Da min lillebror reddede mit liv

12196277_10206627993671020_562997580949847069_n   Jeg har skrevet en del om min sorg. Sorgen over først at miste to fostre, så min lillebror og så mit livs kærlighed. Nu har jeg holdt en lille pause fra de skriverier. Jeg havde brug for at tænke på andre ting, ikke dykke sådan ned i fortiden. Sandheden er at jeg har det bedre. Jeg har langt flere gode dage, end dårlige. Jeg smiler mere end jeg græder. Mit hjerte gør ikke fysisk ondt mere. Jeg kan glæde mig over livet, på trods af de ting som er hændt mig. Det er jeg så glad for. Det er mine forældre lykkelige over, mine veninder fortæller mig ofte hvor bekymrede de var, hvor ondt det gjorde på dem, at se mig være så ulykkelig. Jeg er ved at vende godt og grundigt tilbage til livet. Lykken har endnu ikke fundet sig til rette i mig, selvom den engang boede i mig, men jeg tror igen på at den kommer. Og vil blive der. Det er mærkeligt at skrive sådan, når min lillebror er død. Jeg har ikke dårlig samvittighed, jeg ved at han ville ønske at jeg var glad og havde det godt. Men det er alligevel underligt at være nået så langt i sorgen, at jeg nu kan være glad, at sorgen over tabet af ham ikke fylder så meget mere. Ikke har overtaget mig. I september og til omkring slutningen af januar havde jeg det virkelig elendigt. Jeg var tæt på at være depressiv. Værst var det i oktober og november, hvor jeg faktisk ikke ønskede at leve længere. Jeg har altid været en livsglad pige med appetit på livet. Men i de mørke måneder, var lysten helt væk. Jeg følte ingenting, kun tomhed. Det er svært at forklare, og hvis du aldrig har haft det sådan kan det være svært at forstå. Det var ikke sådan at jeg gik og planlagde hvordan jeg skulle ende mine dage, og jeg ville helt bestemt ikke have modet til det, hvis det kom til stykket. Men jeg ønskede at sove og aldrig nogensinde vågne igen. Jeg skammede mig over de følelser, jeg følte mig forkert, jeg følte mig ensom og alene med de tanker. Jeg tror at grunden til, at jeg ikke kom videre med de tanker til dels skyldes min lillebror. Jeg har med egne øjne set, hvad et tab gør ved en familie. Hvad det har gjort ved mine forældre. Hvordan det knuste dem, hvordan blikket i deres øjne ændrede sig, hvordan de på et splitsekund blev nogle andre mennesker. For aldrig at vende tilbage til deres gamle jeg. Jeg har selv følt sorgen, som spiser en indenfra. Som er fysisk. Som gør verden grå. Som visker alle drømme og glæder ud. For en stund. For vi er igennem det værste, nu skal vi lære at leve med sorgen. Sådan rigtigt. Det er svært, vi falder stadigvæk, vi samler hinanden op hver eneste gang. Netop derfor kunne jeg ikke dø, selvom jeg havde lyst i vinter. Det ville jeg aldrig byde nogle mennesker. Slet ikke mine forældre, som jeg elsker så uendelig højt. Derfor kæmpede jeg mig op igen, op til overfladen. Fordi jeg ved hvor ondt det gør, når mennesker du elsker ubetinget giver op. Var min lillebror ikke død, så ved jeg ikke hvordan det var endt. Så havde jeg ikke haft den viden, som jeg desværre har nu. Som reddede mig. Som fik mig til at kæmpe, rejse mig, tro på at det gode vil komme til mig. Jeg ved at min lillebror var ved min side i de måneder, vågede over mig. Jeg ved at han hjalp mig. Han hjalp mig til at leve igen, via sin egen død. Du er aldrig alene. Jeg er nyfødt på billedet ovenfor. Der levede jeg uden min lillebror, anede ikke hvilken kærlighed der ville ramme mig 14 måneder efter min egen start på livet. Nu lever jeg igen uden ham. Men nu ved jeg hvilken kærlighed jeg skal undvære. Resten af mit liv. Elskede R. Jeg savner dig til verdens ende.