Drømmen og realiteten

Frakken er efterspurgt, der er link i min story (et par timer endnu), men ellers kan du finde den her. Jeg har den i 38.

Overskriften er måske lidt voldsom. Jeg har muligvis malet fanden på væggen. Men altså. Jeg drømmer om mange ting, særligt lige nu – og måske bliver det noget helt andet. Lad mig forklare.

I fredags havde jeg fødselsdag (tak for alle jeres søde hilsner, de gjorde mig rigtig glad!), og jeg var på farten hele dagen. Jeg spiste morgenmad med Kristian og Maja (som kom hele vejen fra Svendborg), vi kiggede på seng (det tog tid! Shit der er mange valg som skal træffes!), vi spiste frokost med min far, nåede ned og træne og så tog vi ud og spiste med mine forældre og mine svigerforældre. På restauranten fik jeg det virkelig skidt. Hjertebanken, kvalme, ondt i hovedet, jeg blev svimmel og jeg kunne ikke helt finde ud af, hvad der foregik. Jeg sagde ingenting, før Kristian og jeg sad i bilen. Da vi kom hjem ringede jeg til Hvidovre og talte med en sød jordemoder, som fik mig beroliget. Jeg havde voldsomme plukkeveer og jeg blev rigtig ked af det. Jeg forsøgte at sove og jeg faldt også i søvn. Lørdag skulle vi til fødselsforberedelse og det gik fint. Jeg var lidt mat i sokkeholderne, men glad og havde ikke plukkeveer. Efter kurset bad jeg om en scanning. Jeg kunne nemlig ikke helt fornemme, hvordan Spir havde det. Jeg skulle være lidt være sikker. Og ganske rigtig – han lå ikke som han plejede. Han har nemlig vendt sig, den lille slambert. Han har nu hovedet op under mine ribben (det er lige så rart, som det lyder), og altså modsat den vej, som jeg gerne vil have ham. Så længe er der trods alt ikke til, at han melder sin ankomst. Jeg er netop gået ind i uge 36 i dag.

Pis. Jeg stortudede og var noget slået ud, resten af dagen. Jeg ved godt at han kan nå at vende sig endnu. Der er alligevel et par uger til. Jeg ved også godt at det er helt normalt. Men jeg har været bekymret meget af min graviditet, fordi jeg har aborteret 3 gange – de sidste par uger har jeg dog virkelig slappet af. Og været helt rolig. Nu er jeg igen bekymret og jeg skal bruge kræfter og energi på, ikke at lade det fylde. For han kan sagtens nå at vende sig. Jeg har også en jordemodertid i næste uge og man får også to vendings-forsøg. Og man kan jo godt føde selvom han befinder sig i en sæde-position, men det er sgu ikke lysten der driver værket i dén sammenhæng. Det gør ikke mere ondt (har jeg hørt), men fødslen bliver bare mere overvåget og kompliceret – og jeg drømmer om en ukompliceret fødsel.

Jeg ved godt at fødslen på mange måder, er ude af mine hænder. Der kan jeg ikke have kontrol. Og det er okay. Det kan jeg godt rumme. Jeg ønsker mig ikke særlig meget, jeg har ikke en lang ønskeseddel. Jeg ønsker at det bliver en god oplevelse for os alle tre. Jeg ønsker mig at Kristian skal tage imod og at vi får ro til at han selv kan finde mit bryst. Det er de eneste ønsker, som jeg har. Sædefødsel, kejsersnit og kompliceret fødsel er ikke på min ønskeseddel. Det er de nok for de færreste. Jeg vil hamrende gerne føde vaginalt. Om jeg sprækker, skider på briksen, kaster op på Kristian, skriger i 7 timer og tigger om en epidural – dét betyder ikke så meget for mig. Skidt pyt. Jeg vil bare så gerne have ham ud af fødekanalen. Med hovedet først.

Gode råd til at få ham overtalt til, at vende sig om – modtages med mere end kyshånd. Gode erfaringer og historier med sædefødsler og komplicerede fødsler, modtages også. Jeg føler mig alene – og jeg er alene. For det er mig som skal føde ham. Uanset hvordan det så bliver. Og det er lidt hårdt. Det er lidt tæt på, pludseligt. Fordi den lille bandit har vendt sig. Han ligner sin mor. Hamrende stædig og gør hvad der passer ham. Men hvor jeg dog ønsker at han vender sig. Helt af sig selv.

Ny sorg

Et nyt liv starter lige om lidt, faktisk er hans liv allerede begyndt. Spir, som han hedder for nu, lever i min mave. Det har han efterhånden gjort i mange uger nu. Jeg elsker ham.

Det gør mig så lykkelig – at jeg er i gang med, at skabe en familie. Tænk at jeg er kommet hertil. For halvandet år siden følte jeg mig, i perioder, så ensom. Jeg var ked af det, trist, jeg kæmpede med ikke at være selv destruktiv. Sommetider var jeg. Alt for tit. Andre gange nød jeg min tid som single. Nød friheden, rejserne, oplevelserne, glæden ved at finde ud af, at jeg sagtens kan klare mig selv. Det var sundt for mig at opdage. At jeg selv kan, når det gælder. Det er godt at have med mig i rygsækken. Det giver mig styrke. Jeg føler at jeg aktivt har valgt livet med Kristian til – det har ikke været fordi jeg var så ensom, at jeg ikke kunne andet. Jeg vil tosomheden (snart med én ekstra), jeg vil skabe en familie, lave madplan, se Landmand søger Kærlighed og have Kristians nattøj på, når jeg bager boller (af fucking surdej). Alt det som jeg godt kunne smile lidt af, da jeg var single. Og jeg vil ikke skamme mig over, at jeg ikke længere ønsker at hoppe i faldskærm i Australien, rejse alene til USA eller ro 20 kilometer i ukendt kanal i Tyskland, for at prøve mig selv af. Det har jeg gjort. Det kan være at lysten kommer igen. Behovet for at prøve mig selv af, på dé måder. Lige nu vil jeg være mor, være en del af min egen familie, leve lidt mere roligt. Det har jeg brug for.

Mine 20ére var hårde. De var også gode. Mange gode oplevelser udspillede sig, mens jeg befandt mig i dét årti. Men det var også i de år, at jeg mistede min lillebror. Min elskede, bedste ven. Jeg var lige blevet 25 år, da han døde pludseligt. Jeg savner ham mere i dag end igår, men mindre end imorgen. Og netop dén følelse fylder meget, nu hvor jeg skal i gang med det vigtigste kapitel i mit liv. At blive mor. Jeg savner ham. Jeg savner at han kan være en del af rejsen, jeg savner at ringe til ham og fortælle ham om mit liv, jeg savner at holde ham i hånden, træne sammen med ham, gå ture, drikke kaffe på Vesterbro, gå i biografen, jeg savner følelsen af, at blive hevet ind i hans store favn, som han så ofte gjorde. Tit efterfulgt af en lammer på skulderen, han var jo lillebror og dreng. Jeg savner at høre hans stemme. Dufte til hans hår, nusse ham på kinden og følge med i hans liv. Det kan jeg aldrig mere. Aldrig igen. Først da min lillebror døde, kendte jeg ordet aldrig.

Sorgen og savnet vil aldrig forsvinde. Det var i mange år årsag til, at der opstod en klaustrofobisk følelse i mit indre. Om jeg så fløj til månen, så ville savnet bo i mig. Det var svært for mig, at forholde mig til. Nu er det kommet igen, med fornyet styrke og på en hel anden måde, end jeg har oplevet før.

For jeg mangler en onkel til min lille dreng. Jeg har ikke andre søskende, så Spir får aldrig en onkel eller en moster. Kristian er også blevet enebarn som voksen, så heller ikke på hans side af familien, er der en onkel eller en tante. Det er hårdt, det gør os kede af det, det er virkelig et savn. Og et stort tab for os. Jeg har savnet min lillebror så længe. På egne vegne, men også på mine forældres vegne. Men mest har jeg savnet ham, fordi jeg ikke længere kunne se ham, elske ham, være en del af hans liv. Nu savner jeg ham på Spir’s vegne. For jeg ved at min lillebror og Mikkel, som er Kristians lillebror, ville elske Spir lige så højt som os. Så min kommende lille dreng, vil mangle kærlighed fra to onkler. Og de to dejlige drenge, skal undvære den kærlighed som Spir ville have givet til dem.

Det gør ondt i mit hjerte. For dem alle 3. Og på mit eget hjertes vegne.

Ofte spørger mennesker mig, hvordan jeg kom over det. Kom over at miste min eneste lillebror. Sandheden er at jeg aldrig er kommet mig over det, og aldrig vil. Men jeg kom igennem det. Og lige nu er der en ny form for sorg, som jeg skal igennem. Og som jeg kommer igennem, men som alligevel altid vil bo i mit hjerte.

Du er aldrig alene.

Status pt.

Det går stærkt herhjemme for tiden. Det har det faktisk gjort det seneste år. Det ved du nok, hvis du følger med herinde regelmæssigt. Jeg mødte Kristian og gik fra at være single til at være kærester, så gift, så gravid. Nu har vi også købt lejligheden ved siden af, som du kan læse mere om her. I den forbindelse har jeg fået mange spørgsmål, som jeg vil forsøge at besvare i dette indlæg. Samt en opdatering på det hele. I er så søde og interesserede i, hvad der sker i mit liv. Det er dejligt at I følger med, mange tak for det. I gør det muligt for mig at leve af min store passion, det kan i tro at jeg sætter stor, stor pris på.

Lad mig tage det i punkter:

  • Spir. Vi kalder jo baby for Spir, indtil vi har besluttet os for andet – og indtil han er ude, for jeg synes det er mærkeligt at kalde ham et navn, når vi ikke har set ham endnu. Vi har et navn, som vi rigtig godt kan lide. Tjek listen over drengenavne lige her! Der er selvfølgelig også en med pigenavne, den kan du finde her. Jeg er i skrivende stund i uge 31, og jeg har det ret godt. Jeg har ingen større gener – udover at jeg er voldsomt træt, men det har jeg været nærmest hele graviditeten – så det er næsten blevet en vane. Mit bækken og min hofte giver sig også lidt for tiden, men udover det, så har jeg det godt og jeg glæder mig helt enormt til at møde ham. Og til at blive mor.
  • Podcast. Jeg optager stadig én gang om ugen, så der kommer et nyt afsnit ud hver uge  (der er 20 afsnit ude nu!). Det fortsætter (forhåbentlig) til og med de første uger af december. Jeg har termin midt i december, så optagelsen af sidste afsnit er planlagt til 5/12. Så må vi se om det bliver med Spir på armen, i maven eller om vi udskyder optagelserne. Hvis du endnu ikke har lyttet til min podcast, så handler den om min graviditet men også om graviditet i et større perspektiv. Den handler om ikke at ville have børn, komplicerede fødsler, jeg har besøg af en læge, besøg af Anna Bogdanova (træningsekspert), besøg af en mor til tvillinger, besøg af Szhirley som jeg taler om mommypolice med (ikke udgivet endnu, så husk at abonnere!). Jeg er rigtig glad for min podcast, som jeg laver sammen med Ramblings Media.
  • Lejlighedsprojekt. Vi har gjort det, som de fleste anbefaler ikke at gøre – når man er sidst i en graviditet. Vi har et større byggeprojekt i gang. Vi har købt lejligheden ved siden af – og skal vælte en væg, så to lejligheder bliver til én. Vi får over 100 kvadratmeter og jeg glæder mig helt vildt. Faktisk også til processen, selvom den altid bliver længere end man tror, mere rodet og kaotisk. Men vi har jo en lejlighed som vi kan bo i, mens det hele foregår. Så alting skal nok blive godt og jeg glæder mig til, at få meget mere plads, mulighed for at lave babyværelse, arbejdsrum og mere plads til alt vores habengut. I er mange som spørger ind til de praktiske ting, når man nu skal lægge to lejligheder sammen. Kommunen skal give lov, ligesom andelsboligforeningen (i vores tilfælde) skal give lov. Så er der regler og andet man skal tage hensyn til, når man fjerner en væg – hvis den er bærende etc. Det skal lige undersøges – heldigvis er Kristian civilingeniør, så han har tjek på mange af de ting, som vi skal have styr på og lov til. Min svigerfar er i øvrigt også ingeniør, så vi har godt med hjælp på dén front. Hoveddøren som fører ind til vores nye lejlighed skal blændes. Vi får et badeværelse mere, køkken laves om til et børneværelse, vi får et walk-in (som Kristian får til hans tøj) og så et stort rum, som skal bruges til soveværelse, den her (som jeg ønsker mig) og til min arbejdsplads. Det er et stort rum, så der bliver rigeligt med plads, så vi også kan have en sidebed stående, mens Spir skal sove i den. Vi håber at blive færdige med det meste og det mest kaotiske, inden Spir melder sin ankomst, meeeen vi er også optimistiske.
  • Ægteskabet. Dét er der mange af jer, som spørger ind til. Vi har nu været gift i snart 4 måneder. Jeg er så lykkelig sammen med Kristian. Han ved hvordan jeg har det, inden jeg har det – hvis det giver mening. Han er omsorgsfuld, kærlig, sjov og nærværende. Han er min bedste ven – og så er han den eneste, som får lov til at komme helt tæt på. Jeg elsker at være gift med ham! Han er den helt rigtige mand for mig. På lørdag har vi været kærester i et år. Det fejrer vi endnu – månedsdagene, selvom at vi også er gift. Vi er stadigvæk latterligt nyforelskede, og jeg nyder det i fulde drag. Det skal forhåbentlig være sidste gang, at jeg er forelsket. Jeg skal fandme have det hele med.
  • Graviditeten. Den har jeg allerede skrevet om, og jeg ævler også om den på min instagram + stories (nærmest dagligt). Jeg har taget 7 kilo på, jeg mærker liv hver eneste dag og jeg er så glad for min mave, som vokser med hastige skridt for tiden. Jeg glæder mig sådan til at blive mor.
  • Noget negativt? Det er sgu svært at finde noget, som ikke er dejligt i øjeblikket. Dét nyder jeg i den grad, hvem ved hvor længe dét holder. Jeg er gravid og det er sådan en dejlig tid. Bloggen har flere læsere end nogensinde, jeg har masser at lave, jeg griner hver eneste dag, jeg har dejlige veninder, en god familie og et lykkeligt ægteskab. Så er alt andet ligegyldigt. Omend der er mennesker derude, som gerne vil forpurre det. Men det får de ikke lov til. De må gå videre med deres negativitet, for det kan ikke ramme mig for tiden.

Hvad er status på dit liv? Godt og dårligt? Del meget gerne i kommentarfeltet, jeg elsker at vide hvem i er og hvad der sker i jeres liv. I ved så meget om mit! Kys!

 

 

Du kan da ikke være ensom!

Jeg startede med at blogge over for 10 år siden. Dengang skrev jeg om træning og så delte jeg opskrifter. Udelukkende. Jeg delte intet personligt, det gjorde man ikke rigtig dengang. Der havde man ligesom en passion, én interesse – min var sundhed. Det var dengang de første modebloggere så dagens lys. Efter et par år, blev jeg ramt af sorg. Og derefter skrev jeg meget om sorg, krise, om at være ulykkelig og føle sig ensom og alene. Så gik min daværende kæreste og jeg fra hinanden. Så skrev jeg også om sorgen over dét, kærestesorg og de voldsomme efterveer, som bruddet bød på. Det er snart 7 år siden, at min lillebror døde. Det er snart 5 år siden, at mit parforhold gik itu. Sommetider virker det som, at det er sket i et helt andet liv. Andre dage kan jeg mærke smerten helt inde i hjertekulen. Det var mange hårde år. Jeg blev voksen, jeg blev i en periode sortseende, jeg mistede i et par år lysten til, at blive gammel.

Hvis du har fulgt mig det seneste år, så ved du at lykken igen viste sig for mig. Kristian kom ind i mit liv. Efter et hurtigt swipe, en is og en gåtur og 3-4 gin tonics og et heftigt kys på Nørreport. Han gør mig så lykkelig. Jeg havde ellers forliget mig med tanken om, at jeg aldrig igen skulle føle lykke helt inde i hjertet. Men det kan Kristian. Han kan gøre mig så lykkelig, som jeg ikke troede var muligt. Og nu skal vi snart være forældre. Det er så vildt, at alt det kun er sket på 1 år. Faktisk har vi først været kærester i et år, d.12 oktober.

Så nu er det slut med ensomhed? Det bliver jeg ofte spurgt om. “Nu er du ikke længere ensom, du er jo gift og bor sammen med din mand“. Og jeg ville da også lyve hvis jeg nu skrev, at ensomheden ikke er trådt mere i baggrunden. Det er den helt klart. Den er slet ikke så altomsluttende, som den var før jeg fik både roomie, kæreste, mand og baby i maven. Men ensomhed er ikke kun for de, som bor alene, ikke har en kæreste og ingen børn har. Det er meget misforstået – men jeg kan godt forstå at det kan se ud som, at man ikke længere kan føle en ensomhed, når man er i et etableret parforhold. Men det er ikke virkeligheden. For mig.

Ensomheden har ændret form. Sådan vil jeg beskrive det. Men ensomheden rammer mig, lad mig komme med et par eksempler:

  • når jeg vågner om natten, har ondt på en måde, som jeg ikke plejer at have ondt. Eller måske ikke ondt, men måske bare en underlig, helt ny følelse. Jeg vil ikke vække Kristian, for han skal passe sit arbejde, jeg kender ikke smerten, for jeg har aldrig været så langt i en graviditet før, og jeg ved ikke hvad der er normalt. Der kan jeg godt føle mig ensom, for jeg kan ikke spørge nogen og jeg har så til opgave at “trøste” mig selv, få ro på mig selv og virkelig tænke, at alt er som det skal være.
  • når jeg sidder blandt veninder, som ikke har prøvet at være gravide. Som ikke helt forstår hvad det vil sige, at være gravid. For det aner man ikke, før man er det selv. Jeg har i den grad fået øjnene op for, hvor voldsom rejsen og processen kan være. Hvor meget der sker mentalt, fysisk (!) og hvor meget det er muligt at ændre sig. Jeg går i hvert fald igennem en vild forandring. En forandring som jeg kan lide, men som også er voldsom.
  • når andre ikke kan sætte sig ind i, hvor svært og bekymringsfyldt det kan være, at have været gravid 4 gange, men aldrig være nået så langt som nu. Jordemoderens kommentar da jeg fortalte hende, at jeg jævnligt tjekker mine trusser for blod: “det er også sådan lidt strudseagtigt ikke? At du sidder der med hovedet helt nede i trusserne. Så slap dog af“. I øvrigt er jeg ikke udpræget fan af jordemødrene på Hvidovre so far. Eller min tætteste familie, som synes det er fjollet at vi bliver scannet ofte. Dét gør mig både ked af det, og jeg får en følelse af ensomhed. Fordi de ikke forstår hvordan jeg har det, hvor bange jeg er for at der skal se noget uventet.
  • når jeg arbejder hjemmefra, hvilket jeg som oftest gør. Jeg har leget med tanken om, at leje mig ind på en kontorplads, men jeg vil hellere spare pengene og kunne arbejde i nattøj, i sofa og vaske tøj når jeg har en blokade af en art. Sommetider kan jeg godt føle mig ensom. Fordi jeg ikke har kollegaer, som jeg sidder sammen med. Mødes med ved kaffeautomaten. Spiser frokost med. I perioder kan det fylde. Det gør det vist lige nu, for jeg tænker meget over det At jeg savner at vende problematikker, udfordringer, glæder og drømme med andre, som også arbejder med det, som jeg arbejder med.

Ensomhed bliver aldrig et afsluttet kapitel. Ensomhed kan også dukke op, når du er sammen med andre. Selv i et parforhold, med en baby i maven. Det føles måske bare anderledes, end når man er sidder alene i en lejlighed, med et knust hjerte og en følelse af, at ingen elsker dig. Jeg har prøvet begge dele. Ensomhed er en svær størrelse og jeg ved at den vil følge mig hele livet. Ensomhed er ikke farligt, hvis du anerkender dens tilstedeværelse, forsøger at rumme den, mærke den – og kender dine veje og værktøjer til, at dæmpe den. Det er i hvert fald de erfaringer, som jeg har gjort mig. Ensomhed er ligeså naturlig en følelse som vrede, tristhed, glæde er. Den må gerne være der, den må gerne komme på besøg – men du skal selvfølgelig have redskaber til, at komme væk fra den, når du trænger til en pause.

Hvornår følte du dig sidst ensom?

Min vægt i graviditeten

Nu er jeg i 3.trimester som er det sidste, vel at mærke. Jeg møder virkelig mange som ikke ved, hvor mange uger man er gravid (40) og hvor mange trimestre der er (3), og det fandt jeg sgu også først ud af, da det var min tur. Det går sgu ret godt. Jeg har ikke de store gener, udover at jeg kan blive overordentlig træt på ekstrem kort tid. Men det har jeg efterhånden lært at rumme – og jeg tager også mine forholdsregler og forsøger at lave minimalt med aftaler (hvilket kan være svært, når jeg nu er selvstændig og lever fra lønseddel til lønseddel, men det går godt og baby er jo vigtigst). Men status er, at jeg har det godt. Og jeg glæder mig. Voldsomt. Jeg mærker ham hver eneste dag, særligt om natten hvor han både sparker, laver loops i min mave og kilder mig med sine hænder. Det er det bedste i verden. Når Kristian kysser maven og taler til ham, så er mit hjerte tæt på at eksplodere af lykke. Jeg er hamrende glad og jeg lapper det i mig. Endelig er jeg lykkelig igen. Det troede jeg aldrig, at jeg skulle være igen. Sommetider får jeg et stik af dårlig samvittighed, for kan man (og man) være lykkelig, når ens lillebror er død? Jeg tænker altid, når den tanke rammer mig, at Rasmus er lykkelig for, at jeg har genfundet lykken.

Det er vildt at tænke på, at det er muligt at finde glæden ved livet tilbage, efter selv den største sorg. Det gør mig glad, og det kan måske trøste dig – give dig håb, hvis du lige nu sidder i et sort dyb.

Nu blev indlægget lidt tungere, end jeg havde tiltænkt. Det skulle jo egentlig handle om vægt. Min vægt. Som jeg jo i mange år ikke, har brugt tid på. Jeg ejer ikke en vægt – og jeg vil ikke have en vægt i mit hjem. Jeg kigger mig i spejlet og mærker på min krop. Dét fungerer for mig. Find ud af hvad der fungerer for dig. Der findes ikke noget rigtigt eller forkert – det er dig som laver reglerne.

Men jeg får mange spørgsmål om min vægt – mest hvad jeg har taget på indtil videre, nu hvor jeg er i uge 30. Jeg var til jordemoder i onsdags, hvor jeg vejer mig. Jeg vejer 74,5 kg og har taget 6,5 kilo på, siden jeg blev gravid. Det er vist ret fint og godkendt. Det kan jo variere meget fra kvinde til kvinde. Det handler vel også om, om du får væske i kroppen, hvor meget du bevæger dig, hvor meget du kaster op (!) og så videre og så videre. Baby tager det, som baby har brug for. Og jeg kender både kvinder som tog 30 kilo på og kvinder som tog 8-9 kilo på.

En del af jer skriver til mig og spørger mig, hvad jeg gør for, at holde vægten nede. Og der har jeg lige brug for at skrive, at jeg altså ikke gør noget for, at holde vægten nede. Jeg spiser hvad jeg har lyst til, jeg spiser når jeg er sulten (og når jeg ikke er sulten, men lækkersulten) og jeg spiser variereret (hvor der også indgår kage, chokolade, kakao, slik og chokoladekiks). Jeg tænker ikke over, hvad jeg vejer og hvad jeg spiser – det gør jeg virkelig ikke. Jeg vil gerne have godt med grønt og frugt her mens jeg er gravid, men det spiste jeg også, før jeg blev gravid, så den vane har jeg egentlig bare holdt fast i. Jeg træner gerne 3-4 gange om ugen, dyrker lidt yoga, cykler gerne fra A-B (sommertider på hende her) og er ret aktiv. Jeg har stadig mange uger tilbage, der kan ske meget – også med min vægt. Og jeg er ligeglad, så længe han har det godt, min elskede lille dreng.

Hvad endte du med at tage på, under din graviditet? Skriv gerne i kommentarfeltet – så kan vi alle se, at det er meget forskelligt og at det er helt okay <3