Da det blev status at være arbejdsnarkoman

work Jeg sad til et arrangement, for et par uger siden. Noget middag, noget networking, noget overflade-snak. Hyggeligt nok. Ikke ét af de arrangementer, som giver mig noget personligt. For man taler sjældent om ægte ting, i sådan et selskab. Men det er okay, for det gør jeg så med mine veninder og mine forældre. Men det gælder om, at finde en balance, for ellers gør det tomme snak mig skør og ked af det. Anyways. Det skal det ikke handle om, i denne omgang. Det skal handle om, hvor sejt og awesome det er, at have fucking travlt. Og tøv lige en kende - jeg er selv en del af det lort. Hvorfor er det så skide interessant at tale om, hvor meget vi arbejder og hvor travlt vi har? Fordi det er status. Jo mere vi arbejder, jo mere succes. Eller hvad? For nylig hørte jeg mig selv sige: "Jeg arbejdede 70-80 timer i sidste uge". Hvad fanden rager det folk? Jeg hørte en anden sige: "Jeg har ikke haft fri i 2 år". Hvad er der egentlig fedt ved dét? At vi knokler os selv halv ihjel og ikke har tid til familie og venner? Da jeg sad til det arrangement, hørte jeg ikke andet. Måske var det fordi, at dette indlæg var under opsejling. Sådan er det nemlig med mine indlæg, de fleste i hvert fald, de skriver på sig selv i et par dage, sommetider uger, før at jeg får dem her på bloggen. Folk sad og talte om, hvor travlt de havde. At deres manager havde problemer med at finde tid i deres kalender, at de måtte sige nej til en eller anden mosters fødselsdag, at de "konstant rejste". En havde faktisk ikke rigtig tid til, at holde jul: "Der var jo så meget lige nu". Og det var status. Det gav status at sige, i det forum jeg sad i. Og jeg var selv med, så jeg spiller ikke hellig eller bedre her. Jeg følte nærmest, at jeg havde for lidt at lave, i forhold til mange af de andre. Hvad fanden er dét? Jeg arbejder hver eneste dag, også i weekenderne og jeg arbejder ofte 10 timer om dagen. Hvornår blev det status at have så travlt, at du ikke har tid til at se din moster eller drikke en kop kaffe, uden at den kop kaffe skal indtages med en eventuel forretningsforbindelse? Hvornår blev det sådan for mig? Da jeg blev selvstændig? Jeg har en veninde som arbejder fuldtid. Og ikke mere end dét. Hvilket jo også er mange timer om dagen. Når hun ikke arbejder, så ser hun sine veninder og træner og hygger sig. Hun skaber stor værdi i sit arbejde. Hun arbejder med børn. Hun gør virkelig en forskel, konkret - hver eneste dag. Hun arbejder under 40 timer om ugen - har hun så mindre succes? Jeg tror, at jeg fylder mit liv og mine dage med arbejde, af to årsager. Den første er, at jeg godt kan lide det jeg laver. Jeg er glad for det og det giver mig noget, hver dag. Den anden er, at jeg ikke ved hvad fanden jeg ellers kan putte i mit liv. Lidt sørgeligt, ikke? Jeg har hverken mand eller børn, jeg bor alene - ergo kan jeg sidde og arbejde til langt ud på aftenene, uden at det bliver "opdaget" af nogen. Og hvad skal jeg ellers lave? Ligge i min sofa og se serier? Det gør jeg engang imellem. Men så kan jeg pludselig mærke, at jeg faktisk er alene. Og det kan jeg ikke så godt lide. Så jeg arbejder. Og glemmer. Fortrænger. Skubber det fra mig, skubber fra mig at jeg er single og egentlig ikke er helt vild med den status. Arbejder vi så meget og har vi så travlt, fordi vi ikke ved, hvad vi ellers skal? Fordi det giver status? Giver en pakket og fuld booket kalender egentlig status? Hvad synes du? Giver det status? Er din travleste ven, din sejeste ven? Jeg vil meget gerne høre din mening - kommenter endelig. Du kan altid være anonym.