Mit sidste brev til min lillebror

p8040101 Jeg sad med min telefon forleden og kiggede på gamle noter og ryddede op. Pludselig dukkede teksten nedenfor op på min skærm. Jeg frøs. Jeg skrev ordene dagen efter min lillebror døde. Jeg skrev dem på min telefon, i mine forældres soveværelse, mens jeg sad på gulvet og jeg græd ikke. Jeg var i chok. Jeg skrev senere ordene ned på papir og lagde det i min lillebrors kiste. Sammen med et billede af os sammen. Jeg er stadigvæk ikke nået dertil, hvor jeg kan sætte pris på de 23 år jeg fik sammen med ham, men jeg håber at jeg en dag kan se sådan på det. Lige nu fylder savnet meget og det virker helt surrealistisk at jeg aldrig skal se ham mere. Var han ikke sød at kigge på? Billedet er fra vores familieferie på Kreta og han hadede når jeg tog billeder af ham - men dette fik jeg og jeg er så dybt taknemlig for, at jeg har det. Her er et uddrag: "Elskede lillebror. Jeg har elsket dig hele mit liv. Hvor skal jeg gøre af al den kærlighed jeg har til dig nu? Jeg elsker dig på en helt særlig måde, hvem skal jeg elske sådan nu? Jeg har aldrig kunne være vred på dig, og det er jeg heller ikke nu. Men jeg kommer til at savne dig og mangle dig mange gange resten af mit liv. Du har altid passet på mig og du kendte mig allerbedst. Du ville altid holde i hånd og du var så kærlig overfor mig. Ingen kan nogensinde kramme mig som du. Det sidste jeg sagde til dig var at jeg elskede dig, vi har lært af mor og far at sige sådan til hinanden og hvor er jeg glad for at du vidste det. Kære lillebror, kæreste elskede Rasmus - tak for 23 år sammen. Tak for al den kærlighed du gav mig, den omsorg og tak fordi du prøvede at lære mig at leve mere i nuet og slappe lidt af. Jeg vil lytte til dig nu så du kan kigge ned på mig og smile og se at jeg godt kan være ligeglad med hvad andre tænker om det jeg gør og hvordan jeg er. Kære lillebror, kære barndomsven, kære allerbedste ven, jeg stopper aldrig med at elske dig. Sov godt min skat". Husk - du er aldrig alene. Jeg skrev det her brev for snart fire år siden. Jeg har været dernede, hvor der er kulsort og hvor jeg havde svært ved at se hvorfor jeg skulle leve videre. Uden ham. Det har og er en kamp, men jeg giver ikke op. Jeg skylder min lillebror at kæmpe og jeg skylder ham at skabe mig et godt liv. Og jeg er godt i gang. Pas på dig selv og hvis du har søskende, så husk at fortælle dem hvor meget du elsker dem. Også selvom de kan være træls. Kys.