Carrie, Nynne og Bridget

fuck Hvad har de kvinder til fælles - udover en helvedes masse solgte biografbilletter og sendetid i fjerneren? Det ender lykkeligt for dem! Og jeg er træt af det og jeg er træt af dem. Lige pludselig blev jeg hende der brokkerøven. For tiden er mit overskud minimalt og jeg bliver irriteret på den stakkels kassedame i Netto hvis jeg føler, at hun er for langsom (de skal aaaltid skifte bonrulle når jeg står i kø #ilandsproblem). Jeg bliver frustreret over folk, der går langsomt på gaden - seriøst, skal i ingenting i dag, eller hvad? Jeg smiler ikke til fremmede for tiden, noget jeg ellers elsker at gøre - selvom de ofte ikke gengælder smilet. Jeg elsker at cykle og føle, at jeg sender god energi ud. For tiden har jeg knap energi til, at få noget ud af min dag. Det går langsomt og det er okay - sådan er det at bære sorg. Det ved jeg. Det skal nok vende og jeg skal nok smile til både Netto damen, manden der går langsomt på gaden og til alle dem, som jeg møder på min cykeltur ned af Gammel Kongevej. Jeg vil tilbage dertil. Og jeg kommer dertil igen, det gør jeg altid. Jeg så Nynne igår. Sex and The City i weekenden og Bridget Jones i sidste uge. Fordi jeg har brug for at se andre kvinder, som vælter rundt i kærlighedens kuperet terræn. Men jeg endte med en tom følelse - for det ender jo godt for dem alle sammen! Carrie får Big (som jeg stadigvæk ikke er fan af, han er en lort!), Nynne får Martin (som jeg er kæmpe fan af!) og Bridget får sin Mr.Darcy (også fan, bliver han ikke bare flottere med årene, egentlig?). Hvad får jeg? Jeg er også single (av!), jeg bor i storbyen, jeg har mange (for) sko og kjoler og kan godt lide at feste og jeg elsker, at stene på min sofa og spise is af bøtten. Hvornår ender det godt for mig? Hvornår kommer min Mr.Big, min Martin, min fucking Mr.Darcy? Er dét lykken? At få en mand? Nej, det er den eneste løsning eller mulighed der er, for at blive lykkelig. Slet ikke. Jeg kan godt være lykkelig alene, det har jeg bare aldrig rigtig prøvet. Måske da jeg var helt ung - men vi mennesker er jo flokdyr og jeg savner min mage. Jeg har veninder som trives godt med, at være alene. Og som vel også er lykkelige, egentlig. Men det fungerer ikke for mig. Jeg mangler dét, jeg mangler ham. Jeg har brug for film og serier hvor single kvinder forbliver singler - og er lykkelige i dét! Hvorfor skal vi opdrages til, at lykken er parforhold? Det er altså skide svært at leve op til, når man nu ikke er en del af et parforhold. Jeg er altid hende, som skal sættes op med alle mulige. Så sent som i weekenden, hvor jeg nærmest blev tvunget på date med en eller random mand. Som jeg i øvrigt slet ikke er interesseret i. "Hvorfor er du så single?" er også et spørgsmål, som man skal stilles, når man er single. Åbenbart. (jeg har altid lyst til at spørge, hvorfor de er kærester med den, som de er kærester med, men har endnu ikke turde). Mit indlæg er lidt modsigende - på den ene side vil jeg gerne have en kæreste (ikke hvilken som helst!) og på den anden side, vil jeg gerne kunne hvile i, at være alene. Måske du kender dilemmaet? Del endelig hvis du gør - for tiden føler jeg mig voldsomt alene.