Der er altså rigtig mange som ikke kan lide dig

Billedet tog Emily af mig sidste år. Jeg elsker stemningen som hun fik fanget her. 

Panelbarn (sådan et barn, som går langs panelerne. Jeg tror ikke ordet eksisterer officielt, men jeg bruger det flittigt alligevel). Sådan et var jeg, da jeg var yngre. Jeg gjorde mig ikke særlig bemærket, hvis jeg kunne slippe afsted med det. Jeg spenderede det meste af folkeskolen, uden at række hånden op. Jeg rakte ikke hånden op, mens jeg gik på HF og kun et par gange, mens jeg gik på seminariet. Jeg var genert som ind i helvede, jeg rødmede hurtigere end jeg kan nå at stave til det, jeg gik i sort for at blende ind i mængden. Sådan gik de fleste år, af min ungdom. Der skete helt klart noget, da jeg mistede min lillebror. Da det værste af sorgen havde lagt sig, så gik det op for mig, at jeg ikke ville være som jeg plejede at være. Jeg tænkte meget over, at jeg skulle være som jeg gerne ville være – mens jeg havde mulighed og tid til, at være som jeg gerne ville være. Og jeg ville gerne sige mere, turde mere, gøre mere væsen af mig selv. For jeg synes at jeg har noget at byde på.

Langsomt men sikkert gik jeg fra at være stille og genert – til at være mere åben, til at turde at gå til mennesker jeg mødte, tale med dem, være nysgerrig, sige min mening, dele mine holdninger. Jeg fandt mere ro i, at stå ved det jeg mente. Og jeg blev bedre og dygtigere til, at være ligeglad med, hvad andre mener og tænker om mig. For der vil altid være mennesker, som ikke kan lide mig. Altid. Det kan jeg ikke ændre – heller ikke hvis jeg fra nu af og til min død, prøvede på det. Det er en umulig mission. Og det har jeg efterhånden accepteret. Det vigtigste er, at jeg kan se mig selv i øjnene (og det lyder så kliché agtigt, men det er også sandt. Har du prøvet at gøre noget rigtig dumt, og så se dig selv i spejlet? Jeg kan altid se på mine øjne, når jeg har gjort noget forkert, eller når jeg ikke er i balance). Men vigtigst af alt er, at det føles rigtigt i min mave. Min mavefornemmelse kan jeg altid stole på – det er noget, som jeg har lært de seneste par år. Hvis jeg er dygtig til at lytte til dén, så laver jeg meget få fejl, både i mit arbejdsliv og i mit civile liv.

Med alderen hviler jeg i, at jeg står stærkt i mig selv, at jeg er god nok, at jeg gør mit bedste – og så kan ingen nogensinde bede om mere. Men det er også en beslutning, som jeg har taget. Jeg vil nemlig ikke kues af, at der er mennesker, som ikke kan lide mig, eller lide det jeg gør. For jeg gør det, som føles rigtigt for mig. Og jeg gør aldrig noget, for at skade andre – og så længe dét er tilfældet, så kan jeg ikke styre hvad mennesker skal mene og tænke om mig. Det er ikke i min magt, og det skal det heller ikke være. Det er ude af mine hænder.

Mange skriver og spørger om gode råd. Til kærlighed, sorg bearbejdelse, søger gode steder at shoppe tøj (mest kjoler), mange skriver og deler deres personlige historier med ensomhed, sorg, krise og deler deres kampe. Mange spørger mig om kærestesorg, for der er jeg autodidakt ekspert. Nok også i sorg. Men mange spørger mig også, hvordan jeg kan hvile sådan i mig selv. Hvordan jeg tør at sige min mening, stå ved den, hvordan jeg tør at være mig selv, på de sociale medier. For det kan være så sårbart. Jeg tror da også det ofte ville være nemmere, hvis jeg spillede en rolle på de sociale medier. Men det kan jeg ikke. Jeg vil gerne være mig selv, på mine kanaler. Jeg ville blive ulykkelig, hvis du ikke kunne genkende mig, hvis du så mig på gaden. Og jeg ville blive ulykkelig hvis jeg gjorde eller sagde noget, som ikke er mig. De som kender mig privat, skal også kunne se mig på instagram og blog og mærke, at det er mig og at jeg ikke er en anden.

Det er ikke fordi, at jeg har en opskrift. For jeg kan sagtens blive ramt af, at jeg bliver ked af, at der er mennesker som virkelig ikke kan lide mig. At der er mennesker, som sidder og venter på, at jeg træder forkert. Og som ikke er bange for, at skrive grimme ting til og om mig. Jeg kan sagtens gå og tænke over, at der er folk jeg møder på gaden, folk som kigger på mig i bussen, som virkelig ikke kan foredrage mig og som ikke ønsker noget godt for mig. Det kan sagtens ramme mig. På dage, hvor jeg i forvejen er ramt af usikkerhed, er ked af det, ikke har sovet, ikke har det store overskud, har været i konflikt med et menneske, som jeg elsker, hvor jeg ikke har min bedste dag – så kan det ramme mig. For jeg sætter i den grad min røv i klaskehøjde – jeg giver virkelig rig mulighed for, at du kan have en mening om mig. Uden at kende mig personligt, ved kun at se et par stories og læse et par linjer af mine ord – kan du danne dig et “fuldstændigt” billede og indtryk af, hvordan jeg er som menneske. Dét kan sagtens ramme mig. Hvis jeg sagde andet, så ville jeg lyve! Jeg tror at kunsten er, at lade det ramme, når det rammer. Så forsøger jeg at rumme det – og så forsøger jeg virkelig, at få det væk fra kroppen igen.

Jeg tager en beslutning om, at jeg ikke vil bruge mit liv og min tid på, at lade mennesker, som ikke betyder noget for mig og min familie, påvirke mit liv, mit humør og min hverdag på en negativ måde. Jeg forsøger samtidig at sortere konstruktiv kritik og decideret mobning. For jeg vil meget gerne have kritik – det bliver jeg bedre af. Og det er altid rart at få at vide, at jeg kan blive bedre, det er rart at få at vide, hvis jeg har sagt noget, som har gjort nogen kede af det. Der vil jeg gerne korrigeres. Men jeg vil ikke have usaglig sladder, rygter og usandheder og ondskabsfulde beskeder. Jeg vil ikke have kommentarer, som er sendt for at gøre mig ked af det. “Hvorfor bliver du ved med at blive gravid, når du ikke kan finde ud af det?“, “modigt du tør at drikke cola zero når du aborteret 3 gange” og “din mand bliver hurtigere træt af dig end du kan nå at stave til single” er alle kommentarer, som jeg ikke vil have noget som helst at gøre med. Og det er også kommentarer, som jeg synes er nemmere at sortere fra, fordi de er så ondskabsfulde, at det næsten er komisk. (tragi)Komisk at nogen mennesker kan hade mig så meget, baseret på den viden de kan finde om og på mig, igennem en skærm. Nogen mennesker hader bare generelt den branche, som jeg er en del af. Hader mit erhverv. Det må de gerne. Jeg synes bare det er trist at spilde sin energi på noget, som man alligevel ikke kan lave om.

Jeg tror at jeg med min mavefornemmelse og med min tro på, at jeg gør alt i den bedste mening – så lykkes det for mig, at hvile i, at alle mennesker ikke er fan af mig. Og at det er okay. Og det er umuligt at gøre alle tilfredse. Heldigvis er vi også så mange på de sociale medier efterhånden, så det burde være muligt at finde én, som man kan identificere sig med, spejle sig i og få noget godt ud af, at følge.

Du kender det garanteret. Følelsen af at folk taler om dig, bag din ryg. Følelsen af at alle ikke kan lide dig, måske er der en hel del, som ikke kan lide dig. På dit studie, på dit job, i dit barns institution, i din svigerfamilie, måske er dine naboer ikke fan af dig, måske har du en eks-veninde (eller eks-kæreste), som spreder negativ energi om dig. Hvad gør man for, at slippe væk fra den følelse? For den følelse er ikke rar, den går lige i maven og hvis man ikke passer på og er bevidst, så kan det tage al ens energi. Mit råd: forsøg at fortælle dig selv (igen og igen) at du er god nok, at du handlede ud fra det du kendte og mærkede og havde lyst til, at du ikke handlede i ondskab, at du er som du er og ikke behøver at lave dig selv om, fordi andre ikke kan lide den måde du er på. Stå stærkt i dig selv. Op med hagen, tilbage med skuldrene og vær stolt af, at du er som du er. Ikke arrogant, men med selvsikkerhed. Der er stor forskel. Livet er kort, du kan ikke få alle til at lide dig. Og hvad så? Der er mange som godt kan lide dig. For du er som du skal være.

Du kan da ikke være ensom!

Jeg startede med at blogge over for 10 år siden. Dengang skrev jeg om træning og så delte jeg opskrifter. Udelukkende. Jeg delte intet personligt, det gjorde man ikke rigtig dengang. Der havde man ligesom en passion, én interesse – min var sundhed. Det var dengang de første modebloggere så dagens lys. Efter et par år, blev jeg ramt af sorg. Og derefter skrev jeg meget om sorg, krise, om at være ulykkelig og føle sig ensom og alene. Så gik min daværende kæreste og jeg fra hinanden. Så skrev jeg også om sorgen over dét, kærestesorg og de voldsomme efterveer, som bruddet bød på. Det er snart 7 år siden, at min lillebror døde. Det er snart 5 år siden, at mit parforhold gik itu. Sommetider virker det som, at det er sket i et helt andet liv. Andre dage kan jeg mærke smerten helt inde i hjertekulen. Det var mange hårde år. Jeg blev voksen, jeg blev i en periode sortseende, jeg mistede i et par år lysten til, at blive gammel.

Hvis du har fulgt mig det seneste år, så ved du at lykken igen viste sig for mig. Kristian kom ind i mit liv. Efter et hurtigt swipe, en is og en gåtur og 3-4 gin tonics og et heftigt kys på Nørreport. Han gør mig så lykkelig. Jeg havde ellers forliget mig med tanken om, at jeg aldrig igen skulle føle lykke helt inde i hjertet. Men det kan Kristian. Han kan gøre mig så lykkelig, som jeg ikke troede var muligt. Og nu skal vi snart være forældre. Det er så vildt, at alt det kun er sket på 1 år. Faktisk har vi først været kærester i et år, d.12 oktober.

Så nu er det slut med ensomhed? Det bliver jeg ofte spurgt om. “Nu er du ikke længere ensom, du er jo gift og bor sammen med din mand“. Og jeg ville da også lyve hvis jeg nu skrev, at ensomheden ikke er trådt mere i baggrunden. Det er den helt klart. Den er slet ikke så altomsluttende, som den var før jeg fik både roomie, kæreste, mand og baby i maven. Men ensomhed er ikke kun for de, som bor alene, ikke har en kæreste og ingen børn har. Det er meget misforstået – men jeg kan godt forstå at det kan se ud som, at man ikke længere kan føle en ensomhed, når man er i et etableret parforhold. Men det er ikke virkeligheden. For mig.

Ensomheden har ændret form. Sådan vil jeg beskrive det. Men ensomheden rammer mig, lad mig komme med et par eksempler:

  • når jeg vågner om natten, har ondt på en måde, som jeg ikke plejer at have ondt. Eller måske ikke ondt, men måske bare en underlig, helt ny følelse. Jeg vil ikke vække Kristian, for han skal passe sit arbejde, jeg kender ikke smerten, for jeg har aldrig været så langt i en graviditet før, og jeg ved ikke hvad der er normalt. Der kan jeg godt føle mig ensom, for jeg kan ikke spørge nogen og jeg har så til opgave at “trøste” mig selv, få ro på mig selv og virkelig tænke, at alt er som det skal være.
  • når jeg sidder blandt veninder, som ikke har prøvet at være gravide. Som ikke helt forstår hvad det vil sige, at være gravid. For det aner man ikke, før man er det selv. Jeg har i den grad fået øjnene op for, hvor voldsom rejsen og processen kan være. Hvor meget der sker mentalt, fysisk (!) og hvor meget det er muligt at ændre sig. Jeg går i hvert fald igennem en vild forandring. En forandring som jeg kan lide, men som også er voldsom.
  • når andre ikke kan sætte sig ind i, hvor svært og bekymringsfyldt det kan være, at have været gravid 4 gange, men aldrig være nået så langt som nu. Jordemoderens kommentar da jeg fortalte hende, at jeg jævnligt tjekker mine trusser for blod: “det er også sådan lidt strudseagtigt ikke? At du sidder der med hovedet helt nede i trusserne. Så slap dog af“. I øvrigt er jeg ikke udpræget fan af jordemødrene på Hvidovre so far. Eller min tætteste familie, som synes det er fjollet at vi bliver scannet ofte. Dét gør mig både ked af det, og jeg får en følelse af ensomhed. Fordi de ikke forstår hvordan jeg har det, hvor bange jeg er for at der skal se noget uventet.
  • når jeg arbejder hjemmefra, hvilket jeg som oftest gør. Jeg har leget med tanken om, at leje mig ind på en kontorplads, men jeg vil hellere spare pengene og kunne arbejde i nattøj, i sofa og vaske tøj når jeg har en blokade af en art. Sommetider kan jeg godt føle mig ensom. Fordi jeg ikke har kollegaer, som jeg sidder sammen med. Mødes med ved kaffeautomaten. Spiser frokost med. I perioder kan det fylde. Det gør det vist lige nu, for jeg tænker meget over det At jeg savner at vende problematikker, udfordringer, glæder og drømme med andre, som også arbejder med det, som jeg arbejder med.

Ensomhed bliver aldrig et afsluttet kapitel. Ensomhed kan også dukke op, når du er sammen med andre. Selv i et parforhold, med en baby i maven. Det føles måske bare anderledes, end når man er sidder alene i en lejlighed, med et knust hjerte og en følelse af, at ingen elsker dig. Jeg har prøvet begge dele. Ensomhed er en svær størrelse og jeg ved at den vil følge mig hele livet. Ensomhed er ikke farligt, hvis du anerkender dens tilstedeværelse, forsøger at rumme den, mærke den – og kender dine veje og værktøjer til, at dæmpe den. Det er i hvert fald de erfaringer, som jeg har gjort mig. Ensomhed er ligeså naturlig en følelse som vrede, tristhed, glæde er. Den må gerne være der, den må gerne komme på besøg – men du skal selvfølgelig have redskaber til, at komme væk fra den, når du trænger til en pause.

Hvornår følte du dig sidst ensom?

Det ville jeg gerne have vidst

inden jeg blev mor:

  • hvor magtesløs jeg til tider kan føle mig.
  • hvor lidt søvn jeg får.
  • at mit barn har brug for mig. Ikke udstyr, nuttet tøj eller sutteflaske. Men har brug for mig. Hele tiden.
  • at mor følelsen først kom længe efter, at jeg havde troet den ville.
  • at det hele nok skal gå.
  • at jeg godt kan.
  • at jeg er den bedste mor for mit barn.
  • at amningen kan være et helvede.
  • at hormonerne ikke forsvinder efter fødslen.
  • at lortebleer bliver det mindste problem!
  • at en fødselsdepression også kan ramme faderen. (og apropos dét emne, så lyt til min podcast, hvor jeg taler om det emne – også at det rammer mænd!).
  • at rådet om at fylde fryseren med mad faktisk er en rigtig god ide.
  • at mange vil have en holdning til, hvordan du er som mor. Og du ved bedst, altid.
  • at jeg skal stole på min mavefornemmelse.
  • at jeg ikke var klar.
  • at efterveer er voldsomme. (igen har jeg talt om dette emne i min podcast, afsnit 17!)
  • at amningen gør fucking ondt.
  • at jeg ikke er en dårligere mor, fordi jeg er ung.
  • at jeg ikke har haft lyst til sex siden fødslen.
  • hvor psykisk hårdt det er.
  • at man bløder længe efter fødslen.
  • hvor smadret kroppen bliver.
  • at man tisser ufrivilligt efter fødslen.
  • at lykkefølelsen ikke kan måle sig med noget andet her i livet.
  • at børn virkelig græder meget.
  • at jeg gik fra at være en egoistisk bitch til en blødhjertet kvinde.
  • at tiden går alt for stærkt.
  • at jeg skulle nyde min graviditet mere.
  • at det er muligt at elske to børn lige højt.
  • at det er okay at jeg ikke kan alt selv.
  • at alt ikke skal være perfekt.
  • at jeg er ligeglad med, hvilke møbler jeg har, hvor jeg bor, min karriere og hvilket tøj jeg har i skabet. Han er min verden. Alt andet er ligegyldigt.
  • at jeg ikke forelskede mig i baby med det samme.
  • at jeg skulle lære at elske mit barn.
  • at baby sover 16 timer i døgnet. Han er så nem!!
  • at jeg slet ikke har tid til at lave den lækre kaffe, på min svinedyre kaffemaskine.
  • at min mand ikke ville tænde på min krop igen.
  • at jeg kan sove alle steder. Også til en middagsaftale.
  • at jeg fik et barn, som slet ikke vil sove i den barnevogn jeg har købt. Som kostede 15.000 kroner.
  • at der ikke følger en brugsanvisning med.
  • har du flere? Skriv dem gerne i kommentarfeltet. Det har hjulpet mig så meget at læse dem her, så kom endelig med flere. Pre-morlivet er hårdt. I har lige gjort det lidt nemmere, fordi jeg føler mig mindre alene.

(tak fordi i altid deler så åbent, det er jeg så glad for!)

Hvad ville du ønske at du havde vidst

for 5 år siden?

Dét spurgte jeg dig om – på min instagram. Og der er kommet så mange svar. Tak! Mange af dem har virkelig sat tankerne i gang. Jeg har tænkt meget over, hvad jeg ville have ønsket at jeg havde vidst, for 5 år siden. For jeg troede at jeg vidste det hele – og det ved jeg nu, at jeg ikke gjorde. Måske er det fordi at jeg skal være mor om lidt, jeg har i hvert fald læst, at mange gravide går og grubler og tænker ekstra, særligt i slutningen af deres graviditet.

For 5 år siden ville jeg have ønsket at jeg vidste, at alting ville blive godt igen. At verden igen ville være i farver. At jeg ville blive elsket igen, at jeg ville elske igen. Elske så højt, at jeg samtidig er ufattelig sårbar. For 5 år siden ville jeg ønske at jeg havde vidst, at jeg nok skulle blive mor. At den drøm, nok skulle gå i opfyldelse.

Hvad ville du ønske at du havde vidst for 5 år siden?

  • at det aldrig rigtig handler om de 5 kg..
  • at det løser sig, men sommetider kræver det meget arbejde.
  • der var en mening med mit knuste hjerte – og at det ville blive helt igen. Sådan rigtigt.
  • det er okay at blive 30 år.
  • det er okay ikke at blive mor.
  • gid jeg havde vidst mere om amning.
  • at ensomhed ikke er farligt og at alle oplever det.
  • at jeg ville blive rask igen.
  • at jeg ikke behøver at have mennesker i mit liv, som gør mig ked af det.
  • at tålmodighed fandme er en dyd.
  • at jeg godt kunne få børn og ikke behøvede at bekymre mig så meget over det.
  • at han ikke er det værd.
  • at han ville være mig utro. Nu er vi gift og har to børn.
  • at mad ikke er farligt.
  • at det at blive gravid kan tage mange år.
  • at jeg fik alt det som jeg ønskede mig.
  • at jeg ville gennemføre min uddannelse.
  • at livet er fuld af op- og nedture. Og det er sådan det skal være.
  • at jeg fortjener en god kæreste.
  • at stole på min mavefornemmelse.
  • at jeg ikke altid behøver at være den bedste.
  • at sige fra.
  • at sige nej.
  • at sige nej. Jeg havde ikke lyst til sex. Det skulle jeg have sagt noget mere.
  • at jeg blev mor til verdens dejligste dreng.
  • at jeg altid vil have brug for en “voksen”. Og det er okay.
  • at min krop er okay som den er.
  • at det ikke er farligt at være alene.
  • at man ikke kan planlægge sit liv.
  • at det ikke er lykken at veje 10 kg mindre.
  • at alle kroppe er forskellige.
  • at der altid er en udvej.
  • at det er svært at flytte hjemmefra, men jeg kan klare det. Og det bliver godt.
  • at jeg ikke ville komme til at bruge de sko.
  • at den tatovering har en udløbsdato.
  • at alkohol ikke er godt for mig.
  • at jeg skulle have haft talt med en psykolog.
  • at jeg ville slippe af med min angst.
  • at karakterer ikke er alt.
  • at alle ikke behøver at kunne lide dig.
  • hvor meget godt jeg havde i vente.
  • at karriere ikke er alting.
  • at jeg ikke behøver at farvesortere vasketøjet. Spild af tid.
  • at man jo aldrig bliver færdig med, at renovere hus.
  • at jeg ikke har noget at frygte.
  • at en pause mellem mine studier havde været en god ide.
  • at mine børns far virkelig er en lort.
  • at det ikke er min skyld, at han slår mig.
  • at kærlighed ikke er alt.
  • at kærlighed overvinder alt.

Har du flere?