælper mig rigtig meget, at bl.a. du deler ud i forhold til din graviditet, da det at spejle sig i mennesker, der ikke kun siger, det er rosenrødt, støtter mig i, at det er helt okay, at jeg har det, som jeg nu har det.
    Tak for dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva

    Tusinde tak, for dette indlæg. Jeg er 27 uger gravid og kæmper også med følelsen af, at jeg har svigtet den gamle Eva. Hende der svor, at alt ikke skal handle om baby og, at jeg stadig ville være mig bare med en baby i maven og senere på armen. Men jeg har måtte erkende, at det fylder meget for mig, at mit fokus og mine prioriteter er et andet sted nu og det er okay. At det er et nyt mig, der er ligeså rigtigt og godt som det gamle jeg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva

    Jeg er gravid i uge 21. Jeg regnede med, at jeg ville have et kæmpe overskud og have ligeså meget tid og lyst til at hænge med mine veninder under min graviditet. Det har vist sig, at jeg bedst kan lide at ligge i vores sofa om aftenen og helst ikke vil have nogen planer. Det skammer jeg mig lidt over. Jeg er 23 år og kan godt føle, at jeg lige pludselig blev meget ældre indeni. Men det er rart at læse, at jeg ikke er alene… og ag bekymringer og tude-ture er mere normalt end jeg lige troede

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lene

    Du er ved at gøre klar til fødslen og tage i mod et spædbarn og det er en indadvendt rejse. Min egen teori er, at kroppen tvinger en til at sætte tempoet ned, fordi når baby ankommer, så går alt helt helt langsomt og man kommer ingen steder. Følelsen af utilstrækkelighed er nok indbegrebet af det at blive forældre, og jeg prøver selv at bekæmpe den med næb og klør, for den er så destruktiv. Måske en positiv dagbog kan hjælpe med ‘alt’ det man faktisk når fx kram og kys, amninger, en lille gåtur, romantisk tv Night midt i ammecirkus, en veninde på besøg til the etc. Pøj pøj fra en der har termin med tredje barn i samme uge som dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Jeg er 29, mor til en pige på 4 måneder.
    Jeg går også med den sætning engang imellem. Mit behov og ønske om at være sejere og bedre end jeg er. En bedre mor. I bedre form. Sejere til at få trænet. Bedre til at stimulere og opfylde mit barns behov. Jeg troede jeg ville være sejere som gravid. Virkeligheden var en helt anden. Kastede op dagligt og kvalme dagen lang I de første 25 uger af graviditeten. Jeg var hårdt ramt, og det ramte mig også hårdt mentalt. Men barren arbejder jeg på at sænke og rose mig selv og fortælle mig selv at jeg er en god mor. Tak for et godt indlæg!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amanda

    Hej Mathilde.

    Jeg får næsten lyst til at fortælle dig om hvordan det har været at skrive speciale de sidste 6 mdr. og jeg prøver at gøre det kort 🙂 det er ikke det samme som at bygge en baby (som jo er herre nice), men det har været helt vildt at opleve hvordan jeg og min tilværelse forandrede sig på så kort tid og hvordan jeg nu efter skal skabe liv i forholdet igen og finde tilbage til den rytme jeg havde før.

    1. jeg fik for første gang i årevis et angstanfald på ferie med min kæreste og hans venner. jeg var totalt grumpy og mit humør var ude af kontrol fordi jeg ikke fik lavet så meget speciale som jeg havde regnet med. efterfølgende begyndte jeg at tude helt vildt fordi jeg ikke var ligesom “normal” som alle de mennesker der kunne slappe af og nyde ferien og bare hygge sig. (omg – ingen selvkærlighed i det)

    2. jeg gik død midt i processen og kunne ikke overskue noget somhelst, så jeg downloadede candychrush ( i et øjebliks sindsyge) og brugte 3 uger på at lave så lidt som muligt på specialet og nå til bane 1000 – hvorefter jeg måtte stoppe mig selv.

    3. jeg stoppede stort set med at træne fordi jeg var så fysisk og mental træt i 3 af de 6 mdr og gik fra træning 4-5 gange om ugen til 0.

    4. Jeg købte en yoga måtte og dyrkede det nogle gange + begyndte til dans 2 gange om ugen og cyklede lidt. mere kunne jeg ikke overskue.

    5. De sidste 2 mdr. brugte jeg på sofaen.. min kæreste lavede alt og der var ingen sex overhovedet, for jeg kunne slet ikke overskue det. han har været så god mod mig under hele forløbet, men var selv kørt mega træt i det da jeg endelig havde været oppe og forsvare.

    og jeg inhalerede desuden af energidrinks, chokoladekiks og kaffe i næsten 1,5 måned – uden at jeg tog på af det fordi min hjerne skulle bruge så meget energi :O

    Anyways .. jeg kan huske at jeg blev rigtig pissed da min kæreste efter perioden næsten var ved at gå fra mig. ikke fordi jeg ikke forstod at det havde været hårdt. men fordi jeg hele tiden i mit hoved havde tænkt at det bare var en fase, såan er det ofte med livet jo, og jeg fik ret, jeg er allerede godt på vej til at blive mig selv igen,

    På det bosted jeg arbejder på plejer jeg også at fortælle beboerne at deres perioder med mangel på energi blot er faser – for sådan er livet jo. ligesom du ved at sorg er en fase, så er det her også . forskellen er bare at du måske aldrig bliver helt “dig selv” igen. fordi nu skal du være noget helt nyt og det bliver mega spændende – du har forandret dig så meget i den tid jeg har fulgt dig/kendt dig! <3 Du er ret sej jo, det er sgu ikke alle der kan køre en blog og dele så meget af sig selv hele tiden.

    KramA

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kira

    Du er bestemt ikke alene – størstedelen af dem jeg kender har oplevet det identitetstab, som du beskriver og følelsen af at have nogle andre forventninger til sig selv end dem man er i stand til at indfrie. Jeg fik det først selv, da jeg havde født min datter og jeg tror faktisk, at du er bedre stillet ved at begynde rejsen af at finde dig selv i din nye identitet før barnet ankommer. Jeg synes ihvertfald det var sindssygt hårdt at opleve tabet af, hvem jeg var samtidig med, at jeg skulle være på og være der for min datter. Dog kan jeg sige, at selvom man ændrer sig markant, når man bliver forældre, så er der også nogle ting som vender tilbage, når tid og overskud begynder at melde sig igen (når man er ude af baby-fasen – efter barnet er fyldt 1-1,5år). Hvis du ikke allerede har app’en, så kan jeg virkelig anbefale “Jeg er mor”. Når man har den er man aldrig alene med sine følelser.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lina

    Jeg har altid arbejdet mange timer og i et højt tempo samtidig med, at jeg var aktiv med sport og træning. Jeg regnede med, at jeg skulle være fysisk aktiv og overskudsagtig i min graviditet, men endte med INGEN energi og en deltidssygemelding pga bækkenløsning. Jeg synes aldrig, jeg fik mit overskud igen. Jeg performer som før på arbejde, men når jeg har fri bruger jeg den sidste energi på min datter, og så er jeg helt færdig.
    Alligevel havde jeg en eller anden forventning om, at jeg nok skulle klare nr 2 graviditet anderledes. Enten sover jeg eller også ville jeg ønske, at jeg gjorde det, jeg er en hormonfyldt hidsigprop.
    Jeg kan godt savne at være den der aktive kvinde med mere overskud, men jeg var ikke mere lykkelig dengang. Tværtimod syntes jeg altid jeg kunne have klaret det lidt bedre på arbejde, få trænet lidt mere eller klaret mig lidt bedre indenfor min sport. Nu har jeg noget derhjemme og i maven, der er vigtigere end alt andet, og selvom jeg stadig kan føle mig utilstrækkelig også overfor dem, så ved jeg godt inderst inde, at jeg gør det godt nok som mor.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Jeg forstår godt hvad du mener – havde det lidt på samme måde, da jeg var gravid. Men ret hurtigt affandt jeg mig bare med det. Det ER en vild, vild omvæltning at blive gravid, både fysisk og psykisk. Men det er for sådan en kort tid i det store billede, så mit råd er at prøve at acceptere tingene som de er. Ingen graviditeter er ens og man styrer ikke selv hvordan ens graviditet føles. Jeg havde en nem graviditet, men man er jo bare tung og træt til sidst 🙈 Al “besværet” munder ud i den største gave i sidste ende. Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Du er ikke alene. Jeg har større børn og jeg bliver stadig ramt – ofte – af følelsen af ikke at gøre det så godt som jeg havde forestillet mig. At sammenligne mig med et indbildt ideal. Jeg havde bækkenløsning i begge graviditeter og blev sygemeldt meget tidligt, efterfølgende har jeg været udbrændt max og det har jeg og min hjerne taget skade og det sætter begrænsninger. Rigtig mange. Jeg er voldsomt priviligeret med en forstående mand og søde børn, men jeg føler ikke jeg er den mor eller person jeg har lyst til og burde være. Rationelt ved jeg godt at jeg før det så godt som jeg kan, men følelsen lever. Jeg håber du får vendt følelsen af ikke at slå til, det fortjener du 🙌

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Et indlæg jeg ikke selv ville læse