Det gør jeg for at elske min krop som den er

Hvad laver du i denne tid? Her går dagene med streaming, baby, gåture, kaffe, en smule arbejde, mere kaffe og en masse dejlig tid sammen med Kristian, som arbejder hjemme. Jeg savner min almindelige hverdag, men jeg får det bedste ud af denne tid. Der er jo ikke rigtig andet at stille op. Min far har altid sagt: “Man skal ikke gøre sig til offer overfor noget man alligevel ikke kan lave om“. Og han har ret, også nu. Ham savner jeg i øvrigt virkelig meget. Min elskede far som jeg normalt ser mindst én gang om ugen. Og min mor savner jeg. Og jeg savner at vise Alfred frem. Og at gå i mødregruppe. Og til babyrytmik. Og se mine veninder. Og træne. Nå. Det kommer jo alt sammen tilbage. På et eller andet tidspunkt.

Men jeg gik en lang tur igår og tænkte på en masse ting. Blandt andet hvad du kan bruge din tid på, som du garanteret har masser af for tiden. Med mindre du arbejder (og tak for det!). Jeg siger tak til alle jeg møder på min vej, som er på arbejde. De fleste bliver overraskede, men glade. Jeg synes vi skal sige tak til de, som holder det hele igang. De som sørger for varer på hylderne, de som nødpasser, de som arbejder med de som er syge. Men altså – tid. Det har vi rigtig meget af, lige for tiden. Jeg ved godt at mange af jer skal arbejde hjemmefra OG måske også passe og aktivere børn. Det må være hårdt. Jeg er glad for at Alfred ikke er ældre, han kræver ikke den vilde aktivering. I hvert fald ikke så længe af gangen. Men tid! Vi har måske mere end vi plejer. Og jeg har noget som du kan bruge din tid på.

Jeg bliver nemlig ofte spurgt hvordan, at jeg lærte at elske min krop. Og jeg må da indrømme, at tingene ser lidt anderledes ud lige nu, end før jeg blev gravid og fødte (ja altså både krop men også mentalt!). Læs bare her, hvor jeg skriver lidt om alt det der med at elske sig selv – for hvad hvis man ikke kan det hele tiden? Men jeg har lært det før, så jeg kan lære det igen. Jeg skal bare lige gen-lære det. Og jeg er i fuld gang. Det går allerede bedre og jeg græder ikke længere, når jeg kigger på mig selv nøgen i spejlet. Det gjorde jeg nemlig et par gange, efter at jeg havde født. Det er jeg stoppet med, for det føltes ikke godt og jeg følte ikke at jeg kunne være det bekendt overfor min krop. Den har lige gennemgået en graviditet og et kejsersnit. Den er sej. Den skal have kærlighed og omsorg, ikke skældud.

Men jeg gik altså igår og tænkte på, hvad jeg kan bruge tiden på, hvad du kan bruge tiden på. Mens vi venter, agtigt. Bare mindre hyggeligt end juleaften, i længden i hvert fald. Èt af de værktøjer som jeg har og som jeg har brugt er, at være nøgen. Ikke med nogen, men med dig selv. Og det behøver ikke at være frækt, det er ikke sådan ment. Men tag tøjet af og se netflix nøgen. Gå rundt og vand blomster nøgen. Læg vasketøjet sammen nøgen. Det virker fjollet – og måske lidt mærkeligt. Men det virkede og virker for mig. Jeg er nemlig af den overbevisning, at jo mere at jeg ser min krop som den er – jo nemmere er det at elske den. Som den er. Jeg vil ikke gemme den væk. Forestil dig det her scenarie: din ekskæreste starter på din arbejdsplads. Det var et grimt brud, han/hun var en nar, det gjorde nas. Længe. Du har ikke lyst til at din ekskæreste skal arbejde, hvor du arbejder. Den første dag er det nederen. Akavet. Det gør ondt. Du græder måske. Er vred, frustreret. Måske er den første uge sådan, den første måned, det første år. Men på et tidspunkt bliver du immun. Ligeglad. Det er som det er – måske du kan lære at holde af det? Måske glemmer du helt at i engang var kærester? Det lyder fjollet, jeg ved det godt. Endnu mere på skrift end når jeg siger det højt. Men det virkede altså for mig. Jeg gik meget ofte nøgen rundt. Nu vil jeg begynde på det igen. Måske med amme-bh, for ellers sejler det. Men jeg vil være mere nøgen. Jeg vil ikke gemme mig væk. Jeg er som jeg er. Jeg vil dog lige skrue lidt op for varmen og så ryger kludene. Efter at jeg har deltaget i Momkinds interview på instagram her klokken 20.00. Det er måske alligevel liige friskt nok at sidde nøgen på instagram.

Hvilke værktøjer har du? Hvis du har nogle? Hvad virker på rejsen til at holde mere af sin krop som den er? Hvad har du gjort og hvad gør du? Måske føles det helt umuligt og som utopi, og det er okay. Første skridt på rejsen er at beslutte sig for, at man ikke vil bruge tid eller liv på, at hade eller ikke at kunne lide sin krop. Det må jeg skrive mere om en anden gang. Tak fordi at du læste med <3 du er aldrig alene!

Parforholdet + baby

Det her billede tog vi på hospitalet, lige inden vi smed tøjet for at iklæde os hospitalstøj og kort før vi smuttede ned på operationsstuen for at fejre fødselsdag. Nu har vi været forældre siden 4.december og vi er helt nybagte, stadig lune og totalt nybegyndere. Vi ved lidt, men ikke meget og vi lærer hver eneste dag. F.eks. igår hvor vi skulle ned og handle. Før Alfred gik det ret hurtigt. Ind i bilen, ned i Føtex, godt med tid, måske snavede vi lidt mellem hylderne mens vi overvejede om vi skulle have lasagne eller pitabrød til aftensmad. Igår handlede vi med Alfred. Og vi måtte have barnevognen med i bilen, fordi han endnu er for lille til, at sidde i sin autostol i længere tid af gangen. Så ind i bilen med autostol (inklusiv baby), barnevognslift og stel, net til varerne og en helvedes masse pant (ingen ølflasker, kun danskvand, zero’s og nogle kakaodåser) og så Kristian og jeg. Tæt pakket i den lille UP.. Det gik fint, vi fik handlet og ordnet alt det vi skulle (pant maskinen virkede selvfølgelig ikke, som de aldrig gør når man har sygt meget pant, men der kom sød ansat og lavede den og det var så det action der skete igår for vores vedkommende).

Men vi er nye. Og vi elsker det. Jeg elsker at være mor. Jeg er på barsel alene nu (Alfred er her, nuvel) og det går så fint. I dag har vi været til 5 ugers undersøgelsen og alt er som det skal være. Alfred er så sød at have med, rolig og en glad lille dreng. Jeg elsker ham så højt og højere og højere for hver dag. Det er helt skørt at blive mor. Så helt igennem mega fantastisk. Jeg er lykkelig.

I er mange som spørger ind til vores parforhold. Kristian og jeg har jo ikke været kærester i flere år. Vi mødte hinanden i sommeren 2018 og giftede os et par måneder efter. Da vi giftede os var jeg gravid. Han er min helt store kærlighed.

I ugerne efter at jeg havde født var jeg enormt bekymret for, hvad der nu ville ske med vores parforhold. Mit forhold til Kristian er så vigtigt for mig, det er meget vigtigt for mig, at vi har det godt sammen. Og at vi er fælles om Alfred, selvom at jeg ammer og derfor er den primære omsorgsperson. Men jeg gik og bekymrede mig. Jeg blev så bange for at miste. Miste nærheden, den fysiske kontakt (ikke kun sex) og så miste ham, til sidst. Jeg delte mine tanker og bekymringer med ham.

Vi fik talt om det og vi har lavet en aftale, som jeg gerne vil dele med jer. For at tro at parforholdet kan være som før der kom en baby, er utopi. Ikke fordi at det bliver dårligere eller at man bare skal skændes når man får en baby, men når man får et barn, så bliver barnet naturligvis centrum, det vigtigste og det er barnets behov som skal opfyldes, før dit og din kæreste. Både Kristian og jeg har et stort behov for fysisk kontakt. Jeg har brug for at holde i hånd, få nus, kys, kram, sidde tæt, være tæt og sove tæt. Men nu er der oftest en dejlig baby på mig (eller på Kristian) og det kan godt udfordre den fysiske kontakt. Og jeg får ikke behov “opfyldt” fordi jeg har Alfred omkring mig – det er to forskellige behov for mit vedkommende. Mit barn og min mand. Så derfor har Kristian og jeg talt om – og vi taler stadig om det løbende – at vi ikke skal ordne praktiske ting, fordi Alfred sover. For så bliver det hurtigt sådan at den ene tømmer opvasker, mens den anden støvsuger, fordi Alfred sover. Selvfølgelig skal de ting ordnes, men for mig og for os er det vigtigere at vi også får talt sammen, får krammet og kysset og får mulighed for nærheden. Skidt pyt med opvaskeren, den render jo ingen steder. Så det forsøger vi at efterleve. Og det går godt. Selvfølgelig er der dage hvor overskuddet er lidt mindre, hvor trætheden fylder og hvor vi ikke kan være tæt så længe, som vi egentlig har brug for, men vi er gode til at prioritere det. Og det gør at jeg kan rumme søvnunderskuddet, trætheden og at opvaskeren ikke er tømt. For det vigtigste for mig (udover at Alfred trives) er, at vi har det godt med hinanden. Det vil jeg gerne give videre til vores lille søn – at hans forældre er lykkelige sammen og forstår hinandens behov – for det ved jeg at han kun vil blive en endnu gladere dreng af <3

Hvad gør du for at pleje dit parforhold? Du behøver ikke at have et barn, for at skrive tips og tricks. Jeg kan lære noget af alle! Måske du også har aftaler/regler/rutiner med din partner? Del dem meget gerne i kommentarfeltet!

Du ved at du er højgravid når..

Jeg er i uge 38. Det er tungt. De sidste par uger er det virkelig blevet fysisk udfordrende. Jeg bruger lang tid på at komme op af sengen, ud på toilettet (tisser 2-3 gange i timen), jeg er længe om at gå fra A til B, om at tage tøj på, om at gå i bad..jeg kan blive ved. Det er komisk og røv-irriterende. Men jeg er jo aldrig alene – i kender det og i har delt jeres erfaringer med mig. Jeg deler hermed listen: “du ved at du er højgravid når…“:

  • du altid har en plet på maven fordi den snupper det mad du taber.
  • sofaen vinder over stort set alting.
  • du vælger klipklappere, selv om vinteren, fordi der er alt for langt ned til fødderne.
  • det er bedre at sove halvdårligt, end at skulle bruge tid og kræfter på at vende sig.
  • du helst vil være nøgen, fordi du sveder og konstant har varmen.
  • du bruger maven som bord.
  • du pruster og stønner mens du forsøger at få sokker på.
  • du ikke længere kan se din tissekone eller tilstanden af behåringen.
  • du forsøger at holde styr på behåringen down under, men indser at der er flere helligdage end glatte områder.
  • tingene bliver liggende på gulvet.
  • du bliver våd på maven når du vasker op, fordi maven hænger indover vasken.
  • din mave bliver brændt på gryder og pander, fordi du ikke kan koordinere afstande med den voksende mave.
  • du ikke længere kan klippe dine tånegle selv.
  • du begynder at snorke.
  • du ikke længere kan huske hvordan underetagen ser ud.
  • du ikke længere kan se dine fødder.
  • du ikke længere kan se hvilken farve trusser du har på.
  • dine fødder sover.
  • dine ben sover når du tisser.
  • du får hæmorider fordi der er så meget pres på det hele dernede.
  • et spark inde i maven kan redde din dag.
  • du kan tisse 2-3 gange i træk, fordi du konstant har pres på.
  • du drømmer om velcrosko.
  • du ikke længere kan tørre dig selv efter toiletbesøg.
  • du bliver forpustet af at tale.
  • du bliver forpustet af at gå ud i køkkenet.
  • du bliver forpustet af at vaske op, lave mad, gå i bad, skifte sengetøj.
  • du konstant er sulten.
  • du går ind i folk med maven.
  • du altid ved hvor det nærmeste toilet er.
  • du ufrivilligt prutter.
  • du ofte mister balancen, fordi tyndepunktet har ændret sig.
  • du får kram fra siden eller bagfra fordi folk ellers ikke kan komme ind til dig.
  • du bruger lang tid på at sætte dig ind i bilen, få sele på, lukke døren og komme videre.
  • du bliver glad for gummistøvler, fordi du bare lige kan træde ned i dem.
  • dine trøjer stumper og du flasher maveskind konstant.
  • du tisser lidt hver gang du nyser eller hoster.
  • du sumosquatter hver gang du skal samle noget op fra gulvet.
  • du bliver forpustet ved tanken om trapper.
  • du bruger elevatorer hver eneste dag og hver gang det er muligt.

Har du flere?

Drømmen og realiteten

Frakken er efterspurgt, der er link i min story (et par timer endnu), men ellers kan du finde den her. Jeg har den i 38.

Overskriften er måske lidt voldsom. Jeg har muligvis malet fanden på væggen. Men altså. Jeg drømmer om mange ting, særligt lige nu – og måske bliver det noget helt andet. Lad mig forklare.

I fredags havde jeg fødselsdag (tak for alle jeres søde hilsner, de gjorde mig rigtig glad!), og jeg var på farten hele dagen. Jeg spiste morgenmad med Kristian og Maja (som kom hele vejen fra Svendborg), vi kiggede på seng (det tog tid! Shit der er mange valg som skal træffes!), vi spiste frokost med min far, nåede ned og træne og så tog vi ud og spiste med mine forældre og mine svigerforældre. På restauranten fik jeg det virkelig skidt. Hjertebanken, kvalme, ondt i hovedet, jeg blev svimmel og jeg kunne ikke helt finde ud af, hvad der foregik. Jeg sagde ingenting, før Kristian og jeg sad i bilen. Da vi kom hjem ringede jeg til Hvidovre og talte med en sød jordemoder, som fik mig beroliget. Jeg havde voldsomme plukkeveer og jeg blev rigtig ked af det. Jeg forsøgte at sove og jeg faldt også i søvn. Lørdag skulle vi til fødselsforberedelse og det gik fint. Jeg var lidt mat i sokkeholderne, men glad og havde ikke plukkeveer. Efter kurset bad jeg om en scanning. Jeg kunne nemlig ikke helt fornemme, hvordan Spir havde det. Jeg skulle være lidt være sikker. Og ganske rigtig – han lå ikke som han plejede. Han har nemlig vendt sig, den lille slambert. Han har nu hovedet op under mine ribben (det er lige så rart, som det lyder), og altså modsat den vej, som jeg gerne vil have ham. Så længe er der trods alt ikke til, at han melder sin ankomst. Jeg er netop gået ind i uge 36 i dag.

Pis. Jeg stortudede og var noget slået ud, resten af dagen. Jeg ved godt at han kan nå at vende sig endnu. Der er alligevel et par uger til. Jeg ved også godt at det er helt normalt. Men jeg har været bekymret meget af min graviditet, fordi jeg har aborteret 3 gange – de sidste par uger har jeg dog virkelig slappet af. Og været helt rolig. Nu er jeg igen bekymret og jeg skal bruge kræfter og energi på, ikke at lade det fylde. For han kan sagtens nå at vende sig. Jeg har også en jordemodertid i næste uge og man får også to vendings-forsøg. Og man kan jo godt føde selvom han befinder sig i en sæde-position, men det er sgu ikke lysten der driver værket i dén sammenhæng. Det gør ikke mere ondt (har jeg hørt), men fødslen bliver bare mere overvåget og kompliceret – og jeg drømmer om en ukompliceret fødsel.

Jeg ved godt at fødslen på mange måder, er ude af mine hænder. Der kan jeg ikke have kontrol. Og det er okay. Det kan jeg godt rumme. Jeg ønsker mig ikke særlig meget, jeg har ikke en lang ønskeseddel. Jeg ønsker at det bliver en god oplevelse for os alle tre. Jeg ønsker mig at Kristian skal tage imod og at vi får ro til at han selv kan finde mit bryst. Det er de eneste ønsker, som jeg har. Sædefødsel, kejsersnit og kompliceret fødsel er ikke på min ønskeseddel. Det er de nok for de færreste. Jeg vil hamrende gerne føde vaginalt. Om jeg sprækker, skider på briksen, kaster op på Kristian, skriger i 7 timer og tigger om en epidural – dét betyder ikke så meget for mig. Skidt pyt. Jeg vil bare så gerne have ham ud af fødekanalen. Med hovedet først.

Gode råd til at få ham overtalt til, at vende sig om – modtages med mere end kyshånd. Gode erfaringer og historier med sædefødsler og komplicerede fødsler, modtages også. Jeg føler mig alene – og jeg er alene. For det er mig som skal føde ham. Uanset hvordan det så bliver. Og det er lidt hårdt. Det er lidt tæt på, pludseligt. Fordi den lille bandit har vendt sig. Han ligner sin mor. Hamrende stædig og gør hvad der passer ham. Men hvor jeg dog ønsker at han vender sig. Helt af sig selv.

Ny sorg

Et nyt liv starter lige om lidt, faktisk er hans liv allerede begyndt. Spir, som han hedder for nu, lever i min mave. Det har han efterhånden gjort i mange uger nu. Jeg elsker ham.

Det gør mig så lykkelig – at jeg er i gang med, at skabe en familie. Tænk at jeg er kommet hertil. For halvandet år siden følte jeg mig, i perioder, så ensom. Jeg var ked af det, trist, jeg kæmpede med ikke at være selv destruktiv. Sommetider var jeg. Alt for tit. Andre gange nød jeg min tid som single. Nød friheden, rejserne, oplevelserne, glæden ved at finde ud af, at jeg sagtens kan klare mig selv. Det var sundt for mig at opdage. At jeg selv kan, når det gælder. Det er godt at have med mig i rygsækken. Det giver mig styrke. Jeg føler at jeg aktivt har valgt livet med Kristian til – det har ikke været fordi jeg var så ensom, at jeg ikke kunne andet. Jeg vil tosomheden (snart med én ekstra), jeg vil skabe en familie, lave madplan, se Landmand søger Kærlighed og have Kristians nattøj på, når jeg bager boller (af fucking surdej). Alt det som jeg godt kunne smile lidt af, da jeg var single. Og jeg vil ikke skamme mig over, at jeg ikke længere ønsker at hoppe i faldskærm i Australien, rejse alene til USA eller ro 20 kilometer i ukendt kanal i Tyskland, for at prøve mig selv af. Det har jeg gjort. Det kan være at lysten kommer igen. Behovet for at prøve mig selv af, på dé måder. Lige nu vil jeg være mor, være en del af min egen familie, leve lidt mere roligt. Det har jeg brug for.

Mine 20ére var hårde. De var også gode. Mange gode oplevelser udspillede sig, mens jeg befandt mig i dét årti. Men det var også i de år, at jeg mistede min lillebror. Min elskede, bedste ven. Jeg var lige blevet 25 år, da han døde pludseligt. Jeg savner ham mere i dag end igår, men mindre end imorgen. Og netop dén følelse fylder meget, nu hvor jeg skal i gang med det vigtigste kapitel i mit liv. At blive mor. Jeg savner ham. Jeg savner at han kan være en del af rejsen, jeg savner at ringe til ham og fortælle ham om mit liv, jeg savner at holde ham i hånden, træne sammen med ham, gå ture, drikke kaffe på Vesterbro, gå i biografen, jeg savner følelsen af, at blive hevet ind i hans store favn, som han så ofte gjorde. Tit efterfulgt af en lammer på skulderen, han var jo lillebror og dreng. Jeg savner at høre hans stemme. Dufte til hans hår, nusse ham på kinden og følge med i hans liv. Det kan jeg aldrig mere. Aldrig igen. Først da min lillebror døde, kendte jeg ordet aldrig.

Sorgen og savnet vil aldrig forsvinde. Det var i mange år årsag til, at der opstod en klaustrofobisk følelse i mit indre. Om jeg så fløj til månen, så ville savnet bo i mig. Det var svært for mig, at forholde mig til. Nu er det kommet igen, med fornyet styrke og på en hel anden måde, end jeg har oplevet før.

For jeg mangler en onkel til min lille dreng. Jeg har ikke andre søskende, så Spir får aldrig en onkel eller en moster. Kristian er også blevet enebarn som voksen, så heller ikke på hans side af familien, er der en onkel eller en tante. Det er hårdt, det gør os kede af det, det er virkelig et savn. Og et stort tab for os. Jeg har savnet min lillebror så længe. På egne vegne, men også på mine forældres vegne. Men mest har jeg savnet ham, fordi jeg ikke længere kunne se ham, elske ham, være en del af hans liv. Nu savner jeg ham på Spir’s vegne. For jeg ved at min lillebror og Mikkel, som er Kristians lillebror, ville elske Spir lige så højt som os. Så min kommende lille dreng, vil mangle kærlighed fra to onkler. Og de to dejlige drenge, skal undvære den kærlighed som Spir ville have givet til dem.

Det gør ondt i mit hjerte. For dem alle 3. Og på mit eget hjertes vegne.

Ofte spørger mennesker mig, hvordan jeg kom over det. Kom over at miste min eneste lillebror. Sandheden er at jeg aldrig er kommet mig over det, og aldrig vil. Men jeg kom igennem det. Og lige nu er der en ny form for sorg, som jeg skal igennem. Og som jeg kommer igennem, men som alligevel altid vil bo i mit hjerte.

Du er aldrig alene.