Det gør jeg for at elske min krop som den er

Når det hele ser anderledes ud

For fanden hvor er det åndssvagt. Jeg synes at det er så dumt. Af mange årsager. Dels er det corona tid og hvorfor bruge tid på noget, som ikke er vigtigt? Dels har jeg fået alt det jeg drømte om: Kristian og Alfred, en familie. Min familie. Men uanset hvor dumt jeg synes at det er, så fylder det og det er sådan at jeg har det. Jeg har det svært i min “nye” krop. Måske er det fordi at jeg i ret mange år, har hvilet i min krop og faktisk været glad for det jeg så i spejlet. Og det er ikke fordi at jeg græder, når jeg kigger på mig selv nu, men jeg føler ingen glæde og jeg hviler ikke i min krop. Udover at min krop ikke kun er min, men mere er Alfreds, så ser den anderledes ud. Jeg har en forestilling om, hvordan min krop ser ud – den krop jeg har i mit hoved er den krop jeg havde, inden at jeg blev gravid. Men når jeg så kigger mig selv i spejlet, så får jeg et lille chok hver gang. Det lyder skørt, måske du kender det. Men så går det op for mig, at det er sådan her jeg ser ud nu.

Og det kan virke helt latterligt for dig, som læser det her. Jeg har tænkt det samme – når jeg har læst eller hørt kvinder tale grimt om deres krop. Men det er fordi at jeg ikke har forstået. Fordi jeg glemte hvordan det er, ikke at føle sig hjemme i sin egen krop. For det er faktisk dét, der fylder mest. Jeg føler mig ikke længere hjemme i min egen krop. Den føles anderledes. Når jeg træner, føles den anderledes. Når jeg går, føles den anderledes. Jeg er blød steder hvor jeg ikke har været blød før. Jeg kan ikke træne i så lang tid, som jeg gerne vil. Ikke fordi at Alfred ikke sover, for han elsker at sove i sin barnevogn, mens vi træner. Men min krop kan ikke længere være presset i længere tid. Hvilket jo giver god mening – for træner jeg for hårdt, kan det gå udover min mælkeproduktion (har jeg hørt!).

Jeg ved jo godt at det jo for helvede ER sådan, at blive mor. Og det handler ikke om Alfred eller at være mor. Det handler om mit forhold til min egen krop. Jeg havde glemt hvordan det føles, når kroppen ikke er som du ønsker den. Og der er kun gået 4 måneder, det ved jeg godt. Alt det rationelle: at det kun er 4 måneder siden at jeg var højgravid og fik et kejsersnit. At det oftest tager et år at “komme tilbage”. At sådan ER det, at gå igennem en graviditet og en fødsel. Det rationelle er nemt at forstå. Men det er jo en følelse. En følelse af, ikke at være hjemme i min egen krop. Det fylder ikke alting, for det tillader jeg trods alt ikke. Jeg vil være mor, en god mor og en god kone. Det skal ikke overskygge alting, for jeg har alt det som jeg ønsker mig. Men når jeg er i bad og kan mærke min krop og når jeg kigger mig selv i spejlet uden tøj på eller i undertøj. Så bliver jeg lidt ked af det. Tøjet sidder anderledes, end før. Mine strammer kjoler er ikke længere første valg. Og det giver god mening – men det ændrer ikke på, at jeg gerne så det anderledes. Jeg er stolt af min krop og jeg er lykkelig for, at jeg blev gravid og gennemgik min graviditet. Det er jeg virkelig stolt af, men også to forskellige ting for mig.

Da jeg var gravid tænkte jeg aldrig over, hvordan min krop ville se ud, når jeg havde født – og jeg tænkte aldrig over hvordan jeg ville have det med min krop. Jeg er et nyt sted, jeg skal lige tilbage til at holde af min krop igen, som den er nu. Kroppen ændrer sig jo igennem hele livet. Det kan være et vægttab, en graviditet, en vægtøgning, sygdom der ændrer din krop og så videre. Du behøver ikke at stå i denne situation på baggrund af en graviditet. Det kan også være at du er gået igennem en graviditet og slet ikke har det som jeg. Alt er tilladt, intet er forkert og du er ikke forkert uanset hvordan du føler.

Jeg har skrevet om det et par gange. Jeg er nok ikke færdig, for hver gang at jeg berører dette emne, så får jeg utrolig mange beskeder fra jer. Mange af jer oplever det samme som jeg, men oplever også at det ikke er “tilladt” at sige det højt. Og det er så rart at vide, at jeg ikke er alene med det her. At jeg heller er alene når jeg skriver, at jeg ikke føler mig hjemme i min egen krop. Det trøster mig og giver mig samtidig håb. Alt bliver nemmere, når man kan dele. Og det bliver samtidig mere “legalt” at have det, som jeg har det. Fordi jeg ved at du måske også har det som jeg. Og jeg deler jo mit liv her på bloggen, og lige nu er jeg på denne rejse. Både at være mor, kone men også at finde tilbage til der hvor jeg var engang, hvor jeg godt kunne lide det, som jeg så i spejlet. Jeg ved at jeg vil komme derhen igen, men jeg ved også at det kræver, at jeg gør noget for det. Udover at jeg ikke føler mig hjemme i min krop, så skal jeg også lige finde mig selv i, at min krop også er Alfreds. Jeg ammer mange timer om dagen og når jeg ikke ammer, så er Alfred rigtig meget på mig – og jeg elsker det. Men min krop føles også til låns. Ikke hver dag, men de dage hvor overskuddet er mindre, så kan det godt være svært for mig at være i. Så kan jeg godt få lyst til at gå en lang tur, alene. Og have min krop for mig selv.

Del meget gerne din oplevelse, tanker, erfaringer i kommentarfeltet. Det er altid rart at læse, at andre har det som jeg eller læse hvordan du kom videre.

19 kommentarer

  • Lise-Lotte

    Jeg har det ikke på samme måde, men kan sagtens følge dig alligevel. Vil dog gerne dele min historie også.
    Før min graviditet var jeg i fertilitetsbehandling, hvor jeg blev anbefalet at stoppe med min styrketræning, som ellers havde givet mig energi og glæde i den lange venteperiode der var, til vi kunne starte i behandling. Men sådan var det, træningen skulle nok komme igen. Og min krop ændrede sig, blev blød og mindre stærk og jeg tabte et par kilo muskelmasse. Men jeg var så stolt af min krop, hvordan den tog imod de mange hormoner, ægudtagninger – og hvordan den så flot har båret min søn i 9 måneder. I dag er det næsten fire uger siden, at jeg fødte ved kejsersnit. Min mave er blød som aldrig før, mine arme er ømme efter at bære baby, og jeg bliver slået helt ud af en lang gåtur. Men jeg er stadig stolt af min krop, den har virkelig klaret det hele flot. Vægten siger det samme som før graviditeten, så nu tæller jeg ned til 8-ugers undersøgelsen og forhåbentlig kan jeg starte med at træne igen derefter. Min krop fortjener at blive stærk igen, efter alt det den har gennemgået det sidste år. Jeg ved ikke, om det er pga behandlingen, men jeg har aldrig været mere stolt af min krop end nu. Den kan jo de vildeste ting! Vores kroppe er så seje, uanset hvordan de ser ud ♥️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fertilitetsbehandling gjorde præcis det samme for mig. Jeg er ikke helt i mål endnu, da jeg stadig er gravid og har termin om ca. 2 mdr. Men undervejs i graviditeten har jeg hvilet så fint i min krop og bare været pisse stolt over, hvad den har udstået og været igennem, for at nå hertil. Ud over behandlingen har den fem graviditeter på 10 mdr. på sit CV, som alle gik til grunde på den ene eller den anden måde, bl.a. en graviditet uden for livmoderen, som betød operation og fjernelse af den ene æggeleder. Min krop klarede det, og jeg er pisse stolt. Den følelse håber jeg, jeg kan holde fast i efter fødslen også 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Som at læse mine egne tanker!
    Har altid haft en pæn krop – slank og veltrænet. Altid fået mange komplimenter og levet i kropsnært tøj.
    Så fik jeg min søn. Mine spise- og træningsvaner blev markant anderledes, og jeg havde ikke overskud/tid til at træne som før og ingen standhaftighed mod alt det som jeg aldrig spiste før.
    Jeg hadede det jeg så i spejlet og jeg havde kun lyst til sex sjældent og med slukket lys.
    Noget af min identitet forsvandt med min smækre krop. Nu var jeg bare middelmådig.
    Min søn er nu 4 år og jeg er kommet dertil hvor jeg accepterer hvordan jeg ser ud. Det ikke så faste maveskind og mere fedt på kroppen. Jeg går i løsere tøj og accepterer jeg føler mig mere som mor end sexet kvinde.

    Jeg historie har ikke en lykkelig slutning – mine tanker om min krop er stadig negative og hårde

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne Mette

    Smukke Matilde.
    Jeg er selv mor til to – nu voksne drenge. Men dine tanker omkring ikke at hvile i egen krop, kender jeg alt for godt. Selvom jeg nok er væsentligt ældre end du. Jeg kan ikke træne som før. Jeg kan ikke spise, som jeg vil uden at tage på. Jeg kan ikke kende min krop, den forandrer sig og når jeg ser i spejlet, kan jeg ikke kende den. Alene fordi jeg nærmer mig de 50 år – og fedtforbrænding, fedtfordeling mm ikke er som før. MEN jeg vil ikke lade det styre mit liv. Basta. De kjoler, jeg ikke kan passe mere, går til genbrug. Jeg gider ikke blive sur over, at jeg ikke kan passe dem. Jeg nyder mit mad og min vin, passer min krop med motion og med nogenlunde fornuftig mad. Jeg er helt sikker på, at jeg ikke vil spilde mit liv på at ærge mig over de 5 kg, jeg aldrig fik tabt. Kys og kram til dig – livet er smukt – nyd hver sekund

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Johanne

    Jeg er selv midt i en vægtøgning på grund af antidepressiv medicin. Jeg genkender det med at kroppen føles fremmed, og at man får et chok når man ser den, for det er et helt andet billede man har oppe i hovedet.
    Jeg tror man er nød til at acceptere at man ikke kan komme tilbage til den gamle krop- man kan heller ikke rejse tilbage til fortiden. Men man kan få en ny krop, som man selv er med til at finde frem til, men som ikke er 100% den samme som før. Og det er okay.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elisabeth

    Det er snart et år siden jeg fødte min datter. Og har stadig svært ved at finde mig til rette i min nye krop. Har det ligesom dig – at når jeg tænker på min krop, så er det stadig den gamle version. Jeg vejer det jeg gjorde før graviditeten. Men har fået “blød mave”, større hofter og lår. Udover en masse strækmærker spredt på mave, lår, numse, hofter, bryster – og endda inde ved armhulen. Ak. Men det er blevet bedre i takt med at jeg har investeret i nyt tøj – ændret min gamle garderobe til ting der sidder godt og passer min nye kropfacon. Er spændt på om jeg nogen sinde kommer i bikini igen, mest grundet mine strækmærker. Men! Det skal jeg bare! For jeg er ikke forkert og min krop har præsteret noget fantastisk!
    Ps. Min datter hang på mig i 2 måneder, og lå fast til brystet i næsten 10-14 timer om dagen, hver dag, i 2 uger – indtil jeg brød sammen og snakkede med sundhedsplejersken om hvor hårdt jeg syntes det var. Sammen fandt vi frem til at min datter brugte mig som sut (hun har aldrig ville tage almindelig sut). Det var de længste uger i min barselsperiode og jeg følte mig SÅ forkert, fordi jeg ikke længere nød ammestunderne. Og selvom hun snart er 1 år, så savner jeg stadig ikke den tid, hvor hun lå og ammede hos mig 24/7. Vi fandt heldigvis en anden rytme, og jeg ammede hende til hun selv sagde nej tak – men hvor jeg også selv kunne være i det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanne

    Kære Matilde, først vil jeg sige at du er meget meget smuk❤️ Og du stråler på en anden måde end før du blev gravid.
    Men jeg kender det alt for godt og jeg øver mig hver eneste dag på at være tilfreds med den måde jeg nu engang ser ud på, selvom det er svært, for jeg ville virkelig ønske at jeg var slank. Jeg klager ALDRIG når mine børn er i nærheden. Hvis de driller mig lidt med min tykke mave, siger jeg bare at den ikke er tyk, men dejlig blød🙈 faktisk har jeg 2 veninder hvor vi “går op i” vores mor maver, joker lidt og blævrer med dem og fortæller hinanden at de er de sgu er fine nok. Så på det punkt er vi i hvert fald aldrig alene😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vibeke

    Jeg kan godt forstå dig, det kan føles rigtig hårdt, at ens krop ikke er ens egen mere, fordi baby har brug for ens bryster og den tryghed der medfølger at være ved mor hele tiden. Det er pisse hårdt, specielt i de perioder hver der er appetitspring. I forhold til det med kroppen, havde jeg det rigtig svært med min mave i månederne efter fødslen, men ellers så har jeg aldrig haft det bedre med min krop som jeg har nu. Efter at have hevet babserne frem i tide og utide i over et år. Så hviler jeg i min krop på en helt anden måde efter jeg er blevet mor😊
    Du skal nok lære at holde af din krop og elske den igen, selvom den aldrig vil “komme tilbage” til hvad den var før❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marianne

    Kære Matilde.
    Først et kæmpe tillykke med din smukke familie!! Alfred er for lækker😍 Og du kan sikkert ikke selv se det så tydeligt, som jeg er sikker på mange andre kan; du stråler! At være mor klæder dig voldsomt og du bærer det smukt. Du virker til at hvile enormt meget i din nye rolle og de beslutninger du tager om, hvordan du vil være mor. Jeg gad godt have haft den styrke og tro på mig selv, da jeg blev mor første gang.
    Jeg har altid kæmpe med min selvopfattelse af min egen krop! Jeg hader den ikke længere, som jeg gjorde, da jeg var teenager – jeg accepterer den som den er. Den har givet mig to skønne unger og kæresten lægger ikke skjul på, at han er vild med alt ved den.
    Da jeg første gang så billedet du har postet med dette indlæg blev jeg glad og stolt. Fedt, at du viser virkeligheden som den er. Så føler jeg, at jeg er ok, når jeg nu også ser sådan ud. Jeg er alene det meste af tiden med mine unger, fuldtidsarbejde og prioritering af at være mest muligt sammen med mine børn betyder, at jeg ikke bruger den tid i fitnesscenteret, som jeg kunne ønske. Så jeg har for nu accepteret diverse mavedeller, mormor arme og ridebukselår. Nu bliver jeg bare trist, når jeg læser, at du ikke synes din krop er ok. For hvis din ikke er, er min det bestemt heller ikke. Men det er den jo! Alt er en prioritering! Du prioriterer at amme, du prioriterer at lade Alfred sove på dig meget af tiden – jeg tænker du følger din mavefornemmelse af, hvordan du vil være mor. Så kan du ikke også samtidig træne hårdt og vende tilbage til din tidligere krop i løbet af kort tid.
    Hvil i, at dine prioriteringer er de rigtige og at de kommer med en meget lille pris.
    Masser af kram fra den lettere buttede, men super lykkelige fraskilte mor til to velfungerende og glade unger. Det havde de ikke været, hvis jeg stod i træningscenteret flere gange om ugen, med dem placeret i hjørnet med en iPad!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sus

    Er helt enig med det (fødte mit første barn i august). På de hårde barselsdage, hvor overskuddet er helt væk, kan jeg blive virkelig ked af min krop. Hverken tøj eller sko passer længere, så jeg føler, det er en kamp at klæde mig på hver morgen. Det er virkelig ikke bare rosenrødt at få et barn ;-(

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Liv

    Jeg tror faktisk at det tidspunkt hvor jeg tænkte allermindst over min krop, var efter min fødsel for knap to år siden. Lige nu har jeg taget lidt på og det synes jeg fylder en del. Nå, men til gengæld kan jeg virkelig genkende det med at være til låns. Jeg knuselskede at amme og nusse og pusse dag og nat, men nogle dage havde jeg bare brug for at have min krop for mig selv. Jeg havde så svært ved når min mand kom hjem og ville putte som vi altid har gjort. Jeg havde bare brug for at være mig selv. Det havde jeg det helt forfærdeligt over, og især fordi jeg ved hvor hårdt det var for ham. Jeg havde bare ikke nok at give til både min datter og ham.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Hej Matilde. Jeg kan genkende mange af dine tanker. Ikke pga en graviditet, men pga sygdom. Jeg har altid været enormt fysisk aktiv, og fra 2013-2019 også fitnessinstruktør. Jeg var stærk, udholdende og smidig – på alle parametre solidt gennemtrænet. Og gennem træningen fandt jeg også venskaber, livsglæde og identitetsdannelse. Jeg var stolt af min krop, hvad den kunne og tillod mig at gøre. Men i slutningen af 2018 blev jeg ramt af en kronisk tarmlidelse der ikke kan behandles, og med den er jeg blevet låst til et liv i smerter og voldsom ubehag næsten hver dag, hvilket gør det umuligt træne. Igennem nu 1,5 år er det ikke bare min krops fysiske funktioner, jeg har mistet, det er også dens udseende og hvad den gav mig af livsglæde, social stimulans og identitetsfølelse. Jeg er i sorg over de tab, jeg stoler ikke på min krop længere, og jeg hader den faktisk for at gøre det mod mig. Jeg ved godt at vreden ikke gør min krop mere rask – men jeg vil have ret til den, og ret til at sørge over at have mistet så essentiel en del af mit liv. Den anerkendelse er vigtig i min proces. Tak for at være med til at sige, at man gerne må have det svært med når kroppen ændrer sig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Jeg har endelig fået købt nogle nye jeans, som jeg kan passe, efter at have født – har målt mig så jeg får de rigtige størrelser hjem og shit hvor jeg glæder mig til de kommer. Det hjælper allerede. Og så kommer tøjet der ikke passer, lige nu, ned på en anden hylde (væk).
    Og så er jeg begyndt at smøre min krop igen – kun de steder som jeg har lyst til at nusse, startede med fødderne og nusser nu næsten hele kroppen. Så dejligt <3 Det giver mig en bedre fornemmelse af “hvor min krop går til” :-). Det er to konkrete ting jeg blev inspireret til af andre damer, som man kan overveje om kan hjælpe en kærligt på vej, hvis man har det lige som mig (og dig) <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Brynne

    Du er i hvert fald ikke alene. Hos mig blev det dog den anden vej. Jeg gik fra at tro at jeg skulle se ud på en bestemt måde og mine ekstra kiloer ikke skulle have lov at være velkomne på kroppen, på trods af at de har været der det meste af livet. Da jeg så fik den ældste tabte jeg alle graviditetskiloene igen ifm at mælken løb til, men røven var flad, maven hang og de i forvejen store bryster fyldte nu et spisebord – under barslen fuckede min krop helt op af Manglende søvn, så jeg tog gevaldig meget på igen. Det tog mig indtil sønnike var 2år at komme lidt tilbage til min gamle krop, men undervejs lagde jeg mærke til noget. Det fyldte ikke så meget. Jeg ville primært i form, fordi jeg kunne mærke, at jeg var konstant træt og uoplagt af den manglende aktivitet og muskelmasse. Jeg købte bare noget større tøj istedet for at gemme alt det “når jeg har tabt mig”-tøj. Jeg tror det var fordi min bullshit-tærskel blev mindre i takt med at sønnen blev ældre. Jeg havde simpelten ikke lyst til at stå og være ond imod min krop. Den havde ikke fortjent et eneste ondt ord. Og her havde jeg gået i så mange år og været nedladende omkring den, fordi det var det jeg troede jeg skulle! I september fødte jeg min datter – jeg har aldrig været i så dårlig form som nu, men har hellere aldrig hvilet så meget i mig selv som nu. Jeg skal nok komme i form igen. Jeg kommer aldrig “tilbage til den gamle krop”, men min krop er helt sikkert ikke færdig med at forandre sig og jeg har da også planer om at få øget min muskelmasse igen. Fordi det er det, den gør. Kroppen ændrer sig. Hvad enten vi vil det eller ej og uanset om vi gør noget for det eller ej. Den gør, hvad der er bedst for sig selv lige nu. Men det tager tid at få hovedet med på den ide. Og indtil da – så er det på ingen måde fy-fy at ikke gide rose sig selv til skyerne foran spejlet. Det kan man lade manden om, indtil man selv orker det – måske det med tiden smitter af og gør det nemmere❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malou

    Sådan havde jeg det også her anden gang. Havde et kæmpe vægttab på 35 kg mellem nr 1 og nr 2. Da jeg blev gravid med nr 2 tog jeg 23 kg på, tabte 10 efter fødslen og tog så 12 på under barslen. Jeg kunne slet ikke kende mig selv og min krop, som pludselig var invaderet af det her lille menneske (kunne ikke amme første gang, men det lykkedes anden gang). Havde sværest ved at skulle have sex med min mand for kunne kun se mig selv som mor og mælkemaskine. Og det tog et halvt år efter ammestop at komme ud over det. Jeg vejer stadig 16 kg mere end da jeg blev gravid, men nu går det da nedad og jeg er begyndt at finde mig sig igen, både kropsligt og sexuelt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Jeg har faktisk haft det sådan siden jeg fik mit første barn for næsten 17 år siden. Jeg har også fået den familie som jeg drømte om, men jeg kan faktisk ikke forene mig helt med min krop efter jeg er blevet mor. Min mave især, den gør mig faktisk ked af det dagligt, og jeg tænker faktisk over det flere gange i løbet af dagen! Jeg er en tynd pige, men min mave er stadig gravid selvom det er næsten 7 år siden jeg fødte for 3. Gang.
    Ja jeg ved ikke hvad jeg efterhånden skal gøre for at forene mig med den.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har det på præcis samme måde😳🙌🏼 Dog vil jeg sige, at følelsen er knapt så overvældende her 2. gang. Men her 7 måneder efter fødselen, er jeg ik helt tilbage, hvor jeg gerne vil være – til trods for at jeg vejer et par kilo mindre end før jeg blev gravid.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Jeg har oplevet min krop ændre sig på forskellige måder under og efter graviditeter, efter kejsersnit og efter et ankelbrud. Det jeg har erfaret er, at for mig har det været en form for sorgproces, hver gang den har forandret sig til noget, som jeg har syntes har været “mindre værd mindre likeable – selvfølgelig set ud fra egne øjne. Jeg tror ikke, at man kan eller skal prøve at ændre den følelse man har, men mere acceptere at den følelse er der nu! Jeg fik også kejsersnit med mit første barn og jeg kan huske, hvordan det ar på maven gjorde mig trist. Min flotte muskuløse mave – nok den del af min krop, som jeg altid havde haft det godt med og bedst med – var blevet en anden mave! Det var en form for sorg for mig…Og den måtte godt være der.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Flot skrevet og er sikker på, mange kan genkende. Tak fordi, at du deler, skønne Matilde.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det gør jeg for at elske min krop som den er