Noget om bunden

dsc01853 Bunden, sølet, gruset. Kært barn har mange navne - jeg synes "at ramme bunden" beskriver det meget godt. At sejle, at være ulykkelig, modløs og så videre. Have nedtur på, om man så må sige. Jeg kender den så udmærket. Bunden. Der har jeg opholdt mig et par gange - først da min lillebror døde og så da min ekskæreste og jeg gik fra hinanden. Der ramte jeg bunden. Den havde jeg ikke stiftet bekendtskab med før. Jeg var 25 år gammel. Sent i nogens øjne, tidligt i andres. Men jeg ramte den og det er det mørkeste, som jeg i mit liv har oplevet. Jeg har skrevet om det mange gange før - så det vil jeg ikke gå så meget ind i. Det er efterhånden et par år siden, jeg er et andet sted nu og selvfølgelig skulle jeg ramme bunden, sådan er livet. Vi rammer den alle, før eller siden. Ikke for at være sortseer eller søndags deprimereret, men bunden er et vilkår for os. Jeg talte med en veninde om bunden. Om at ramme den. Hun fortalte om dengang, at hun ramte den. Hvordan hun genkendte den, hvad den havde gjort ved hende. Jeg fortalte om min aktuelle hjertesorg, som fylder en del i mig og som tærer på mit overskud. Hun forstod mig, men sagde: "men du har ikke ramt bunden. Det ved du godt, ikke? Det her, dét er ikke det værste du har oplevet". Først blev jeg lidt ked af, at hun underkendte mine følelser. Så gik det op for mig, at hun jo har ret - jeg har ikke ramt bunden. Slet ikke. Jovist, jeg sover dårligt, tænker meget, er grundlæggende lidt trist i betrækket, men jeg har ikke ramt bunden. Og det er det gode ved, at have ramt den før. Jeg ved hvor den er og jeg ved, hvad den gør ved mig. Og jeg ved samtidig også, at jeg ikke vil derned igen. For alt i verden, så vil jeg ikke derned igen. Jeg kæmper for ikke at komme ned på bunden igen. Livet er for kort til, at tilbringe alt for meget tid dér. Husk: du er aldrig alene <3