Gammel kærlighed ruster aldrig

IMG_1736 Se lige dem her. Er de ikke dejlige? Det er min mor og det er min far. Mine elskede forældre. De har været kærester og gift i 30 år. Mega sindssygt og totalt umoderne-agtigt. Det er sjældent at jeg møder mennesker på min alder, hvor deres forældre stadigvæk er sammen. Det er mine og det er jeg lykkelig for. Der er 14 år imellem dem og jeg har kun hørt dem skændes én gang. Der smed min far en pude efter min mor, som valgte at grine og så var dét ligesom dét. De er uenige om mange ting, men grundlæggende respekterer de hinanden og man kan mærke kærligheden imellem dem. De har oplevet at miste et barn og de har kæmpet sig igennem det, sammen. De har holdt sig oppe for hinanden og givet hinanden kærlighed, på trods af gigantisk hjertesorg. Dét har jeg stor respekt for og det elsker jeg dem særlig højt for. De kunne så let være gået til, forstene og aldrig blive hele igen. De er kærlige overfor hinanden og det har de aldrig skjult. De er symbolet på kærlighed for mig og jeg ved at ægte kærlighed findes og kan holde i mange år. Dét vil jeg også gerne have en dag og jeg tror at jeg vil finde det. God lørdag og tak fordi du læser med - det betyder mere end du aner. Kys.