Mor i 1987 og mor i 2019

Ting jeg ikke længere kan

3.trimester. Det længste. Det fik jeg fortalt, da jeg blev gravid. “Det sidste trimester er det længste“. Og jeg tænkte: “det er jo bare 12 uger“. Men hvilke uger. Shit det går langsomt, samtidig flyver tiden afsted. Det er mærkeligt, når det er sådan, ikke? Jeg føler at tiden flyver, for jeg føler at jeg lige var i 1.trimester. Men nu er der ikke længe til, at han kommer. Jeg glæder mig så enormt meget. Jeg oplever en lykkerus flere gange dagligt, som jeg aldrig har oplevet før. Det tætteste jeg kan sammenligne med, er forelskelse. Den er følelse, som sidder i maven. Som næsten føles fysisk. Som bevæger sig. Som en varm sol, nede i maven. En lille, varm sol, som du går med i maven. Sidder med i bussen. Cykler sammen med. Og som hele dage kan gøre, at du ikke opdager om det regner, stormer eller om alle folk omkring dig er skide sure. Dén fornemmelse. “Intet kan ramme mig, så længe jeg har dig“-følelsen. Sådan som jeg har det med Kristian. Sådan har jeg det flere gange dagligt. Helt ud i fingrespidserne. Lykke. Glæde. Spændthed. En rus, som jeg aldrig har oplevet før. Min lille, elskede dreng, som bor i min mave. Jeg elsker ham allerede, helt ubetinget. Kristian spurgte forleden, da jeg sagde en beklagende lyd mens jeg rejste mig fra sofaen (hvilket er en større og større bedrift): “Er han træls ved dig?“. Og jeg svarede hurtigt: “nej det er han ikke, han må gøre lige hvad han vil, så længe han har det godt“. For et par uger siden ramte Kristian mig, ved det uheld, på næsen. På den måde, hvor man kan høre brusken, kender du det? Det gjorde mega ondt og jeg så sort. Det eneste jeg tænkte på, mens tårerne løb var, at Spir en dag skal opleve dén smerte. En bold i skolegården, i en slåskamp, når han falder på løbehjul, skøjter eller stylter. Og det gjorde helt ondt i maven. Jeg ville ønske at jeg kunne skåne ham for alt det. Sådan har jeg aldrig haft det før. Jeg er allerede mor, og bliver det mere og mere dag for dag.

Maven vokser hurtigt og jeg har godt nok svært ved, at følge med. Men jeg synes at den er så fin, og jeg trives godt i min gravide (og nye) krop. Det er skørt at opleve, hvordan kroppen kan ændre sig, på så kort tid. Det er fantastisk. Jeg går rigtig meget nøgen rundt, for jeg elsker at se på maven. Tænk at han er lige derinde! Det er magisk. Jeg er så lykkelig.

Men der er malurt i bægeret. Ej, pjat. Jeg har en ret nem graviditet. Men der er nu ting, som ikke rigtig kan lade sig gøre – eller som i hvert fald er møg besværlige. Og dem skrev jeg ned forleden, mens jeg sad på en café i indre by og havde tabt mit tørklæde og ikke orkede, at samle det op. For lige pt. er følgende ting besværlige og semi-umulige:

  • at tage sokker, strømpebukser og sko på. Det kræver tid. Og kræver også, at jeg sidder ned i mens. Jeg er længe om, at tage strømpebukser på, endnu længere om sko som skal bindes.
  • det der barbering. Både af det ene – og af det andet.. Det er ikke umuligt (endnu), men det er kun et spørgsmål om tid. Der er langt “derned”, der er ret så mange helligdage og det er ret så hårdt, fordi jeg skal holde vejret, mens maven trækkes ind. Jeg plejer at knalde benene op på blandingsbatteriet, når benene skal ordnes, men dét er ret så hårdt nu. Heldigvis er jeg ikke så hårforskrækket (længere), og det er som det er.
  • at have travlt. Jeg har travlt, for der er mange ting som skal søsættes og afsluttes, inden jeg smutter på en kort barsel (dét skriver jeg lige et indlæg om, så snart jeg får tid!). Men jeg har ikke længere mulighed for, at skynde mig. Løbe efter bussen, gå stærkt til et møde, rydde op i et hurtigt tempo, støvsuge med fuld knald på, gå hurtigt op og ned af trapper, sætte mig ind i bilen i én bevægelse. Dét er slut. Og det giver jo ret god mening. Maven fylder og det kan være svært at trække vejret helt ned i maven.
  • og apropos at trække vejret. Dét er svært. Han fylder mere og mere og sparker mig op i ribbene. Det kræver derfor sommetider ret så meget energi og fokus, når jeg skal trække vejret og det er helt klart nemmest at få vejret, når jeg befinder mig i vandret position. Og dét er ikke en position, som jeg ynder at befinde mig meget i. Det bliver så hurtigt kedeligt! Men. Jeg lytter til kroppen og forsøger virkelig at hvile, når kroppen beder om det.
  • at spise meget. Jeg er en madglad pige, det har jeg altid været. Men Spir vejer 2200 gram (ish) og fylder godt op i dunken. Derfor er der ikke længere så meget plads til, at jeg spiser to store portioner til aftensmad. Hvilket er lidt træls. Jeg må derfor spise langsommere og mindre. Jeg sulter ikke, men jeg må dele måltiderne mere op, så jeg spiser flere gange og mindre portioner. Heldigvis er der stadigvæk plads til kage.
  • at være vågen til meget mere end 23.00.. I weekenden besøgte jeg Maja i Svendborg og var vågen til 01.30, men jeg var godt nok også træt dagen efter. Men i hverdagene (og weekenderne uden Maja), så går jeg i seng ved 22.00. Jeg er så træt. Jeg har virkelig brug for søvn, og dét vælger jeg at lytte meget seriøst til.

Hvad kan du ikke længere? Eller kan du huske noget, som du ikke kunne i løbet af din graviditet? Og endnu sjovere – hvad kan jeg glæde mig til, ikke at kunne? Del meget gerne i kommentarfeltet!

5 kommentarer

  • Stine

    Sove sammenhængende om natten; enten vækkes jeg af, at jeg skal tisse, spark i ribbenene, benene snurrer eller vanvittige drømme/mareridt… men som du skriver – det er helt ok, for det er jo min kommende søn “skyld”😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Jeg kan ikke…. Gå for langt (får plukveer), sove igennem, styre hormonerne, gøre ting hurtigt (gå op ad trapper, gøre rent, gå i bad, tage tøj på..) være oppe til længere end 23 uden at føle at jeg har seriøse tømmermænd dagen efter..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sabine

    Jeg kan pt stort set kun ligge. Med tvillinger på en samlet kampvægt på 5kg så er ryg/lænd, bækken skamben, ben og fødder under rigtig godt pres 😅 så det er på med tålmodigheden og ja hatten også krydse fingre for at de bliver derinde de sidste 4 uger! 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Silje

    Jeg kan ikke drikke danskvand eller sodavand, da jeg får så meget halsbrand! 😅

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg kan ikke nyse og hoste uden at tisse lidt (og jeg har kighoste, så det er vældig hyggeligt). Jeg bruger derfor bind som aldrig før, hvilket må siges at være en smule paradoksalt. Og det der med at binde sko, det er for længst blevet et uoverskueligt projekt – så jeg tyr ofte til skohornet eller sender kæresten dådyrøjne. Sammenhængende søvn er en by i Rusland, men det kan man vel lige så godt begyndte at forberede sig på alligevel.

    Heldigvis overskygges bindindkøb, fysiske gener og søvnunderskud af den lykkerus, du taler om. Det er intet mindre end fantastisk at skabe liv!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mor i 1987 og mor i 2019