Hvis du ikke var død

17757446_10210806782378126_770140822016742014_n Hvor ville jeg så være nu? Hvis du ikke var død, kære lillebror. Hvor var jeg så endt? Min lillebror døde nytårsaften 2013. Jeg fandt ham og siden da har mit liv været svært. Jeg har haft mange, mange gode oplevelser og succesoplevelser og jeg har været glad og jeg er glad. Men der har også været hårde perioder, jeg har haft lyst til at kaste mig ud foran et tog. Jeg har drukket mig fuld for at glemme. Jeg har været forbi psykiatrisk afdeling, jeg har grædt tårer for et helt liv og flere til. Jeg har haft en uendelig hård ungdom, som varede alt for kort tid. For jeg blev voksen på et splitsekund, da jeg fandt min lillebror død og få minutter efter skulle fortælle mine forældre det og se deres reaktion. Du kan læse første del af fire lige her, hvis du ikke aner hvad jeg skriver om. Og jeg har ofte tænkt, hvor jeg ville være i livet, hvis min lillebror ikke var død. Jeg har været vred på ham, min lillebror, for at frarøve mig en stor del af min ungdom. Frarøve mig ungdommens naivitet og spontanitet. På grund af hans alt for tidlige og pludselige død er jeg blevet voksen, alt for hurtigt. Jeg kan ikke rejse ud af landet, ikke engang over Storebælt, uden at tænke hvad der ville ske rent praktisk, hvis jeg skulle dø - eller der skulle ske mine forældre noget. Hvordan kommer jeg hurtigst hjem til dem, hvad skal der ske hvis jeg dør, vil de overleve og så videre. Tanker og overvejelser som jeg ikke kender andre jævnaldrene have. Tanker og overvejelser som kan gøre fysisk ondt og som jeg skal forsøge ikke at få til at fylde for meget. Særligt fordi jeg gerne vil rejse så meget som muligt og skal rejse meget i år, så skal jeg virkelig bruge energi på ikke at få bekymringerne til at fylde for meget. For nu ved jeg at det ikke kun sker for naboen, det skete for min familie og jeg og det kan godt ske igen. Vi har ikke helle, selvom jeg synes at vi burde have helle på livstid. Hvis du ikke var død, så ville jeg sandsynligvis nok stadig bo på landet, i hus. Jeg ville nok stadigvæk arbejde på skolen, selvom jeg havde udviklet mig alt det jeg kunne dér, jeg ville nok ikke have så mange veninder, som jeg har i dag. Jeg ville bruge det meste af mine weekender i mit hjem, med at lave mad og udvikle opskrifter til bloggen. Jeg ville nok have et barn eller to. Måske tre. Jeg ville måske være gift, med manden i mit liv. Jeg ville bruge mine morgner på at give havregrød, amme, rydde op og smøre madpakker. Jeg ville elske det. For det var drømmen for mig. Nu er drømmen en anden. Lige nu lever jeg min drøm. Jeg har købt en andelslejlighed i byen. Jeg bruger de fleste af mine penge på tøj. Og drinks. Jeg bruger mere tid end jeg nogensinde har, på bloggen. Og på ting der hænger sammen med bloggen. Jeg har så mange veninder, at jeg ikke kan tælle dem på to hænder. Jeg laver noget socialt hver eneste dag. Jeg bor alene. Jeg klarer mig selv. Jeg har ikke en kæreste. Jeg dater ikke engang. Jeg har ingen børn, jeg ved ikke om jeg nogensinde får børn. Jeg vil gerne have en masse, en dag. Jeg lever et helt andet liv, end jeg gjorde inden du døde. Jeg lever det liv, som jeg aldrig troede at jeg skulle leve. Det har været svært at vænne mig til. Jeg har skulle bruge tid på at finde mig selv på denne vej, når jeg nu var på en helt anden. Jeg har haft svært ved at være alene, vænne mig til at være alene. Jeg har grædt, alene. Jeg har været ensom, jeg er ensom. Jeg har kæmpet, jeg kæmper. Jeg ville give alt for at få dig tilbage. Jeg ville sidde i kørestol, miste begge mine ben, blive stum, slå ihjel - for at få dig tilbage. Det er ikke en mulighed. Jeg har hadet dig for at give mig det liv, som jeg har. Det gør jeg ikke længere. Du har givet mig det liv, som jeg skulle have. Det er uden dig, og det hader jeg. Men du har givet mig glæden og du giver mig hver dag lysten og kræfterne til at kæmpe. For jeg vil det her liv. Og tak fordi du gav mig dét. Elskede lillebror. Tak for alt det du har givet mig, efter din død.