Actionhelt + VIND billetter

Svindel

Der findes mange nederen ting her i livet. Og triste. Og irriterende. Og ting som gør ondt. Og ting som vi ikke er stolt af. At blive taget i røven online, af en eller anden fusker – dét er vold nederen, vold træls og pisse irriterende. Og der er ikke rigtig nogen, som man kan kaste sin vrede på. For han er daffet med dine penge, måske dine kort oplysninger og du får måske aldrig den vare, som du har bestilt (og glædet dig til). Måske får du en anden vare. Men én ting er sikker: du er blevet fusket og dét gør ondt på mange måder. Økonomisk og sgu også i stoltheden. “Tænk at jeg troede på dén“, “hvor pinligt at jeg bare overførte pengene“, “hvor er jeg dog naiv“. Tanker jeg selv har haft, for jeg er også blevet fusket. For et års tid siden var jeg ude og rejse, da en svindler tog røven på mig. Høvdinge-gate, kalder jeg den. Dén lærte jeg meget af, den episode. Jeg blev vaks ved havelågen. Og det er kun godt – for jeg er blevet god og dygtig til, at tjekke firmaer og produkter ud, inden jeg får dem delt med jer. Dét lærte jeg. En hård og en dyr lektie, men jeg lærte virkelig noget.

Igår delte jeg et gratis program, som du kan installere i din Chrome browser. Som kan advare dig, hvis du er på vej ind på en side, som er skummel eller på anden vis ikke lever op til det, som den lover. Find link til det program her. Det er udviklet af Trygfonden og E-mærket. Jeg har installeret det – og det gør at jeg bliver endnu bedre til at sikre, at ingen bliver snydt. Hverken du eller jeg. Det er gratis og nemt.

Den snak om svindel og humbug fik mig til at spørge jer, om i også er blevet snydt. Narret, fusket og taget godt og grundigt ved næsen. Og det var der mange af jer, som har prøvet. Desværre. Men du er ikke alene – for det kan være skamfuldt at blive franarret penge. Det kan være lidt flovt, tabubelagt og pinligt. Og det skal det ikke være – for vi er mange som har stået i samme situation. Derfor deler jeg nu jeres oplevelser og erfaringer (med tilladelse, som altid). Så kan du se med egne øjne, at du ikke er den eneste. Der er dagligt mange som bliver narret – og det er træls, nederen og pisse irriterende – men ikke enestående. Du er aldrig alene – sgu heller ikke med de online røvhuller som desværre nok altid vil findes:

Hvordan blev du fusket?

  • Jeg købte Royal Copenhagen til min mors fødselsdag. Hun elsker det og jeg havde sparet op længe til at kunne give hende flere ting. Varerne kom aldrig og jeg måtte spærre mit kort fordi der blev hævet gentagne gange. Pengene blev erstattet, men de nåede at trække 10.000 kroner og min mor fik først sin fødselsdagsgave en måned efter, fordi jeg ikke havde råd til den.
  • Jeg købte en lampe, men fik kun en tom papkasse med posten. Sælger blokerede mig efterfølgende og jeg så aldrig mine penge igen.
  • Jeg sparede op til den lækre barnevogn, som mit første barn skulle sove i. Jeg fik den aldrig og fik kun erstattet nogle af pengene, så jeg kunne ikke købe en ny. Jeg måtte finde en som var okay, men ikke ligeså fin, som den jeg ønskede mig til min første baby. Jeg græd i en måned over det! Jeg følte mig som sådan en dårlig mor!
  • Jeg er så ked af mine gule tænder, så jeg købte noget tandblegningskit (ikke det der Peter Falktoft har reklameret for), men det kom aldrig og jeg blev 599 kroner fattigere. Jeg ved godt det kan virke naivt at købe sådan noget over nettet, men det er min største usikkerhed og jeg er så ked af mine tænder.
  • Jeg købte to billetter til SMUK. Jeg inviterede min bedste veninde, vi pakkede og glædede os. Men billetterne kom aldrig, vi blev blokeret og hørte aldrig mere fra sælger.
  • Serum til øjenvipperne. Jeg fik et tomt etui med posten som slet ikke var det, som jeg havde bestilt.
  • Bestilte løbesko og glædede mig over at jeg igen skulle løbe og genoptræne mit dumme knæ. De kom aldrig og de nåede at trække over 5000 kroner på mit kort!
  • en fake Babysam side (den var seriøst godt lavet!) tog 1500 kroner og jeg fik ingen varer!
  • Jeg købte en hundhvalp til 2500 kroner men fik den aldrig.
  • Jeg købte to bh’er. Modtog den ene efter en måned og den anden er aldrig dukket op.
  • Købte et par sko. Jeg modtog én. Deres svar: “Vi sender dig stof, så kan du lave den anden selv”.
  • Min kæreste købte Ray Bans. De var ikke ægte!
  • Jeg købte en jakke. Jeg fik tilsendt vanter og blev blokeret da jeg skrev til sælgeren!
  • En svindler shoppede for 10.000 af mine penge på Zalando, efter at jeg havde gemt mine kontooplysninger derinde.
  • En fake Matas side. Jeg købte julegaver og modtog dem aldrig. De lovede at sende inden 23.december så jeg ventede, men intet kom. Det år gav jeg ikke julegaver og det var så pinligt!
  • Jeg blev snydt for en bolig. Jeg var i gang med at flytte, da det gik op for mig at 7 andre også var i gang med at flytte ind – i samme lejlighed!!
  • Wish. Det er noget værre lort!
  • Jeg købte en bikini. Jeg fik tilsendt trusserne, men aldrig toppen. De trak til gengæld 5000 kroner.
  • Efter at have købt noget online fik jeg trukket 4×3500 kroner.
  • Overførte 20.000 som depositum til en lejlighed. Efterfølgende forsvandt lejeren.
  • Et abonnement til en vitaminpille endte med at koste mig over 10.000 kroner. De trak flere tusinde kroner pr.glas. Jeg fik dække de fleste udgifter, men følte mig så dum!
  • Jeg købte en jakke, men fik en helt anden tilsendt. Som var i stykker.
  • Jeg købte en sofa online. Jeg fik den aldrig og sælgeren forsvandt.
  • Jeg købte koncertbilletter til mig og min kæreste. Jeg nåede at fortælle hende om dem, men de kom aldrig. De hævede 3500 kroner.
  • Jeg købte tøj til min pige. Jeg havde sparet op, da jeg er studerende. Tøjet kom aldrig og de trak 4000 kroner. Jeg nåede at føde inden pengene kom tilbage, så de første par uger havde hun alt for stort tøj på. Det er jeg stadigvæk så ked af.
  • Jeg købte en cykel, men fik den aldrig. Jeg fik dog tilsendt sådan et regnslag til min sadel…
  • Jeg købte en kjole, men fik den aldrig. De trak over 4000 kroner og den kostede 399.
  • Jeg købte en masse til Black Friday. Fik ingen af varerne og det tog så lang tid at få pengene tilbage. Jeg køber aldrig online igen!

Har du flere? Del dem gerne i kommentarfeltet!

2 kommentarer

  • Holy shit.

    .. Den med skoene og stoffet er jo decideret tragikomisk.

    Jeg er aldrig blevet snydt eller berøvet – vitterligt, aldrig. Jo, måske lidt dengang en (formentlig hjemløs) snuppede den nettopose i min cykelkurv hvor min wok-ret og en muslibar var i, til min aftenvagt, da jeg sad på café og åd brunch.
    Hvem end der nappede den, var tilgengæld tilgivet på sekundet – mon ikke, vedkommende var mere sulten end jeg 😀

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Købte en glattende hårbørste gennem en blogger, men fik aldrig produktet tilsendt af sælger, selvom de trak pengene. Har kontaktet bloggeren, som kvitterede ved at blokkere mig. Tak fordi du sætter fokus på dette! Alle kan blive snydt…

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Actionhelt + VIND billetter