Vores sommer

Målsætningen om 2 indlæg pr. uge var måske også for højt sat. Det her er i hvert fald ugens første indlæg. Og det er søndag. Men hellere lidt end intet. Jeg elsker at skrive indlæg og jeg savner det meget. Men tiden er knap og jeg har ikke længere friheden til at fordybe mig. Engang imellem har jeg. Som nu, hvor Alfred sover (7-9-13). Og det her indlæg har jeg haft lyst til at skrive længe.

En gang skrev jeg indlæg hver dag. Opskrifter, personlige indlæg, tøj, dating og træning. Opskrifter deler jeg gerne på min instagram, for det tager så lang tid at skrive ned her på bloggen, og det er tid som jeg ikke har. Eller som jeg vælger ikke at have. Jeg vil have tid til at skrive indlæg som dette. Tøj og træning deler jeg også på instagram, både på min primære profil og på @matildestraening.

Nu er vi i maj, Alfred er lige blevet 5 måneder. Det er helt vildt. Det er gået så stærkt, samtidig kan jeg ikke erindre tiden uden ham. For nu er han alt. Jeg nyder dagene med ham, der sker vildt meget med ham for tiden. Det er benhårdt og hårdere end man ihærdigt prøver at forestille sig, inden man får børn. Det er et fuldtidsjob og du kan ikke bede om fri, gå tidligere eller melde dig syg. Du skal bare være på. Dét er fucking hårdt. Den personlige frihed er indskrænket og jeg kan ikke lave hvad jeg har lyst til, når jeg har lyst til det. Men hvorfor får man så børn? Fordi selvom at det er hårdt (og rigtig hårdt) så får du det hele (og meget mere) igen. Når Alfred griner, kigger mig i øjnene og hviner når jeg kilder ham – så glemmer jeg grus i øjnene af søvnmangel, at jeg lugter af sved i den ene armhule, fordi jeg glemte at tage deodorant på og at jeg ikke kan huske hvornår Kristian og jeg sidst har set en hel film, uden at sætte på pause eller falde omkuld i sofaen.

Jeg er ikke alene. Kristian og jeg deler “arbejdet” i mellem os. Vi er et team og vi er (de fleste dage) et godt team. Om lidt ændrer vores hverdag sig. For min barsel stopper og Kristian tager barsel fra 1/6 og til engang i oktober. Det betyder ikke, at jeg arbejder hver eneste dag, men jeg får 2-3 dage om ugen, hvor jeg kan skrive, få svaret på jeres beskeder, gå til møder og så videre. Og jeg glæder mig. Jeg glæder mig til, at have lidt tid for mig selv. Og jeg glæder mig over at Kristian og Alfred får en masse tid sammen. Jeg vil også nyde tiden, hvor vi bare er os tre. Jeg håber at vi kan komme til babyrytmik, babymassage og babysvømning sammen. Jeg håber at vi kan gå på café med Alfred og blive i sengen hele formiddagen, hvis vi har lyst til det. Jeg glæder mig sindssygt meget til, at vi er to – og at Kristian ikke skal gå på arbejde. Det bliver så dejligt. Jeg er så lykkelig for, at han har lyst til at tage så meget barsel. Det er en tid som vi aldrig får igen. I løbet af sommeren skal vi have renoveret den sidste stue, vi skal i sommerhus med mine forældre, vi skal starte med at give Alfred mad og bare være sammen. Jeg ved at det bliver en hård tid hvor søvn ikke er en selvfølge, men jeg ved også at det bliver en tid som jeg om mange år vil se tilbage på, varme mig ved og smile af.

En beslutning

Jeg har taget en beslutning. Sammen med Kristian, men jeg har længe gået og overvejet, tænkt frem og tilbage. Skrevet mentale lister – for og imod. Pludselig gav det bare mening og jeg tog beslutningen. Jeg vil ikke længere dele Alfred så meget, som jeg hidtil har gjort.

Jeg er fuldstændig forelsket i min lille dreng. Alfred er min store kærlighed (og Kristian ligeså) og jeg er helt ny mor. Jeg synes at han er verdens kønneste og dejligste dreng, og derfor har jeg delt ham. Og jeg vil også dele ham fremadrettet – men ikke i så stort et omfang, som jeg har gjort. Den sidste uge har jeg droslet ned og slet ikke vist ham i et par dage nu. Jeg har i et stykke tid mærket, at jeg synes det er svært at dele ham så meget og til så mange, som følger med i mit liv. Men det har samtidig været enormt svært lade være, fordi jeg er helt forgabt i ham. Der er sket det med mig, som sker med de fleste (hvis ikke alle) mødre: hele verden drejer sig pludselig om sit barn. Sådan skal det være. Og sådan er det. Og jeg har altid delt meget på de sociale medier – derfor også Alfred. Samtidig holder jeg enormt meget af, at dele ham og mit nye liv som mor, med jer – for jeg skriver med mange af jer, som står i samme situation eller som følger med uden at have børn selv. Det lille fællesskab som jeg føler at vi har, på min profil, er jeg meget glad og taknemlig for – og jeg vil gerne værne om det, for det betyder meget for mig. Det gør at jeg synes at det giver mening, at leve af og på de sociale medier. For det giver mig enormt meget. Og det vil ændre sig lidt, fordi jeg ikke på samme måde som før, vil dele ham.

Hverken Alfred eller Kristian har bedt om, at blive delt. Kristian og jeg har en regel om, at jeg altid spørger ham når jeg deler noget med eller om ham. Ligeledes med Alfred. Men jeg kan ikke spørge Alfred, og derfor vil han ikke være så meget på mine sociale medier længere. Jeg ved ikke hvor længe og om det er for evigt, men sådan er det lige nu.

Men hvorfor denne kovending? Det hele kulminerede, da jeg fik et par beskeder hvor der stod, at jeg var en dårlig mor, fordi jeg ikke giver Alfred nok tøj på. Jeg synes egentlig, at jeg er en stærk mor – og jeg ved at jeg er en god mor – men jeg blev alligevel ramt, fordi jeg nu kan dømmes på hvordan jeg er som mor. Ikke kun hvordan jeg er og hvad andre synes om mig, men nu kan i også have en mening om, hvordan jeg er som mor. Og en mening om min søn. Og det har jeg ikke lyst til lige nu. Langt de fleste af jer er søde og rare og skriver så søde beskeder til mig. Tak! Min far siger altid at det er røvhullerne, som sætter standarden. Og det er også tilfældet her. Jeg orker simpelthen ikke at få dårlig energi og negative beskeder om, hvordan jeg er som mor og at Alfred fryser og ikke har nok tøj på, at jeg ammer for meget og for lidt, går for lange ture med ham, ikke har ham spændt fast i barnevognen, bruger forkerte bleer, bader ham i det forkerte, laver for meget babyrytmik, bruger ham til at tjene penge og så videre. Flere har sagt til mig, at jeg jo bare kan blokere de, som skriver sådan til mig. Men jeg vil ikke være en del af blokerings kulturen, som jeg synes hersker på instagram og andre sociale medier. Jeg har åben profil og alle må kigge med, men for at undgå at jeg skal tage stilling til, om jeg er en dårlig mor fordi, at jeg ikke har givet Alfred termodragt på, i 16 graders varme – dét kan jeg undgå ved, at dele ham i et mindre omfang.

Min beslutning er ikke skrevet i sten. Måske den ændrer sig og jeg kommer også til at vise Alfred igen, for jeg synes han er så dejlig og jeg er vildt stolt af ham. Han er jo min øjesten. Men for nu vil han ikke være så meget på mine sociale platforme og det håber jeg, at du har forståelse for. Jeg vil min dreng det bedste og det bedste for ham er ikke, at hans mor hele tiden skal tage stilling til, om hun gør det rigtige. Det er hårdt i forvejen at være nybagt mor, og jeg må passe lidt på mig selv, på ham og på os som familie. Jeg glæder mig til fortsat at dele min nye rolle som mor, men hvor Alfred vil spille en mindre rolle end hidtil. Tak for at læse med og forhåbentlig forstå <3

Kom nu bare videre

Sorg. Engang handlede alt på min blog om sorg – engang var sorg det, som fyldte mig. Jeg havde et par år, som var rigtig svære. Jeg havde et par år hvor sorgen fyldte det meste, og hvor jeg ikke var glad for livet. Det var selvsagt hårdt og mørkt og jeg ønsker aldrig at komme derhen igen, hvor jeg skal føle så stærk en sorg. Nu er jeg et andet sted, nu er jeg faktisk lykkelig. Men trods de lykkelige omstændigheder, så kan jeg stadigvæk huske smerten og alt det mørke, som jeg sloges med i årevis. Sommetider er jeg glad for at jeg har sørget og følt smerte, for jeg tror at det gør at jeg i den grad er i stand til at føle det modsatte – nemlig glæde og lykke.

Da jeg var i sorg og i krise, da kærestesorgen og tabet over min lillebror var altomsluttende, så ville min omgangskreds så gerne have, at jeg kom videre. Kom i gang med livet igen, kom over sorgen, tabet og savnet og igen levede som jeg plejede. Det var umuligt og det var også et pres – for jeg hverken kunne eller ville videre. Jeg havde brug for at sørge, jeg havde brug for at være i krise – jeg kunne ikke andet.

Der er forskel på sorg og kompliceret sorg. Kompliceret sorg defineres ved, at være en vedvarende sorglidelse. Jeg forstår det således, som er være sorg som fylder alt, i lang tid og påvirker alle aspekter af dit liv. Dit liv går i stå. Jeg så engang en udsendelse med en kvinde, som havde mistet sit barn. Helt forfærdeligt. Under udsendelsen troede jeg, at det lige var sket, for kvinden var helt lammet af sorg, hans værelse stod helt urørt og hun græd og græd og kunne ikke gå på arbejde. Jeg forstod hende, for jeg har set mine forældre miste et barn – det er det værste som kan overgå et menneske. Langsomt gik det op for mig, at kvinden havde mistet for 7 år siden. Hendes liv var gået helt i stå. Hun identificerede sig med sorgen og at være moderen til et dødt barn. Hun kunne ingenting, hun sad bare i sin lejlighed og dyrkede sorgen (ud fra mit perspektiv). Dét er kompliceret sorg – i min optik.

Jeg sørger stadig over, at have mistet min bror. Det vil jeg gøre til evig tid. Men mit liv er ikke gået i stå. Jeg sørgede “aktivt” i et par år. De værste år i mit liv. De år i mit liv, hvor jeg på de mørkeste dage helst ville sove og aldrig vågne igen. Pludselig fandt jeg ud af, at jeg dyrkede sorgen og at mit liv var gået i stå. Pludselig gik det op for mig, at jeg var den eneste som kunne ændre det. Så det gjorde jeg. Ikke over natten, men langsomt. Jeg ville ikke længere identificere mig med sorgen og være “den levende søster”. Jeg ville være Matilde igen – med sorgen, men også med glæden og alle de andre ting, som jeg rummer.

Der er ingen som kan eller skal bestemme, hvor længe du skal sørge. Jeg skriver med mange af jer, som står i sorgen lige nu. Det kan være sorgen over parforholdet, som gik itu. Sorgen over at have aborteret, mistet en god veninde, måske den bedste veninde. Sorgen over at måtte droppe drømmeuddannelsen og ikke have en “plan”. Sorg kommer i mange forklædninger, hvad der er sorg for mig, er ikke nødvendigvis sorg for dig.

I de år hvor jeg sørgede aktivt og hvor mit liv mere eller mindre var gået i stå, sagde flere i min omgangskreds at jeg skulle komme videre. Du kommer ikke videre i en sorg, du kommer igennem en sorg. Jeg havde brug for at sørge, så jeg tog mig tid. Jeg har skrevet om det flere gange, for det er så vigtigt. Vi lever i et samfund, hvor vi helst skal have det godt – har vi ikke det, så skal vi gerne gemme det væk og rode rundt med det på egen hånd. Du må gerne vise din sorg – faktisk kan det lindre at vise den frem. Så kan du selv kigge på den – og andre omkring dig kan se den og måske forstå dig.

Jeg skrev med en pige i sidste uge. Hun står i sit livs værste krise. Hendes veninder og forældre ville gerne have, at hun tog sig sammen og kom videre. Tid kan ikke definere sorg. Et parforhold på et par måneder, kan sagtens afføde et års sorg. Andre kan og skal aldrig bestemme, hvor længe du skal sørge. Selvfølgelig kommer der et tidspunkt, hvor du skal vælge livet til, måske med professionel hjælp. Men sorg er som udgangspunkt ikke farligt, sorg er en grundfølelse og en følelse som gerne må være her. Den er modbydelig, kan føles fysisk, være altødelæggende og rumme kaos, men den må gerne være der. Den er ikke behagelig, men sådan er livet.

Da jeg var i sorg ønskede jeg tit, at jeg boede i et land med en kultur hvor sørgebind er noget man tager på, når man er i sorg. Jeg havde brug for at folk kunne se, at jeg lige skulle passes lidt på. Lidt ligesom når man er ny i trafikken.

Der er ingen som hverken kan eller skal bestemme, hvad du må sørge over. Og hvor længe. Du må gerne græde snot over ham den søde som du datede i 7 uger, du må gerne hulke over at du alligevel ikke skal være sygeplejerske og du må gerne græde og høre Sam Smith og Adele og have ondt af dig selv. Ikke for evigt. Men du må godt. Jeg dyrkede min sorg heftigt i 2 år. Jeg drak vin, hørte de førnævnte kunstnere og kan stadigvæk alle deres tekster (virkelig, dem alle), og jeg havde brug for at sørge og pille navle og have skide ondt af mig selv. Indtil jeg ikke længere havde brug for det. Indtil at jeg var klar til, at vælge livet til igen. Du er aldrig alene <3

 

(af)savn

Bukserne er herfra (jeg har medium på), skoene er herfra (og størrelsessvarende) og skjorten (jeg har medium) kan jeg ikke finde, men er du vild med printet findes den i top og i andre farver her

Jeg har flere gange drømt at jeg cykler. Drømmene er ikke mere action pakkede end dét, men jeg cykler og cykler rundt – og det føles så dejligt. Så vågner jeg ofte op og tænker, hvad det gik ud på. For et par dage siden kom det til mig: Friheden. Jeg savner at cykle. Jeg ser ofte kvinder cykle rundt, når jeg går tur med Alfred. Med store kurve på cyklen, i nederdele og med musik i ørerne. DET savner jeg så meget. For det gjorde jeg enormt meget, ja faktisk hver eneste dag, inden Alfred. Det er så længe siden at jeg har cyklet – og der går længe før at jeg kan, sådan rigtigt. Jeg kan godt være væk fra Alfred når han sover, men jeg er endnu ikke tryg nok til at cykle ud i det blå, uden ham. Og jeg er ikke klar til at cykle med ham (og det må man vist heller ikke endnu), så jeg må drømme lidt endnu. Det fik mig til at tænke på, hvad du mon savner. Du behøver ikke at have et barn, for at savne. Det kan også være andre “forpligtigelser”, hvis man kan udtrykke det sådan. En kæreste eller et job. Jeg bad jer dele jeres afsavn og det gjorde i. Tak for det! Jeg deler jeres afsavn nedenfor, måske du kan nikke genkendende til flere af dem. Det kan jeg i hvert fald!

Jeg savner….

  • en gedigen brandert
  • cigaretter
  • at sove lige når det passer mig
  • at kunne se en film uden afbrydelser
  • at tage neglelak på. Jeg tør aldrig at lægge det på, hvis nu hun vågner
  • at dimse rundt i mit eget hjem, rykke rundt på ting og hygge mig
  • at høre podcast. Jeg tør ikke lytte til noget når jeg går tur, hvis jeg ikke hører hende
  • at ligge på min sofa så længe jeg har lyst
  • at gå på toilettet alene
  • at løbe en tur og løbe så langt som jeg lige orker den dag
  • at være ude uden at skulle hjem på et bestemt tidspunkt
  • at mine bryster er mine og ikke også hendes
  • at mine bryster igen kan være med når jeg har sex
  • at have sex lige så længe som jeg har lyst til
  • at have sex hvor jeg har lyst til
  • at larme under sex
  • at have morgensex med min dejlige mand som vi altid havde før baby
  • at have sex….
  • at vågne når JEG vågner
  • at stå op af sengen når JEG vil
  • at være bekymringsfri (hvis jeg da var det inden baby)
  • at se mine veninder
  • at huske mine veninder
  • at ringe til mine veninder
  • at sove igennem
  • at lave mad
  • at bage
  • at passe min surdej (min døde et par uger efter at jeg fødte Alfred, så jeg forstår dig!)
  • min krop før min graviditet
  • at cykle rundt på må og få lige så længe som det passer mig
  • en fri weekenden uden at nogen vil mig noget
  • at træne lige når jeg har lyst og er motiveret
  • at spise i fred
  • at spise varm mad
  • tid!!
  • ikke at have dårlig samvittighed
  • at kunne være egoistisk
  • at gå aftentur med min mand, hånd i hånd
  • at knalde med dem jeg får lyst til
  • 3 glas vin på én aften med min kæreste
  • at kunne prutte og gå på toilettet med åben dør
  • at gå ud og spise spontant
  • at høre radio og musik lige så højt som jeg vil
  • at være i haven hele dagen og nusse rundt
  • ikke at skulle skynde mig hele tiden
  • varm kaffe..
  • lange rolige morgener med mig selv
  • ikke at have noget ansvar for nogen
  • ikke at være hende som altid har styr på det hele derhjemme
  • fodbad og at file død hud af
  • at flirte. Uskyldigt selvfølgelig
  • at være helt alene hjemme

Har du flere? Del dem meget gerne i kommentarfeltet!

Nemt, nemmere, nemlig

Annonce for nemlig.com 

Jeg får virkelig ikke skrevet mange indlæg for tiden. Intentionen og motivationen er der – men Alfred står øverste på listen. Og jeg har jo faktisk også barsel. Men jeg glæder mig til at Kristian går på barsel, så kan jeg få skrevet mere. For det holder jeg meget af – og jeg savner det.

Men nok om dét – jeg sidder her i sofaen og Alfred sover og derfor har jeg nu tid til at skrive dette indlæg, som jeg har glædet mig til at skrive. Jeg har som skrevet før, indgået et samarbejde med nemlig.com det næste år – det er jeg vældig glad for, og stolt over. Jeg har benyttet mig af Nemlig i mange år. Jeg husker tydeligt da jeg skulle lave mad til min bog, og bestilte igennem nemlig.com. Jeg lavede 29 retter på to dage. Det var noget af et arbejde, især fordi min ovn stod af undervejs. Jeg er igennem årerne blevet mere og mere afhængig af nemlig.com – særligt som gravid og nu hvor vi har Alfred og vi gerne vil bruge tiden med ham og hinanden, i stedet for at handle ind og slæbe. Det er bare mega smart, det er brugervenligt og jeg kan langt bedre overskue at sidde på min flade og bestille varer end at gå ned og stå i kø, slæbe og slide. Særligt lige nu hvor vi helst ikke vil gå i forretninger.

For et halvt års tid siden besluttede vi os for, at lave madplan. Det gør vi så hver søndag. Vi laver madplan og indkøbsliste mens vi spiser morgenmad og bestiller hos Nemlig med det samme. Oftest får vi varene samme dag, hvis du bestiller inden 12 kan du få leveret samme dag. Så gør jeg køleskabet rent (for det meste) og så er vi klar til ugen. På det sidste har vi gjort os i måltidskasserne, som mine forældre har talt varmt for.

Det smarte ved måltidskasserne fra Nemlig (for dem der er jo en del som laver efterhånden) er, at du kan blande (byg selv). Først vælger du hvor mange personer du ønsker kassen til. Du bestemmer også helt selv til hvor mange dage. Vi plejer at vælge 4 dage, så freestyler vi resten af dagene og fredag er altid take away dag hos os, da vi er trætte.

Du kan også slippe for at blande selv og “bare” vælge en af deres 6 måltidskasser: livretter (øko), familie, hurtig, verden, slank (øko), vegetar (øko). Vi er rigtige glade for “hurtig” og “verden”. Den “hurtig”-e er god fordi den er hurtig (!) og “verden” er god fordi det er mange retter som vi aldrig havde lavet selv og den inspirerer. Med en måltidskasse får man alt leveret til retterne. I denne uge skal vi have tarteletter (det spiste vi igår og Kristian var glad!), koteletter og blomkålssalat med appelsin, hakkebøffer med kaperssauce og ovnkartofler og pasta med kødboller og ratatouille. Det er godt og blandet fra de forskellige kasser.

Madplan og mere planlægning generelt har gjort at vi både spare penge, spare tid og får flere forskellige retter – retter vi normalt ikke havde prøvet. Vær opmærksom på at der er basisvarer som nemlig.com formoder at du har – det er ting som salt, peber og olie etc.

Du kan tjekke måltidskasserne ud lige her!