Sådan ser jeg ud efter et angstanfald

13000259_10207787344254060_7544676838719927819_n   Det er ikke første gang at jeg er ærlig - det er jeg faktisk altid her på bloggen. Og i det virkelige liv, hvis ret skal være ret. Men særligt her på bloggen har jeg delt flittigt ud af mit følelsesliv - både når det har været godt og dejligt og når det har været hårdt. Det har jeg ikke tænkt mig at lave om på. Det er nemlig sådan jeg er. Jeg vil ikke kun vise når det går mig godt. Jeg vil være nem at relatere til - for jeg er helt almindelig og det kan jeg faktisk rigtig godt lide at være. Derfor har jeg, efter nogle ugers betænkningstid, valgt at dele billedet ovenfor med jer. Som jeg tog en morgen, lige da jeg vågnede. Aftenen før havde jeg haft et angstanfald - noget jeg heldigvis ikke oplever så tit. Hvis du aldrig har prøvet at blive ramt af angst, så skal jeg prøve at forklare dig hvordan det føles for mig. Jeg mærker først en uro, en bekymring og tristhed over noget, som jeg ikke helt kan sætte ord på. Så kommer hjertebanken. Hårde og hurtige stød. Sveden hagler, jeg bliver svimmel og jeg bliver fuldstændig lammet. Så jeg for eksempel ikke kan komme ud af døren, få jakken af, hente vand hvis jeg føler tørst. Alt går i stå. Jeg har oplevet at få angst nogen gange. Jeg havde aldrig haft følelsen før min lillebror døde. Der fik jeg angst i månederne efter han var død. Jeg så ting som ikke eksisterede og jeg var overbevist om at alting i mit liv ville gå galt. Helt forfærdelig følelse - og samtidig følte jeg mig tosset og dum. For nogle uger siden blev jeg igen ramt af angst. Jeg havde egentlig haft en okay dag. Lidt stresset, alt for meget at se til, for mange to-do lister, for mange hængepartier som jeg ikke havde mulighed og overskud til at nå. Samtidig var min bog lige ved at ramme gaden og jeg var nervøs og spændt på det. Og når der har været sorg i dit liv, som der har været i mit, så rammer sorgen igen når der sker gode ting i livet. Jeg er så glad og stolt over min bog - samtidig skærer det mig dybt i hjertet at jeg ikke kan dele det med min lillebror og med min ekskæreste, som jo har været en stor del af mit liv. Og som jeg gerne ville have med på sidelinjen, når alle disse gode ting sker for mig. Det kom lidt ud af det blå. Jeg skulle ud af døren. Jeg havde jakke på, jeg havde pakket min taske, slukket lys og havde nøglerne i hånden. Så ramte det. Jeg måtte sætte mig ned på gulvet og tårer og snot sprang frem. Dér sad jeg så lidt. Indtil mit hjerte igen bankede nogenlunde roligt. Helt våd af sved rejste jeg mig og ringede til min gode veninde. Som kom med det samme. Hun droppede endda sin træning og kom løbende med croissanter. Vi fik en god snak og hun fik mig ned igen. Jeg ser ud på billedet som jeg gør, fordi jeg har grædt for fuld styrke inden jeg faldt i søvn. Fordi min krop et øjeblik var fyldt med angst og fordi jeg havde en rigtig lorte dag. En dag hvor jeg var nede. Jeg er efterhånden sjældent nede, sådan for alvor. Men den dag smagte jeg igen på despression og angst. Igen. Næste dag var langt bedre, jeg havde sovet okay om natten og jeg vågnede til solskin og blå himmel. Trods små, grædeøjne dagen efter var jeg et helt andet sted, end aftenen før. Angsten tror jeg at jeg skal leve med, jeg tror at den vil komme forbi fra tid til anden, nok mindre og mindre med tiden. Men angsten er en del af prisen, når du mister, når du er på dybt vand og når du mister dig selv for en periode. Jeg har klaret angsten før og det gjorde jeg også denne gang. Fordi jeg ved at det er en proces, en fase. Fordi jeg ved hvor stærk jeg er og fordi jeg nægter at lade den styre mit liv. #dueraldrigalene