Kejserinde

I dag er det 7 uger siden at Alfred blev født. I 7 uger har jeg været mor. I 7 uger har Kristian og jeg været forældre. Det er det vildeste, det største, det hårdeste og det dejligste jeg i mit liv har prøvet. På én gang.

I er mange der har spurgt ind til min fødsel. Rigtig mange af jer spørger, fordi i selv står overfor et kejsersnit. Eller valget om et kejsersnit. Og det kan jeg godt forstå! Og jeg vil rigtig gerne dele. Jeg har bare lige skulle lande i det hele selv – og så er der ikke så meget tid længere, til at skrive. Meget af min dag går med Alfred og dét prioriterer jeg også. Jeg vil gerne have så meget hud mod hud som muligt, lege med ham (så meget som en baby på 7 uger nu kan) og så skal han skiftes et hav af gange og amningen tager også meget tid. Derfor har jeg haft god tid til, at tænke over dette indlæg. Hvad jeg vil dele – og hvad jeg gerne vil have er mit og Kristians.

Drømmen var jo ikke et planlagt kejsersnit. Det var nok nærmere det, som jeg allermindst kunne tænke mig. Men sådan blev det, jeg valgte det selv og jeg har det rigtig godt med mit valg. Jeg taler og skriver med kvinder som har det rigtigt svært med, at de blev nødt til at vælge kejsersnit eller endte i akut kejsersnit. Måske du føler dig “snydt”. Jeg forstår dig godt! Jeg frygtede at jeg selv ville få det sådan – men det fylder ikke noget for mig. Bare jeg fik Alfred. For mig er det ligemeget hvordan han kom, men det betyder ikke at det er forkert hvis du sidder og føler dig snydt og ked af det. Det ved jeg at rigtig mange andre gør. Vi er forskellige.

Da jeg havde besluttet mig for kejsersnit, forsøgte jeg at forberede mig så godt som muligt. Det gjorde jeg ved:

  • IKKE at google. Jeg ville ikke have dårlige historier og erfaringer og det synes jeg er nemt at finde, når man googler og lusker rundt på internettet.
  • til gengæld anbefalede lægen mig at se denne video, som jeg synes er så god, informativ og uden for meget snak. Den gjorde mig rigtig tryg.
  • forsøge at gøre det til den bedste oplevelse som overhovedet muligt. Vi skulle indlægges efterfølgende i et par dage. Vi havde et ton bland selv slik med, jeg havde en flot kimono med, toiletsager, rent tøj, oplader, tøj til Alfred og så videre. Fordi vi på forhånd vidste at det var kejsersnit og dermed indlæggelse var vi en smule forberedte. Det var faktisk rart.
  • sørge for at min mor fik fri, så hun kunne være på hospitalet sammen med min far og mine svigerforældre. Kristian og jeg fandt sammen ud af, at vi havde brug for at de var der. Ikke på operationsstuen, hvor man i øvrigt kun må have én pårørende med, men i nærheden af os. Det gav virkelig meget ro.
  • dagen inden kejsersnittet hyggede jeg om dagen med et langt bad hvor jeg barberede mine ben, brugte scrub og creme efterfølgende. Jeg havde ansigtsmaske, jeg ordnede mine negle, havde fodbad og hårkur. Jeg sørgede for at føle mig så tilpas og fin som muligt. Og det lyder mærkeligt – men det hjalp og gjorde mig glad. Kristian og jeg drak et glas champagne om aftenen, efter store bøffer, sovs og fritter som jeg elsker. Vi vidste at det var “vores sidste aften” og det nød vi, selvom at Alfred og selve kejsersnittet fyldte enormt meget.

Jeg havde fået et tidspunkt hvor vi skulle møde ind og jeg skulle komme fastende. Ikke særlig rart som højgravid, men jeg havde alligevel så mange tanker at jeg ikke rigtig tænkte på mad. Vi havde en tid på operationsstuen og blev ikke særlig meget forsinkede. Vi talte med anæstesilægen som fortalte om epiduralblokaden, som er en del af et kejsersnit. Jeg er dybt angst for nåle, så dette var det absolut sværeste og mest udfordrende ved kejsersnittet. Og så det faktum at jeg skulle være vågen, mens de skar i mig. Ikke at jeg ville ønske at jeg kom i fuld narkose, men det hele var voldsomt, overvældende og uvirkeligt.

På operationsstuen var der virkelig mange mennesker. Og det kom lidt bag på mig. Altså de havde jo sagt det, men det var pludselig noget andet at være i det. Udover studerende var der jordemødre, sygeplejerske, læger, to anæstesilæger og vist også en fødselslæge. Der var mange! Nålene var voldsomme, både drop og noget andet som de forsøgte, at knalde i min håndryg men måtte opgive, for så at knalde det midt på underarmen. Av for helvede. Men også den forbandede epidural. Det gjorde (hånden på hjertet) ikke forbandet ondt, det er mere tanken som for mig er angstprovokerende. Mens jeg skriver det her krymper jeg mig og kan nærmest mærke den nål igen. For satan. Men altså, jeg kom igennem det. Jeg tog mig sammen. Kristian måtte lige kigge på mig og sige “det skal du”, da jeg vist fik sagt “jeg kan ikke”. For det skulle jeg jo. Og det gjorde jeg. Da epiduralen virkede forsvandt følelsen fra mine bryster og ned. En virkelig mærkværdig oplevelse. Og så gik de i gang – jeg kunne hverken se eller mærke noget. De sætter sådan et klæde op, så du ikke kan kigge med. Hvilket var helt fint for mig. Jeg kunne mærke at de skubbede til mig og rørte ved min krop, men det gjorde ikke ondt. Kristian sad ved min skulder og talte beroligende til mig.

Pludselig mærkede jeg et stort puf og en af lægerne sagde: “nu kommer han”. Og jeg tænkte “hvem kommer? Hvad fanden foregår der”. Det hele var gået så stærkt, alt for stærkt. Min krop havde slet ikke noget at registrere hvad der skete. Jeg havde slet ikke mig selv med. Alting var gået alt, alt for stærkt.

Men så hørte jeg lille Alfred. Han skreg for sine lungers fulde kraft og jeg fik ham op på mit bryst med det samme, hvilket var et stort ønske for os. Midt på operationsbordet på Hvidovre hospital blev jeg forvandlet til mor. Pludselig opførte jeg mig som en mor – for jeg nussede ham, tog ham ind til mig og sagde beroligende lyde (som jeg aldrig har sagt før, men som må have været på min harddisk) og jeg fik ham beroliget. JEG kunne berolige ham. Jeg var blevet mor og han var min lille dreng. Følelsen kan ikke beskrives. Hvis du er mor, så ved du. Det er som om at al den kærlighed du havde, fik og kendte til inden fødslen, kommer i baggrunden. Den er der stadigvæk. Men den nye kærlighed fylder alt. Jeg blev ramt af en uendelig stor portion kærlighed, som kun var og kun er til min dreng. Og som er fuldstændig ubetinget. Jeg ville gøre alt for ham fra det sekund jeg så ham. Det var en helt vild oplevelse. Én af de største i mit liv. Virkelig en af de største oplevelser i mit liv. Og så blev jeg mor. Og Kristian blev far. Og vi fejrede fødselsdag for elskede Alfred d.4 december 2019. Den bedste dag i mit liv. Og den dag blev jeg også Kejserinde. En stolt en af slagsen.

Næste gang vil jeg skrive lidt om forløbet efter kejsersnittet. Det fysiske såvel som det mentale. Det var en lidt hård omgang og jeg vil gerne dele det med dig. Men lige nu kan jeg høre, at Alfred er ved at vågne og så er det på tide, at lukke computeren ned for nu. Tak fordi du læste med <3

 

Parforholdet + baby

Det her billede tog vi på hospitalet, lige inden vi smed tøjet for at iklæde os hospitalstøj og kort før vi smuttede ned på operationsstuen for at fejre fødselsdag. Nu har vi været forældre siden 4.december og vi er helt nybagte, stadig lune og totalt nybegyndere. Vi ved lidt, men ikke meget og vi lærer hver eneste dag. F.eks. igår hvor vi skulle ned og handle. Før Alfred gik det ret hurtigt. Ind i bilen, ned i Føtex, godt med tid, måske snavede vi lidt mellem hylderne mens vi overvejede om vi skulle have lasagne eller pitabrød til aftensmad. Igår handlede vi med Alfred. Og vi måtte have barnevognen med i bilen, fordi han endnu er for lille til, at sidde i sin autostol i længere tid af gangen. Så ind i bilen med autostol (inklusiv baby), barnevognslift og stel, net til varerne og en helvedes masse pant (ingen ølflasker, kun danskvand, zero’s og nogle kakaodåser) og så Kristian og jeg. Tæt pakket i den lille UP.. Det gik fint, vi fik handlet og ordnet alt det vi skulle (pant maskinen virkede selvfølgelig ikke, som de aldrig gør når man har sygt meget pant, men der kom sød ansat og lavede den og det var så det action der skete igår for vores vedkommende).

Men vi er nye. Og vi elsker det. Jeg elsker at være mor. Jeg er på barsel alene nu (Alfred er her, nuvel) og det går så fint. I dag har vi været til 5 ugers undersøgelsen og alt er som det skal være. Alfred er så sød at have med, rolig og en glad lille dreng. Jeg elsker ham så højt og højere og højere for hver dag. Det er helt skørt at blive mor. Så helt igennem mega fantastisk. Jeg er lykkelig.

I er mange som spørger ind til vores parforhold. Kristian og jeg har jo ikke været kærester i flere år. Vi mødte hinanden i sommeren 2018 og giftede os et par måneder efter. Da vi giftede os var jeg gravid. Han er min helt store kærlighed.

I ugerne efter at jeg havde født var jeg enormt bekymret for, hvad der nu ville ske med vores parforhold. Mit forhold til Kristian er så vigtigt for mig, det er meget vigtigt for mig, at vi har det godt sammen. Og at vi er fælles om Alfred, selvom at jeg ammer og derfor er den primære omsorgsperson. Men jeg gik og bekymrede mig. Jeg blev så bange for at miste. Miste nærheden, den fysiske kontakt (ikke kun sex) og så miste ham, til sidst. Jeg delte mine tanker og bekymringer med ham.

Vi fik talt om det og vi har lavet en aftale, som jeg gerne vil dele med jer. For at tro at parforholdet kan være som før der kom en baby, er utopi. Ikke fordi at det bliver dårligere eller at man bare skal skændes når man får en baby, men når man får et barn, så bliver barnet naturligvis centrum, det vigtigste og det er barnets behov som skal opfyldes, før dit og din kæreste. Både Kristian og jeg har et stort behov for fysisk kontakt. Jeg har brug for at holde i hånd, få nus, kys, kram, sidde tæt, være tæt og sove tæt. Men nu er der oftest en dejlig baby på mig (eller på Kristian) og det kan godt udfordre den fysiske kontakt. Og jeg får ikke behov “opfyldt” fordi jeg har Alfred omkring mig – det er to forskellige behov for mit vedkommende. Mit barn og min mand. Så derfor har Kristian og jeg talt om – og vi taler stadig om det løbende – at vi ikke skal ordne praktiske ting, fordi Alfred sover. For så bliver det hurtigt sådan at den ene tømmer opvasker, mens den anden støvsuger, fordi Alfred sover. Selvfølgelig skal de ting ordnes, men for mig og for os er det vigtigere at vi også får talt sammen, får krammet og kysset og får mulighed for nærheden. Skidt pyt med opvaskeren, den render jo ingen steder. Så det forsøger vi at efterleve. Og det går godt. Selvfølgelig er der dage hvor overskuddet er lidt mindre, hvor trætheden fylder og hvor vi ikke kan være tæt så længe, som vi egentlig har brug for, men vi er gode til at prioritere det. Og det gør at jeg kan rumme søvnunderskuddet, trætheden og at opvaskeren ikke er tømt. For det vigtigste for mig (udover at Alfred trives) er, at vi har det godt med hinanden. Det vil jeg gerne give videre til vores lille søn – at hans forældre er lykkelige sammen og forstår hinandens behov – for det ved jeg at han kun vil blive en endnu gladere dreng af <3

Hvad gør du for at pleje dit parforhold? Du behøver ikke at have et barn, for at skrive tips og tricks. Jeg kan lære noget af alle! Måske du også har aftaler/regler/rutiner med din partner? Del dem meget gerne i kommentarfeltet!

Med én hånd

Mad du kan spise med én hånd – fordi barsel. Eller måske sidder du og læser til eksamen, måske har du større børn, måske elsker du bare at multitaske.. Derfor en liste med mad som du kan indtage, med én hånd. Jeg har fået hjælp fra jer – i er altid fulde af gode råd og tips. Tak! Jeg skal i køkkenet asap og lave pølsehorn..

Her er listen over mad du kan spise med én hånd, hvis du f.eks. (som jeg) sidder og ammer mere eller mindre konstant.

  • pølsehorn (skal laves asap og kan jo fryses ned!)
  • overnight oats som kan laves dagen før og høvles ned en én hånd
  • grøntsags stave (kan med fordel laves på forhånd og opbevares i køleskabet). Jeg er glad for gulerødder, agurk, peberfrugt, blomkål og sukkerærter
  • det meste frugt, selvom jeg kæmpede med at åbne en banan forleden. Men et æble, en blomme, en pære kan spises uden problemer
  • drikke yoghurt eller drikke skyr
  • proteinbarer (de her smager bedre end marcipanbrød..)
  • protein snack (seriøst, de her..de er vanvittige hvis du godt kan lide kit kat!)
  • snickers…
  • æggemuffins. De kan laves i en uendelighed! Til 12 muffins skal du bruge 8 hele æg, salt, peber og lidt vand. Bland det hele sammen og knald det i du lige har. Det kan være grønt, bacon, purløg, svampe etc. Bages ved 175 grader (varmluft) i 12-15 minutter. Smager godt kolde, så kan med fordel laves til et par dage.
  • toast!
  • pirogger
  • pizza snegle
  • rugbrødsmadder (men så hellere pizza snegle ikke?)
  • Har du flere bud?

Life Hack

Life Hacks. Uundværlige at have et par stykker af dem – særligt her under barsel og med en hverdag med et spædbarn. Men også til dig som måske har en skade, er blevet opereret, kæmper med en eksamen eller på anden vis har brug for lidt tricks til, at gøre hverdagen nemmere. I har delt jeres bedste lifehacks med mig (TAK!) og jeg deler dem nu videre her på bloggen. Tilføj endelig flere i kommentarfeltet hvis du har gode i ærmet. De er tiltrængt og jeg kan altid lære noget nyt!

  • brug en vikle/bæresele (jeg leger med det pt. men skal lige have hjælp til det, så det skal jeg lige finde i løbet af ugen!)
  • smør en madpakke, enten om aftenen eller få din partner det til om morgenen.
  • lav overnight oats (jeg laver et indlæg med mad du kan spise med én hånd!)
  • bestil wolt og få maden bragt lige til døren!
  • download din fjernbetjening ned på din telefon, så kan du altid skifte kanal mens du ammer.
  • hav en kurv/bakke/et net ved sofaen/sengen med snacks, oplader, læbepomade, ammeindlæg, hvad du nu ellers har brug for.
  • hæld altid te og kaffe op i en termokop, så du ikke altid skal drikke det koldt!
  • Lav grøntsagsstænger og hav i køleskabet!
  • hav proteinbarer/måltidsbarer inden for rækkevidde. Jeg er glad for de her og de her.
  • lav en snapchat gruppe med din mødregruppen – så kan du dele om natten hvor du ammer, og måske kan føle dig lidt alene. Jeg er endnu ikke startet i mødregruppe, men synes ideen er så hyggelig!
  • køb en robotstøvsuger..
  • køb måltidskasser.
  • hav altid snickers i barnevognen..
  • lav mad til flere dage.
  • hav altid vand inden for rækkevidde. Jeg bruger denne dunk som er uden alt muligt pis – og som kan rumme meget vand OG kan åbnes med én hånd!
  • brug en skråstol (må de efter 8 uger) og tag evt. med ud på badeværelset, så du kan tisse og gå i bad i ro og fred (hvis altså baby tillader det..)
  • hav en mikroovn så du kan varme mad op hurtigt!
  • spis kopnudler.. (jeg laver snart det indlæg med life hack måltider!)
  • stå op før din partner, gå i bad, på toilettet og få børstet tænder – så har du allerede mere energi inden du skal være alene med baby resten af dagen.
  • drop underbukserne, så kan du amme og gå på toilettet. Jeg har dog ikke luret hvordan det er muligt at tørre sig, men det må komme an på en prøve en dag, hvor jeg er desperat..
  • hyr rengøringshjælp hvis du har råd eller spørg om din veninde vil svinge støvsugeren. Bed om hjælp – det skal jeg selv øve mig voldsomt på, men jeg prøver. De som elsker mig og holder af mig, vil gerne støvsuge og smøre mig en mad, ligesom jeg ville gøre det for dem!
  • tørshampoo tørshampoo tørshampoo.. jeg bruger denne for tiden og den er god og billig.
  • bestil varer på nemlig.com og få leveret lige til døren!
  • har du flere?

Lidt om fødslen

Jeg har skrevet på det her indlæg et par gange. Slettet igen. Startet på et nyt. Slettet det igen. Jeg skrev om det for et par dage siden – at jeg synes det er svært at finde ud af, hvor meget jeg har lyst til at dele. Og du ved at jeg ellers elsker at dele. Jeg deler gerne det hele (stort set). Opturene og nedturene og alt det imellem. Men nu er jeg mor til den dejligste lille dreng. Som ikke har bedt om at få en blogger-mor. Hvad kan jeg “tillade” mig at dele, hvad har jeg lyst til at dele? Det skal jeg finde ud af, sammen med Kristian. Jeg har læst en eller anden kendis har udtalt, at han deler det som han tænker at hans søn, ikke ville have noget imod at vise sin kæreste når han bliver 18 år. Den tommelfinger regel kan jeg godt lide.

Men jeg har lyst til at skrive lidt om min fødsel. For det var (som for alle mødre) det største jeg har prøvet. FUCK. DET. VAR. VILDT.

Men jeg har lyst til at dele lidt af min oplevelse. For jeg er så stolt af min krop, min mand, min styrke. Jeg synes at slutspurten var hård – altså i graviditeten. For Spir lå jo med hovedet opad, i den såkaldte “UK stilling”, altså underkropsstilling. Det har jeg allerede skrevet lidt om her, for vi måtte igennem et vendingsforsøg. Det havde vi ikke succes med og jeg blev indlagt til observation, da jeg havde ve-lignende symptomer. Det gik heldigvis i sig selv efter et døgn og jeg kom hjem igen. Men Spir lå jo stadigvæk med hovedet opad. Vi blev derfor indkaldt til møde med lægerne, som skulle vurdere om jeg måtte forsøge mig med en sædefødsel (hvor numsen så altså skal ud først) eller om jeg skulle indstilles til kejsersnit.

Jeg græd så meget i de dage. Jeg var så skuffet over, at jeg ikke “fik” den fødsel, som jeg så gerne ville have. Forkælet? Mon ikke. Men sådan havde jeg det altså. Jeg var fast besluttet på en sædefødsel. Jeg ville have den vaginale fødsel. For enhver pris.

Troede jeg. For så fik jeg undersøgt tingene lidt, talt med flere læger og jordemoder og pludselig syntes jeg (og vi) at det var en risikabel affære. Der er mange meninger og holdninger til sædefødsler – og vi har hørt de fleste, både for og imod. Det kommer også an på hvor du skal føde, hvilke læger der er på arbejde når du skal føde etc. På Hvidovre hvor jeg skulle føde, ses en sædefødsel som værende en høj-risiko fødsel. Og dét havde jeg ikke lyst til, at gå ind til. Der er mange som har gode oplevelser og som fint føder med numsen først. Men der findes også eksempler på det modsatte. Som dagene skred frem og terminsdatoen nærmerede sig, blev jeg mere og mere sikker på et planlagt kejsersnit. Selvom jeg virkelig aldrig har så meget som overvejet det. Jeg har altid tænkt, at det skulle jeg ikke. Jeg har været overbevidst om, at jeg skulle føde vaginalt.

Pludselig var alt kastet op i luften og jeg sov ikke meget i dagene op til, at beslutningen skulle træffes. Jeg er normalt ikke en statistik-pige, men 90% af de som har et barn der vender med numsen nedad, vælger planlagt kejsersnit og af de resterende 10% som forsøger sig med en sædefødsel, ender 90% af de alligevel i et akut kejsersnit. Så jeg følte at jeg havde valgene: planlagt kejsersnit eller akut kejsersnit. Og jeg havde ikke lyst til et akut kejsersnit. Jeg ville gerne have så god en oplevelse, tryg og rar oplevelse som muligt. Og jeg havde brug for en smule kontrol, selvom det kan virke som utopi når man taler fødsel. Men jeg havde brug for lidt styring. Det er der mange årsager til. En af dem er, at Kristian er vokset op med en meget syg lillebror, som døde som 18 årig. Han har mange, rigtig dårlige oplevelser med hospitaler. Jeg havde ikke lyst til, at han skulle have endnu en. Derfor syntes vi begge at et planlagt kejsersnit var det rigtige valg for os.

Jeg tror at jeg vil skrive lidt mere, på et senere tidspunkt. Nu ved du hvordan Alfred som til verden. Det blev nemlig et planlagt kejsersnit d.4 december. Jeg vil meget gerne skrive mere om beslutningen, hvordan det foregik før, under og efter og hvordan vi har det nu. Og hvordan jeg har det med, at jeg endte et helt andet sted, end jeg havde tænkt og håbet på. Men det må blive en anden dag. Lige nu skal jeg amme, kysse og kramme min lille, elskede dreng. Tak fordi du læste med <3