Er jeg den eneste som kalder det for sminke?

Om at tage afsked


Jeg hørte en podcast imorges. Den hedder “Alt er nu” og jeg kan virkelig anbefale dig at give den et lyt. Den er sørgelig. Sådan, rigtig sørgelig. Den handler om et par, som bliver forelskede på kort tid, som elsker hinanden på få måneder. Sådan som det skete med Kristian og jeg. Forleden spurgte Jeanne os om der ikke er noget, som er kommet bag på os, efter at vi har fået Alfred. Nye sider i den anden, som først er kommet til syne nu – med søvnunderskud og generelt mindre overskud. Og Kristian og jeg kiggede på hinanden og kunne ikke finde på noget. Da jeg mødte Kristian var det (helt film- og kvalme-agtigt) som at møde min bedste ven. Han er det menneske som kender mig bedst (okay Maja kender mig nok aller-bedst, men det er mere fordi hun er den eneste, som jeg kan prutte overfor, helt overlagt, sommetider med stolthed). Hun kender sider af mig, som Kristian aldrig skal kende! Heldigt for ham, knap så heldigt for Maja.

Kristian er alt for mig. Han er min store kærlighed, han gør mig tryg og glad og lykkelig hver eneste dag. Han kan også pisse mig af. Som igår aftes hvor han ikke havde slukket lyset i stuen, men lå glad under dynen. Så skulle JEG rejse mig og gå ind og slukke. Småting der pissede mig af igår, efter en hel dag i nattøj, i lejligheden og med morglad baby. Der skulle ikke så meget til. Jeg fik vist sagt undskyld for min attitude. Kristian er mit liv. Så kort kan det siges.

Men så kom Alfred. Elskede, dejlige, smukke, krævende Alfred. Mig, mig, mig-Alfred. Han er nu øverst i fødekæden, førsteprioritet og hans behov styrer mit liv pt. Sådan skal det være, det er okay.

Igår delte jeg på min story, at de første uger i Alfreds liv, var rigtig hårde for mig. Og ikke fordi at jeg ikke sov, havde ammeopstart eller ondt efter fødslen. Det gik faktisk okay, selvom et kejsersnit ikke er a walk in the park. Det handlede ikke om dét. Jeg følte mig faktisk en smule ulykkelig. Ikke hele tiden, men i perioder i løbet af dagen. Særligt når mørket faldt på. Så ventede natten, og hvem ved hvad den bød på? Samtidig vidste jeg også, at jeg var alene om natten. Kristian stod gerne op for at skifte, hente vand til mig og så videre – men det var jo mig, som havde maden til Alfred. Jeg var voldsomt ked af det, hver eneste eftermiddag og aften. Melankolsk, tror jeg. Og hvordan kunne jeg dog være dét, når jeg havde fået det som jeg havde ønsket mig allermest? Det gav ingen mening for mig. Jeg følte skyld, skam og dårlig samvittighed. Og jeg ville ikke sige det højt, mens det stod på.

Da jeg delte det, var der så mange af jer som skrev til mig. Og ønskede at jeg skrev dette indlæg. Flere skrev at i aldrig havde hørt nogen sige dét højt. At det kan være ulykkeligt at få et barn – fordi man er bange for, at miste sin partner, miste det man havde sammen. Alt det man havde inden baby – bliver vendt op og ned efter baby. Det parforhold vi havde før Alfred, det er væk for altid. Vi kan ikke længere stene netflix en hel søndag, vi kan ikke sove til vi vågner. Vi kan ikke bare tage op og træne, når det passer os. Vi kan ikke cykle byen rundt, spise is og holde i hånd i timevis, vi kan ikke drikke øl og drinks og komme hjem klokken 4 om natten. Vi kan ikke køre ud til venner når vi har lyst. Jeg kan ikke kysse Kristian hver eneste gang, at jeg får lyst. Eller har behov for kys. Sommetider sidder jeg og ammer og skal koncentrere mig om dét, andre gange skal jeg lige nå at tisse og børste tænder, mens Alfred sover – og så ryger kysse- og holde-i-hånd-tiden. For vores hverdag skal hænge sammen. Og jeg skal have lidt tid alene, ellers bliver jeg vanvittig. Samtidig er der praktiske ting, som skal køre som smurt. Musehjulet kører, dagene går stærkt og jeg oplever pludselig at der skal et stykke arbejde til, for at passe og pleje forholdet. Vi er gode til det, men kun fordi vi er meget bevidste om det. Og fordi jeg virkelig har øvet mig på, at alt i hjemmet ikke skal være perfekt. Jeg vil hellere prioritere at holde i hånd, end at prioritere tøjvask og opvask.

Jeg blev bange for at miste ham. Jeg var ked af, at alt var forandret. For altid. For det er ikke en fase, en periode, en årgang. Det er for livet. Vi har fået en søn – og alting er forandret. Og jeg var ked af, at alt var forandret. Det handler og handlede ikke om, at jeg fortryder eller fortrød Alfred. Han er vores bedste beslutning nogensinde. Uden sidestykke. Selvfølgelig er han det. Men livet var og er forandret og det ved man altså ikke, før det er sket. Jeg anede intet – heller ikke da jeg var højgravid. Det er først når baby er ude, at det går op for dig, hvad du er gået ind til. Og du kan ikke sige op eller sende retur. Det kan være enormt grænseoverskidende og angstprovokerende.

Så i de første mange uger, var vi begge kede af det. Fordi alt det vi kendte, var forsvundet. Og vi skulle finde os selv, hinanden og samtidig lære en lille dreng at kende, passe ham og sørge for, at han havde det godt. “Den største selvvalgte livskrise”, kaldte vores sundhedsplejerske det, da vi talte med hende om det. For det fyldte. Det gav så meget mening, da hun sagde det. Derefter er det gået nemmere. Fordi hun fortalte os, at de fleste par har det sådan. Vi var ikke alene. Jeg var ikke alene om, at sidde med mit barn og tænke på, om mit parforhold nu ville gå itu. Og det lettede. Jeg var normal. Alt hvad jeg følte og tænkte, var normalt. Det var en kæmpe befrielse. Jeg kunne mærke at det var rart for flere af jer, da jeg satte lidt ord på det igår. Du er ikke mærkelig, en dårlig mor, tarvelig eller et dårligt menneske, når du savner tiden før baby. Det er ganske normalt. Og vi er mange som har det som dig. Det betyder ikke, at du elsker dit barn mindre. Det er helt som det skal være – du er helt som du skal være.

Jeg har været mor i 11 uger nu. Jeg er ikke længere ulykkelig og sortseende på den måde, som jeg følte at jeg var i starten af mit morskab. Jeg har fundet ro i det, jeg er vokset med opgaven. Kristian og jeg har talt meget om den fase vi gik igennem, lige da Alfred kom ind i vores liv. Og det hjalp også. Tiden er din ven. Alt er en proces. Intet varer evigt. Du vil vokse med opgaven. Jeg vokser hver eneste dag, alting har sin start.

Du gør det godt – og du er aldrig alene.

9 kommentarer

  • Sabrina

    Tak for dit oplæg!
    Jeg er ikke mor, men har et stort ønske om at blive det en dag – dog har jeg altid været så pisse bange for at miste det min kæreste og jeg har nu. Tak fordi du fortæller.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kamilla

    Årh dette oplæg giver SÅ meget mening. Blev mor for anden gang i mandags og sidder IGEN med de følelser! Tak for en reminder om at det er en fase og at alt bliver bedre med tiden ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi

    Hvor ville jeg ønske at du havde “fandtes” da jeg fik min store knægt der nu er 14 år. Jeg bliver så meget klogere på mine tanker jeg havde dengang ved at læse dette skriv. Tak af hjertet tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Kan genkende meget af det, du skriver. Min søn er knap 9 måneder, men kan sagtens huske følelserne i starten af at være ked af det og lykkelig på samme tid.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi

    Det der, det var nøjagtigt sådan jeg havde det første gang jeg blev mor for 10 år siden. Jeg holdte desværre bare de tanker indeni mig selv.
    Det er nemlig en kæmpe belastning for et parforhold og ens egen privatsfære at få sådan en lille bitte en man på den ene side elsker uendeligt højt og på den anden side virkelig syntes er en byrde..
    Flot du kan sætte så mange ord på det allerede. Håber dette skriv kan hjælpe mange kommende og nybagt forældre

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Tak!!!!
    Bare tak!
    Det er så skønt at du tager dette emne op, og generelt de emner du tager op! De fleste rammer plet herhjemme og vi elsker at følge jer og lille A’s hverdage!

    Havde det præcis på samme måde da jeg havde født i sommers, jeg vidste at jeg elsker og elskede min baby, men nøj hvor jeg savner min kæreste! Jeg savner ham ikke fordi han ikke er her, han er her konstant faktisk! Men jeg svaner det vi havde inden baby!❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Det fantastiske er, at den dér partid kommer tilbage ♥️ Min mand og jeg har to piger på hhv seks og to, og der er frihed at snuse for enden af den – tilsyneladende – evigt mørke tunnel. Nummer to barn er så yderligere en bonus, for her ER du allerede mor og far.
    Vores kysse- og krammetid er på den opadgående kurve, og det er fantastisk!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Kære Matilde, plejer ellers aldrig at kommentere, på noget som helst, men nu gør jeg det! tak for et virkelig godt indlæg! Jeg blev mor nogenlunde samme tidspunkt som dig og har faktisk haft rigtig svært ved at sætte ord på, hvordan jeg havde det i starten, udover følelsen af at føle sig virkelig forkert i min nye rolle. Nu er det gået op for mig, hvorfor. Din beskrivelse er så præcis og befriende at læse! Tak fordi du sætter ord og fokus på dette! Er sikker på, at det vil hjælpe virkelig mange til at forstå de følelser, der også kan være forbundet med det at blive mor.
    Kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene Nielsen

    Kære Matilde
    Stort tillykke med Alfred.
    Jeg kan 100 % relatere til det du skriver. Min mand og jeg har 3 skønne piger på 6, 10 og 13 år, og jeg har faktisk haft en periode i starten af hver af deres liv, hvor jeg har været rigtig ked af det og savnet det “der var” inden pigen kom. Både 1., 2. og 3. gang var jeg ked af, at vi ikke længere var 2,3 eller 4 i vores lille familie. Nu hvor den yngste er 6 år ønsker jeg mig SÅ meget en nr. 4.
    Tiden er gået SÅ hurtigt og jeg kan slet ikke holde ud at tænke på at vi ikke skal blive ved med at have det sådan her altid.
    Nyd lille Alfred og jeres liv – det er helt fantastik ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Er jeg den eneste som kalder det for sminke?