Din ekskæreste er ikke den eneste du skal tage afsked med.

img_1495 Nu rammer jeg snart to års-dagen for da jeg blev single. Efter næsten syv års parforhold. Jeg har skrevet meget (meget!) om det at være i kærestesorg og være nede og bide i græsset af samme årsag. Kender du bloggen, så har du sikkert læst et indlæg eller to. Er du ny (og har måske kærestesorg), så søg på kærestesorg, så vrimler det frem. Når du afslutter et forhold, om det har været langt eller kortere, så siger du farvel til mange ting. Og det er desværre ikke kun min ekskæreste, som jeg har skulle tage afsked med. Hele hans familie, som jeg har tilbragt uendelige mange timer med, var jeg nødsaget til at skære ud af mit liv. For det gavner ikke at have dem i mit liv, når jeg så desperat har forsøgt at komme videre. Det nytter ingenting – det har det i hvert fald ikke gjort i mit tilfælde. Og dét er også en sorg og det har også været svært. For min ekskærestes familie var som min egen, i mange år. Og jeg savner dem, til tider. Mest hans søskende, som jeg lærte at kende mens de var meget små. Jeg får ofte mails fra kvinder og mænd, som er i kærestesorg og har brug for at få svar på forskellige spørgsmål og råd. Og jeg er vel egentlig også autodidakt indenfor emnet. Og jeg hjælper gerne, så du kan altid skrive. Du er aldrig alene, husk det. Mange spørger hvordan jeg har handlet når det kommer til min ekskærestes familie. Og svaret er, på skrift, ret enkelt: dem taler jeg ikke med længere. Jeg har fjernet dem på de sociale medier, jeg har slettet deres telefonnumre og jeg har slette mange billeder, som kunne minde mig om en tid, som ikke længere er. Det har hjulpet mig. Jeg tror at det er bedst med et ”clean cut” og ikke trække smerten længere ud, end nødvendigt er. Måske er en anden løsning bedre for dig, men for mig har dette været tilfældet. Så da min ekskæreste flyttede ud af vores fælles lejlighed, så tog han sin familie med sig. Det har været hårdt, det har været et stort tab – men jeg ville gøre det på samme måde igen, hvis jeg skulle. Min veninde Maja spurgte mig, da vi talte om ovenstående, om det var svært for mig at vide, at min ekskærestes familie kunne læse og se så meget om mit liv, særligt når jeg skrev om kærestesorgen over deres familiemedlem. Og det har været svært og meget underligt. Særligt nu, hvis jeg kan se at én eller flere fra hans familie kigger med, hvilket mange af dem gør. Det er lidt mærkeligt. Men jeg har aldrig været flov over, at jeg har været ”så længe” i kærestesorg. For når jeg elsker, så elsker jeg med alt hvad jeg har. Og dét tager tid at slippe. Nu rammer jeg snart to årsdagen og det glæder mig. For jeg er nået så langt og det fylder mindre og mindre hele tiden. Jeg vil altid have ham og hans familie med mig, på en eller anden måde – men tabet er blevet meget nemmere at rumme. Og det vil også ske i dit tilfælde. Du må ikke give op, jeg ved at du kan, hvis du står med et knust hjerte. Der er et liv efter det som føles, som et atomangreb.