Jalousi

Efter at jeg har slået pjalterne sammen med Kristian, så får jeg mange henvendelser omkring parforhold. Jeg er altså ingen ekspert og jeg sejler sommetider rundt i kærlighedens lumske farvand. Men mange af jer spørger ind til, hvordan jeg tackler jalousi. Og dét kan jeg godt svare på! Jeg har meget erfaring med jalousi og det grønne monster har ofte slået kløerne i mig. Men først! Jeg linker lige til de indlæg, hvor jeg har skrevet om parforhold. HUSK at jeg netop har været single i 4 år, så jeg har været igennem tinder-møllen (flere gange), jeg har grædt snot over en hel del mænd, jeg har elsket det og jeg har hadet det. Hvis du søger på single, så kommer der et hav af indlæg frem. Men parforholds-indlæg kommer her:

Men nu om jalousi. Som jo kan opstå – om du er single eller har en kæreste . Men indlægget her tager afsæt i, når du befinder dig i et parforhold. Jeg får mange henvendelser og efterspørgsler på et indlæg, hvor jeg skriver om netop jalousi. Og det skal du få! Jeg har nemlig brugt meget af mit liv på, at være jaloux.

Første gang jeg kan huske, at jeg var jaloux var, da min kæreste havde en stak M! blade på sit værelse. Jeg var 14-15 år gammel og jeg græd som pisket. Min far og jeg talte længe om det. Jeg følte mig tyk, at mine bryster var alt for små, mine hofter alt for brede og mit ansigt for grimt. Jeg sammenlignede mig totalt, med de kvinder i bladene. Jeg var jaloux på de kvinder – og på at de havde mulighed for at tage min daværende kærestes opmærksomhed. Min far sagde noget, som jeg aldrig har glemt siden. Og som jeg bruger i dag, når jeg bliver jaloux, hvis f.eks. Kristian kigger på en flot pige i udforsk på instagram (du kender det måske). Min far sagde:

Forestil dig at han  går på et museum og kigger på flotte skulpturer og vaser. Han kan synes at de er så smukke og flotte og beundre deres former og udseende – men det behøver jo ikke at betyde, at han vil have den med hjem og stå i stuen.

Jeg ved ikke, om du kan se det for dig – men det kan jeg. Og de ord har hjulpet mig efterfølgende. For det er jo sandt. Jeg kan sagtens kigge på en smuk mand i metroen, men det betyder jo ikke at jeg vil have ham med hjem. Jeg tænker faktisk: “ej han er flot, men godt nok ikke lige så dejlig som Kristian“. Sådan skal man jo helst tænke, når man er i et seriøst parforhold. Eller hvad mener du?

Jalousi har efterhånden, fået mindre og mindre energi og plads af og hos mig. Jeg gider simpelthen ikke, at bruge min energi på det. Det er spild af tid. Og spild af liv. Jeg tror at jeg er sådan her indstillet: hvis Kristian hellere vil have en anden, så skal have den anden. Det hænger nok sammen med, at jeg hviler meget i mig selv. Jeg synes at jeg er en god kæreste, jeg er sød, omsorgsfuld, opmærksom og sjov. Hvis det ikke er nok, så skal det jo bare ikke være mig. Men jeg bliver sjældent jaloux i øjeblikket. Jeg er selvfølgelig også nyforelsket – og Kristian ligeså, så måske vi alligevel mest har øjne for hinanden. Men jeg mærker sjældent det der stik i maven, som jalousi godt kan give. Jeg har, som så mange andre gange, i mit liv, taget en beslutning: jeg gider ikke at bruge mit liv på det. Det er lettere sagt end gjort, det kan du tro at jeg er bevidst omkring. Men i bund og grund kan du gøre det samme, som jeg har gjort.

Mange af de henvendelser jeg får, er fra piger og kvinder, som er jaloux fordi deres kærester kigger på andre på sociale medier, liker andre kvinders billeder, følger kvinder som er smukke, måske har en flirt med en nede i træningscenteret. Du skal selvfølgelig mærke efter, hvor din grænse går. For nogen er det jo okay at flirte med andre end sin kæreste, for andre er det totalt et no-go. Jeg kan ikke fortælle dig, hvor din grænse går og hvad, du skal finde dig i. Du må mærke efter i maven – hvis det føles forkert, så ER det forkert for DIG. Og så må du handle. Husk at din kæreste ikke kan se hvad du tænker, føler og mærker. Sig det højt. Han/hun er din kæreste og derfor kan du sige alt til ham/hende, formoder jeg. Der er ingen skam i, at føle jalousi. Men du er nødt til, at sige det højt.

Men prøv også at tænke, at det ikke handler om dig, når han/hun kigger på andre. Prøv at vende den om: hvad tænker du selv, når du kigger på et flot menneske? At du vil knalde personen ASAP eller måske, er det bare en konstatering og så er du videre i teksten? Hvis det gør dig usikker, at din kæreste kigger på andre, på de sociale medier, så sig det. Så kan i tale om det, så han/hun ved, hvad det gør ved dig.

Har du indput, erfaringer eller kommentarer  – så skriv det endelig i kommentarfeltet. Jeg er vild med at læse jeres take på de ting, som jeg skriver om! Og jeg kan altid blive klogere!

 

Fra 1 til 2

Så blev jeg en af dem. En af de kvinder, som jeg har misundt og vendt øjne af. Parforholdets lange arme har et solidt tag i mig og jeg er for længst trukket ned i sølet. Men der er nu dejligt, det må jeg blankt erkende.

Men det er også svært – at gå fra at være alene og selvstændig og kun have ansvar for mig selv – til at være 50% af et parforhold, bo sammen med en mand og nu være et par. For jeg vil ikke glemme mig selv. Jeg vil ikke være en kvinde, som ikke kan lave noget, uden at min kæreste er med. Som kun ser veninder sammen med sin kæreste og kun laver planer, når han også har planer. Det er en balance. Det er svært og det kræver lidt. Jeg gør meget for, at bevare mine venskaber – for jeg har fået så mange, dejlige veninder – og de er ekstremt vigtige for mig. Det er også vigtigt at jeg får trænet, set mine forældre og har alenetid. Samtidig er jeg selvstændig med mit eget firma, jeg har mange ting at se til og det hele kan sommetider føles, som et puslespil.

At jeg har fået en kæreste (eller, en forlovet) har affødt mange spørgsmål fra jer. Nok fordi at jeg de seneste 4 år, har været meget ærlig omkring dating, mit singleliv, nedture og hvad jeg ellers har ligget og rodet med (bogstavelig talt..). Hvad nu? Nu har jeg en forlovet, jeg skal giftes og jeg vil også gerne have børn. Hvordan “vænner” man sig lige til den forandring? Hvordan gør jeg? Hvordan balancere jeg det hele? Hvad er vigtigt for mig? Det har jeg forsøgt at skabe et overblik over her:

  • jeg ser mine veninder mange gange om ugen. Hver gang jeg har en aftale med en veninde, så sørger vi for at lave mindst én aftale mere. Så vi altid har en aftale ude i fremtiden. Det har jeg egentlig altid gjort, men nu hvor jeg er flyttet sammen med Kristian, giver det stadig god mening. Så ved jeg også hvor længe der går, før jeg skal min veninde igen og det kan jeg godt lide. For mig er det vigtigt at mine veninder er en stor del af mit liv, derfor går det ikke at jeg kun ser dem én gang om måneden. Dét hjælper en smule struktur på. For mig har det altid været, at lave nye aftaler.
  • samtidig er det også vigtigt for mig, at mine veninder og Kristian hænger ud sammen. De skal lære hinanden at kende – for de er alle mennesker som betyder rigtig meget for mig. Heldigvis vil både mine veninder og Kristian gerne spendere tid sammen og det sætter jeg stor pris på. Vi ses derfor ofte med mine veninder, ofte hvor vi laver noget sammen. F.eks. i biografen, vi tager ud og spiser sammen og drikker gin sent om aftenen.
  • jeg føler mig meget priviligeret over, at jeg har mulighed for at se mine veninder så meget, som jeg gør. Jeg træner med en del af mine veninder – og det er lidt som, at slå to fluer med ét smæk. Vi får talt, vendt verdenssituationen og samtidig svedt og trænet. Det fungerer genialt for mig – så hvis du har svært ved at få plads til det hele, så kan du med fordel slå disse to områder sammen. Hvis det kan lade sig gøre! Jeg prioritere også at besøge Maja, som bor i Svendborg, hver måned (hvis det kan lade sig gøre) og det er også vigtigt for mig.
  • alenetid. Før jeg mødte Kristian og før at vi flyttede sammen, var alenetid nærmest alfa omega for mig. Det er der jeg lader op, det er der jeg får lagt indtryk og oplevelser på “plads”. Da Kristian flyttede ind var jeg meget bekymret for, om jeg ville komme i underskud rent mentalt og blive en dårlig kæreste. Fordi alenetid er så vigtigt for mig. Men behovet for alenetid er blevet langt mindre, efter jeg har mødt Kristian. Jeg har stadig behovet, men ikke på samme niveau. Vi har begge et behov for alenetid og vi er gode til at planlægge vores uger, så begge for lidt tid alene i lejligheden. Det er dejligt at vi kan være åbne overfor hinanden, med hensyn til behovet for at være alene – så bliver det nemmere, at få planlagt og samtidig forstår vi hinanden.
  • rummelighed. Et vigtigt ord, men noget jeg først rigtig har lært, i de seneste par år. Både temperament og tolerance har ændret sig – temperamentet er klart blevet mindre, mens rummeligheden er vokset. Jeg vælger mine kampe. Jeg gider ikke at tage dem alle. Der skal være plads til os begge – som vi er. Mærkelige vaner, rutiner og systemer (som vi begge er indehavere af) skal der være plads til. Dermed ikke sagt at man ikke må korrigere hinanden og spejle den anden – men der skal også være plads til, at Kristian er som han er.
  • Mine forældre er vigtige for mig – og dem vil jeg gerne se ofte. Både med og uden Kristian. Jeg har også brug for, at være alene sammen med mine forældre, og det har vi egentlig begge to. Det er vi også gode til at italesætte og få aftalt. Jeg har Far- og Mordage, og det er rart at kunne fastholde dén tradition.

Det er altså vigtig for mig at være selvstændig og et individ. Men ikke uden også, at være en del af et par, et team. Det kan jeg nemlig godt lide, at være. Men jeg vil ikke glemme mig selv. For jeg kan godt lide den, som jeg blevet. Og hende har jeg skabt, mens jeg var alene. Hun skal blive.

Hvordan får du det hele til at passe og gå op i en højere enhed? Har du tips og tricks? Del dem meget gerne i kommentarfeltet! Jeg kan altid lære noget nyt!

Læs også indlægget fra igår, hvor jeg skrev om hvordan jeg er, at bo sammen med!

 

Sådan er jeg som roomie

Kristian og jeg er flyttet sammen. Han flyttede ind, mens jeg var i Thailand. Vi har nu (officielt) boet sammen siden februar, men nok nærmere siden november, hvor Kristian fik en nøgle hertil. Det er noget af det bedste, jeg ved. Jeg elsker at bo sammen. Jeg synes at det er så hyggeligt. Og selvom at vi begge har travlt og vores egne ting at se til, så har vi som minimum hver morgen og hver aften sammen. Bare det at sove sammen, giver meget synes jeg. Men hvordan er jeg så, at bo sammen med. Det er der flere af jer, som nysgerrig har spurgt ind til. Det er jo lidt svært at sætte ord på selv, måske Kristian vil rette mig – men jeg tror, at jeg er nogenlunde sådan her, at bo sammen med:

  • glad om morgenen. Og ret så frisk, for det meste. Ordner og rydder op fra morgenstunden og sommetider rydder jeg så hurtigt op, at Kristian ikke opdager det. Som igår, hvor vi spiste rester af lasagnette og jeg havde knaldet det bestik han havde taget frem, i opvaskeren. Uden at det var blevet brugt. Det er i øvrigt noget, som jeg tit får gjort.
  • lidt sær med vasketøj. Jeg bliver nemlig hurtigt stresset, hvis vasketøjskurvene er fyldte eller måske bare halv fyldte. Jeg kan godt lide, at der ikke er vasketøj. Hvilket jo er en skrue uden ende og jeg øver mig på, at slappe mere af. Jeg har jo rigeligt med tøj – så der er ingen fare for, at jeg løber tør..det handler om noget kontrol, og jeg skal helt klart lære at slippe det lidt.
  • have humørsvingninger. Og det er egentlig ikke fordi at jeg er sur – det lyder helt instagram-filter-smukt-på-overfladen-agtigt, men Kristian og jeg har ikke været oppe og skændes (endnu). Vi har diskuteret et par gange, men ender altid med at grine af det og glemme det. Det er dejligt. Men jeg har dog alligevel humørsvingninger. Det er bare hvor jeg kan gå fra at stå og hoppe og danse inden i stuen, til at falde om på sofaen og være helt vildt træt. Eller falde i søvn på Kristians skulder på få minutter og vække mig selv i et højt snork, mens han kigger forskrækket på mig.
  •  være top sær, når vi har været ude og handle. Jeg vil nemlig helst pakke ud alene. Jeg har mine egne, mærkelige systemer. Systemer og rutiner kommer nok, jo længere tid du bor alene. Jeg har boet alene i 4 år og har en del. Men jeg arbejder på det. For det er simpelthen for sært!
  • jeg presser citronen når jeg flere gange om ugen, sætter vækkeuret til klokken 05.15, fordi jeg skal op og træne med pigerne. Jeg har et par gange kunne lokke Kristian med, men da han er startet arbejde nu, vil han gerne blive liggende i sengen så længe som muligt. Og jeg forstår ham. Han vågner når jeg står op og kan ikke altid falde i søvn igen, men respektere alligevel at det er en del af min rutiner – og endnu vigtigere: er meget vigtigt for mig og giver mig energi og glæde. Det er så dejligt og jeg håber at han med tiden, kan falde i søvn igen når jeg er daffet. Men det går bedre og bedre! (men shit en irriterende roomie!).

Bor du alene eller sammen med nogen? Og hvordan er du at bo sammen med? Hvad er det mest irriterende ved dig?

Jeg har samlet lidt tips til, hvordan man kan få et bofællesskab (både parforhold og som roomies) i indlægget her!

 

Bare bryster på cafe

Annonce for sloggi

Jeg har før skrevet om sloggi – og jeg elsker deres styles. De har netop lanceret et nyt design: ZERO Feel Soft Bra – som jeg frygtede skulle blive min blotter-debut..

Jeg går helst uden BH. Jeg tager oftest bh’en af, når jeg kommer ind af døren. Jeg hader bøjler og bh’er som kravler steder hen, hvor de ikke er inviteret eller laver deller på min ryg. Jeg gider det ikke. Derfor går jeg helst uden BH. Eller med sloggi’s produkter. For det er stort set det samme.

Da jeg første gang hørte om sloggi og deres lancering af ZERO Feel tænkte jeg, at det var et reklametrick. At man selvfølgelig ikke ville opleve ZERO. Men jeg må indrømme at jeg tog fejl. Det er så rart at have sloggi på og jeg kan næsten ikke mærke den. Der er ingen bøjler eller stof der kravler rundt på min krop.

Jeg blev i tirsdags interviewet af ELLE, som mener at jeg er en cool kvinde. Det er jeg nu ikke så overbevidst om – men jeg takkede ja og mødtes til en kop kaffe på en café, på Gammel Kongevej. Jeg tog jakken af, mens jeg gav hånd til den søde udsendte. Jeg mærkede en skør kold luft på mit maveskind, kiggede ned og konstaterede hurtigt, at min (forræderiske) bluse var gledet op. Det var sådan en slå-om, som i 9A på vejen derhen, havde valgt at åbne sig selv og flashe hvordan jeg er skabt. Jeg frøs og nåede i et splitsekund at tænke, at jeg skulle have dækket mine bare bryster. Men det gik op for mig, at mine bryster var nydeligt pakket ind i Soft Bra. Shit. Jeg viser helst ikke mig selv uden tøj på – offentligt, i hvert fald – men hvis jeg endelig skal vælge, så vil jeg helst vise min bh frem og ikke mine bare bryster. I øvrigt må man jo ikke amme på flere caféer (hvilket jeg synes er en skandale!), så jeg satte endnu mere pris på, at jeg havde iklædt mig sloggi. Det er desuden rart at have et lag ekstra på og føle, at gajoljerne bliver passet godt på. Jeg føler mig ikke spærret inde, som almindelig bh’er kan give mig følelsen af. Jeg føler mig stadig fri – og dét er vigtigt for mig.

De findes i så mange farver, du kan tjekke dem ud her og klikke dem hjem. Jeg er selv udstyret med små bryster, men jeg kender flere kvinder med større barme end jeg, som også bruger sloggi. De findes i mange størrelser! Og som du kan se på billedet ovenover – så lukkes de som en “almindelig” bh og det er rart at den kan indstilles, så den passer bedst til dig!

Annonce for sloggi

Alle mændene i mit liv

som jeg ikke længere kender. Mænd som på et tidspunkt har betydet noget mig, som måske stadig betyder noget, som jeg måske helt har glemt.

Jeg stod i toget forleden og kørte forbi Valby Station. Den station minder mig om ham her, som jeg havde en kort, men heftig romance til. Det plejede at stikke i hjertet og i maven. Nu tænker jeg på ham, med et smil. Han er noget af det bedste, jeg aldrig fik. Jeg skulle aldrig have haft ham. Men han var på vejen til, hvor jeg er nu. Med Kristian. Og om jeg havde Kristian i mit liv nu eller ej – så er de mænd, som vi møder på vores vej vigtige. En del af rejsen. Uden at det skal blive alt for filosofisk og højloftet.

Mange mænd har fået mig til at græde. Nogen mere end andre. Jeg har brugt flest tårer og søvnløse nætter på min ekskæreste, som jeg var sammen med i 7 år. Jeg brugte også lidt på Hånden. Jeg har brugt mange tårer, på mange andre mænd. Korte romancer, mænd som har trådt på mig, udnyttet mig, leget med mig. Mænd som jeg har gjort kede af det, har også fået mig til at græde. Jeg har generelt grædt meget over mænd. Jeg var single i 4 år. Der kommer tårer. Jeg har også grædt over Kristian. Mest fordi jeg har savnet ham, eller når vi har haft en konflikt.

Men da jeg stod i toget, kom jeg til at tænke på, at de mænd fandeme også er vigtige for mig. Vigtige for min rejse. De har alle lært mig noget, gjort mig til den jeg er i dag – hærdet mig, sommetider. De har gjort nas og jeg har sørget, men jeg ved også hvad jeg vil og ikke vil. Hvad jeg sætter pris på – hvad jeg vil kæmpe for, hvad jeg ikke vil kæmpe for. Gjort mig rig på erfaringer, oplevelser. Jeg er en bedre kæreste for Kristian, fordi jeg har haft de mænd i mit liv.

Hvis du sidder og er single, så har jeg ikke glemt dig. Jeg er bare i den der møgirriterende fase, hvor jeg er pisse nyforelsket og jeg laller sgu ret meget rundt. Jeg ved ikke hvornår, at jeg kommer ud. Jeg bliver så længe, at jeg kan. For jeg håber at det er sidste gang, at jeg skal være forelsket i mit liv. Det skal nydes og jeg vil nyde det fuldt ud. Jeg synes ærlig talt, at jeg fortjener det. Ligesom at du gør. Hvis du nu er single – og tænker: hvad fanden skal jeg bruge det her indlæg til? Så tænk at de mænd (eller kvinder) som du kysser på nu, er en del af det hele. Det hele ender nok med. at give mening. Sådan har jeg det i hvert fald. Og I ved hvor mange gange, at jeg har ytret hjertesorg. Jeg har kæmpet og jeg har tabt. Mange gange. Nu giver det mening. Det giver mening lige nu. Måske er Kristian ikke den, som jeg skal være sammen med for evigt. Måske er han en del af rejsen. Jeg håber at det er ham. Men hvis det ikke er, så er han en del af rejsen.

Måske har du mistet håbet. Jeg forstår dig! Hold nu kæft, hvor jeg forstår dig. Mænd kan være så usle. Dating er brutalt. Tinder er et kødmarked. Dyre drinks, alt for høje sko og at gå alene hjem (eller slæbe en eller anden stodder med hjem) kan være en del af singlelivet. Det kan være sjovt. Men det kan også være pisse hårdt. Og det kan føles som om, at du går ind i blindgyder. Men prøv også at nyde det. Det hele er en del af rejsen. Det værste som kan ske er, at du mister håbet. Forsøg at beholde det. Så skal det hele nok gå. (og ja, det er let for mig at sige. Jeg skal spise pizza i sofaen med min kæreste. Jeg er forlovet og alt er godt. Men jeg har været der, hvor du måske er lige nu. Så jeg ved det. Det hele vil give mening. Jeg lover det).