(af)savn

Kom nu bare videre

Sorg. Engang handlede alt på min blog om sorg – engang var sorg det, som fyldte mig. Jeg havde et par år, som var rigtig svære. Jeg havde et par år hvor sorgen fyldte det meste, og hvor jeg ikke var glad for livet. Det var selvsagt hårdt og mørkt og jeg ønsker aldrig at komme derhen igen, hvor jeg skal føle så stærk en sorg. Nu er jeg et andet sted, nu er jeg faktisk lykkelig. Men trods de lykkelige omstændigheder, så kan jeg stadigvæk huske smerten og alt det mørke, som jeg sloges med i årevis. Sommetider er jeg glad for at jeg har sørget og følt smerte, for jeg tror at det gør at jeg i den grad er i stand til at føle det modsatte – nemlig glæde og lykke.

Da jeg var i sorg og i krise, da kærestesorgen og tabet over min lillebror var altomsluttende, så ville min omgangskreds så gerne have, at jeg kom videre. Kom i gang med livet igen, kom over sorgen, tabet og savnet og igen levede som jeg plejede. Det var umuligt og det var også et pres – for jeg hverken kunne eller ville videre. Jeg havde brug for at sørge, jeg havde brug for at være i krise – jeg kunne ikke andet.

Der er forskel på sorg og kompliceret sorg. Kompliceret sorg defineres ved, at være en vedvarende sorglidelse. Jeg forstår det således, som er være sorg som fylder alt, i lang tid og påvirker alle aspekter af dit liv. Dit liv går i stå. Jeg så engang en udsendelse med en kvinde, som havde mistet sit barn. Helt forfærdeligt. Under udsendelsen troede jeg, at det lige var sket, for kvinden var helt lammet af sorg, hans værelse stod helt urørt og hun græd og græd og kunne ikke gå på arbejde. Jeg forstod hende, for jeg har set mine forældre miste et barn – det er det værste som kan overgå et menneske. Langsomt gik det op for mig, at kvinden havde mistet for 7 år siden. Hendes liv var gået helt i stå. Hun identificerede sig med sorgen og at være moderen til et dødt barn. Hun kunne ingenting, hun sad bare i sin lejlighed og dyrkede sorgen (ud fra mit perspektiv). Dét er kompliceret sorg – i min optik.

Jeg sørger stadig over, at have mistet min bror. Det vil jeg gøre til evig tid. Men mit liv er ikke gået i stå. Jeg sørgede “aktivt” i et par år. De værste år i mit liv. De år i mit liv, hvor jeg på de mørkeste dage helst ville sove og aldrig vågne igen. Pludselig fandt jeg ud af, at jeg dyrkede sorgen og at mit liv var gået i stå. Pludselig gik det op for mig, at jeg var den eneste som kunne ændre det. Så det gjorde jeg. Ikke over natten, men langsomt. Jeg ville ikke længere identificere mig med sorgen og være “den levende søster”. Jeg ville være Matilde igen – med sorgen, men også med glæden og alle de andre ting, som jeg rummer.

Der er ingen som kan eller skal bestemme, hvor længe du skal sørge. Jeg skriver med mange af jer, som står i sorgen lige nu. Det kan være sorgen over parforholdet, som gik itu. Sorgen over at have aborteret, mistet en god veninde, måske den bedste veninde. Sorgen over at måtte droppe drømmeuddannelsen og ikke have en “plan”. Sorg kommer i mange forklædninger, hvad der er sorg for mig, er ikke nødvendigvis sorg for dig.

I de år hvor jeg sørgede aktivt og hvor mit liv mere eller mindre var gået i stå, sagde flere i min omgangskreds at jeg skulle komme videre. Du kommer ikke videre i en sorg, du kommer igennem en sorg. Jeg havde brug for at sørge, så jeg tog mig tid. Jeg har skrevet om det flere gange, for det er så vigtigt. Vi lever i et samfund, hvor vi helst skal have det godt – har vi ikke det, så skal vi gerne gemme det væk og rode rundt med det på egen hånd. Du må gerne vise din sorg – faktisk kan det lindre at vise den frem. Så kan du selv kigge på den – og andre omkring dig kan se den og måske forstå dig.

Jeg skrev med en pige i sidste uge. Hun står i sit livs værste krise. Hendes veninder og forældre ville gerne have, at hun tog sig sammen og kom videre. Tid kan ikke definere sorg. Et parforhold på et par måneder, kan sagtens afføde et års sorg. Andre kan og skal aldrig bestemme, hvor længe du skal sørge. Selvfølgelig kommer der et tidspunkt, hvor du skal vælge livet til, måske med professionel hjælp. Men sorg er som udgangspunkt ikke farligt, sorg er en grundfølelse og en følelse som gerne må være her. Den er modbydelig, kan føles fysisk, være altødelæggende og rumme kaos, men den må gerne være der. Den er ikke behagelig, men sådan er livet.

Da jeg var i sorg ønskede jeg tit, at jeg boede i et land med en kultur hvor sørgebind er noget man tager på, når man er i sorg. Jeg havde brug for at folk kunne se, at jeg lige skulle passes lidt på. Lidt ligesom når man er ny i trafikken.

Der er ingen som hverken kan eller skal bestemme, hvad du må sørge over. Og hvor længe. Du må gerne græde snot over ham den søde som du datede i 7 uger, du må gerne hulke over at du alligevel ikke skal være sygeplejerske og du må gerne græde og høre Sam Smith og Adele og have ondt af dig selv. Ikke for evigt. Men du må godt. Jeg dyrkede min sorg heftigt i 2 år. Jeg drak vin, hørte de førnævnte kunstnere og kan stadigvæk alle deres tekster (virkelig, dem alle), og jeg havde brug for at sørge og pille navle og have skide ondt af mig selv. Indtil jeg ikke længere havde brug for det. Indtil at jeg var klar til, at vælge livet til igen. Du er aldrig alene <3

 

13 kommentarer

  • SofieM

    Hej Matilde
    Tak for et virkelig fint indlæg.
    Jeg har selv været/er i sorg over tabet af min far, som ledte til et brud med min daværende kæreste, da jeg simpelthen ikke kunne give det samme som før. Jeg sørger stadig over tabet af min far, men i høj grad også efter tabet af min kæreste. Han har fået en ny, og de venter deres første barn. Jeg er glad på hans vegne, men tanken om, at det skulle have været mig, kan jeg ikke slippe.
    Hvordan kom du over din ekskæreste som du jo har skrevet en del om? Er du kommet 100% over ham, eller vil man altid mærke det lille stik?
    Kh
    Sofie

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Matilde

      Hej Sofie. Jeg er ked af dit tab, hvor er det uretfærdigt at du skulle miste din far. Det gør mig ondt! Og jeg forstår dig og din sorg over både din far og din ekskæreste. Mit brud kom også som efterve efter at min bror døde. Jeg havde meget svært ved at acceptere at det var dét som “kostede” mit forhold. At hans død også “ødelagde” mit forhold. Så jeg forstår dig. Jeg er lykkelig for og med Kristian, men det er en sorg for mig fordi det sluttede som det gjorde. Jeg er det rigtige sted, men det er en sorg og han vil altid bo i mit hjerte, selvom det er et lille sted. Måske er det sådan når man har elsket med hele sit hjerte? Så vil det altid bo lidt i hjertet? Jeg forstår dig fuldstændig <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Min moster døde og fjorten dage senere gik min kæreste og jeg gennem syv år fra hinanden. Jeg gik rundt i en tåge af sorg. Fjorten dage senere spurgte min tætte kollega, om det ikke snart var på tide, at jeg blev glad igen.
    Det gjorde mig paf og gjorde så ondt, at jeg stadig husker det tydeligt her godt fem år senere. For du har helt ret. Sorg skal have tid.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kamilla

    Meget brugbart indlæg!
    Jeg mistede min kusine/bedste veninde for 2 år siden. Det første år “lagde jeg låg på” det sidste år var jeg knust. Har altid været opsat på ikke at dyrke sorgen, men også fundet ud af at det er nødvendigt at være i det. At det er okay at være ked af det! Og sur. Og at man kommer til at skulle leve med smerten. Jeg gik/går til psykolog 1 gang om ugen (inden corona) bla. Pga tabet, men også fordi min far var i kemobehandling og mine forældre skulle skilles. Psykolog har hjulpet mig SÅ meget! Jeg er ved at blive mig selv igen, glad, skør og åben. Jeg har lært at sætte pris på minderne om min kusine. Man er aldrig alene og man skal være ked af det, når man er ked af det. Ellers kommer man aldrig igennem en sorg. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Tak af hjertet! Jeg mistede min far for knap to måneder siden. Vi var forberedt på at han skulle herfra men sorgen bagefter var jeg ikke forberedt på. Der ligger SÅ mange følelser og tanker bag en sorg, det gør der hos mig. Man skal se sig selv i et nyt lys når man har mistet nogen eller noget. Jeg var fars pige – nu skal jeg være en kvinde.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Tak for dit indlæg !
    Jeg mistede mine tvillingepiger for 2 år siden i uge 21. Det er en ubeskrivelig sorg. Jeg genkender alt det du skriver.
    Igen, tak <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære Matilde
    Vigtigt at sætte fokus på sorg, og som du så fint skriver, så kommer man ikke over sorg, men kommer igennem sorg.
    Jeg har mistet mennesker i mit liv jeg elskede højt, både til kærestesorg og død. Jeg sørgede også i en lang periode, og det havde andre svært ved at forstå. Jeg har lært at leve med sorgen, og har perioder hvor jeg tænker mere på det. Det er vigtigt at vælge livet til og tillade sig selv at mærke glæde igen.
    Tak for et godt indlæg, god tirsdag til dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Em

    Spot on! Tak for et godt oplæg, Matilde <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisbeth

    Tak for dette indlæg, Matilde. Jeg kommenterer ellers aldrig, men det her… TAK!
    Det er nu seks måneder siden min ptsd-ramte ekskæreste forlod hus og hjem. Han efterlod mig og vores to fælles børn på dengang to og fire år. Med hans forsvinding kom løgne, der havde stået på igennem ni år, frem. Det var bestemt ikke rart, men at blive forladt, fordi han ikke længere kunne være sammen med os, Fordi han ikke længere kunne rumme mig og vores børn. At stå alene med to ulykkelige børn samtidig med, at jeg havde mistet mit livs kærlighed… Jeg var, og er stadig, knust, og sorgen ramte ikke før fire måneder senere. Lige nu står jeg med begge fødder plantet solidt i sorgen, og det er OK. Det bliver godt igen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • EO

    Tak for dette indlæg! Lider stadig af grusom hjertesorg, efter at blive forladt brutalt i juni måned sidste år. Ingen forklaring, blot et “vi skal ikke være sammen mere”. Det var 14 dage før vores 2 års dag. Manden jeg drømte om at dele resten af mit liv med, smed mig ud som affald. Slikker sårene i stilhed, da min familie ikke skal vide at jeg lider i stilhed og kvæles af minder. Ingen mænd har vakt min interesse og jeg har affundet mig med et liv alene.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Virkelig fint og vigtigt emne❤️Tak fordi du sætter fokus på sorg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Patricia

    Tak for et rigtig vigtig indlæg🙏🏻

    Mistede min lillebror for 2,5 år siden i et trafikuheld, på daværende tidspunkt var jeg nyforelsket.. Trods jeg havde det forfærdelig og var helt nede var han der for mig i 10 mdr hvor han så valgte at forlade mig for en anden kvinde i smug! Der var jeg ellers ved at komme mig på bedre tanker om mig selv men det knækkede mig og jeg var langt nede i nogle mdr men pga mine 2 dejlige børn fik jeg kæmpet mig tilbage til livet❤️ En dag var det nok, jeg var klar til at vælge at jeg fortjente at leve videre og give mine børn deres mor tilbage❤️

    I dag har jeg det rigtig godt sorgen rammer og det får den lov til, og jeg er færdig med at yde selvtægt!

    Nyder at følge med i dit/jeres liv, du gør det godt

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Sikke et fint skriv❤️ Og hvor er det dejligt at du tager dette emne op.. har selv haft meget sorg i mit liv og har fået tanken flere gange Om hvorfor vi ikke længere bruger sørgebind i danmark for nogle gange har man brug for at vise sin sorg uden at skulle fortælle det med ord❤️ Tak for dig🙏🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

(af)savn