Evig kærlighed

busters_verden

Evig kærlighed. Ubetinget kærlighed. Kærlighed som gør ondt. Sorg er kærlighedens pris. 

Jeg synes fandeme ikke, at det er et fedt indlæg at skrive. Men. Jeg er altid ærlig her på bloggen. Bloggen er en slags dagbog for mig, som jeg glemmer at så mange læser med i. Men det gør mig ingenting. Jeg er åben af natur og i min verden er der ikke mange ting, som er hemmelige og som skal fejes ind under gulvtæppet. Fuck alle former for tabuer. Sandheden er, at jeg sejler. Det virker og ser måske ikke sådan ud, når jeg dagligt spammer min instagram, min facebook og skriver her på bloggen. Det er nok fordi jeg har prøvet at fortrænge det. Fortrænge at jeg stadigvæk betaler af på: kæreste-smuttede-med-alle-møblerne-med-sin-kærlighed-og-så-sig-aldrig-tilbage-efter-7 år-som-par-krisen.  Det irriterer mig af helvedes til. Jeg er pisse, pisse træt af det. Jeg er træt af ham. I virkeligheden handler det ikke så meget om ham - det handler om at jeg er blevet svigtet i sådan en grad, at jeg har svært ved at tro på kærlighed igen. For jeg troede på ham og jeg. Jeg var sikker. Han var den, han var ham. Og hvor viste han sig ikke at være nogen af delene. Skidt pyt med ham, han er dårlig energi og jeg tænker ikke så meget på ham længere. Men han har såret mig så dybt, at jeg ikke kan åbne mig. Der er lukket. Hermetisk. Jeg har talt om det før og jeg tror at det er en fase (eller hvad??), men lige nu fylder det rigtig meget indeni. Jeg møder så mange (okay et par stykker i ny og næ), men jeg kan ikke. Jeg kan ikke holde i hånd, jeg kan ikke fortælle om min fortid, min nutid eller om fremtiden. Jeg gider ikke fortælle om mig selv. Jeg siger ikke rigtig noget. Jeg lytter - og det er jeg blevet virkelig god til, for så behøver jeg ikke tale om mig selv. Jeg kan ikke sove sammen med andre længere, det er alt for tæt og det føles grænseoverskridende. Jeg føler at min ekskæreste har ødelagt mig. Jeg var en åben, let-tilgængelig pige før. Jeg var imødekommende og smilende. Jeg smiler stadigvæk, for jeg er som sådan glad, men mit hjerte er lukket. Kun de mennesker som var derinde før fadæsen, får lov. Nye tilkomne får ikke en chance. Jeg mødte en mand. Han var skide dejlig, sjov, flot og enormt indfølende. Jeg var ikke forelsket i ham, men jeg kunne rigtig godt lide ham og jeg blev glad, når han var i nærheden af mig. En dag kiggede han på mig og sagde: "Hvorfor skal du være så hård? Du er helt umulig at lære at kende. Jeg er træt af at prøve". Og det var dét. Måske var han ikke den rigtige, hvad fanden det så end betyder. Men det siger det meget godt. Jeg er ødelagt indeni, mit hjerte er lukket, forseglet. Jeg kan ikke lave det om lige nu. Jeg kan simpelthen ikke. Det at holde i hånd er grænseoverskridende for mig. Jeg synes det er akavet og jeg bryder mig ikke om det. At ligge i ske finder jeg tåbeligt og jeg gider slet ikke søde ord og nus på kinden. Hvordan blev jeg sådan her? Det er kærlighedens pris. Jeg er i sorg, endnu. Fordi jeg blev sådan svigtet. Og fordi jeg elskede så enormt højt. Jeg ved godt at det sikkert er en fase, men lige nu fylder det og lige nu er jeg så ked af, at det skal være sådan. For jeg vil gerne. Men jeg kan ikke. #dueraldrigalene