De rigtige zoner

Vendingsforsøg og fødsler

Hjemme fra hospitalet igen – dog uden baby. Eller han er jo med, men han er blevet i sit lejemål. Spørgsmålet er bare om han bliver derinde, jeg har mine tvivl.

Mandag var vi til planlagt vendingsforsøg, hvilket jeg aldrig har prøvet før. Dét var en oplevelse. Jeg havde med vilje ikke googlet inden, men fået en masse historier og erfaringer fra jer – fordi jeg fortalte om vendingsforsøget på instagram. Tak for at dele som altid. Mange af beskederne gav mig ro, et par gjorde mig nervøs. Men jeg fokuserede på at være rolig, ikke at blive nervøs eller bange og så vidste jeg, at jeg satte dagsordenen. Jeg kunne sige stop, når jeg ikke ville mere. Dét var rart at gå ind med dén viden.

Jeg talte først med en læge og en jordemoder og blev scannet. De skulle være sikre på, at han stadig lå “forkert”. Og ganske rigtigt, han lå med hovedet op af mine ribben. Lille bandit. De overvågede også hans hjerte, så vi var sikre på at han havde det godt og ikke blev påvirket af, at jeg skulle have beroligende medicin (nål i lår, du mærker den ikke, måske kun det du får sprøjtet ind, men det var harmløst trods min gedigne nålangst). Efter jeg fik indsprøjtningen gik der 20-25 minutter, hvor de overvågede både ham og jeg. Hans puls faldt en lille smule, men slet ikke hverken unormalt eller bekymrende, han havde det glimrende. Jeg følte at jeg havde drukket et glas champagne på tom mave. Sådan en lille buzz-følelse og en lille smule kvalme. Jeg blev lagt på en måde, hvor min overkrop var tippet lidt ned. Altså hovedet ned af, men det var ikke ubehageligt. Og så gik de ellers i gang. En læge og en jordemoder og to andre stod over mig og Kristian ved hovedgærdet, hvor han holdt mig i hænderne. De knaldede en helvedes masse gele på maven og startede ellers med at få ham skubbet op af mit bækken. Dét var ikke rart, men det gjorde ikke ondt. Efterfølgende forsøgte de at skubbe ham til siden, altså få ham til at lave en kolbøtte. Dét gjorde sgu ondt. Ikke så ondt at jeg ikke kunne være i det, men det var ikke rart. Vi brugte metoderne, som vi har lært af Heidi, og det hjalp meget. Jeg bevarede roen og Kristian gjorde mig tryg. Det lykkedes dog ikke at få flyttet på Spir. Jeg fik et par minutters pause, og de hentede en professor, som er god til at vende og har en høj succesrate. Hun knaldede mere gele på min mave, og gik i gang. Det gjorde ondt. Maven blev most godt og grundigt, stadigvæk med overvågning på Spir, som havde det godt og dét gjorde mig tryg. De prøvede ihærdigt, men uden held. De måtte give op – og jeg kunne heller ikke mere.

Så græd jeg. Og rystede. Jeg ryster altid når jeg har været ude for noget ubehageligt. Jeg læste engang at det er ligesom hunde, der ryster sig efter f.eks. en slåskamp. Ligesom for at få rystet den dårlige oplevelse ud af kroppen. Jeg græd og følte at det var dybt uretfærdigt. Jeg gik lige lidt ind i offer-rollen, og det havde jeg brug for. Vi fik et par minutter alene på stuen, hvor Kristian trøstede mig. Så fik vi talt med de søde jordemødre og lægen, og lagt en plan. Jeg er indtil videre “godkendt” til en sædefødsel, som jeg rigtig gerne vil prøve. Der er fuld forståelse for, hvis jeg vælger et kejsersnit, og lægen sagde: “vi dømmer ingen der vælger kejsersnit“, og der græd jeg igen.

Jeg har aldrig drømt om at gå ned af gulvet i kirken, med min far ved min side og orgelmusik og en masse øjne på mig og min store hvide kjole. Det er ikke fordi at jeg ikke ønsker mig det, men det har aldrig været “en ting” for mig. Jeg har altid drømt om min fødsel. At min mand skal tage imod, at det er en hård, men også en god fødsel. Jeg har altid tænkt at selvfølgelig ville jeg få det. Det har jeg jo drømt om, tænkt på og ønsket mig. Nu ser det anderledes ud, og dét skal jeg lige lande i. “Sådan er det jo at føde, at blive forældre, at blive voksen” har jeg hørt folk sige. Tja. Men jeg skal alligevel lige finde mig selv, i alt det her.

Jeg har drømt om vaginal fødsel. Og med vaginal fødsel mener jeg: hovedet først. Ikke sædefødsel, som måske bliver en realitet. Ikke kejsersnit. Men hovedet først. Jeg har slet ikke tænkt, at andet var en mulighed. Jeg har selvfølgelig tænkt at kejsersnit kan blive en mulighed, det kan det jo for alle fødsler, men jeg har ikke tænkt så meget over det. For jeg har tænkt at jeg ville gå efter en vaginal fødsel og så tage et kejsersnit, hvis det blev aktuelt. Nu skal jeg vælge om jeg har lyst til en sædefødsel (og jeg skal have lov af lægerne) og et kejsersnit er tæt på nu, hvor han vender med hovedet op ad. Det kan selvfølgelig være at han vender sig om, men lægerne tror ikke at sandsynligheden er så stor for dét.

Efter vendingsforsøget, fik jeg voldsomme plukkeveer. Først 6 timer efter, mens jeg lå i sengen. De var så voldsomme, at jeg ikke kunne være i dem og Kristian kunne ikke rigtig komme i kontakt med mig. Så vi ringede til Hvidovre og kom ind akut. De var så søde og indlagde mig natten over, så de kunne holde øje med Spir og jeg. Jeg fik endda en enestue og Kristian fik muligheden for, at overnatte sammen med mig. Dagen efter blev jeg igen undersøgt og vi havde det stadig godt, trods mange plukkeveer. Som jeg stadig har mange af i dag. Derfor sidder jeg også i sofaen i dag, og foretager mig så lidt som muligt.

Så status pt: vi skal tale med lægen mandag og finde ud af, hvad planen er. Om vi går efter en sædefødsel, får lov og overhovedet kan – det vil vise sig. Før at man får lov til en sædefødsel, skal flere ting opfyldes. Først skal læger og jordmødre give lov og føle sig trygge. Jeg skal gå i gang af mig selv, og må derfor ikke sættes i gang. Han skal lægge på en bestemt måde, så altså numsen i mit bækken og ikke med f.eks. tæerne nederst. Han skal have det godt, jeg skal åbne mig godt og have en god proces, hele fødslen igennem. Der er risici ved en sædefødsel, som ved alle andre fødsler. Vi bliver klogere på mandag – og så må vi finde ud af, hvad vi gør. Jeg er ikke sikker nu, men hælder til at forsøge mig med en sædefødsel, hvis alt går op i en højere enhed. Men ellers bliver det kejsersnit.

Heidi har givet et værktøj til Kristian og jeg, som vi brugte i mandags. Vi kalder det for Målfoto. Vores målfoto er ikke en smuk fødsel. Vores målfoto forestiller Kristian og jeg, i vores seng, i vores nye soveværelse, med Spir i midten. Og pandekager og kaffe. Når jeg tænker på dét, så bliver jeg rolig. Dét er målet. Ikke fødslen. Den er et skridt på vejen, en del af processen. Målet er en sund, dejlig, lille dreng. Og han er her inden længe. Han ankommer som han nu gør, målet er at have ham i vores arme og kysse og kramme ham. Og det vil ske. Uanset hvilken vej han kommer ud.

14 kommentarer

  • Mette

    Elsker det sidste afsnit og jeres fine målfoto. Dét er nemlig drømmen – og det får I, uanset fødsel. Krydser sådan fingre for jer og Spir. Det er hårdt når virkeligheden ikke lever op til det man har gået og drømt om.
    Knus fra en som blev mor ved akut kejsersnit

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dorthe

    Det er nemlig rigtig som Heidi siger. Det er resultatet af jeres kærlighed som i skal fokusere på. Lille Spir. Jeg tænker og har altid tænkt; hvad er en drømme fødsel? Det er en fødsel der ender godt. Med et lille nyt liv som bliver en del af jer. Sender jer en tanke på mandag ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helena

    SÅ god idé med målfoto! Det gav også mig ro inden og motivation under fødslen. I bliver en skøn familie på 3 med lille Spir liggende i midten uanset hvordan forløbet bliver ❤️ Dog stadig krydsede poter herfra på at han får vendt rumpen den anden vej 🤞🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Hej Mathilde.
    Jeg stod for 3 mdr siden præcis i samme situation som dig. Min søn vendte også forkert og jeg var igennem 2 mislykkedes vendingsforsøg. Jeg var frustreret og mega ked af det, fordi jeg ikke havde lyst til hverken sædefødsel eller kejsersnit.
    Jeg skulle føde på Herlev og der er de store fortalere for at forsøge sædefødslen og de er gode til det. Både jordmødre og læger!
    Mit vand gik 10 dage før termin og alt forløb fuldstændigt normalt til min fødsel. Så det er muligt at føde ved sædefødsel. Ved ikke hvordan holdningen er på Hvidovre, men kan forstå at det er meget forskelligt fra hospitalerne for rutinerede de er til at håndtere sædefødsler og de bunder i et gammel studie fra 00’erne som viser sig at være helt forkert. Det har i mange år skabt en frygt på fødeafdelingerne for sædefødsel, uden grund. Så hvis i er trygge ved det, så kan du sagtens føde han med numsen først og få en helt normal vaginal fødsel. Og tro mig, når din baby først er der betyder det ingenting hvordan han kom til verden. Det er kun nu det fylder rigtig meget. Held og lykke med det hele, ligegyldigt hvad skal det nok blive en fantastisk oplevelse❤️
    Knus fra mig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Så fint med målfoto! Min ældste var også en bandit og vendte med numsen nedad. Og endte med at lande i mine arme med hjælp fra et kejsersnit. Jeg havde også drømt om og forberedt mig mentalt på en smuk vaginal fødsel. Den fik jeg siden med min yngste datter. Men begge dele var så fine oplevelser, der kunne noget helt forskelligt. Smerter oven på fødslen fyldte fx meget mindre efter kejsersnittet for mig. Forsøger egentlig bare at sige, at jeg ønsker dig alt det bedste og en god oplevelse lige meget, hvad der sker. Så stærkt at holde fast i, at det nye liv med jeres smukke barn er det, der i sidste ende betyder noget. ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lene

    Hvor lyder det som en voldsom oplevelse, men simpelthen de fineste refleksioner – nemlig fokus på målet. Jeg håber du får lov at prøve sædefødsel, hvis det er det, som I er mest stemt for. Og måske det hjælper at tænke, at hvis det skulle ende i kejsersnit, så kan du godt føde vaginalt næste gang. Hilsen en felllow højgravid

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Jeg synes det er et nemt valg, at føde en velskabt dreng uden komplikationer, trods et kejsersnit vil du jo stadig være tilstede, og Kristian kan tage imod barnet. Og du er 100 % sikker på du og barnet klarer turen ud i verdenen. Så må du få et barn mere, som sikkert vender rigtigt og kan fødes naturligt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mette

      Der kan altid opstå komplikationer når et barn kommer til verden uanset om det er almindelig vaginal fødsel, sædefødsel eller kejsersnit 😊 De giver jo ikke grønt lys til sædefødsel hvis det ikke er forsvarligt

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tine

      Et kejsersnit er altså ikke bare sådan lige. Det er en operation med de risici det i sig selv indebærer. Og der er efterfølgende forskellige risici forbundet med ikke at være kommet gennem fødselskanalen for babyen. Så at du stiller det op som om det er en “no brainer” og at Matilde jo “bare kan få et andet barn, som sikkert vender rigtigt”, det er mega unfair. Det er ikke alle, der kan få lov at føde vaginalt efter et kejsersnit.
      Jeg synes virkeligt det er sejt, at hun har mod på at give sædefødsel en chance. Og går det ikke, kan der konverteres til akut kejsersnit, som ofte ikke er meget mere dramatisk end et planlagt kejsersnit.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Kære Matilde,
    Tak for at dele dine følelser og reflektionen med os. Kan godt forstå at du er ked af situationen. For selvfølgelig ønsker man bare at det går efter den plan og de forestillinger, man har i hovedet. Jeg kommenterede også på et andet opslag, og jeg må gentage mig selv: Når du først har Spir i dine arme, så betyder alt andet ingenting! Det er virkelig ikke for at underkende dine følelser, det skal kun forståes som en trøst. Tænker at andres historier og erfaringer måske kan hjælpe. For selv om det måske ender i et kejsersnit, så er resultatet jo jeres længe ventede søn <3
    Forhåbentligt får I alle de børn, I ønsker, og så får du sikkert chancen for en vaginal fødsel. Det sagde min fødselslæge i hvert fald til mig – selvom jeg fik kejsersnit denne gang, så er der (som udgangspunkt) intet i vejen for en vaginal fødslen næste gang.
    . Da vores søn kom til verden (klokken er 04.15 og jeg sidder og ammer 😅), fik jeg ham op på brystet lige efter, og imens at jeg blev lappet sammen, lå han på min mands brystkasse inde på stuen. Da jeg kom efter en times tid var han helt rolig og lå og puttede hos sin far og fandt med det samme brystet, da han kom over til mig. Alt var godt og det er det stadig her knap 6 måneder efter <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Hej Matilde
    For lidt over 1 år siden kom min datter til verden. Planen var en hjemmefødsel. Fødekar på køkkengulvet, min kæreste skulle tage imod. Helt øko. Jeg havde glædet mig voldsomt til fødslen. I stedet endte det i et akut (men meget stille og roligt og fint) kejsersnit, fordi det viste sig hun lå forkert. Selvfølgelig ærgrede det mig at jeg ikke “fik lov” at føde vaginalt. Men det gør jeg måske næste gang, og hvis ikke, er det også fint. For da min smukke datter lå i mine arme var alt andet fuldstændigt ligemeget <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Kære dig💗
    Jeg forstår dig så godt. Hvad du end vælger er det rigtige – så længe det føles rigtig for dig.
    Jeg ventede selv i næsten tre år på at blive gravid og drømte også om normal fødsel. Fremragende graviditet hvor alt var godt endte ud i, at vores pige IKKE havde vendt sig, som hele tiden antaget. Lægen prøvede at vende hende, og på trods af min ro og efterfølgende blå mærker lykkedes det IKKE. Kejsersnit blev en realitet, da jeg ikke ville ud i sædefødsel. Jeg fik angstanfald for første gang over at skulle have kejsersnit, da en normal fødsel var min drøm.
    Kejsersnittet endte med at blive en fantastisk let og fin oplevelse: Ingen smerter og efter 14 minutter var hun ude. Det var en fantastisk fødsel selvom jeg havde drømt om den anden metode altid.
    En masse kram og forståelse her fra 💗

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise

    Hej Matilde
    Tak fordi du deler så meget! Jeg er selv gravid i uge 27 og har fået rigtig meget inspiration fra din træning og din podcast!
    Min veninde var igennem nogenlunde det samme som dig med mislykket vendingsforsøg, og hendes dreng vendte sig selv et par dage før termin. Så det kan lade sig gøre – det håber jeg også sker for dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Agathe

    At få sit barn ved et kejsersnit (specielt hvis det er planlagt) er helt vildt, magisk og fantastisk!! Det skal man ikke ærgre sig over, hvis det ender sådan. Man får sit dejlige barn og det er jo det vigtigste <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

De rigtige zoner