Mit 2016. Det som faktisk lykkedes-listen

img_0563 Du kan læse lorte-listen i foregående indlæg. Billedet foroven er fra d.21 april, hvor min bog endelig udkom. Dét var en af de ting, som lykkedes i 2016 og én af de ting, som jeg er både stolt, glad og lykkelig for skete. Du kan købe min meget anderledes sundhedsbog lige her - en bog uden diæter, regler, skemaer og what-not-to-do-lister. Det gider jeg nemlig ikke. Den er til gengæld fuld af opskrifter som er nemme at lave, og som smager godt. Så er der træningsøvelser i, som er til at forstå og så er der tekster om at holde af sig selv, lige som man er. Nok om dén bog - nu til listen over alle de gode ting, som skete for mig i 2016:
  • Jeg oprettede eget firma i starten af året, hvilket var både dejligt og skræmmende. Ikke desto mindre så går det vældig fint med dét, jeg har fået revisor og betaler skat og alting. Meget voksent. Og rigtig rart. Det er nemlig noget jeg har gjort på helt egen hånd og det er mit og kun mit.
  • Jeg havde en dejlig sommerferie med mine forældre på Kreta. Hvor jeg i en hel uge slappede helt af, ikke trænede, ikke var nær så meget online, som jeg ellers plejer. Vi var tæt sammen i en uge og det havde jeg rigtig godt af. Læs om at turde at have bikini på, lige her.
  • Sommeren 2016 lavede min far og jeg Tough Viking på Amager. Det var en voldsom fysisk udfordring og jeg havde en del kriser undervejs. Min far er næsten 70 år og var klart den ældste til løbet, hvilket jeg ikke mærkede meget til. Han er den sejeste jeg kender og jeg håber at vi skal lave endnu en Tough i det kommende år.
  • Jeg var en tur på Roskilde festival, som jeg også havde glædet mig meget til. Vejret var semi godt, musikken var dejlig, jeg var sammen med lækre mennesker og jeg havde en rigtig god tur. Jeg vil gerne på Roskilde igen næste år, men kun for en enkel dag. Jeg er blevet for gammel til at bo dernede flere dage i træk. Jeg vil have mit eget bad og toilet. #getting30
  • Jeg fik renoveret min lejlighed og har nu helt nyt køkken, badeværelse, gang og walk-in. Det er blevet så utrolig fint og jeg er lykkelig over min lejlighed. Den er lige mig og jeg føler mig enormt hjemme.
  • Jeg mødte nye, søde veninder igennem crossfit. Jeg træner sammen med særligt tre piger og vi er blevet veninder og ses privat og jeg er så glad for dem. De motiverer mig til at træne - og det er samtidig hyggeligt, sjovt og rart. Selvom uret ringer 5.15.
  • Jeg var i Paris med yndlings Vibe i starten af måneden og det var en episk tur. Vi havde begge brug for at komme lidt væk og få en masse oplevelser sammen. Læs om turen og få restaurant-anbefalinger med mere lige her.
Jeg glæder mig til at springe ind i det nye år med min allerbedste veninde Maja. Jeg skal bruge starten af året på at rejse, da jeg både skal en tur til Thailand og til USA. Mere om det snart, jeg glæder mig sådan til at fortælle jer om mine planer i 2017, selvom jeg i virkeligheden ikke rigtig har en plan. Det er netop dét, jeg er så glad for. Hvad skete der af gode ting i dit 2016? Del endelig i kommentarfeltet, jeg vil så gerne læse med og glædes på jeres vegne. God dag!