..arrogant, ikke? Ikke destomindre fik jeg dén melding serveret for nylig. Og jeg blev virkelig ked af det. Det skar i hjertet og i min stolthed, det må jeg indrømme. Jeg faldt i snak med en sød og flot mand en lørdag aften og vi udvekslede facebook og skrev lidt efterfølgende. Nogle dage efter fik jeg beskeden: “Jeg er ikke interesseret. Du er under mit niveau“.  Av for satan.

Jeg græd. Det skammer jeg mig ikke over at skrive og jeg håber at den pågældende mand læser dette. For han (du!) gjorde mig virkelig ked af det. Jeg var ikke ked af det så længe, men han (din idiot!) fik mig til at græde. Og jeg blev faktisk vred på mig selv – fordi jeg tillod mig selv at græde over en mand, som tydeligvis var (og er) en kæmpe idiot. Og et dårligt menneske, får jeg lyst til at skrive. For jeg græd også over, at man kan behandle et andet menneske på den måde. Dét ville jeg aldrig byde et andet menneske, om jeg så kunne se os sammen eller ej.

Dét er dét som er pissehamrende hårdt ved at være single. Jeg sad alene i min lejlighed og gik fra at være glad og fuld af energi til at sidde i min lænestol og glo ud i luften. Og tænke: “skal endnu en mand få mig til at græde?”. Fandeme nej. Jeg ringede til min gode veninde og tudede kraftigt og havde ondt af mig selv i 12 minutter. Så tog jeg mig sammen. Jeg slettede ham på facebook og forsøgte at slette ham fra mit hovede. Det gik ret hurtigt. Jeg er god til at fjerne dårlig energi fra mit system, det har jeg lært af kærestesorgen. Den har gjort mig hård, nuvel – men også stærk. Og han fik ikke lov til at sprede meget dårlig energi i mit liv. Han fik nogle timer og så var han væk igen.

Indlægget er ikke (kun) skrevet for at få det ud af systemet og for at kunne svine ham lidt til. Det er også lavet til dig som er single og som synes at det er hårdt til tider. Jeg synes det er hårdt! Benhårdt! Folk vælger og vrager og det gør sku’ ondt når det sidste overkommer dig. Jeg er i samme båd. Jeg synes det er hårdt og sommetider ubarmhjertigt at være single #and forever alone. Agtigt. Jeg kan godt miste troen på, at det nogensinde vil ske for mig. At jeg nogensinde vil blive forelsket igen og om jeg skulle være så heldig at den udvalgte også er forelsket i mig. Og sådan en idiot som ham jeg uheldigvis stødte på – han skal fandeme ikke have lov til at slukke håbet i mig. For jeg tror og jeg håber at det sker. Når tiden er rigtig. Lige nu har jeg det godt alene og som singlekvinde i byen. Jeg har det godt der hvor jeg er lige nu. Og det skal han ikke lave om på. Og han skal ikke pille mig ned. Når jeg engang finder ham, som får mig til at smile for mig selv, ved tanken om ham, så vil han også vide at jeg er det værd.

Hold ud – vi er mange og vi holder sammen <3

Provokerende overskrift, ikk’? Det var netop hvad jeg blev da jeg modtog endnu en mail, hvor afsenderen igen mente at jeg ikke havde ret til at lave og bruge #jegerheltalmindelig. For det er jeg ikke. Altså almindelig. Mente afsenderen. Og jeg har fået nogle stykker af dem. Jeg spurgte nogle piger til en fest – om de blev provokeret af mit hashtag og en af dem svarede, at det blev hun faktisk. Fordi jeg hverken er overvægtig, har strækmærker og er køn. Dét blev jeg provokeret af.

Det er som sådan ikke fordi at jeg går rundt og føler mig grim. Hvad fanden er grimt, egentligt? Det er vel op til øjet som ser. Jeg har det godt i min krop, de fleste dage og jeg kan godt lide den måde jeg er skruet sammen på. Men det er jeg da ikke kommet sovende til. Altså – jeg mener ikke at jeg har knoklet for mit udseende. Jeg mener at jeg har knoklet for at holde af mig selv. Som jeg er. Og jeg er usikker – ofte! Og hvem skal bestemme om jeg kan tillade mig at være usikker, genert over min krop og føle mig grim? Selv de smukkeste kvinder i verden kan vel have dage hvor de føler sig nederen? Jeg kan da snildt kigge på en smuk kvinde på instagram og tage mig selv i at tænke: “gad vide om hun nogensinde er ked af det? Hun kan jo have bære alt med den krop. Hun kan kun være lykkelig!“. Men hvad fanden ved jeg egentlig om det? Ingenting.

Jeg ER helt almindelig. Det er alle vel egentlig, når diverse filtre, make up og det rette lys er fjernet. Jeg bruger det hashtag fordi jeg gerne vil gøre oprør mod det perfekte, som vi ser så meget af på de sociale medier. Jeg bruger det hashtag fordi jeg gerne vil vise unge kvinder at jeg også er helt almindelig og kan have dage som er nederen og hvor jeg føler mig nederen. Du kan møde mig nede i Netto. Jeg ser helt almindelig ud. Om hvorvidt jeg kan tillade mig dét eller ej – det gider jeg egentlig ikke at tænke så meget over. Jeg lever mit liv i mine sko – du lever dit i dine sko. Før du har haft mine på, kan du ikke vide hvordan det er at være mig. Livet er ikke nemt fordi du kan passe en størrelse 36, har penge i banken og er køn.

Da min bog udkom i april havde jeg alt det jeg kunne drømme om, det har jeg for så vidt stadig. Jeg mangler ikke noget. Jeg kan købe det jeg mangler. Min familie og veninder er der altid. Jeg har en blog som kører godt, jeg har min egen lejlighed, jeg har bukser i størrelse 36. Men i april var jeg ulykkelig – på trods af det. Virkelig, bund ulykkelig. Det kan godt være at det ikke kunne ses, men det var jeg. I dag er jeg glad, rigtig glad og jeg har bestemt fundet glæden ved livet igen. Men det er ikke altid til at se, om mennesker er lykkelige eller ej. Du bliver i hvert fald ikke lykkelig af at være køn og en størrelse 36.

#jegerheltalmindelig – fordi jeg ER helt almindelig. Fordi jeg har et liv som du har, med opture og nedture. Fordi jeg også kan have dage hvor jeg føler at mine lår er de største i verden, har en bums midt på hagen og fordi jeg har dage hvor det hele bare er lidt kedeligt og gråt. Jeg er helt almindelig og det kan jeg faktisk ret godt lide. Perfekt må være kedeligt. Kys.

Reklame. 

Jeg får mange mails fra jer, søde følgere og læsere. Jeg læser dem alle, svarer de fleste (“du har en flot fisse” får altså ikke svar, sorry!). Jeg er glad for at I skriver – og jeg håber at mine svar kan bruges.

Henover sommeren har jeg fået flere mails end jeg plejer. De fleste handler om selvværd og hvordan vi har det i vores krop, bikini-sæson og appelsinhud. Det er ikke fordi at jeg altid hviler i min egen krop og bare synes at den er the shit. Slet ikke. Men jeg har i den grad mærket en forskel indenfor det seneste år. Jeg er ligeglad med hvad andre tænker. Hvad kan jeg bruge det til? Der vil altid være nogen der tænker noget om en – og hvad så? Jeg nægter at lade være at have bikini på (eller bade nøgen på Bellevue) fordi jeg er nervøs for, hvad andre tænker om min appelsinhud, mine kraftige ben, min lille barm og fyldige bagdel. Det er nu engang sådan jeg ser ud. Det bliver ikke meget anderledes, uanset hvordan jeg træner og spiser. Og i virkeligheden vil jeg nok ikke have den anderledes. Det er min krop, den er hamrende stærk og jeg har aldrig fået nogen klager. I Eat, Pray, Love siger Julia Roberts noget a la: “har du nogensinde taget tøjet af foran en mand som så er løbet skrigende væk? Han er i rum med en nøgen kvinde, han har allerede vundet lotteriet“. Og dén sætning elsker jeg.

Men hvordan har du lært at elske din krop? bliver jeg spurgt pr. mails og på instagram. Jeg har ikke en opskrift som sådan. Jeg er ikke ekspert. Det som virkede for mig var, at være ligeglad med hvad andre måske og måske ikke tænkte. Helt fysisk at smide tøjet på stranden og i omklædningsrummet og bare være nøgen eller i badetøj. Løbe op og ned af stranden, plaske med vand, sole mig som jeg er skabt. Det er svært i starten men det bliver hurtigt nemt og jeg fandt ud af, hvor dejligt det egentlig er. Og afslappende. Og rart. Det er f.eks. virkelig rart at bade nøgen. Det skulle du prøve. Det er enormt grænseoverskridende, men også virkelig rart og sundt at prøve. Det lyder så nemt og “elsk-dig-selv-som-du-er” agtigt og det er det vist også. Men det er det som virker. Hold op med at give en fuck – gør hvad der passer dig. Skal andre menneskers mening holde dig tilbage? Det er livet altså alt for kort til, i min verden. Og jeg vil også gerne have solskin på balderne og min barm. Og det får jeg i år og det er pisse befriende.

Du er mere lækker og langt smukkere end du selv tror. Kys!

Hvis du har det svært med dig selv, kan det ofte hjælpe at få hjælp udefra.Det kan blandt andet være metakognitiv terapi i samspil med en psykolog.

Mit hjerte brister. Jeg som troede at sommeren var indbegrebet af nye forelskelser, kys på bænkene omkring søerne i byen, lyse nætter med lange snakke og sommerfugle i maven. Jeg har aldrig fået så mange mails fra knuste hjerte, som jeg får lige nu. Både fra kvinder og mænd. Jeg bliver så trist hver gang jeg læser dem. Mange gange kan jeg mærke at tårerne har løbet ned af kinderne, mens de stakkels mennesker har skrevet til mig. Og jeg svarer alle – med det samme hvis det på nogen måde kan lade sig gøre. Jeg har lært én vigtig, vigtig ting i alt mit eget kaos: du er aldrig alene og dén tanke kan redde dig fra at springe ud fra en bro. Eller ud foran et tog, som var min faste følgesvend i nogle måneder, da jeg virkelig var nede og se krisen dybt i øjnene. Og jeg er glad for at du skriver, hvis du er ked af det, knust, forladt, har forladt, såret, svigtet, i krise. Det må du altid!

Forleden aften fik jeg endnu en mail. Fra en ung pige som var så forfærdelig trist. Og i stor sorg. Hendes kæreste har forladt hende til fordel for en anden. Efter 6 år sammen, fælles hjem, fælles økonomi, hund og babydrømme. Jeg fik så ondt i maven og jeg blev så uendelig ked af det på hendes vegne. Jeg ved præcis hvad hun føler. Som at blive skudt i maven med en pistol, på klods hold. Hvis du har prøvet at smage på kærlighedens mørke side, så ved du hvad jeg taler om. Hvis ikke – så håber jeg aldrig at det sker for dig.

Da jeg havde læst mailen havde jeg brug for, lige at tænke lidt over mit svar. Jeg gik ned i min vaskekælder og da jeg stod og lagde karklude sammen ramte listen mit hovede. En “det-gør-jeg-når-jeg-græder”-liste. Det er bestemt ikke den dybe tallerken jeg har opfundet, det er ikke et fancy studie jeg har læst – det er bitter erfaring. Det som virker og som virkede for mig, når jeg igen sad en hverdagsaften i min vindueskarm, grædende og havde ondt i hjertet. (Det var enormt sørgeligt – tiden er din ven. Det bliver bedre. Det lover jeg!):

• Kliché men alligevel: vær god ved dig selv. Et langt varmt bad, fodbad, smør din krop ind i en lækker creme, hårkur, ansigtsmaske, neglelak, pluk dine øjenbryn, fil død hud af fødderne, øv dig i at tag lækker make up på (til når du igen er klar til at indtage festerne. Tip: måske vandfast mascara er en god investering i denne periode).
• Chokolade. Chips. Bland selv slik. Kage. Is med ske. (når man græder er kalorier fandeme ligemeget. Du spiser for at dulme, det er ikke holdbart på sigt, men lige nu skal du tyre så meget ind som muligt). Bonusinfo: Jeg havde en lang periode med chokoladekiks, derefter chokoladesmåkager og til sidst chokolade müsli og well, rødvin.
• Når du er klar: byture. Men først når du er klar. Jeg har stået og grædt på et dansegulv med en eller anden fyrs hånd på ryggen, jeg har grædt i adskillige Über’s og jeg har vist også tudet foran ham bag skanken på Burger King. Du skal være klar. Men så hjælper det også at dulle sig op, tage høje sko på, iføre sig sine bedste veninder og venner og gå amok i byen. Dans  på bordene hvis du får lov. Tip: Lad eventuelt din telefon være derhjemme. Det gjorde jeg i en periode. Så sendte jeg ikke ynkelige beskeder eller foretog pinlige opkald.
• Bevægelse. Kliché igen. Men jeg har overlevet fordi jeg har trænet. Det var og er mit frirum og min pause. Tag din veninde med og græd mens du sveder, der er der ingen som lægger mærke til det. Og jeg taler igen af egen erfaring.
• Oprydning. Smid ud i dit hjem eller på dit værelse. Jeg har smidt stort set alting ud, som jeg havde sammen med min ekskæreste. Det er en lidt dyr affære, men jeg gad ikke glo på den stol han havde siddet i og som vi havde købt sammen en eftermiddag i IKEA. Det hjælper. Ud med dårlig energi. Få ryddet op. Udover at det er rart at få smidt gamle ting ud, så er det også rart at lave noget fysisk og være optaget af noget andet, end at sidde og tude og kigge på gamle billeder.
• Sleepovers med veninder og venner er rart. Det kan være svært at sove alene, særligt hvis du var vant til at sove sammen med din kæreste hver nat. Det tog mig nogle måneder at vænne mig til det og der var mine veninder en rigtig god hjælp. Sleepovers med fremmede kan også være en hjælp.. (undskyld mor og far).
• Aften snak. Min bedste veninde og jeg havde i de måneder, hvor jeg virkelig var nede en aftale om, at tale sammen hver aften inden vi skulle i seng. Ofte talte vi i telefon i en time eller mere. Det hjalp og det var virkelig noget som jeg så frem til. Det hjalp at fortælle hende om min dag, græde lidt og få et godnat med på vejen. Hun reddede mig.
• Chick-flicks. Se Netflix, Viaplay, HBO og hvad der ellers er. Se det til du segner. Tag dem med i seng og fald i søvn til det. Helst film hvor det ender godt på trods af, at hovedrollen går forfærdelig meget igennem. Det giver håb, når du er helt nede. Selvom det er en dårlig amerikansk film.

Du kan og du vil klare det. Jeg troede ikke at jeg ville. Jeg troede virkelig at jeg skulle være ulykkelig resten af mit liv, gå rundt med et kronisk hul i hjertet, altid tænke på min ekskæreste og hvad vi havde sammen men aldrig ville få igen. Det har taget tid, rigtig lang tid. Men jeg er ved at være dér, hvor jeg har lyst til livet igen. Appetit. Og jeg glæder mig til alt det som livet har at byde på. Jeg ved nemlig nu at jeg kan klare alting – og det kan du også. Jeg tror på dig.

Billedet tog jeg få uger efter at min lillebror døde. Jeg var ulykkelig og det kan ses på mine øjne. Hvis jeg vidste at jeg havde fire hårde og ulykkelig år foran mig, ved jeg ikke om jeg havde overlevet. Men nu er der glæde i mine øjne igen. Det har taget tid, selvfølgelig har dét det. Men jeg kom igennem det værste. Og det gør du også. Kys.

Det her er Pernille. Min P. Pernille har mistet sin lillebror på tragisk vis og hun opsøgte mig, da hun fandt min blogindlæg i sin søgen på at finde andre som ved hvordan det er at miste sin eneste bror, miste halvdelen af sig selv. Vi har været veninder siden da. Tætte, trods stor aldersforskel og at vi ikke har kendt hinanden så længe. Vi forstår hinanden. Det har jeg lært af at være i krise – det hjælper altid, altid! at mærke at man ikke er alene. For det er man aldrig nogensinde. Der er altid en som kender din smerte, som har prøvet det og overlevet af. Derfor er P vigtig i mit liv og derfor har hun stor plads i mit hjerte. Fordi hun forstår som ingen andre og fordi hun er helt igennem dejlig og fordi hun er et godt menneske. Hun er mere end dygtig til at sætte ord sammen – læs blot her.

Har du mistet en søskende eller kender du en som har – så vil jeg gerne anbefale Søskendekram. Det reddede mig. Du er aldrig alene <3