Når hjertet stadig er lukket. Muren er oppe og følelserne er dybfrosne.

wpid-2014-10-12-13-19-49   Singlelivet er sjovt og skægt og enormt festligt. Mange af mine veninder er singler og vi hygger os med at danse i weekenderne, tale om mænd og sende screenshots af mænd fra Tinder (mest mænd som er lidt skægge, undskyld). Jeg kan godt lide at være single og jeg er ved at vænne mig til at være det. Dog må jeg indse at mit hjerte nok stadig er knust. Jeg tør i hvert fald ikke stole på en mand lige nu. Og det er ikke fordi at markedet kun er fuld af mænd, som ikke er til at stole på. Det handler simpelthen om at mit hjerte er lukket i. Jeg kan ikke give mig selv til en anden, jeg kan ikke åbne op, jeg kan ikke give slip på kontrollen og jeg tør slet ikke at satse hele butikken og lægge mit hjerte i en anden mands hænder. Efter et år med gedigne kærestesorger er jeg afskrækket. Jeg skal aldrig være så ked af det igen - jeg mistede i en periode lysten til livet. Fordi jeg savnede min ekskæreste så meget. Jeg kan ikke være afhængig af en anden mand lige nu. Og det koster. Jeg dater lidt, men så snart manden vil holde i hånd eller ligge i ske, så trækker jeg mig. Jeg kan bare ikke lige nu. Jeg har talt med mine tætteste veninder om det, som prøver at overbevise mig om at det er en fase og at jeg ikke kan presse mig selv derud, det skal komme af sig selv. Jeg tror de har ret. Men hvor er det ærgeligt, når nu jeg møder søde mænd. Jeg er bare ikke klar til at give det, som jeg ved at jeg rummer, men som jeg ikke kan dele ud af lige nu. Singlelivet er barsk på dét punkt. Men jeg giver ikke op. Jeg drømmer om en mand, jeg drømmer om børn og jeg drømmer om at leve i tosomhed. Det skal bare ikke være lige nu.