10 ting jeg har lært i de 10 minutter jeg har været mor

De næste 14 dage (ish)

Jeg har netop slukket for tv’et og for TV2 News. Jeg orker ikke at høre mere om corona lige nu. Der er intet nyt som tingene ser ud lige nu, så jeg skal lige have en pause. Jeg synes det er hårdt at høre om det hele tiden. For jeg bliver bekymret og jeg kan nemt få sat gang i katastrofe tankerne. Film som “The day after tomorrow”, “I am legend” og “2012” kan godt fylde mine tanker, hvis jeg ikke passer på.

Jeg synes dog at jeg har fået lidt mere ro på igår aftes og i dag. Alfred har igennem en længere periode haft en infektion, som lægerne ikke kunne finde ud, hvad var. Da Mette Frederiksen onsdag aften holdt pressemøde, var vores tanker meget på Alfred og hans behandling. En ting er at have ham med i et venteværelse hos lægen (der er folk jo syge og kan smitte med alt muligt, ikke bare corona), men ville han blive prioriteret? Vi var ret desperate, da den behandling han fik på daværende tidspunkt, ikke var nok. Han er derudover på penicillin, hvilket gør at hans immunforsvar er svækket. Derfor har katastrofetankerne fyldt lidt mere hos mig, end de måske ville gøre hvis Alfred var helt rask. Men det er bedre nu, for Alfred har fået den behandling som virker og forhåbentlig kan vi slutte hans penicillinbehandling i næste uge. Vi har dog alligevel taget vores forholdsregler og vil de kommende to uger (måske mere end dét) holde os fra andre og opholde os mest herhjemme. Vi skal ikke se familie eller venner – og det bliver hårdt, for vi savner dem (og de savner Alfred), men sådan må det være. Better safe than sorry. Vi skal ikke risikere at Alfred (eller Kristian og jeg) bliver syge og får brug for lægebehandling eller måske endda at komme på hospitalet. For vores læge tager ikke patienter og jeg skal ikke ind på et hospital lige nu.

Jeg blev mere fortrøstningfuld igår da Kristian og jeg skulle på apoteket og ud og købe bleer. Jeg forventede spøgelses by og tomme hylder efter at der var blevet hamstret – men der var masser af mennesker på gaderne (som tog de hensyn vi nu skal tage) og hylderne var og er fyldte og folk var søde og der var god stemning. Det var rart. Vi fik også købt de ting til Alfred på apoteket, som han havde brug for. Det gav ro. Medicin og bleer, det gav mig så meget ro. Skidt pyt med om vi har friske grøntsager og toiletpapir, det skal vi sgu nok klare. Men jeg kan godt forstå de som hamstrede – for det er en naturlig reaktion, når der sker det, som skete i onsdags. Det har jeg hørt mange adfærdspsykologer udtale sig om. Jeg kan godt forstå at panikken bredte sig.

Det går lidt bedre nu og jeg skal ikke bruge nær så meget energi på, at dæmpe katastrofetankerne. Vi har det alle 3 godt og Kristian arbejder hjemme, så vi er sammen. Vores planer er at opholde os indendørs, gå lange ture og træne i stuen. Det bliver lidt mærkelige uger, måske mere end uger. Uvisheden er nok den sværeste. Hvordan det bliver fremover og hvornår det bliver normalt igen. Hvor mange vil blive syge, vil et familiemedlem blive syg, hvor stor en effekt vil det have for jobs og økonomien. Der er uendelig mange tanker. Og bekymringer.

Jeg får til gengæld mere tid til at skrive indlæg, rydde op i mit tøjskab (!), bage boller, lave mad, få en lille lur i ny og næ da både Kristian og jeg er hjemme – og selvom at han skal arbejde, så er vi mere fælles om de praktiske ting og det giver lidt luft. Jeg forsøger at fokusere på de positive ting. Det lykkes for det meste. I går delte jeg på min instagram, at Kristian og jeg “leger en leg” hver dag. Det gælder om at nævne 3 ting for hinanden, som vi er taknemmelige for. Jeg er f.eks. taknemmelig for at Alfred har fået den rette behandling, at jeg ammer så jeg ikke skal bekymre mig om MME (og det skal man heller ikke, for vi har ikke en fødevarekrise, men jeg kender mig selv godt nok til, at jeg ville have bekymret mig) og så er jeg taknemmelig for, at Kristian og jeg ikke er adskilt.

Jeg har oprettet gruppen: “Vi kan hjælpe hinanden #Corona” på facebook – alle er velkomne. Der bliver både tilbudt at handle for hinanden, gå ture med hunde, passe børn, gå på apoteket og andet. Kun fantasien sætter grænser, så længe vi passer på hinanden.

Jeg tænker meget på de af jer, som bor alene. Som skal klare alting selv og som skal være i tankerne og måske bekymringerne alene. Mange af jer har skrevet til mig – og delt jeres ensomhedsfølelse med mig. Jeg ville ønske at jeg kunne komme forbi og drikke en kop kaffe med dig. Men det går jo ikke. Mit råd til dig er at melde dig ind i en af mine venindegrupper (“Find en veninde #dueraldrigalene” på facebook), for der er mange som har det ligesom dig. Del det med din omgangskreds, selvom du måske ikke kan være sammen med dem fysisk. Alle forstår dig, for vi kan alle relatere til dén følelse, det er jeg ikke i tvivl om.

Vil du dele hvordan du har det? Hvordan du har grebet hele det her an? Måske er du i karantæne eller måske du har valgt at blive inde? Måske ikke? Måske skal du stadig på arbejde? Hvilke følelser fylder? Har du behov for noget, som jeg måske kan hjælpe dig med? Del gerne 3 ting som du er taknemmelig for! Del hvad du har lyst til i kommentarfeltet. Også gerne hvis du har ideer til hvad man kan lave, når man får så meget tid foræret? Alt er velkomment i kommentarfeltet <3

9 kommentarer

  • Malene

    Jeg er taknemmelig for at jeg ikke er kroniker. Jeg er endnu mere taknemmelig for at min søn på 4,5 mdr har et godt helbred, og at min mand har mulighed for at arbejde hjemmefra. ❤ Verden er af lave pt., men så længe vi hjælper hinanden og viser hensyn ude i samfundet, så skal vi nok komme igennem denne krise.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elise

    Min søn og jeg er kommet i “karantæne”, det er heldigvis ikke længere sådan at vi skal være hjemme i 2 uger, men bare indtil vi ikke længere er syge.. Det føltes så dumt at ringe til lægen med hoste og en lille smule feber, men de tog det meget seriøst og jeg må ikke tage på arbejde før jeg er helt frisk igen..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maj

    Jeg er taknemmelig for at de første par dage er gået godt trods tre børn på 0, 2 og 4 og en mand der skal arbejde. Jeg er taknemmelig for at være på barsel så jeg ikke også skal arbejde. Og så er jeg taknemmelig for at vi alle er ved godt helbred 🙏🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Vi skulle have været fem uger på roadtrip i Californien om to uger. Min kæreste, min seks måneder gamle datter og jeg. Vi har glædet os i mange måneder, og det er lige blevet aflyst i går. Jeg er så trist. Men samtidig taknemmelig. Vi er sunde og raske. Lige nu kan jeg høre min datter grine af min sin far, som synger fjollede sange. Og min kæreste kan heldigvis få rykket sin barsel til sommerferien, så vi ikke skal gå hjemme og glo på hinanden i ni uger 😛

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    jeg har sabbatår og backpacker pt. jeg har været afsted lige knap en måned og havde en måned mere, men har netop lige bestilt en flybillet hjem. better safe than sorry ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Rikke

      Vi føler med dig – vi sidder i samme situaiton! God tur hjem ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Melissa

    Jeg er på barsel (sygeplejerske)med min 4 mdr gamle datter og har en 4 årig pige. Herhjemme har vi lært den store “at hun skal vaske fingre, hvis hun rør sine kinder” og at en håndvask varer to x lille Peter edderkop. Så hygiejnen har vi helt styr på. Men alligevel har vi valgt at isolere os herhjemme, simpelhen af hensyn til samfundet (min mand har hjemmearbejdsplads). Jeg vil ikke være grunden til en anden bliver smittet. Med det sagt, har min afdelingssygeplejerske informeret mig om at hvis vi får “italienske tilstande” så vil jeg blive indkaldt da jeg har intensiv og respirator erfaring og det vil være den erfaring der mangler. Det har fyldt og fylder meget for mig. Jeg vil ikke forlade min familie og risikere at blive smittet og ryge i karantæne væk fra dem. Men tilgengæld så vil mit hjælpe hjerte helt sindsygt gerne.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • *

    Jeg er læge. Jeg bor alene og er gået mere eller mindre i isolation (kun ude for at handle og selvfølgelig gå på arbejde). Det er ensomt og tankerne fylder meget, når jeg ikke er på arbejde og kan gå til hånde. Det er så alvorligt det her, at vi næsten ikke kan tage det seriøst nok. Jeg prøver ikke at skræmme, men Italien er ikke et u-land, det er et land, vi kan sammenligne os med, og de er knækket.
    Bliv hjemme. Fortsæt forbruget via netshopping så vi så vidt muligt kan holde hjulene igang, men bliv hjemme. I 14 dage, 30 dage eller 60 dage. Vi kan godt overleve ensomheden, men som samfund kan vi ikke overleve de tilstande, Covid-19 i værste fald medfører ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • anna

      Jeg tror vi mere, vi skal frygte den situation, vores folkevalgte har vagt at sætte vores land i. Det er så uheldigt, hvordan denne situation er blevet håndteret fra politisk side og med store omkostninger. Med hensyn til Italien, spiller det nu også en rolle, at de har Europas ældste befolkning.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

10 ting jeg har lært i de 10 minutter jeg har været mor