De næste 14 dage (ish)

Jeg har netop slukket for tv’et og for TV2 News. Jeg orker ikke at høre mere om corona lige nu. Der er intet nyt som tingene ser ud lige nu, så jeg skal lige have en pause. Jeg synes det er hårdt at høre om det hele tiden. For jeg bliver bekymret og jeg kan nemt få sat gang i katastrofe tankerne. Film som “The day after tomorrow”, “I am legend” og “2012” kan godt fylde mine tanker, hvis jeg ikke passer på.

Jeg synes dog at jeg har fået lidt mere ro på igår aftes og i dag. Alfred har igennem en længere periode haft en infektion, som lægerne ikke kunne finde ud, hvad var. Da Mette Frederiksen onsdag aften holdt pressemøde, var vores tanker meget på Alfred og hans behandling. En ting er at have ham med i et venteværelse hos lægen (der er folk jo syge og kan smitte med alt muligt, ikke bare corona), men ville han blive prioriteret? Vi var ret desperate, da den behandling han fik på daværende tidspunkt, ikke var nok. Han er derudover på penicillin, hvilket gør at hans immunforsvar er svækket. Derfor har katastrofetankerne fyldt lidt mere hos mig, end de måske ville gøre hvis Alfred var helt rask. Men det er bedre nu, for Alfred har fået den behandling som virker og forhåbentlig kan vi slutte hans penicillinbehandling i næste uge. Vi har dog alligevel taget vores forholdsregler og vil de kommende to uger (måske mere end dét) holde os fra andre og opholde os mest herhjemme. Vi skal ikke se familie eller venner – og det bliver hårdt, for vi savner dem (og de savner Alfred), men sådan må det være. Better safe than sorry. Vi skal ikke risikere at Alfred (eller Kristian og jeg) bliver syge og får brug for lægebehandling eller måske endda at komme på hospitalet. For vores læge tager ikke patienter og jeg skal ikke ind på et hospital lige nu.

Jeg blev mere fortrøstningfuld igår da Kristian og jeg skulle på apoteket og ud og købe bleer. Jeg forventede spøgelses by og tomme hylder efter at der var blevet hamstret – men der var masser af mennesker på gaderne (som tog de hensyn vi nu skal tage) og hylderne var og er fyldte og folk var søde og der var god stemning. Det var rart. Vi fik også købt de ting til Alfred på apoteket, som han havde brug for. Det gav ro. Medicin og bleer, det gav mig så meget ro. Skidt pyt med om vi har friske grøntsager og toiletpapir, det skal vi sgu nok klare. Men jeg kan godt forstå de som hamstrede – for det er en naturlig reaktion, når der sker det, som skete i onsdags. Det har jeg hørt mange adfærdspsykologer udtale sig om. Jeg kan godt forstå at panikken bredte sig.

Det går lidt bedre nu og jeg skal ikke bruge nær så meget energi på, at dæmpe katastrofetankerne. Vi har det alle 3 godt og Kristian arbejder hjemme, så vi er sammen. Vores planer er at opholde os indendørs, gå lange ture og træne i stuen. Det bliver lidt mærkelige uger, måske mere end uger. Uvisheden er nok den sværeste. Hvordan det bliver fremover og hvornår det bliver normalt igen. Hvor mange vil blive syge, vil et familiemedlem blive syg, hvor stor en effekt vil det have for jobs og økonomien. Der er uendelig mange tanker. Og bekymringer.

Jeg får til gengæld mere tid til at skrive indlæg, rydde op i mit tøjskab (!), bage boller, lave mad, få en lille lur i ny og næ da både Kristian og jeg er hjemme – og selvom at han skal arbejde, så er vi mere fælles om de praktiske ting og det giver lidt luft. Jeg forsøger at fokusere på de positive ting. Det lykkes for det meste. I går delte jeg på min instagram, at Kristian og jeg “leger en leg” hver dag. Det gælder om at nævne 3 ting for hinanden, som vi er taknemmelige for. Jeg er f.eks. taknemmelig for at Alfred har fået den rette behandling, at jeg ammer så jeg ikke skal bekymre mig om MME (og det skal man heller ikke, for vi har ikke en fødevarekrise, men jeg kender mig selv godt nok til, at jeg ville have bekymret mig) og så er jeg taknemmelig for, at Kristian og jeg ikke er adskilt.

Jeg har oprettet gruppen: “Vi kan hjælpe hinanden #Corona” på facebook – alle er velkomne. Der bliver både tilbudt at handle for hinanden, gå ture med hunde, passe børn, gå på apoteket og andet. Kun fantasien sætter grænser, så længe vi passer på hinanden.

Jeg tænker meget på de af jer, som bor alene. Som skal klare alting selv og som skal være i tankerne og måske bekymringerne alene. Mange af jer har skrevet til mig – og delt jeres ensomhedsfølelse med mig. Jeg ville ønske at jeg kunne komme forbi og drikke en kop kaffe med dig. Men det går jo ikke. Mit råd til dig er at melde dig ind i en af mine venindegrupper (“Find en veninde #dueraldrigalene” på facebook), for der er mange som har det ligesom dig. Del det med din omgangskreds, selvom du måske ikke kan være sammen med dem fysisk. Alle forstår dig, for vi kan alle relatere til dén følelse, det er jeg ikke i tvivl om.

Vil du dele hvordan du har det? Hvordan du har grebet hele det her an? Måske er du i karantæne eller måske du har valgt at blive inde? Måske ikke? Måske skal du stadig på arbejde? Hvilke følelser fylder? Har du behov for noget, som jeg måske kan hjælpe dig med? Del gerne 3 ting som du er taknemmelig for! Del hvad du har lyst til i kommentarfeltet. Også gerne hvis du har ideer til hvad man kan lave, når man får så meget tid foræret? Alt er velkomment i kommentarfeltet <3

10 ting jeg har lært i de 10 minutter jeg har været mor

Jeg har været mor i 10 minutter (altså snart 13 uger) og jeg har allerede lært en del. Jeg mangler dog en hel del af pensum, som man jo aldrig bliver færdig med. Jeg har allerede lært 10 ting, som jeg lige vil dele med dig:

  1. “Sov mens du kan” var små irriterende at få at vide, da jeg var gravid. Men de havde ret. Søvn. Det er ikke for sjov at søvn er noget som vi mødre taler meget om. For vi får det ikke. I hvert fald ikke sammenhængende. Og jeg er endda heldig får jeg fortalt, for Alfred vågner kun 2 gange om natten. Men 8 timers sammenhængende søvn, det har jeg ikke fået siden jeg var gravid i 2.trimester!
  2. “Du har det aldrig bedre end dit barn” hørte jeg engang en sige. Og det er sandt. Alfred har en infektion lige nu og jeg føler at jeg også har en. Det gør ondt i hjerte og jeg tænker på den fucking infektion 60% af tiden.
  3. “Jeg glæder mig til at få de der pornopatter!” hørte jeg mig selv sige, da jeg var gravid. En sagde: “rooolig nu. Du bliver klogere”. Og jeg tænkte: “Næ! Jeg har aldrig haft en stor barm, så jeg glæder mig!”. Jeg blev klogere. Jeg vågner med piv-spændte bryster om morgenen og de gør nas. Forleden sprøjtede jeg mig selv til, fordi den ene pat sprang læk. Ammeindlæg, ammebh’er og stofbleer skal være omkring mig konstant, ellers er der mælk overalt.
  4. Tid. Tid er blevet en helt anden størrelse. Før brugte jeg gerne en time på at gå i bad, ordne hår, smører mig ind i alle mulige (og umulige) ting, vælge outfit, drikke (varm) kaffe og hygge med en serie. Nu når jeg alt dét på 12 minutter. Inklusiv balsam. Sommetider husker jeg deodorant i begge armhuler.
  5. Varm mad. Det var en ting jeg prøvede før baby. I morges lavede Kristian havregrød til mig, som jeg spiste en time efter. Det mindede om tapetklister og jeg spiste med højre hånd (jeg er venstrehåndet) hvilket er ret udfordrende.
  6. Planer…skal jeg øve mig på, ikke at lave for mange af. For Alfred styrer showet og det er hans dagsform som er afgørende for, hvad der kommer til at ske. Jeg har altid haft enormt mange planer og aftaler og må sande, at jeg ikke kan lave så mange planer som jeg har gjort hidtil. Jeg savner særligt mine veninder, som jeg så rigtig meget før Alfred, men ser mindre nu. Overskuddet er mindre, men jeg savner dem meget. Men nu er jeg mor og Alfred kommer først. Jeg skal bare lige finde balancen og finde en ny formel på, hvordan jeg skal se mine veninder. Jeg trøster mig med at Alfred ikke bliver ved med, at være så afhængig af mig, som han er lige nu. Intet varer evigt og snart kan jeg besøge mine veninder, hvor Alfred hygger sig med Kristian.
  7. Ambivalens.. for selvom at jeg glæder mig til at tage ud, uden Alfred, så er tanken nærmest også ubærlig. For jeg kan ikke undvære ham som det er lige nu, og jeg elsker at han er så afhængig af mig. Jeg har enormt mange ambivalente følelser og dét er sommetider svært at finde ud af (også for Kristian! Hæhæ..)
  8. Jeg har også lært praktiske ting. Jeg kan drikke kaffe, skifte kanal på tv’et og amme på samme tid. Jeg kan skifte en..lad os sige tung ble – på 1,5 minut. Med højre hånd. Og uden lys, da jeg skifter i mørke om natten, så Alfred ikke opmuntres til fest. Jeg har dog en gadelygte, som hjælper mig lidt.
  9. “Ej se nu mig, jeg har da helt glemt at spise i dag” – SAGDE INGEN NOGENSINDE. Eller.. jeg gjorde ikke, før jeg blev mor. Jeg elsker mad og er et madøre. Men efter at jeg er blevet mor er det sket mere end én gang, at jeg har glemt at spise. Favre nye verden.
  10. Shopping. Jeg shopper mest online og må sande, at jeg ofte finder mig selv kigge på ting og sager til Alfred, gerne under natamningerne. Jeg finder ikke rigtig siderne med tøj til mig interessant længere. Men Alfred og hans garderobe er interessant. Derfor er Børneloppen også ét af de steder, som jeg besøger hyppigt. Jeg elsker at gå og kigge på tøj til ham, noget jeg havde svoret aldrig ville falde mig ind. Jeg blev klogere..

Og jeg bliver fortsat (heldigvis) meget klogere, dag for dag. Lige nu er udfordringen at Alfred har en infektion. Han er glad og vi mærker ikke at han er syg, men det er hårdt for mig mentalt. Og det er okay. Det skal jeg nok lære at rumme, for det er ikke sidste gang at han er syg. Alting har sin start.

Fortsæt endelig min liste i kommentarfeltet…og del da også gerne din største udfordring som mor. Det hjælper mig (og de som læser med) at vi kan se at vi ikke er alene. Det trøster mig enormt meget, så tak til jer som allerede har skrevet til mig på instagram at i godt kender til det, at være ked af det når ens barn er syg <3

 

Man leger kun med sin egen diller

..og andre sætninger som vi aldrig troede at vi skulle sige. Jeg har samlet dem alle i et indlæg – eller ikke alle, for det er der ikke plads til. Men mange af de, som i sendte mig efter jeg efterspurgte det igår på min insta story. Tak for alle jeres sjove sætninger, som vi aldrig troede at vi ville sige.

Jeg har selv sagt følgende helt nye sætninger: “Jeg sender dig lige en snap når han skider!”, “jeg er bare ikke så lykkelig, når han har det udslæt” og “det er ikke særlig børnevenligt at musikken skal være så høj”. Favre nye verden. Jeg hører mig selv sige ting, som jeg tidligere har grint af og nok også hånet. Det er det smukke ved livet – man lærer hele tiden og alting er foranderligt. Nu er jeg en af dem, som går op i afføring. Ja ikke min egen, ganskevist.

Men nu kommer de sætninger, som I har delt med mig. Jeg grinede af flere. Ikke alle er omkring børn, men mange er. Kom endelig med flere i kommentarfeltet!

  • “SKAL de absolut larme så meget?” (om Hjem Is bilen)
  • “HUN TISSEDE!!” (efterfulgt af sejrsdans og klapsalver)
  • “Nej du må ikke lave pølser i postkassen skat!”
  • “Stop med at hoppe på baby!”
  • “Ej hvor kan du prutte! Hvor er du DYGTIGGGGG!”
  • “Unge mennesker nu om dage, hvad tænker de dog på!” (mig 28 år om unge som taler liiige højt nok i metroen klokken 17 en fredag)
  • “Jeg glæder mig til at komme i seng”.
  • “Jeg glæder mig sådan til at vi kan komme til babyrytmik!”
  • “Forleden dag til babysamlesang..”
  • “Pressss skat, du kan godt”
  • “Det er sund at kede sig”
  • “Hvis hun græder eller er besværlig så vil jeg have hende!”
  • “Den der bussemand den nupper mor lige”
  • “Han har skidt vildt meget i dag, jeg er så glad skat” (til min mand efter 3 store lortebleer og jeg havde tårer i øjnene af glæde).
  • “Neeej fingrene væk fra tissemanden når vi spiser!”
  • “Man må altså godt lige tage hensyn!” (naboen havde gæster en lørdag og klokken var 21.30).
  • “Ejjjj en tung ble skat, du er så god!”
  • “Kan du ikke bare komme så jeg kan sove” (aldrig har sex været vildere efter vi fik tvillinger…)
  • “Fingrene ud af måsen du!”
  • “Herhjemme leger vi altså ikke med vores tissemand”
  • “Man leger kun med sin egen diller!”
  • “Gider du godt lade være med at ryge! Det kommer op til os!” (til underboen i stuen, vi boede på 3.sal).
  • “Jeg har en våd drøm om 8 timers sammenhængende søvn”.
  • “Jeg sender lige et billede til min mor af hendes lort!”.
  • “Hov hov, her spritter vi lige hænder inden vi rører ved baby!”
  • “Jeg vil skilles” (jeg tænker på dig!/M)
  • “Nej jeg vil ikke lugte til dine tissekone fingre!”
  • “Nu kører han fandeme forbi igen på den skide knallert. Egoist!” (min datter var ved at tage lur..)
  • “Jeg elsker dig ikke mere” (efter 15 år og 3 børn).
  • “Jeg vil hellere sove end at få en orgasme…”
  • “Jeg er til piger, far”.
  • “Jeg vil ikke læse i så mange år, jeg vil ud og leve livet”.
  • “Jeg vil gerne have taget min silikone ud”
  • “Jeg elsker mine strækmærker”.
  • “Jeg er god nok som jeg er”.

Har du flere?

Der er meget jeg kan, men også noget jeg ikke kan

Billedet illustrerer noget som jeg heller ikke er god til – at få taget billeder. Jeg bliver sgu altid akavet, når jeg skal have taget billeder. Mærkeligt nok, for jeg har jo gjort det her i mange år. Levet af min blog i over 3 år, men jeg bliver stadig genert. Og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Derfor vasen. Billedet er fra igår, hvor Kristian lærte mig noget nyt, eller forsøgte i hvert fald.

Jeg er enormt dårlig til at sige fra eller bare sige noget, når jeg føler mig uretfærdigt behandlet. Og det har jeg følt i et par uger efterhånden. For ikke at hænge nogen ud, så skriver jeg ikke hvad der konkret er sket (ja, irriterende!), men der er opstået 2 situationer, hvor jeg virkelig føler mig dårligt behandlet. Ikke af mennesker som jeg kender personligt og som er i mit liv, heldigvis, men af et par mennesker som jeg har haft inde i mit hjem, fordi de skulle lave noget for os. Jeg har gået og brokket mig til Kristian over situationerne. Det har muret nede i maven, fordi jeg ikke fik sagt fra eller fik sagt noget overhovedet. Kender du det? Særligt når jeg står i badet, tænker jeg på det. Måske fordi det er et af de eneste steder, hvor jeg bare er mig selv. Så har jeg stået der i badet, grov-masseret shampoo ind i hovedbunden og blevet mere og mere hidsig over situationerne. Og vred på de mennesker, som åbenbart ikke kan regne ud, at jeg er skide sur på dem – men bare ikke har fået det sagt.

Igår blev det for meget. Kristian og jeg talte (igen) om de to irritationsmomenter – og Kristian opfordrede mig til, at jeg gjorde noget ved det. Hvad havde jeg at miste? At de ikke ville kunne lide mig. Det er det, det handler om. Jeg vil så gerne have at folk kan lide mig og at jeg giver god energi til folk. Men de gav mig dårlig energi – så derfor måtte jeg lukke luft ud. Og tage chancen – for hvad så hvis de ender med ikke at kunne lide mig? Jeg skal jo ikke “bruge” dem i mit liv. Det er hverken veninder, kollegaer, familie eller andre, som betyder noget for mig.

Derfor satte jeg mig ned og åbnede min computer – og så skrev jeg to mails. Én til dem hver. Kristian sad ved siden af mig, og hjalp. De skulle nemlig ikke være grove – det var ikke meningen. Men jeg havde brug for at fortælle dem hver især, hvad jeg tænkte om vores møde og samarbejde. Hvad de havde givet mig af følelser og dårlig energi. Kristian er god til at skrive gode, velformulerede og ordentlige mails – og han læste igennem og hjalp mig med, at jeg fik det ud som jeg havde brug for, men også på en god måde.

Og jeg fik trykket “send”. Og så skete det mest fantastiske! Jeg mærkede at alle de dumme følelser og vrede, forlod min krop. Det var som at få taget en tung sten ud af rygsækken. Jeg havde fået fortalt hvordan jeg havde det – og jeg kunne mærke at jeg egentlig var ligeglad med, hvordan det blev modtaget og hvordan der blev reageret på mine mails. Det vigtigste var at få det ud. Hold op hvor det lettede! Sådan helt vildt.

Og det er jo ikke første gang, at jeg har denne oplevelse og erfaring. Jeg har altid haft svært ved, at sige fra og råbe højt, hvis jeg føler mig uretfærdigt behandlet. Men jeg kan mærke at efter at jeg er blevet mor, er blevet vigtigt for mig, at jeg viser Alfred at man altid må sige fra, så længe at man gør det på en ordentlig måde. At man ikke skal finde sig i hvad som helst. At det er skide vigtigt at kende sine grænser og mærke efter – og at en følelse aldrig kan være forkert. Man kan selvfølgelig være for nærtagende i perioder, hvor andre ting i ens liv presser på. Men du kan ikke få en forkert følelse, men selvfølgelig opfatte tingene “forkert”.

Det var så rar en oplevelse at få sagt fra. Jeg har stadig en følelse af, at være sej – fordi det er så svært for mig. Jeg håber at jeg bliver ved med at øve mig og ellers har Kristian lovet mig at hjælpe. Jeg vil gerne blive endnu bedre og måske en dag at jeg kan sige fra i situationen, så det ikke når at mure i min mave i lang tid. Det er spild af tid!

Kender du det? Har du det på samme måde og hvordan tackler du det? Del meget gerne i kommentarfeltet, det er så rart at læse at jeg ikke er alene!

Spædbarn + søvn = ….

Annonce for Auping

Sov nu mens du kan!“, “NYD at du kan sove længe om søndagen!” og “Nu kommer du ikke til at sove i 18 år“. Alle tre udsagn som jeg fik tudet ørerne fulde med, under min graviditet. Og jeg tænkte oftest: “slaaap nu af“. Oh well. Jeg blev klogere. Og Alfred sover endda eksemplarisk! (7-9-13!!!!). Men søvnen er afbrudt og det har den været siden 4.december, hvor min elskede lille dreng kom til verden. Det kan være hårdt. Det hårdeste er nok at jeg aldrig ved, hvornår jeg bliver vækket. Hvor længe jeg får lov til, at sove. Dét kan godt gøre en lidt skør. Særligt på dage, hvor jeg ikke har sovet så meget, og ammet flere gange om natten end “normalen” (der findes ikke rigtig en rutine, når de er så små, men lidt alligevel!). Søvn er det værste man kan tage fra mig. Udover Alfred, Kristian og chokolade, selvfølgelig. Jeg bliver tyndslidt, porøs og får en lidt kort lunte, hvis jeg ikke har sovet nok. Og jeg kan også blive lidt ked af det. Kender du ikke det? Det er hårdt, men også dejligt og meget lykkeligt, at blive mor. Jeg elsker det og jeg er meget, meget taknemlig for, at jeg er blevet mor.

Men søvn. Det er hårdt at undvære. Så da Auping spurgte mig om jeg kunne være interesseret i et samarbejde, sagde jeg ja hurtigere end jeg kan nå at skrive det. For jeg elsker Auping senge – da jeg mødte Kristian havde han sådan en seng – og jeg sov så dejligt i den. Hvilket var mærkeligt, for jeg har aldrig sovet særlig godt med mænd jeg lige har mødt. Jeg sagde det faktisk til Kristian, første gang jeg skulle overnatte hos ham. Jeg fortalte ham at jeg ikke forventede at sove godt, trods hans lækre seng. Men at sove sammen med et menneske, som du alligevel ikke kender indgående – dét har aldrig betydet dyb søvn for mig. Klip til 9 timer senere hvor jeg vågner på ryggen, i midten af sengen med hænderne ud til siden og savl ned af kinden, på vej ind i øret. Kristian lå på kanten ved siden af mig, og havde været vågen i et par timer. Jeg var så genert og flov over det, men jeg sov altså rigtig godt i hans seng. Derfor har vi også taget noget af hans seng med os, i vores nye, fælles liv. For vi har genbrugt hans sengeramme, som er helt fantastisk og som intet fejler – vi har således kun fået udskiftet madrassen, som vi har valgt sammen udfra behov og kropsform. Madrassen er så god og passer perfekt til os. Og til Alfred, som sover meget af natten ved siden af mig. Madrassen (find den her) kan holde i mange, mange år, hvilket jeg synes retfærdiggøre prisen. Den er pengene værd. Tænk lige hvor mange timer du bruger i din seng, hver eneste nat. Jeg er så glad for tanken om, at vi har genbrugt hans sengeramme – så der ikke skulle produceres en ny, når vi nu sagtens kunne bruge den han havde. Og samtidig er det rart med en ny, helt frisk madras – som kun vi har sovet på. Auping har fem forskellige madrasser (og vi har prøvet dem alle, før vi bestemte os. Dét tog altså timer!). Madrasserne har forskellige egenskaber – så Auping har en madras til alle kropstyper og behov. Vores madras har skuldernedsænkning og en hoftezone. Kristian skuldre og hofter er slidt efter hans ishockeykarriere og mine hofter er på prøve, når jeg ammer liggende. Så madrassen passer perfekt til os!

Det er jo ikke fordi at en ny madras og en opdatering af sengen kan sørge for, at man får mere søvn. For det er op til Alfred. Men det hjælper unægtelig på det. Jeg ammer meget liggende – og i vores gamle seng fik jeg enormt ondt i hoften, fordi jeg ofte falder i søvn på siden. Det gjorde ondt i de første par timer, hver morgen og generede mig. Og jeg blev også lidt ked af det, for jeg elsker at amme liggende. Men på vores nye madras er det intet problem. Kristian har en dårlig skulder, men både skulder og hans hofte (som han fik opereret for halvandet år siden) har det meget bedre, efter vi har fået ny madras. Og så er sengen så smuk og klæder virkelig vores nye soveværelse. Vi har også fået natborde, som sidder fast på rammen og de er geniale. Jeg har både sut, læbepomade, vand, hårelastikker, sokker til Alfred og andre overlevelses genstande på natbordet, så de er let tilgængelige om natten.

Sådan en madras bliver hurtigt en dyr investering. Men her er ordet investering vigtig – for det er en investering du laver, når du køber en Auping seng, om det så kun er en ny madras eller hele pivtøjet. Det er en investering i din krop og din velvære. Jeg sover ikke mere, efter vi har fået en Auping seng, men jeg sover bedre – og det er guld værd, når jeg skal have overskud til at være mor for Alfred og kone til Kristian, arbejde, træne og alt det derimellem. Jeg kan virkelig anbefale sådan en madras. Tag eventuelt forbi en af deres forretninger og prøv sådan en madras. Så er det altså svært at gå på kompromis. Vi sover bedre nu, selvom at vi har fået en lille dreng som godt kan holde lidt fest ud på de små timer.

Annonce for Auping