Men er det så det værd?

19275074_10211576493020411_4242213781481701018_n Kære Piger, Kvinder, Mænd - Læsere. Den seneste uges aktivitet her på bloggen, har ramt mig. Jeg er ellers hærdet efterhånden, jeg har haft bloggen i over 8 år og jeg har måtte finde mig i en del, jeg har hørt det meste, jeg er blevet kaldt diverse ting og sager. De første par år blev jeg, udover forundret over behovet for at svine mig til, ked af det og jeg husker også at have haft flere mavepiner. Dem har jeg ikke haft i nogle år. Det er sjældent at jeg bliver rigtig ked af det - men det er jeg blevet nu. Og vinder de hadefulde piger så? Det føler de nok at de gør. Det er jeg faktisk ligeglad med. De må godt se og læse, at der rent faktisk er et menneske bag skærmen. Som også kan føle noget. Jeg har grædt. Og jeg har sovet rigtig dårligt i nat. Og det er jeg så ked af, fordi jeg jo får så utrolig mange beskeder fra piger og kvinder (og faktisk også søde mænd), hver eneste dag, som skriver at de får så meget ud af det jeg skriver, bliver inspireret og har det langt bedre med sig selv. Det gør mig så glad - lige nu kan jeg bare slet ikke abstrahere fra, at der er piger og kvinder rundt omkring i landet som hader mig så meget, at de skriver lange, lange kommentarer. Beskylder mig for ting der ikke er sande. Kalder mig ting, jeg ikke er. Min mor og far læser min blog - og dermed også kommentarerne. Det gør mig ked af det, at de skal læse at der er nogen der kan finde på, at skrive sådan til deres datter. Det har de ikke bedt om, da jeg startede bloggen. Det har jeg ikke bedt om. Bare den seneste uge er jeg blandt andet blevet kaldt for so, løgner, overvægtig, hyklerisk, medieliderlig og jeg er blevet beskyldt for at have et gigantisk mindreværd. Det gør mig ked af det. Jeg har kæmpet for at have det, som jeg har det i dag. Jeg har en tung historie bag mig, jeg har ændret mig siden jeg startede bloggen, jeg har valgt at alt det onde, som er hændt mig - skal jeg på en eller anden måde finde en mening i. Jeg har valgt at jeg ikke vil bruge mere kostbar tid og liv på, at hade den jeg er. Det har været hårdt, det har kostet tårer og energi. Jeg kan lide mig selv som jeg er i dag og det er så rart endelig at have det sådan. Og det vil jeg så gerne give videre. Jeg forstår det ikke. Jeg føler at jeg kæmper en vigtig kamp - og jeg ved at der er mange af jer, søde læsere, som kan bruge det jeg skriver til noget konstruktiv i jeres liv. Og I kan tro at jeg læser alle jeres beskeder og jeg skal nok forsøge at få svaret jer alle. Og jeg sætter så stor pris på det - det må I aldrig tvivle på. Mange af jeres kærlige, hudløst ærlige og søde beskeder rører mig dybt. Men det koster. Fordi jeg deler så meget af mig selv, hvilket jeg hverken kan eller vil gøre anderledes, så er det umuligt ikke at tage personligt. Jeg er en meget følsom pige, jeg kan bedst lide at alle kan lide mig. Det er ikke muligt, det ved jeg godt. Men det går direkte ned i maven når jeg kan mærke, at folk hader mig. Fremmede mennesker, som jeg aldrig har mødt. Det skal jeg lige vænne mig til. Åbenbart. Jeg skal måske dobbelt imprægneres - for jeg er da ikke hærdet nok til det her. Er det dét værd? Det vælger jeg at tro på, at det er. Nu vil jeg bruge dagen på at spraye mig med teflon. Tak for jer, som godt kan finde ud af, at tale ordentligt. Og som jeg kan mærke vil mig det bedste. Det vil jeg tænke på ti tusinde gange i dag.