Jeg har taget en beslutning

13265977_10208085471867064_2568392709753200942_n Som altid når jeg skriver disse ærlige og usminkede indlæg - så har dette indlæg taget mig tid at skrive. Jeg har haft ordene oppe i hovedet længe. De har bare været længe om at komme ud på skrift. Jeg hader egentlig at jeg skal skrive mere om dét - at være ked af det, være i forbandet sorg og have ondt i livet. Jeg skrev status forleden og jeg har det bedre - det har jeg virkelig. Dog har jeg været nødt til at ændre nogen ting i mit liv, som jeg har været længe om at indse. For når jeg drikker, så drikker jeg for meget. Jeg kan simpelthen ikke styre det. Jeg tror at det har noget at gøre med, at jeg ikke er helt glad indeni. At der er så mange traumer og ulykkelig billeder, som altid vil være der, men som langsomt vil fylde mindre og mindre. Når jeg så drikker, så bliver det for meget for mig. Og så drikker jeg til jeg ikke husker mere. Og så er dagen efter helt forfærdelig, fordi jeg ikke kan huske hvad jeg har lavet. Hvad jeg har sagt, gjort, hvem jeg har talt med, hvad jeg har sagt. Og det er nok en af de værste følelser, jeg kender. Og det skal være slut. Dermed ikke sagt at jeg ikke vil drikke og tage ud længere - for det elsker jeg. Altså at feste og danse. Men jeg vil ikke længere drikke så jeg segner. Det er uansvarligt og pisse irriterende overfor dem som jeg er sammen med, som selvfølgelig bliver bekymrede. I efteråret, da jeg havde det rigtig slemt, drak jeg meget og jeg drak alene. For at kunne falde i søvn, uden at græde, for at bedøve at det gjorde ondt indeni. I løbet af de sidste par måneder har jeg haft sådanne ture igen og der er intet så ensomt som at drikke sig fuld alene. Det er ikke fordi jeg drikker to flasker rødvin, og det er ikke så meget at jeg falder om. Men jeg drikker mere end hvad der er naturligt og "normalt". Et enkelt glas rødvin eller en øl om aftenen synes jeg er fint - men ikke som formål at blive bedøvet. For det er ikke vejen frem - selvom pausen fra sorgen er rar. Men jeg vil ikke længere. Derfor er det slut med at drikke når jeg er alene, også selvom det er et enkelt glas eller en enkel øl. Jeg vil kun nyde alkohol sammen med de mennesker som jeg elsker og hvor jeg er tryg. Og jeg vil ikke drikke til jeg ikke kan huske eller gå på benene. For det er fandeme både usexet, selvskadende og dumt. Og jeg kan godt klare at mærke følelserne og sorgen nu - for jeg er på vej videre og jeg er nået langt. Det er en lang, lang proces at lære at leve med sorgen. Men jeg er ved at blive gode venner med sorgen, om man vil. Og det skal foregå uden alkohol. For jeg er stærk nok til at lade være og jeg er stærk nok til at klare det uden. Jeg vil ikke bruge alkohol som en ven i min sorg. Den hjælper mig ikke, jeg vil klare det selv. For det kan jeg. Tak fordi I altid tager godt imod min ærlighed. Det er svært at skrive, men hjælper at dele. Du er aldrig alene. Pas på dig selv. Kys.