Da jeg bad min veninde om at tage hjem og skifte tøj

image1 Da denne begivenhed skete tænkte jeg straks: Dét skal jeg lige skrive på bloggen, det her skal jeg lige vende med mine kære læsere. So here it goes. For du kender det garanteret, men hvorfor er det egentlig et problem for mig og måske også for dig? Jeg skulle i lørdags mødes med min veninde ved Magasin. Vi skulle spise sammen, hygge og shoppe lidt. Jeg kom fra Hillerød, hvor jeg havde besøgt min frisør. Selvom at jeg ikke længere bor i Hillerød, så bruger jeg min gamle frisør, som jeg har brugt siden jeg var 17 år gammel. Hun er sød og dygtig - og hvis du har brug for hendes nummer, så skriv endelig. Jeg sad i toget og gjorde mig klar til en dagsrejse. Sådan føles det altså lidt, når jeg tager togturen fra 3400 Hillerød til 1358 Nørreport. Det tager en evighed. Jeg stenede på min telefon og jeg så at min veninde, som jeg skulle mødes med inde i byen havde delt en story på hendes instagram. Af hendes nye kjole. Som jeg også sad i, netop da jeg så hendes story. Jeg skrev fluks til hende: "Har du den kjole på lige nu?", hvortil hun svarede: "Ja, hvorfor?". Jeg svarede: "Det har jeg også og dét magter jeg ikke". Hun kørte hjem og skiftede og vi mødtes og alt var godt og vi grinede af det - for vi har gjort det så tit. Haft det samme på eller noget der virkelig mindede om hinanden. Jeg havde det så dårligt over, at hun var kørt hjem for at skifte. Jeg kunne ikke selv nå hjem og hun skiftede og vi aftalte at det er hendes "tur" næste gang vi ses. Og så talte vi om, hvorfor det egentlig er, at vi ikke kan have det samme tøj på. Og det har jeg tænkt over siden. For hvad er det der gør, at vi ikke kan have det samme tøj på, som vores veninde? Det er bare kikset, på en eller anden måde. Ikke sandt? Men hvorfor er det egentlig det? Vi ligner jo ofte vores veninder på så mange andre områder. Den måde vi har vores hår på, den måde vi taler på, musik vi lytter til, vi deler ofte samme interesse og glæde for en bestemt sportsgren, vi spiser ofte de samme ting, vi griner af de samme ting. Men tøjet - no way. Det er kikset. Jeg har flere gange oplevet at have den samme kjole på, som en anden pige - enten i byen eller et til arrangement. Det er mindre kikset når det ikke som sådan er en veninde - men det er stadigvæk lidt kikset, ikke? Og det er jo overfladisk og dumt og jeg er irriteret over, at bruge energi på det. Men sådan er det altså. Jeg er som sådan ligeglad med, hvad andre mennesker tænker - men det handler om mig selv. Tror jeg. Jeg er lidt i tvivl. Og jeg ville faktisk gerne have testet det - have den samme kjole på, som min smukke veninde. Og se hvad der skete ved det. For der sker sikkert ikke en skid. Det handler om forfængelighed - når alt kommer til alt tror jeg. Eller hvad? Jeg har brug for din mening! Hvad tror du at det handler om? Og kender du selv til dette "problem" (I-lands problem, nuvel). Del endelig i kommentarfeltet! Kjolen er i øvrigt fra Vero Moda og jeg har selv betalt den. Ingen skjult reklame herfra.