Jeg er højgravid, der er kort tid til termin og jeg glæder mig helt vanvittigt. Samtidig er jeg nervøs, spændt, urolig, grådlabil, nysgerrig og i det hele taget befinder jeg mig i en hormonrutchebane.  Sådan er det, særligt nu her i slutspurten.

Jeg havde et mislykket vendingsforsøg, som du kan læse om her. Skriv endelig hvis du har spørgsmål til dét. Hvor langt vi er i beslutningen om hvorvidt det skal være sædefødsel eller kejsersnit, det skriver jeg ikke om her. Jeg skal lige finde mig selv i det hele, og for første gang har jeg faktisk ikke lyst til, at dele det med jer lige nu. Det kan hurtigt ændre sig. Men Kristian og jeg er blevet enige om, at vi for nu holder overvejelserne, beslutningerne og bekymringerne for os selv. Det håber jeg meget på, at I forstår.

Men jeg får ikke så meget søvn, fordi jeg funderer og tænker så det brager. Dét tror jeg også er en del af slutfasen. Det er okay. Jeg er gået 75% på barsel, hvilket vil sige at jeg gerne må arbejde lidt og det gør jeg også lidt endnu. Jeg regner med at gå mere eller mindre fra i løbet af næste uge. Men i nat lå jeg så og tænkte over, hvad jeg savner ved ikke at være gravid. Det er begyndt at blive tungt og fysisk hårdt. I løbet af eftermiddagen får jeg ondt i benene og i mit bækken og skal helst være hjemme, helst liggende. Det skal jeg bare lytte til, så går det helt fint. Men det er tungt, det tager lang tid at rejse mig fra sengen og sofaen, jeg er ikke så hurtig længere og ordet adræt er spildt på mig for tiden. Men dagene er talte – det er slut om lidt. Og jeg glæder mig til at møde Spir. Jeg savner ham, hvilket er en besynderlig følelse. Jeg har jo aldrig mødt ham. Men jeg savner ham, jeg vil kysse ham, skifte ham, amme ham og give ham kærlighed og det er svært at vente længere. Men han kommer når han kommer. Tålmodighed og hvile er to nøgleord i denne del af graviditeten.

Så, hvad savner jeg under denne graviditet. Her kommer listen, som jeg tænkte på i nat. Skriv endelig flere i kommentarfeltet, for vi er jo (heldigvis) så forskellige. Måske du synes mine er mærkelige, dumme eller måske er du enig. Lad mig det endelig vide i kommentarfeltet!

Det savner jeg:

• at træne som et svin. Gå amok, se sort, presse mig selv til det yderste, svede som pisket, udfordre mig selv og frem for alt: have lyst og energi til, at træne meget. Jeg har lavet et graviditetstræningsprogram, som du kan læse mere om her og købe for 297 kroner. Hvis dét skulle have interesse. Du behøver ikke at være medlem af et træningscenter for at kunne bruge mit program. Men dét savner jeg! Jeg savner at træne, som jeg gjorde før.
• at vende mig i sengen, uden at det er et projekt. Et projekt som jeg vågner af. Det er hamrende træls, det tager lang tid og når jeg endelig har fået lagt mig i en position som er nogenlunde til at holde ud, så skal jeg tisse. Igen.
• at have sex, som vi havde sex før. Jeg skal skåne jer for detaljerne, men der kommer fysiske begrænsninger, særligt her i sidste fase. Jeg glæder mig til at kaste mig rundt på lagnerne igen. Skriv gerne i kommentarfeltet, hvis du er med mig på den her..
• at have energi hele dagen. At kunne ses med mine veninder, gå til møder, skrive blogindlæg, vaske tøj, gøre rent, lave ting til efter 21.00 om aftenen. Lige nu har jeg det bedst hjemme, så mine dejlige veninder må besøge mig. Det er også hyggeligt, men jeg savner cafébesøg, biografture og at cykle rundt hele dagen fra det ene til det andet.
• at kunne se mine egne trusser og dameetagen. Dén har jeg ikke set længe. Jeg håber at hun har det godt dernede. Men vi ses ikke for tiden.
• at drikke. Altså ikke (kun) at drikke mig stiv. Men at drikke lidt rødvin, et glas champagne, en iskold øl, portvin, gløgg. Jeg savner det hele. Jeg savner at hygge mig med alkohol, få varmen med et glas gløgg, dele en flaske vin med Kristian eller pigerne. Jeg glæder mig!
• at tage lige præcis det tøj på, som jeg gerne vil have på. Forleden sprang jeg to lynlåse (i træk) fordi jeg bildte mig ind, at jeg stadig kunne passe de to kjoler. Det kunne jeg ikke. Træningstøj skal også udvælges nøje og alt tøj skiller på midten, så dunken vælter ud. Det ser meget sødt ud, men det kan blive koldt på maveskindet.
• at vaske op og lave mad, uden at maven dunker ind i kanter og varme gryder (av!). Jeg kan næsten ikke nå ind til vasken længere, hvilket gør opvask lidt mere besværligt.
• at spise tartar og rødt kød. Jeg elsker kød. Og jeg savner tartar. Med kapers. Og på sprødt brød. Med peberrod.
• hvad savner du?

Jeg er i uge 38. Det er tungt. De sidste par uger er det virkelig blevet fysisk udfordrende. Jeg bruger lang tid på at komme op af sengen, ud på toilettet (tisser 2-3 gange i timen), jeg er længe om at gå fra A til B, om at tage tøj på, om at gå i bad..jeg kan blive ved. Det er komisk og røv-irriterende. Men jeg er jo aldrig alene – i kender det og i har delt jeres erfaringer med mig. Jeg deler hermed listen: “du ved at du er højgravid når…“:

• du altid har en plet på maven fordi den snupper det mad du taber.
• sofaen vinder over stort set alting.
• du vælger klipklappere, selv om vinteren, fordi der er alt for langt ned til fødderne.
• det er bedre at sove halvdårligt, end at skulle bruge tid og kræfter på at vende sig.
• du helst vil være nøgen, fordi du sveder og konstant har varmen.
• du bruger maven som bord.
• du pruster og stønner mens du forsøger at få sokker på.
• du ikke længere kan se din tissekone eller tilstanden af behåringen.
• du forsøger at holde styr på behåringen down under, men indser at der er flere helligdage end glatte områder.
• tingene bliver liggende på gulvet.
• du bliver våd på maven når du vasker op, fordi maven hænger indover vasken.
• din mave bliver brændt på gryder og pander, fordi du ikke kan koordinere afstande med den voksende mave.
• du ikke længere kan klippe dine tånegle selv.
• du begynder at snorke.
• du ikke længere kan huske hvordan underetagen ser ud.
• du ikke længere kan se dine fødder.
• du ikke længere kan se hvilken farve trusser du har på.
• dine fødder sover.
• dine ben sover når du tisser.
• du får hæmorider fordi der er så meget pres på det hele dernede.
• et spark inde i maven kan redde din dag.
• du kan tisse 2-3 gange i træk, fordi du konstant har pres på.
• du drømmer om velcrosko.
• du ikke længere kan tørre dig selv efter toiletbesøg.
• du bliver forpustet af at tale.
• du bliver forpustet af at gå ud i køkkenet.
• du bliver forpustet af at vaske op, lave mad, gå i bad, skifte sengetøj.
• du konstant er sulten.
• du går ind i folk med maven.
• du altid ved hvor det nærmeste toilet er.
• du ufrivilligt prutter.
• du ofte mister balancen, fordi tyndepunktet har ændret sig.
• du får kram fra siden eller bagfra fordi folk ellers ikke kan komme ind til dig.
• du bruger lang tid på at sætte dig ind i bilen, få sele på, lukke døren og komme videre.
• du bliver glad for gummistøvler, fordi du bare lige kan træde ned i dem.
• dine trøjer stumper og du flasher maveskind konstant.
• du tisser lidt hver gang du nyser eller hoster.
• du sumosquatter hver gang du skal samle noget op fra gulvet.
• du bliver forpustet ved tanken om trapper.
• du bruger elevatorer hver eneste dag og hver gang det er muligt.

Har du flere?

Jeg er officielt gået på barsel – ikke fuldtid, men 75%, hvilket passer mig glimrende. Det betyder nemlig at jeg kan arbejde en smule hver uge, hvilket jeg har det godt med. Det kan dele vandene, sådan noget snak om barsel og hvordan og hvorledes man forvalter dét. Jeg synes man skal gøre det, som passer bedst til ens familie og hverdagsliv og gå efter mavefornemmelsen. Det kan sagtens være at jeg bliver “klogere” og gerne vil have lidt fuldstidsbarsel, men som tingene ser ud nu, så passer det mig godt. Kristian kan også tage mere barsel, hvilket jeg ville elske at han gjorde. Jeg synes det er sådan en god idé med barsel til mænd.

Nok om barsel – jeg bliver ofte spurgt om min træning – både den jeg dyrker her mens jeg er gravid, men også hvad jeg har tænkt mig efter fødslen. Pt. træner jeg 1-2 gange om ugen, afhængig af energiniveau og lyst. Jeg er voldsomt træt og udmattet for tiden, så det bliver ikke til så meget træning. Men det skal jeg i gang med, når min krop er klar igen. Lige nu er den på standby og laver baby (og det er en helt fantastisk rejse), men jeg glæder mig godt nok også til at få min krop igen – og træne, svede og dyrke fællesskabet ved træningen, som jeg savner allermest.

I mange år har det været crossfit, som har været min kærlighed. Og det er det endnu! Men efter graviditet og fødsel tænker jeg, at jeg lige skal i gang igen. Og der kommer Mommy holdene ind i billedet. Jeg har kigget på de hold i så mange år og tænkt, at jeg glædede mig til at prøve dem. Det ser så hyggeligt ud. Hvis du ikke kender konceptet, så er det træning for mødre og du må have baby med. Du må amme og til og fra, som det passer dig og dit barn. Der er ingen mænd (udover træneren måske, og dét er så kært at se de mænd nusse og holde babyer!), så der er altså frit rum til at være nybagt mor, have søvnunderskud, bakse med bleskift og amning – under træningen. Dét kan jeg godt lide. Mødregruppe, træning, sved og et fælles tredje. Dét er lige noget for mig!

Derfor skal jeg teste mommy holdene – lige så snart baby og jeg er klar. Jeg glæder mig helt vildt! Jeg glæder mig til at træne igen, med andre som holder af træning. Jeg glæder mig til at være sammen med andre kvinder, som er samme sted i livet som jeg. Så jeg kan dele frustrationer, glæder og stille spørgsmål. Jeg glæder mig til at svede, til at squatte og til at lave ting i baren, som jeg gjorde nærmest dagligt, inden jeg blev gravid. Jeg synes det virker til, at holdene bliver en form for ekstra mødregruppe, hvilket jeg er meget tiltrukket af.

Jeg spurgte jer hvad I gerne vil træne (hvis i overhovedet vil træne mens i er på barsel) og hvad der kunne motivere jer til, at få trænet når i har født. I delte mange forskellige synspunkter og jeg deler her nogle stykker af dem:

• mange af jer vil gerne styrketræne efter en graviditet og en fødsel – fordi kroppen har været på en rejse og måske ikke er som før baby flyttede ind i kroppen. Mange vil gerne gå til crossfit (hvilket jo varmer mit crossfit hjerte!),
• mange af jer vil gerne svede, bare én gang om ugen.
• mange savner samværet med andre nybagte mødre og vil gerne dele dét og træning med andre.
• ting der ville motivere jer er ting som: god søvn (forståeligt!), fællesskabsfølelse, plads til at kunne gå fra og amme, skifte etc. uden at det genere de andre som træner og uden at man skal føle sig til besvær.
• ting som ville motivere jer til at komme afsted til træning: længere træningspas (mommy holdene er halvanden time btw) og at musikken ikke brager derud af og generer baby. Jeg har ikke selv deltaget på et mommy hold endnu, men når jeg har set holdene træne, har der altid været lav musik.
• andre ting som ville kunne motivere jer: at træne sammen med mig. Så sødt at så mange af jer, har skrevet det. Jeg har givet det videre til Crossfit Copenhagen, så jeg tænker at lave en træning sammen med jer som også snart skal føde, i det kommende år. Dét glæder jeg mig til!

Erfaringer, tips og tricks til en aktiv barsel? Del dem meget gerne i kommentarfeltet!

Hjemme fra hospitalet igen – dog uden baby. Eller han er jo med, men han er blevet i sit lejemål. Spørgsmålet er bare om han bliver derinde, jeg har mine tvivl.

Mandag var vi til planlagt vendingsforsøg, hvilket jeg aldrig har prøvet før. Dét var en oplevelse. Jeg havde med vilje ikke googlet inden, men fået en masse historier og erfaringer fra jer – fordi jeg fortalte om vendingsforsøget på instagram. Tak for at dele som altid. Mange af beskederne gav mig ro, et par gjorde mig nervøs. Men jeg fokuserede på at være rolig, ikke at blive nervøs eller bange og så vidste jeg, at jeg satte dagsordenen. Jeg kunne sige stop, når jeg ikke ville mere. Dét var rart at gå ind med dén viden.

Jeg talte først med en læge og en jordemoder og blev scannet. De skulle være sikre på, at han stadig lå “forkert”. Og ganske rigtigt, han lå med hovedet op af mine ribben. Lille bandit. De overvågede også hans hjerte, så vi var sikre på at han havde det godt og ikke blev påvirket af, at jeg skulle have beroligende medicin (nål i lår, du mærker den ikke, måske kun det du får sprøjtet ind, men det var harmløst trods min gedigne nålangst). Efter jeg fik indsprøjtningen gik der 20-25 minutter, hvor de overvågede både ham og jeg. Hans puls faldt en lille smule, men slet ikke hverken unormalt eller bekymrende, han havde det glimrende. Jeg følte at jeg havde drukket et glas champagne på tom mave. Sådan en lille buzz-følelse og en lille smule kvalme. Jeg blev lagt på en måde, hvor min overkrop var tippet lidt ned. Altså hovedet ned af, men det var ikke ubehageligt. Og så gik de ellers i gang. En læge og en jordemoder og to andre stod over mig og Kristian ved hovedgærdet, hvor han holdt mig i hænderne. De knaldede en helvedes masse gele på maven og startede ellers med at få ham skubbet op af mit bækken. Dét var ikke rart, men det gjorde ikke ondt. Efterfølgende forsøgte de at skubbe ham til siden, altså få ham til at lave en kolbøtte. Dét gjorde sgu ondt. Ikke så ondt at jeg ikke kunne være i det, men det var ikke rart. Vi brugte metoderne, som vi har lært af Heidi, og det hjalp meget. Jeg bevarede roen og Kristian gjorde mig tryg. Det lykkedes dog ikke at få flyttet på Spir. Jeg fik et par minutters pause, og de hentede en professor, som er god til at vende og har en høj succesrate. Hun knaldede mere gele på min mave, og gik i gang. Det gjorde ondt. Maven blev most godt og grundigt, stadigvæk med overvågning på Spir, som havde det godt og dét gjorde mig tryg. De prøvede ihærdigt, men uden held. De måtte give op – og jeg kunne heller ikke mere.

Så græd jeg. Og rystede. Jeg ryster altid når jeg har været ude for noget ubehageligt. Jeg læste engang at det er ligesom hunde, der ryster sig efter f.eks. en slåskamp. Ligesom for at få rystet den dårlige oplevelse ud af kroppen. Jeg græd og følte at det var dybt uretfærdigt. Jeg gik lige lidt ind i offer-rollen, og det havde jeg brug for. Vi fik et par minutter alene på stuen, hvor Kristian trøstede mig. Så fik vi talt med de søde jordemødre og lægen, og lagt en plan. Jeg er indtil videre “godkendt” til en sædefødsel, som jeg rigtig gerne vil prøve. Der er fuld forståelse for, hvis jeg vælger et kejsersnit, og lægen sagde: “vi dømmer ingen der vælger kejsersnit“, og der græd jeg igen.

Jeg har aldrig drømt om at gå ned af gulvet i kirken, med min far ved min side og orgelmusik og en masse øjne på mig og min store hvide kjole. Det er ikke fordi at jeg ikke ønsker mig det, men det har aldrig været “en ting” for mig. Jeg har altid drømt om min fødsel. At min mand skal tage imod, at det er en hård, men også en god fødsel. Jeg har altid tænkt at selvfølgelig ville jeg få det. Det har jeg jo drømt om, tænkt på og ønsket mig. Nu ser det anderledes ud, og dét skal jeg lige lande i. “Sådan er det jo at føde, at blive forældre, at blive voksen” har jeg hørt folk sige. Tja. Men jeg skal alligevel lige finde mig selv, i alt det her.

Jeg har drømt om vaginal fødsel. Og med vaginal fødsel mener jeg: hovedet først. Ikke sædefødsel, som måske bliver en realitet. Ikke kejsersnit. Men hovedet først. Jeg har slet ikke tænkt, at andet var en mulighed. Jeg har selvfølgelig tænkt at kejsersnit kan blive en mulighed, det kan det jo for alle fødsler, men jeg har ikke tænkt så meget over det. For jeg har tænkt at jeg ville gå efter en vaginal fødsel og så tage et kejsersnit, hvis det blev aktuelt. Nu skal jeg vælge om jeg har lyst til en sædefødsel (og jeg skal have lov af lægerne) og et kejsersnit er tæt på nu, hvor han vender med hovedet op ad. Det kan selvfølgelig være at han vender sig om, men lægerne tror ikke at sandsynligheden er så stor for dét.

Efter vendingsforsøget, fik jeg voldsomme plukkeveer. Først 6 timer efter, mens jeg lå i sengen. De var så voldsomme, at jeg ikke kunne være i dem og Kristian kunne ikke rigtig komme i kontakt med mig. Så vi ringede til Hvidovre og kom ind akut. De var så søde og indlagde mig natten over, så de kunne holde øje med Spir og jeg. Jeg fik endda en enestue og Kristian fik muligheden for, at overnatte sammen med mig. Dagen efter blev jeg igen undersøgt og vi havde det stadig godt, trods mange plukkeveer. Som jeg stadig har mange af i dag. Derfor sidder jeg også i sofaen i dag, og foretager mig så lidt som muligt.

Så status pt: vi skal tale med lægen mandag og finde ud af, hvad planen er. Om vi går efter en sædefødsel, får lov og overhovedet kan – det vil vise sig. Før at man får lov til en sædefødsel, skal flere ting opfyldes. Først skal læger og jordmødre give lov og føle sig trygge. Jeg skal gå i gang af mig selv, og må derfor ikke sættes i gang. Han skal lægge på en bestemt måde, så altså numsen i mit bækken og ikke med f.eks. tæerne nederst. Han skal have det godt, jeg skal åbne mig godt og have en god proces, hele fødslen igennem. Der er risici ved en sædefødsel, som ved alle andre fødsler. Vi bliver klogere på mandag – og så må vi finde ud af, hvad vi gør. Jeg er ikke sikker nu, men hælder til at forsøge mig med en sædefødsel, hvis alt går op i en højere enhed. Men ellers bliver det kejsersnit.

Heidi har givet et værktøj til Kristian og jeg, som vi brugte i mandags. Vi kalder det for Målfoto. Vores målfoto er ikke en smuk fødsel. Vores målfoto forestiller Kristian og jeg, i vores seng, i vores nye soveværelse, med Spir i midten. Og pandekager og kaffe. Når jeg tænker på dét, så bliver jeg rolig. Dét er målet. Ikke fødslen. Den er et skridt på vejen, en del af processen. Målet er en sund, dejlig, lille dreng. Og han er her inden længe. Han ankommer som han nu gør, målet er at have ham i vores arme og kysse og kramme ham. Og det vil ske. Uanset hvilken vej han kommer ud.

I har efterspurgt det længe – en status pt. Så den kommer her. En status på graviditet, bolig, barsel og alt det andet. Jeg lavede sidste dette status indlæg, det kan du læse først, hvis du er interesseret. Det er fra oktober.

Nu er vi i november, jeg er lige kommet hjem fra jordemoder. Jeg er nu i uge 37 og det er fandeme lige om lidt (!) at jeg skal føde. Det er lige om lidt at vi skal være forældre. Der kommer en baby om lidt!! FUCK! Er vi klar? Næ. Er man nogensinde klar til, at få en baby? Sådan rigtigt? Nuvel, bolig og økonomi kan man have styr på – men er man nogensinde sådan rigtig klar? Jeg tvivler. Jeg føler mig ikke klar, men det er som sådan heller ikke et behov, som jeg har. Det skal nok gå. Men jeg har dog fået en træls besked med hjem, fra jordemoderen.

Det var 3.besøg hos jordemoderen og hun er rigtig sød og var meget imødekommende og omsorgsfuld i dag. For jeg fældede et par tårer. Der skal ikke så meget til, for tiden. Hormonrutsjebanen kører for fulde gardiner. Men Spir vender forkert – med hovedet op under mine ribben. Det er ligesom ikke rigtig på dén led, at jeg helst vil presse ham ud. Så vi talte sædefødsel, eventuelt kejsersnit og så skal jeg til vendingsforsøg (man får tilbudt 2) på mandag. Dét er jeg meget spændt på. Jeg har ikke lyst og jeg håber sådan, at han vender sig af sig selv, inden mandag morgen 8.30. Please Spir! Så må du få is fredag, lørdag og søndag og jeg vil købe den der store LEGO borg, som du måske kommer til at ønske dig, når du fylder 6 år. Om ikke andet, så ønsker din far sig den. Han er helt på LEGO vognen. Men jeg må væbne mig med tålmodighed og se, om han har vendt sig af sig selv, på mandag. Hvis ikke, så får jeg noget beroligende, noget overvågning på maven og så forsøger lægerne at få ham vendt. Den næste bekymring, hvis vendingsforsøget altså lykkes er, om han bliver med hovedet nedad, eller vender sig igen. Hvis han ligner sine forældre, så er han stædig og vil måske vende sig. Men jeg håber at han er sød ved mig, jeg ønsker mig sådan en vaginal fødsel.

Mit blodtryk er lidt for højt, hvilket er meget naturligt – jeg går og tænker meget over den position, som han befinder sig i lige nu. Derudover har vi også et kæmpe boligprojekt kørende. Vi er i fuld gang med, at sammenlægge to lejligheder, så vi får mere plads. Mere om dét projekt her. Hullet bliver lavet fredag, badeværelset og babyværelset er også i fuld gang og min far hjælper os rigtig meget. Vi når ikke at blive færdige, før termin. Og det er okay, for det vidste vi godt. Men lejligheden ved siden af os var til salg og vi måtte slå til. Vi får over 100 kvm og jeg får mit eget kontor, hvilket jeg glæder mig vildt meget til. Spir får sit eget værelse, vi får garderobe plads og spisestue. Det bliver mega godt! Men lige nu bor vi i kaos. Og dét skal jeg rumme, samtidig med at jeg skal rumme, at den lille slambert vender omvendt det han burde. Jeg befinder mig i et kæmpe kontroltab. Det er nok meget sundt, men det er uvant. Sidst jeg mistede kontrollen, var da jeg mistede min lillebror og kort tid efter, blev forladt af min ekskæreste. Kontroltab er ikke noget som jeg går og ønsker mig. Jeg kan godt lide at have kontrol. Derfor mener universet garanteret, at jeg skal lære noget af dette, som foregår lige nu.

Jeg har nu taget 10 kilo på, under min graviditet. Det er fint og normalt og jeg har det okay med det. Det er lidt mærkeligt at tage 10 kilo på, sådan løbende. Det har jeg jo aldrig prøvet før. Sidst jeg tog på, var da jeg begyndte til crossfit og de kom på løbende, over et par år. Nu er de kommet snigende i løbet af de sidste måneder. Jeg har dog ingen vand i kroppen, ingen gener, jeg sover okay, har en god appetit og jeg glæder mig så meget til, at blive mor. Jeg er glad og jeg ved at jeg bliver en god mor. Men vejen dertil virker lige nu, lang og snørklet, trods jeg er lige ved at være i mål.

Del meget gerne erfaringer med eventuelle vendingsforsøg, sædefødsler eller andre erfaringer, som jeg (og andre i samme situation) kan læse og bruge til noget. Jeg bliver så glad når i deler. Så føler jeg mig ikke alene, så mange tak for de fine beskeder som jeg allerede har modtaget. I er de bedste! Tak for at læse med, det betyder meget for mig.