Om at give slip - i sit eget tempo.

12802884_10207360387180400_1958090914037233208_n   Det kan forekomme mærkeligt for nogen - at være så længe om at komme en kærlighed. Men sådan er det for mig. Det har taget over et år og jeg slikker stadigvæk sårene. Det er blevet bedre, det ser lysere ud, men helt ovre min ekskæreste er jeg ikke endnu. Det går stille og roligt og det har jeg også valgt at det skal. Jeg kan ikke fortrænge følelserne, gemme dem væk og lade som ingenting. Sådan er jeg ikke indrettet. Jeg skal igennem hele møllen, selvom jeg til tider er ved at kaste op over det. Men jeg tager det i mit tempo. Det var en stor kærlighed, den største jeg har oplevet og det tager tid at komme sig efter sådan et brud. Sådan er det bare i min verden. Jeg er langsomt ved at tømme ud i minderne. Ikke fordi jeg vil glemme min ekskæreste og de syv år som vi delte sammen - men fordi de er for hårde at have omkring mig. Derfor har jeg også skiftet de fleste møbler ud, som vi havde købt sammen. Gemt billeder, kort og boliggenstande væk. Smidt tøj ud, som mindede mig om ham, slettet ham fra diverse medier, slettet hans nummer. Det er hårdt, det gør sommetider fysisk ondt - men det er for det bedste. Det er det bedste at gøre for mig selv, selvom det ikke altid føles sådan. Min ekskæreste efterlod et brev til mig, da han havde hentet sine ting fra vores fælles lejlighed. Jeg har gemt det lige siden. For nogle måneder siden rev jeg det i mange stykker og smed det ud. Vågnede om natten, samlede stumperne op fra skraldespanden og gemte dem i mit lille skrin. Forleden dag fandt jeg det frem. Kiggede en sidste gang på det og smed det ud. Uden at samle stumperne op igen. Det skal ud af mit liv, fysisk ud af min lejlighed. Jeg har mange minder i mit hjerte, minder som primært gør ondt at tænke på. Minder som forhåbentlig bliver søde og milde med tiden. Men lige nu skal jeg have ham og hans efterladenskaber ud af mit liv. Så jeg kan komme videre. Langsomt, stille og i mit helt eget tempo.