Når kærlighed ikke er som på film

love Fuck dig amerikanske filmkultur. Fuck de der film hvor hovedrollerne (senere: de elskende) mødes tilfældigt på en café i New York, han spilder kaffe udover hendes nederdel, hjælper med at vaske det af og PUF! de forelsker sig. Jovist der er nok lidt bump på vejen, men filmen ender altid godt og romantisk og kvalmende. Fuck dig manuskriptforfatter, som digter en handling, hvor slutningen rummer en mand som spiller guitar ude foran hendes vindue og de sammen rider væk i (fucking) hestevogn. Mod (fucking) solnedgangen. Fuck dig The Notebook. Fuck dig Notting Hill. Fuck dig Hugh Grant. Fuck dig instruktør som får mig til at tænke, at kærlighed kun er rigtig, hvis den er som den er på film. Fuck dig, seriøst. Gid det var så vel. Men så alligevel ikke. Men jeg savner film hvor man ser, hvor hårdt det også kan være, at være forelsket, at elske, at indgå i et voksen parforhold. Det er ikke en tur i parken, venner. Men det ved du sikkert godt. Hånden. Dejlige Hånd. Hans navn er endnu en hemmelighed, men mon ikke jeg snart flasher det. Jeg kan snart ikke lade være. Jeg har lyst til at råbe hans navn midt på Rådhuspladsen. Men jeg har valgt at skrue ned for tempoet - på de sociale medier. Men jeg har altså mødt en Hånd (han har to, i øvrigt) og alting føles pludselig nemmere. Og fornemmelsen i mit hjerte er anderledes, fornemmelsen i mit hoved, i min krop, dybt nede i maven, hvor der før var mørkt og ingen aktivitet. Det er fucking fantastisk. Og så alligevel ikke. Kærlighed er nemlig ikke, som den er på film. Surprise. Det vidste jeg jo nok godt. Men jeg havde vist glemt det. Eller også var det bare anderledes sidst at jeg var forelsket - som foregik for mere end 10 år siden. Jeg var så ung, jeg var helt ny i gamet og jeg havde ingen erfaring, bagage eller fucked-up-hed med mig. Tiderne er ændret og jeg har både erfaring, bagage og en masse fucked-up-hed med mig - og jeg har været alene i næsten 3 år. Klaret mig selv, været selvstændig. Jeg har klaret tingene selv. Jeg har selv gjort rent, handlet (okay nemlig.com har også hjulpet, men jeg klikkede det hjem helt selv!), jeg har selv sørget for at husleje, forsikringer og andet kedeligt blev ordnet. Jeg har renset mit eget afløb. Jeg har sågar kravlet (ja, bogstavlig talt) ud i mit køkken for at lave te, da jeg havde næsten 40 i feber. Bonusinfo: jeg faldt i søvn og fik en god lur på gulvet i noget der minder om 45 minutter. Men! Jeg har klaret mig selv. Og det gik jo meget godt. Bortset fra, at jeg savnede noget. Både at få noget (altså kærlighed!) men også at give noget (også kærlighed!) til en anden. Og nu har jeg det vist - og hvad fanden brokker jeg mig så over? Det er bare så svært at give slip. Fordi jeg netop havde ret meget styr på det hele, da jeg mødte Hånden. Jeg manglede kærlighed og nærvær, men jeg trak da vejret og jeg var for det meste glad. Tør jeg at sætte det på spil? Hånden har i sin hånd mit hjerte og muligheden for at knuse det eller varme det. Dét er angstprovokerende. Og apropos angstprovokerende. Det der med at gå på kompromis, dét havde jeg lidt glemt hvordan man gjorde. Det der med pludselig at være to i lejligheden og have to pakkede kalendere og så er vi oven i købet begge selvstændige hvilket betyder, at vi altid mangler noget og at vi altid kan arbejde mere. Det hele er nyt og spændende og svært og udfordrende. Det er ikke som på film. De skide film slutter næsten altid med, at hovedrollerne finder sammen og alt er godt. Men hvad sker der efterfølgende? Der sker akavede toiletbesøg, en oppustet mave, hår på benene, sur mælk i køleskabet, en diskussion om hvorvidt telefoner hører til i soveværelset eller ej og en travl hverdag - det er dét som sker. Men det er også det smukke, i det hele. Det med langsomt at lære hinanden at kende, det med at se nye sider af hinanden, det med at se skævheder og finurligheder (læs lidt af mine her). Det der med at elske på trods af mærkelige vaner, hår på knæene og en mærkelig lugt i kun den ene armhule. Men jeg synes at det er hårdt arbejde og jeg er træt, jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været sulten, jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst smilede som jeg gør lige nu, jeg kan ikke huske hvornår, at jeg sidst havde det sådan her. Det er både dejligt og fucking hårdt. Alt er på spil. Lige nu kan jeg i den grad mærke livet - som en romantisk engelsk film og som et helt almindelig menneske, som bare ønsker at føle lykke i livet. Med leverpostej, skænderier og kompromis.