..er ikke at være sur og tvær, selvom at du ikke har fået så meget søvn. Og dét er svært og for mig er det en beslutning som jeg skal tage, inden jeg enten slår øjnene (fulde af grus) op eller inden Kristian vågner. For jeg kan jo også beslutte mig for at være sur på ham INDEN han vågner – hvilket jo er ret tarveligt. I går sov Alfred først ved midnat (han tog en lur fra 19-22.30, så det var jo egentlig fair nok) og Kristian sov og jeg var så sur over at han sov, at jeg ikke gad kysse ham, som jeg ellers plejer, når han sover og jeg har ammet. Jeg vidste udemærket at jeg var dybt uretfærdig og latterlig (og han opdagede det ikke engang) men jeg havde så svært ved at rumme, at HAN kunne sove og jeg IKKE kunne sove. Fordi-at-jeg-ammer. Jeg ammede i øvrigt to gange i nat og det var lange amninger (30 minutter), hvilket Alfred ikke plejer.

Jeg vågnede ved at Kristian kom ind med Alfred. Han havde ladet mig sove i 1 time og 10 minutter (hvis du er mor så ved du at de 10 minutter er vigtige at nævne!). 10 minutter er sin vægt værd i guld. Hvad det så end vejer. Jeg ammede, lagde Alfred, gik i bad, fik morgenmad og kaffe og så vågnede Alfred igen og jeg ammede lidt igen.

Nu er der gået nogle timer siden at jeg skrev på dette indlæg. Klokken er over middag nu og Alfred har ikke sovet før nu. Jeg har leget meget med ham – måske også lidt for at gøre ham lidt træt, indrømmet. Det hjalp ikke rigtig. Det gjorde tiden dog. Vi har sat ham på altanen i barnevognen og han falder altid så hurtigt i søvn, når han kommer i barnevognen. Jeg har en dag hvor jeg ikke har særlig meget overskud, hvor jeg bliver let irriteret og hvor jeg godt kan synes at det er lidt irriterende at Alfred ikke bare lige gør hvad jeg synes. F.eks. sover, så jeg kan skrive indlægget færdigt. Jeg orker bare ikke at gå tur i dag. Jeg vil egentlig bare gerne nå at arbejde lidt og SÅ er jeg egentlig klar på alt det som Alfred gerne vil. Jeg tror det frustrerer mig i dag, at det er HAM som bestemmer hvornår jeg skal gøre tingene. I hvilken rækkefølge. Altså sådan er det jo at være mor, for fanden. Jeg ved det godt. Det fylder bare i dag. Kender du det?

Indlægget har muligvis mistet sin røde tråd, da jeg har skrevet det i flere etaper og fordi min hjerne ikke fungerer optimalt i dag. På instagram har jeg spurgt jer hvad I gør for at vende humøret, skudden, dagen. I har skrevet så mange gode ting. Blandt andet at gå tur og få frisk luft. At have sex.. At gå i et langt bad, løbe en tur, spise noget lækkert, sove når baby sover. Del meget gerne hvad du har lyst til i kommentarfeltet – det behøver ikke at være gode råd, det kan også være at du har lyst til at dele din dag? Hvordan er humøret? Har du sovet? Kender du de dage, som jeg skriver om? Hvad gør du når du bare har lyst til at være sur?

Jeg hørte en podcast imorges. Den hedder “Alt er nu” og jeg kan virkelig anbefale dig at give den et lyt. Den er sørgelig. Sådan, rigtig sørgelig. Den handler om et par, som bliver forelskede på kort tid, som elsker hinanden på få måneder. Sådan som det skete med Kristian og jeg. Forleden spurgte Jeanne os om der ikke er noget, som er kommet bag på os, efter at vi har fået Alfred. Nye sider i den anden, som først er kommet til syne nu – med søvnunderskud og generelt mindre overskud. Og Kristian og jeg kiggede på hinanden og kunne ikke finde på noget. Da jeg mødte Kristian var det (helt film- og kvalme-agtigt) som at møde min bedste ven. Han er det menneske som kender mig bedst (okay Maja kender mig nok aller-bedst, men det er mere fordi hun er den eneste, som jeg kan prutte overfor, helt overlagt, sommetider med stolthed). Hun kender sider af mig, som Kristian aldrig skal kende! Heldigt for ham, knap så heldigt for Maja.

Kristian er alt for mig. Han er min store kærlighed, han gør mig tryg og glad og lykkelig hver eneste dag. Han kan også pisse mig af. Som igår aftes hvor han ikke havde slukket lyset i stuen, men lå glad under dynen. Så skulle JEG rejse mig og gå ind og slukke. Småting der pissede mig af igår, efter en hel dag i nattøj, i lejligheden og med morglad baby. Der skulle ikke så meget til. Jeg fik vist sagt undskyld for min attitude. Kristian er mit liv. Så kort kan det siges.

Men så kom Alfred. Elskede, dejlige, smukke, krævende Alfred. Mig, mig, mig-Alfred. Han er nu øverst i fødekæden, førsteprioritet og hans behov styrer mit liv pt. Sådan skal det være, det er okay.

Igår delte jeg på min story, at de første uger i Alfreds liv, var rigtig hårde for mig. Og ikke fordi at jeg ikke sov, havde ammeopstart eller ondt efter fødslen. Det gik faktisk okay, selvom et kejsersnit ikke er a walk in the park. Det handlede ikke om dét. Jeg følte mig faktisk en smule ulykkelig. Ikke hele tiden, men i perioder i løbet af dagen. Særligt når mørket faldt på. Så ventede natten, og hvem ved hvad den bød på? Samtidig vidste jeg også, at jeg var alene om natten. Kristian stod gerne op for at skifte, hente vand til mig og så videre – men det var jo mig, som havde maden til Alfred. Jeg var voldsomt ked af det, hver eneste eftermiddag og aften. Melankolsk, tror jeg. Og hvordan kunne jeg dog være dét, når jeg havde fået det som jeg havde ønsket mig allermest? Det gav ingen mening for mig. Jeg følte skyld, skam og dårlig samvittighed. Og jeg ville ikke sige det højt, mens det stod på.

Da jeg delte det, var der så mange af jer som skrev til mig. Og ønskede at jeg skrev dette indlæg. Flere skrev at i aldrig havde hørt nogen sige dét højt. At det kan være ulykkeligt at få et barn – fordi man er bange for, at miste sin partner, miste det man havde sammen. Alt det man havde inden baby – bliver vendt op og ned efter baby. Det parforhold vi havde før Alfred, det er væk for altid. Vi kan ikke længere stene netflix en hel søndag, vi kan ikke sove til vi vågner. Vi kan ikke bare tage op og træne, når det passer os. Vi kan ikke cykle byen rundt, spise is og holde i hånd i timevis, vi kan ikke drikke øl og drinks og komme hjem klokken 4 om natten. Vi kan ikke køre ud til venner når vi har lyst. Jeg kan ikke kysse Kristian hver eneste gang, at jeg får lyst. Eller har behov for kys. Sommetider sidder jeg og ammer og skal koncentrere mig om dét, andre gange skal jeg lige nå at tisse og børste tænder, mens Alfred sover – og så ryger kysse- og holde-i-hånd-tiden. For vores hverdag skal hænge sammen. Og jeg skal have lidt tid alene, ellers bliver jeg vanvittig. Samtidig er der praktiske ting, som skal køre som smurt. Musehjulet kører, dagene går stærkt og jeg oplever pludselig at der skal et stykke arbejde til, for at passe og pleje forholdet. Vi er gode til det, men kun fordi vi er meget bevidste om det. Og fordi jeg virkelig har øvet mig på, at alt i hjemmet ikke skal være perfekt. Jeg vil hellere prioritere at holde i hånd, end at prioritere tøjvask og opvask.

Jeg blev bange for at miste ham. Jeg var ked af, at alt var forandret. For altid. For det er ikke en fase, en periode, en årgang. Det er for livet. Vi har fået en søn – og alting er forandret. Og jeg var ked af, at alt var forandret. Det handler og handlede ikke om, at jeg fortryder eller fortrød Alfred. Han er vores bedste beslutning nogensinde. Uden sidestykke. Selvfølgelig er han det. Men livet var og er forandret og det ved man altså ikke, før det er sket. Jeg anede intet – heller ikke da jeg var højgravid. Det er først når baby er ude, at det går op for dig, hvad du er gået ind til. Og du kan ikke sige op eller sende retur. Det kan være enormt grænseoverskidende og angstprovokerende.

Så i de første mange uger, var vi begge kede af det. Fordi alt det vi kendte, var forsvundet. Og vi skulle finde os selv, hinanden og samtidig lære en lille dreng at kende, passe ham og sørge for, at han havde det godt. “Den største selvvalgte livskrise”, kaldte vores sundhedsplejerske det, da vi talte med hende om det. For det fyldte. Det gav så meget mening, da hun sagde det. Derefter er det gået nemmere. Fordi hun fortalte os, at de fleste par har det sådan. Vi var ikke alene. Jeg var ikke alene om, at sidde med mit barn og tænke på, om mit parforhold nu ville gå itu. Og det lettede. Jeg var normal. Alt hvad jeg følte og tænkte, var normalt. Det var en kæmpe befrielse. Jeg kunne mærke at det var rart for flere af jer, da jeg satte lidt ord på det igår. Du er ikke mærkelig, en dårlig mor, tarvelig eller et dårligt menneske, når du savner tiden før baby. Det er ganske normalt. Og vi er mange som har det som dig. Det betyder ikke, at du elsker dit barn mindre. Det er helt som det skal være – du er helt som du skal være.

Jeg har været mor i 11 uger nu. Jeg er ikke længere ulykkelig og sortseende på den måde, som jeg følte at jeg var i starten af mit morskab. Jeg har fundet ro i det, jeg er vokset med opgaven. Kristian og jeg har talt meget om den fase vi gik igennem, lige da Alfred kom ind i vores liv. Og det hjalp også. Tiden er din ven. Alt er en proces. Intet varer evigt. Du vil vokse med opgaven. Jeg vokser hver eneste dag, alting har sin start.

Du gør det godt – og du er aldrig alene.

I december fødte jeg (læs om det her og her) og pludselig blev det juleaften – og jeg havde helt glemt at købe en gave til Alfred. Dagene var bare gået så stærkt og tiden var løbet af os. Et kejsersnit oven i hatten gjorde også, at jeg ikke kom særlig meget ud i december. Jeg kunne selvfølgelig have købt noget online, men vi fik altså ikke givet Alfred en julegave – og så endda hans allerførste jul. Skidt pyt, han mangler jo ikke noget. Men jeg har alligevel gået og tænkt over, hvad vi skulle forære ham. Jeg kan godt lide tanken at han som lidt ældre kan kigge på noget og sige “det fik jeg af min mor og far til min allerførste jul“.

For et par uger siden kom ideen så til mig. Og i dag har jeg købt gaven til ham. Bedre sent end aldrig, ikke sandt? Den kommer først om et par uger, men jeg vil alligevel gerne afsløre det – for i er så mange som har spurgt, hvad det endte med at blive. Jeg spurgte nemlig hvad I syntes at vi skulle give. I kom med mange gode forslag! Alt fra en personlig fotobog, en børneopsparing, et stykke julepynt hvert år, noget forsølvet og legetøj, lego, tøj og en skråstol.

Jeg har ikke valgt en af jeres ideer, men dog gemt dem til når han skal fejre sin første (well, anden) fødselsdag til december. I dag er Alfred blevet fadder til en lille dreng i Afrika. Det er sket igennem SOS Børnebyerne. Jeg synes det er den bedste gave han kunne få, for han mangler ingenting og har det så godt hos os. Han er heldig at være blevet født her i Danmark, og har fået Kristian og jeg som forældre, som begge har en god, stabil økonomi. Vi har mange muligheder, vi kan give ham mange ting – tag over hovedet, varmt tøj, en lækker barnevogn, tid hos osteopat, babyrytmik, babysvømning, vi kan købe vacciner til ham, hvis vi gerne vil det. Vi kan give ham alt hvad han har brug for, og mere til. Derfor giver det god mening for os, at give ham et fadderskab. Og jeg synes samtidig at det er en god værdi at give videre til min dreng – vi som har rigeligt, vi skal give videre til de, som ikke har. Det er i hvert fald sådan at jeg ser tingene. Jeg er selv vokset op i et hjem, hvor vi flere gange om året gik med indsamlingsbøsser. Jeg har set mine forældre købe Hus Forbi og give en skilling til ham i toget, som ikke engang havde råd til en kop kaffe. Eller vinterstøvler. Jeg er vokset op med, at mine forældre har kastet et marcipanbrød ned på båndet i Netto, for at give det til ham udenfor. Jeg har altid småpenge på mig, som jeg kan give til ham eller hende, som har brug for det. Det er meget vigtigt for mig, at jeg får givet dét videre til min søn. Den værdi og dét livssyn.

Man kan ikke redde hele verden. Det skal man heller ikke, for det er ikke mit ansvar, eller Alfreds. Det handler for mig om, at give lidt. Jeg glæder mig sådan til når Alfred bliver større og får breve fra Afrika. Så vi kan følge med, føle at vi gør en forskel. Jeg glæder mig over at Alfred kan se, at ikke alle børn er lige så heldige som ham, for det synes jeg er vigtigt. Da jeg arbejdede på en skole i Holte som pædagog, vidste mange af børnene ikke, at der faktisk findes børn her i Danmark, som er fattige. Som går sultne i seng. Og det er ikke fordi at jeg vil gøre Alfred trist eller give ham skyldfølelse, og det er ikke noget han absolut skal vide, når han går i børnehave. Men jeg vil gerne have med i vores opdragelse, at ikke alle børn har eller får de muligheder, som han vil have og få. Jeg vil aldrig sige “spis op, tænk på de sultne børn i Afrika“, for jeg har altid syntes, at det var en modbydelig måde at tale til børn på – men han må gerne vide, at ikke alle har det som (de fleste) danske børn har det – og derfor mener jeg, at det er vores ansvar at give lidt. I vores økonomi kan vi ikke mærke, at vi giver 245 kroner om måneden til en lille dreng i Afrika. Men jeg har engang haft en økonomi, hvor jeg ikke ville have råd til det og det er også okay. Men lidt har også ret og lidt kan gøre en verden til forskel. Om det er for en lille dreng i Afrika eller den ældre hjemløse mand foran Netto. Giv lidt hvis du kan.

Jeg er ikke tilfreds. Men det er okay. For sådan er det lige nu, sådan ser det altså ud. Jeg er heller ikke helt tilfreds med billedet, jeg fik vist rystet lidt på hånden, måske på grund af dagens emne:

Det skal handle om min krop. Og det skal handle om ikke at være tilfreds. For jeg er ikke tilfreds med min krop som den ser ud nu. Og det er længe, længe siden at jeg har haft det dårligt med min krop. For det har jeg lige nu, jeg har det dårligt med min krop. Og inden det bliver for alvorligt – når jeg kigger på min dejlige, elskede søn som lige nu sover ved min side, så er det jo ligegyldigt for mig at min mave ikke længere er, som den var. Og jeg ved godt at jeg lige har været højgravid og at min mave har vokset i 9 måneder. Og rummet en baby. Og været igennem et kejsersnit. Det er ikke så lidt den krop har været igennem, det sidste år. Jeg er stolt af den, jeg er stolt af at min krop kunne lave et menneske og jeg er stolt af min fødsel. Rationelt kan jeg nemt sige til mig selv, at det sku da ville være mærkeligt hvis min krop lignede sig selv. Men alligevel fylder det for mig. Og jeg tror ikke at det er noget, som vi snakker så højt om. For må man egentlig gerne være lidt ked af sin krop, når man lige har født et totalt lækkert og vidunderligt ønskebarn? Gu’ fanden må man så. Man må i hvert fald herinde, på min blog.

Jeg var rigtig ked af min krop, da jeg var yngre. Faktisk holdt jeg først rigtig af min krop, da jeg havde overlevet min brors død. Jeg kan huske at jeg tænkte, at det jo var hamrende ligegyldigt hvordan jeg så ud, så længe at jeg var glad. Den tankegang fik mig til at holde af min krop, mere og mere – dag for dag. For når nogen dør, nogen som du elsker ubetinget og meget højt, så er strækmærker, appelsinhud og skæve tænder pludselig latterlige detaljer. Så hvorfor kan jeg ikke “bare” tænke sådan igen?

Jeg ved ikke helt hvad det handler om. For jeg ville gøre det igen og jeg gør det forhåbentlig igen – bliver gravid altså. Jeg elsker Alfred og vores nye liv som forældre, mit nye liv som mor. Jeg elsker at være mor. For mig er det to forskellige ting: at være mor og så hvordan jeg har det med og i min krop. Som teenager og helt ung ændrede min krop sig. Men den udvikling gik over et par år. Min graviditet tog 9 måneder og langsomt ændrede min krop sig under graviditeten for til sidst at være højgravid. Men på under en time gik jeg fra at være højgravid, til at være mor.

Maven er slap, mine hofter er bredere, min talje er bredere, min fysiske styrke er virkelig et helt andet sted, end jeg har været vant til i mange år. Og SELVFØLGELIG er tingene som de er. For jeg er lige blevet mor og jeg har lige været gravid og jeg har ikke kunne træne, som jeg ellers har gjort i over 10 år. Men jeg er bare ked af det, som jeg ser i spejlet. Jeg føler mig ikke længere tilpas ved at gå nøgen rundt. Jeg kan ikke lide når Kristian ser min nøgne krop. Men jeg ved at det ikke hjælper at gemme min krop væk. Så jeg går nøgen rundt og Kristian ser mig nøgen. For det er sådan jeg ser ud. Og han elsker mig ikke mindre, fordi min krop har ændret sig. Og jeg ved også at jeg bliver bedre til, at hvile i min krop, hvis jeg ser hvordan den ser ud, i stedet for at gemme den og mig selv væk. Men det er svært. Jeg var så glad for min krop før, jeg hvilede virkelig i den. Det havde jeg knoklet for at kunne. Det skal jeg lige genskabe og jeg skal lige lære at holde af min krop, som den er nu.

Det er forbundet med en snert af dårlig samvittighed at skrive dette. Lige nu strækker Alfred sig ved min side. Han er begyndt at grine og han griner meget. Når jeg kigger på hans smukke ansigt og søde små kinder, så kan jeg mærke at det jo egentlig ikke betyder noget. Det er jo bare en krop. Det er så nemt at skrive, så nemt at sige. Men jeg kan mærke at det fylder og jeg er ked af min krop lige nu. Det varer ikke evigt, for det gør intet. Men lige nu gør det og det må det egentlig også gerne. Det er nok en del af rejsen, det er i hvert fald en del af min.

Kender du det? Del endelig i kommentarfeltet. Jeg tror at jeg har brug for at læse og se, at jeg ikke er alene med disse tanker.

I dag er det 7 uger siden at Alfred blev født. I 7 uger har jeg været mor. I 7 uger har Kristian og jeg været forældre. Det er det vildeste, det største, det hårdeste og det dejligste jeg i mit liv har prøvet. På én gang.

I er mange der har spurgt ind til min fødsel. Rigtig mange af jer spørger, fordi i selv står overfor et kejsersnit. Eller valget om et kejsersnit. Og det kan jeg godt forstå! Og jeg vil rigtig gerne dele. Jeg har bare lige skulle lande i det hele selv – og så er der ikke så meget tid længere, til at skrive. Meget af min dag går med Alfred og dét prioriterer jeg også. Jeg vil gerne have så meget hud mod hud som muligt, lege med ham (så meget som en baby på 7 uger nu kan) og så skal han skiftes et hav af gange og amningen tager også meget tid. Derfor har jeg haft god tid til, at tænke over dette indlæg. Hvad jeg vil dele – og hvad jeg gerne vil have er mit og Kristians.

Drømmen var jo ikke et planlagt kejsersnit. Det var nok nærmere det, som jeg allermindst kunne tænke mig. Men sådan blev det, jeg valgte det selv og jeg har det rigtig godt med mit valg. Jeg taler og skriver med kvinder som har det rigtigt svært med, at de blev nødt til at vælge kejsersnit eller endte i akut kejsersnit. Måske du føler dig “snydt”. Jeg forstår dig godt! Jeg frygtede at jeg selv ville få det sådan – men det fylder ikke noget for mig. Bare jeg fik Alfred. For mig er det ligemeget hvordan han kom, men det betyder ikke at det er forkert hvis du sidder og føler dig snydt og ked af det. Det ved jeg at rigtig mange andre gør. Vi er forskellige.

Da jeg havde besluttet mig for kejsersnit, forsøgte jeg at forberede mig så godt som muligt. Det gjorde jeg ved:

• IKKE at google. Jeg ville ikke have dårlige historier og erfaringer og det synes jeg er nemt at finde, når man googler og lusker rundt på internettet.
• til gengæld anbefalede lægen mig at se denne video, som jeg synes er så god, informativ og uden for meget snak. Den gjorde mig rigtig tryg.
• forsøge at gøre det til den bedste oplevelse som overhovedet muligt. Vi skulle indlægges efterfølgende i et par dage. Vi havde et ton bland selv slik med, jeg havde en flot kimono med, toiletsager, rent tøj, oplader, tøj til Alfred og så videre. Fordi vi på forhånd vidste at det var kejsersnit og dermed indlæggelse var vi en smule forberedte. Det var faktisk rart.
• sørge for at min mor fik fri, så hun kunne være på hospitalet sammen med min far og mine svigerforældre. Kristian og jeg fandt sammen ud af, at vi havde brug for at de var der. Ikke på operationsstuen, hvor man i øvrigt kun må have én pårørende med, men i nærheden af os. Det gav virkelig meget ro.
• dagen inden kejsersnittet hyggede jeg om dagen med et langt bad hvor jeg barberede mine ben, brugte scrub og creme efterfølgende. Jeg havde ansigtsmaske, jeg ordnede mine negle, havde fodbad og hårkur. Jeg sørgede for at føle mig så tilpas og fin som muligt. Og det lyder mærkeligt – men det hjalp og gjorde mig glad. Kristian og jeg drak et glas champagne om aftenen, efter store bøffer, sovs og fritter som jeg elsker. Vi vidste at det var “vores sidste aften” og det nød vi, selvom at Alfred og selve kejsersnittet fyldte enormt meget.

Jeg havde fået et tidspunkt hvor vi skulle møde ind og jeg skulle komme fastende. Ikke særlig rart som højgravid, men jeg havde alligevel så mange tanker at jeg ikke rigtig tænkte på mad. Vi havde en tid på operationsstuen og blev ikke særlig meget forsinkede. Vi talte med anæstesilægen som fortalte om epiduralblokaden, som er en del af et kejsersnit. Jeg er dybt angst for nåle, så dette var det absolut sværeste og mest udfordrende ved kejsersnittet. Og så det faktum at jeg skulle være vågen, mens de skar i mig. Ikke at jeg ville ønske at jeg kom i fuld narkose, men det hele var voldsomt, overvældende og uvirkeligt.

På operationsstuen var der virkelig mange mennesker. Og det kom lidt bag på mig. Altså de havde jo sagt det, men det var pludselig noget andet at være i det. Udover studerende var der jordemødre, sygeplejerske, læger, to anæstesilæger og vist også en fødselslæge. Der var mange! Nålene var voldsomme, både drop og noget andet som de forsøgte, at knalde i min håndryg men måtte opgive, for så at knalde det midt på underarmen. Av for helvede. Men også den forbandede epidural. Det gjorde (hånden på hjertet) ikke forbandet ondt, det er mere tanken som for mig er angstprovokerende. Mens jeg skriver det her krymper jeg mig og kan nærmest mærke den nål igen. For satan. Men altså, jeg kom igennem det. Jeg tog mig sammen. Kristian måtte lige kigge på mig og sige “det skal du”, da jeg vist fik sagt “jeg kan ikke”. For det skulle jeg jo. Og det gjorde jeg. Da epiduralen virkede forsvandt følelsen fra mine bryster og ned. En virkelig mærkværdig oplevelse. Og så gik de i gang – jeg kunne hverken se eller mærke noget. De sætter sådan et klæde op, så du ikke kan kigge med. Hvilket var helt fint for mig. Jeg kunne mærke at de skubbede til mig og rørte ved min krop, men det gjorde ikke ondt. Kristian sad ved min skulder og talte beroligende til mig.

Pludselig mærkede jeg et stort puf og en af lægerne sagde: “nu kommer han”. Og jeg tænkte “hvem kommer? Hvad fanden foregår der”. Det hele var gået så stærkt, alt for stærkt. Min krop havde slet ikke noget at registrere hvad der skete. Jeg havde slet ikke mig selv med. Alting var gået alt, alt for stærkt.

Men så hørte jeg lille Alfred. Han skreg for sine lungers fulde kraft og jeg fik ham op på mit bryst med det samme, hvilket var et stort ønske for os. Midt på operationsbordet på Hvidovre hospital blev jeg forvandlet til mor. Pludselig opførte jeg mig som en mor – for jeg nussede ham, tog ham ind til mig og sagde beroligende lyde (som jeg aldrig har sagt før, men som må have været på min harddisk) og jeg fik ham beroliget. JEG kunne berolige ham. Jeg var blevet mor og han var min lille dreng. Følelsen kan ikke beskrives. Hvis du er mor, så ved du. Det er som om at al den kærlighed du havde, fik og kendte til inden fødslen, kommer i baggrunden. Den er der stadigvæk. Men den nye kærlighed fylder alt. Jeg blev ramt af en uendelig stor portion kærlighed, som kun var og kun er til min dreng. Og som er fuldstændig ubetinget. Jeg ville gøre alt for ham fra det sekund jeg så ham. Det var en helt vild oplevelse. Én af de største i mit liv. Virkelig en af de største oplevelser i mit liv. Og så blev jeg mor. Og Kristian blev far. Og vi fejrede fødselsdag for elskede Alfred d.4 december 2019. Den bedste dag i mit liv. Og den dag blev jeg også Kejserinde. En stolt en af slagsen.

Næste gang vil jeg skrive lidt om forløbet efter kejsersnittet. Det fysiske såvel som det mentale. Det var en lidt hård omgang og jeg vil gerne dele det med dig. Men lige nu kan jeg høre, at Alfred er ved at vågne og så er det på tide, at lukke computeren ned for nu. Tak fordi du læste med <3